Overvejer skilsmisse - fundet ud af jeg er gravid

I lyder ikke rigtige for hinanden og det er fair nok at du er kommet til den konklusion. 

Men hvis I har et barn sammen har I et bånd til hinanden - også selvom I bor i hvert sit land. Uanset hvad, vil han altid være barnets far.

Så hvis han ikke kan rejse ind i Danmark, og du ikke vil hjælpe ham med visum, så pådutter du ham en stor og urimelig sorg over at have et barn han ikke kan se.

Det er muligt, at han er en anden end den du troede, eller at kulturforskellene var større end I drømte om. Men berettiger det til at, han i praksis fratages retten til sit barn? Er det så ikke bedre, hvis der ikke er et fælles barn?

Selvom du ikke elsker ham mere (eller elsker den, han virkelig er), så er han vel ikke et dårligt menneske - han er bare ikke den du troede han var Men det er vel egentlig ikke nogens skyld at det ikke skal være jer to. 

Det er fair nok at du ikke vil invitere og betale for en eks og sikre hans visum. I så fald skal han ud af dit liv og du skal videre. Men han kommer ikke ud af dit liv med et fælles barn. Er det så fair, at barnet aldrig vil se sin far eller at han skal leve sit liv uden adgang til sit barns liv. 

Jeg kender ikke de juridiske elementer. Kun at hvis barnet fødes her af en dansk mor, så bliver barnet dansk statsborger. Men derudover er der sandsynligvis stor forskel landene imellem på rettighederne til henholdsvis mor og far og derfor er det sikkert enormt komplekst. Så jer tror det bliver svært at nå at sætte sig helt ind i hvad der kan komme af juridiske overraskelser og evt. slåskampe, inden du når abortgrænsen.

Derfor har jeg også forsøgt at svare ud fra et mere moralsk perspektiv - uden at det skal læses som en løftet pegefinger.

Jeg har selv et barn med en mand fra den anden side af jorden - så jeg har tænkt meget over det moralske aspekt ved at sætte sådan en familie i verden. Uanset hvordan mit forhold udvikler sig i fremtiden, så er han og jeg bundet sammen af vores barn. Konsekvensen af mit aktive valg af ham som far til mit barn er (for mig) at jeg har en moralsk pligt til at sikre, at han kan være tæt på sit barn. Han har til gengæld også påtaget sig sin moralske pligt til at gøre sin del for at have styr på sit opholdsgrundlag for at det er muligt. Men vi er også enige om at vores families rødder skal slås her i Danmark.

Ud over at I tilsyneladende slet ikke passer sammen, er I i den ulykkelige situation at I ikke er enige om hvilket land I skal bo i. Han har ikke opfyldt sin del af aftalen om at sikre sit ophold via Tyskland. Der kan jeg godt forstå du blev vred over - og at du mistede noget for ham over den ladhed du oplevede. Men spørg dig selv om han i virkeligheden nogensinde har haft lyst til at bo i Danmark - sådan helt rigtig lyst inde i hjertet - med alt det, som man ofrer for at skulle hive sine rødder op? Det virker ikke sådan.. Du kender også selv prisen, for du har taget valget om ikke at flytte til Tyrkiet for familie og kærlighed. Du er ikke villig til det offer og det er også fair nok - for det er en høj pris at betale, når man rykker sig selv op med rødder. Men skal man så sætte en familie i verden, når hverken du eller han vil betale prisen for at flytte til hinandens land og sikre jeres barns ret til begge sine forældre? 

Selv hvis I var de rette for hinanden, så har jeg svært ved at se at man kan løse situationen og etablere en familie uden enighed om hvor man skal bo og uden en fælles forståelse for at sikre hinandens ret til at se barnet. 

Jeg forstår godt at en abort kan være et meget svært moralsk valg. Men er alternativet ikke moralsk set værre?

Selv om graviditeten ikke var dit valg, så vælger du aktivt faren til dit barn med alt det, der følger med hvis du beholder.

Held og lykke med dit svære valg

Mor11 skriver:

Et børneliv i frygt, er ikke i barnets tarv. Og hold nu op med at præge ts til at tænke at en lille klump delte celler har følelser. 

i DK har vi fri abort indtil uge 12. Og det er 100% op til den gravide om hun ønsker at benytte sig af det. Ingen skal forsøge at overbevise nogen om noget i sådanne sager. Det er et 100% personligt valg. Hvis man føler det er etisk forkert, så lader man jo bare være. Nemt ikke? Men lad være at prædike for en kvinde i krise. Det er det sidste hun har brug for. 

og ja, en abort bliver taget på grundlag af forældrenes tanker og følelser - fuldstændig  ligesom et tilvalg af et barn. De er de eneste til at træffe beslutningen og vurdere om det liv de kan tilbyde et barn, er godt nok. Det handler ikke om udfordringen i at være enlig her, det handler om et liv i frygt for fx bortførelse.. det er altså en meget seriøs risiko, som intet barn bør udsættes for. 

Hvorfor skulle det være et liv i frygt?

Selvfølgelig er det 100 % op til TS, men hun opretter jo et indlæg her, hvor hun fortæller, at hun overvejer det. Der er en overvægt af folk, der taler for, at hun skal få en abort - hvorfor må jeg så ikke kommentere og tale for det modsatte?

