Når lægen ikke tager en alvorligt

Hvor er det tit, jeg går fra lægen med følelsen af, at lægen egentlig bare prøvede at tale mine symptomer ned og bare fortsætte som før.

Jeg var der f.eks. med min søn, som havde meget ondt i maven. Lægen begyndte at belære mig om, at når man havde den alder, tænkte man meget og kunne få ondt i maven af bekymringer - men min søn skreg af smerte! Vi endte med et få en henvisning til sygehus og knægten var forstoppet!

Den fortælling er typisk for, hvordan det er at gå til lægen her. Man føler sig syg og har smerter, som man fortæller lægen om, men det er som om de hele tiden vil springe over, hvor gærdet er lavest. Jeg får ofte beskeder som "du skal bare fortsætte som du plejer", "måske skal du bare strække ud" og så videre - det er som om ingen rigtigt sætter sig ned og siger: nå! Nu må vi én gang for alle finde ud af, hvorfor du har ondt!


Det gør mig så sur, at man nærmest skal kæmpe mod lægen for at blive taget alvorligt. Min kæreste kan det, men jeg kan ikke og ender altid med at tage derfra med nærmest helt uforettet sag.

Det blev faktisk både min morfar, farmor og mors død, at lægerne ikke tog dem alvorligt. Min mor kunne de ikke tage alvorligt, fordi hun var overvægtigt - de gav hendes overvægt skylden for alt og sagde bare, at hun skulle tabe sig. Min morfor blev stemplet som hypokonder og da han endelig fik dem til at lytte til sig, var det fremskreden lungekræft og så døde han. Min farmor havde nok bare astma, fik astmamedicin - men igen: lungekræft og da lægen gad opdage det var det for sent.

Jeg kan bare mærke på vores lægehus, at de vil have så mange patienter igennem som muligt.
Det betyder jo bare, at man går hjem igen med sin sygdom, som så bare forværres.


Er det også sådan hos jeres læger?

Bestemt ja. 

mig selv: fejl behandling som endte med lungebetændelse i knap 2 måneder. De synes var småhys. Skulle bare gå hjem og ligge mig - lidt svært med 2 børn, hvor den ene er pisse syg og den anden er er ammebarn. 

Samme historie på mange områder. Blev ikke taget seriøst - og blev det alt for sent. 
kort historie der endte med hjernekræft, blindhed, sjælden sygdom (genetisk udredt), nedsat muskelkraft, “kolik” smerter i mange år hos barnet. 
- så ja. Det kostede mit barn alt for dyrt! (Alt ovenstående var hos mit barn på 4 år) 

samme med lillebror. Hypokondormor - men nu konstateret med astma og eksem og allergier. Men ingen hjælp som lille - for nu var barnet jo testet for genetisk fejl og havde den ikke. Så var jeg jo hypokonder. Så ingen hjælp før efter flere år. 

Anonym skriver:

 

Hvor er det tit, jeg går fra lægen med følelsen af, at lægen egentlig bare prøvede at tale mine symptomer ned og bare fortsætte som før.

Jeg var der f.eks. med min søn, som havde meget ondt i maven. Lægen begyndte at belære mig om, at når man havde den alder, tænkte man meget og kunne få ondt i maven af bekymringer - men min søn skreg af smerte! Vi endte med et få en henvisning til sygehus og knægten var forstoppet!

Den fortælling er typisk for, hvordan det er at gå til lægen her. Man føler sig syg og har smerter, som man fortæller lægen om, men det er som om de hele tiden vil springe over, hvor gærdet er lavest. Jeg får ofte beskeder som "du skal bare fortsætte som du plejer", "måske skal du bare strække ud" og så videre - det er som om ingen rigtigt sætter sig ned og siger: nå! Nu må vi én gang for alle finde ud af, hvorfor du har ondt!


Det gør mig så sur, at man nærmest skal kæmpe mod lægen for at blive taget alvorligt. Min kæreste kan det, men jeg kan ikke og ender altid med at tage derfra med nærmest helt uforettet sag.

Det blev faktisk både min morfar, farmor og mors død, at lægerne ikke tog dem alvorligt. Min mor kunne de ikke tage alvorligt, fordi hun var overvægtigt - de gav hendes overvægt skylden for alt og sagde bare, at hun skulle tabe sig. Min morfor blev stemplet som hypokonder og da han endelig fik dem til at lytte til sig, var det fremskreden lungekræft og så døde han. Min farmor havde nok bare astma, fik astmamedicin - men igen: lungekræft og da lægen gad opdage det var det for sent.

Jeg kan bare mærke på vores lægehus, at de vil have så mange patienter igennem som muligt.
Det betyder jo bare, at man går hjem igen med sin sygdom, som så bare forværres.


Er det også sådan hos jeres læger?

Jeg ville skifte læge hvis jeg var dig. Undersøg lægerne i dit område, kig på deres anmeldelser, og så tjek jævnligt om de har tilgang for nye patienter. 

Jeg havde en læge hvor sekratæren var lidt gatekeeper, og kun modvilligt gav tider når man ringede ind. Og så fik jeg enten skæld ud af min læge når jeg kom med mine børn (a la 'Hvorfor kommer du først nu, hvorfor har du ikke reageret før?!' på sager som ikke var akutte, hvor jeg havde valgt at se om vi kunne klare det selv først), eller blev mødt med mistro når jeg kom med ting hos mig selv. 

Jeg skiftede læge og er SÅ glad for det. I mit nye lægehus bliver jeg hverken mødt af gatekeeping, skældud eller mistro. Der bliver lyttet og jeg tages alvorligt når jeg henvender mig. Selvom det koster lidt at skifte uden flytning, så er det så meget det værd.

Har verdens bedste lægehus - og den bedste læge .

Jeg er 100 procent tilfreds .

Men fejl sker . - også fx på sygehuset. 

Min mand har  mistet mange leveår ( anslået) pga en læge på sygehuset traf en fatal beslutning. 

Så der kører vi nu en erstatning sag. Og er du eller dine børn blevet udsat for fejl - er der jo den mulighed. 

Og ellers så skift læge - der er heldigvis flere dygtige end dårlige læger derude.

Nej heldigvis har jeg ikke en læge som din. Vores læge er sympatisk, men også meget regelret. Dvs vi bliver undersøgt efter gældende retningslinjer. Jeg har aldrig oplevet ikke at blive taget alvorlig

Min læge er fantastisk. Lyttende og tager en seriøs. Og viser det sig at jeg bare havde været lidt af en pylremor så er det ikke noget de påpeger eller på anden måde lader skinne igennem. 

Så skift læge og find en, du trives bedre med

Jeg har virkelig en god læge. Er altid blevet sendt videre til en specialist hvis han har vurderet det var udenfor hans kompetence. 

Det handler jo også om kemien mellem mennesker, om man kan sammen eller ej. 

Vi har heldigvis et godt lægehus som hellere sender en henvisning for meget end for lidt. 

Men jeg har samme oplevelse når vi har været til undersøgelse på sygehuset. 

Fx da min yngste søn skreg uafbrudt, ikke ville spise og ikke ville sove. Han tabte sig og der var jo tydeligt noget galt. De undersøgte ham på børneafdelingen og sagde at 'babyer skriger jo' og fordi han smilte til dem, mente de at han var i trivsel

Eller da min ældste var faldet og havde slået armen. Skadestuen mente ikke at den kunne være brækket da han ikke beklagede sig over vrid i håndledet. Til sidst gik de med på et røntgenbillede og armen var brækket to steder...

Eller da jeg selv havde haft en tilbagevendende byld ved folden mellem lår og kønslæbe. Den blev så stor at jeg ikke kunne gå, og så kunne den sprænge og jeg fik antibiotika et hav af gange hver gang den kom. Til sidst syntes min læge at jeg skulle få den opereret væk eller sætte et dræn i eller noget så den kunne gå helt væk. Jeg kom på sygehuset og fortalte så at den lige var sprunget. Så siger lægen, at så behøver hun jo ikke kigge på mig når jeg jo har helbredt mig selv... jeg må komme igen når den kommer igen...

Jeg har altid kun haft gode oplevelser hos de læger jeg har haft gennem tiden.

Jeg vil anbefale dig at skifte, og at kigge efter et lægehus, hvis det er muligt.
Både fordi du så har mulighed for at bruge flere forskellige læger, hvis der er nogen du klikker bedre med end andre. Og fordi jeg har en stille tanke om, at flere læger sammen skaber et fagligt fællesskab, som løfter dem op.

Anonym skriver:

 

Hvor er det tit, jeg går fra lægen med følelsen af, at lægen egentlig bare prøvede at tale mine symptomer ned og bare fortsætte som før.

Jeg var der f.eks. med min søn, som havde meget ondt i maven. Lægen begyndte at belære mig om, at når man havde den alder, tænkte man meget og kunne få ondt i maven af bekymringer - men min søn skreg af smerte! Vi endte med et få en henvisning til sygehus og knægten var forstoppet!

Den fortælling er typisk for, hvordan det er at gå til lægen her. Man føler sig syg og har smerter, som man fortæller lægen om, men det er som om de hele tiden vil springe over, hvor gærdet er lavest. Jeg får ofte beskeder som "du skal bare fortsætte som du plejer", "måske skal du bare strække ud" og så videre - det er som om ingen rigtigt sætter sig ned og siger: nå! Nu må vi én gang for alle finde ud af, hvorfor du har ondt!


Det gør mig så sur, at man nærmest skal kæmpe mod lægen for at blive taget alvorligt. Min kæreste kan det, men jeg kan ikke og ender altid med at tage derfra med nærmest helt uforettet sag.

Det blev faktisk både min morfar, farmor og mors død, at lægerne ikke tog dem alvorligt. Min mor kunne de ikke tage alvorligt, fordi hun var overvægtigt - de gav hendes overvægt skylden for alt og sagde bare, at hun skulle tabe sig. Min morfor blev stemplet som hypokonder og da han endelig fik dem til at lytte til sig, var det fremskreden lungekræft og så døde han. Min farmor havde nok bare astma, fik astmamedicin - men igen: lungekræft og da lægen gad opdage det var det for sent.

Jeg kan bare mærke på vores lægehus, at de vil have så mange patienter igennem som muligt.
Det betyder jo bare, at man går hjem igen med sin sygdom, som så bare forværres.


Er det også sådan hos jeres læger?

Nej … alt tages alvorligt og undersøges til bunds med prøver og blodprøver. 
Jeg ville da klart skifte læge..?