Og hvad er det for noget med, at fosteret har følelser? Hvor får du det fra?

KoFy skriver:

Hvorfor skulle det være et liv i frygt?

Selvfølgelig er det 100 % op til TS, men hun opretter jo et indlæg her, hvor hun fortæller, at hun overvejer det. Der er en overvægt af folk, der taler for, at hun skal få en abort - hvorfor må jeg så ikke kommentere og tale for det modsatte?

Og hvad er det for noget med, at fosteret har følelser? Hvor får du det fra?

tja. Den eneste begrundelse du kommer med, for at beholde, er at en retssag ikke er grund nok til at tage barnets liv. for mig at se, er det at tillægge cellerne en fuldudviklet person, hvis man anser abort som drab.. 

Du skriver selv at det kunne lyde som om manden ville være meget kontrollerende. Det vil han nok være uanset om de er gift eller bliver skilt, hvis de får et fælles barn. Ts skriver selv hendes frygtsomme tanker om hans adfærd. De tanker ville hun ikke have, hvis ikke der var nogen seriøse røde lamper der allerede har vist sig.

Og det er den kontrol, og risikoen for bortførelse osv osv, der vil være et liv i frygt. Bare fordi han ikke bor i DK, betyder det ikke at han ikke han forfølge hende og deres barn, hvis det er det han vil. Og som mange andre skriver - barnet har ret til sin far. Er han en far man vil byde et barn? Tør man? Jeg ville ikke. Det kan ende helt galt. Selv hvis retten endte med at give hende fuld forældremyndighed og måske endda gik så langt at fastsætte et tilhold (hvis han udviste tvivlsom adfærd), kan han stadig bryde det uden problemer. Det ses gang på gang. 

 Og glædelig jul  

Mor11 skriver:

tja. Den eneste begrundelse du kommer med, for at beholde, er at en retssag ikke er grund nok til at tage barnets liv. for mig at se, er det at tillægge cellerne en fuldudviklet person, hvis man anser abort som drab.. 

Du skriver selv at det kunne lyde som om manden ville være meget kontrollerende. Det vil han nok være uanset om de er gift eller bliver skilt, hvis de får et fælles barn. Ts skriver selv hendes frygtsomme tanker om hans adfærd. De tanker ville hun ikke have, hvis ikke der var nogen seriøse røde lamper der allerede har vist sig.

Og det er den kontrol, og risikoen for bortførelse osv osv, der vil være et liv i frygt. Bare fordi han ikke bor i DK, betyder det ikke at han ikke han forfølge hende og deres barn, hvis det er det han vil. Og som mange andre skriver - barnet har ret til sin far. Er han en far man vil byde et barn? Tør man? Jeg ville ikke. Det kan ende helt galt. Selv hvis retten endte med at give hende fuld forældremyndighed og måske endda gik så langt at fastsætte et tilhold (hvis han udviste tvivlsom adfærd), kan han stadig bryde det uden problemer. Det ses gang på gang. 

 Og glædelig jul  

For det første er abort naturligvis drab.

Jeg siger ikke, det bliver let, men han bor trods alt i Tyrkiet og er afhængig af visum for at komme hertil. Er han ubehagelig kan hun jo søge et tilhold mod ham - det gør det meget svært for ham overhovedet at komme ind i landet.

Og jeg er helt enig med dig i det næste, du skriver - hun skulle ikke være blevet gift med ham og da slet ikke fået et barn, når der er så mange helt grundlæggende problemer.

Men nu er barnet i hendes mave, og jeg synes ikke, det skal lide for hendes fejltagelser.

God jul til dig også.

KoFy skriver:

For det første er abort naturligvis drab.

Jeg siger ikke, det bliver let, men han bor trods alt i Tyrkiet og er afhængig af visum for at komme hertil. Er han ubehagelig kan hun jo søge et tilhold mod ham - det gør det meget svært for ham overhovedet at komme ind i landet.

Og jeg er helt enig med dig i det næste, du skriver - hun skulle ikke være blevet gift med ham og da slet ikke fået et barn, når der er så mange helt grundlæggende problemer.

Men nu er barnet i hendes mave, og jeg synes ikke, det skal lide for hendes fejltagelser.

God jul til dig også.

Hvis cellerne i hendes mave bliver til et barn, kommer det til at lide  under situationen. En mor, som lever i frygt for sin eksmand. En far, som enten ikke bliver en del af barnets liv eller som i værste fald vil påføre mor og barn smerte. Derfor er det nådigt og ansvarligt at forhindre, at graviditeten resulterer i et barn. 

I en anden tråd omtaler du det som dysfunktionelt at vokse op med både en mor og far, som ikke bor sammen, men begge vil være i barnets liv, og som ikke påfører hinanden frygt og smerte.

I dén situation kalder du kvindens senfølger af et overgreb - som kun manifesterer sig ved modvilje over for sex - for psykiske udfordringer og opfatter det som et argument for, at hun ikke skal få et barn (mere). Men at kvinden i tråden hér er bange for, hvad barnets far kan udsætte hende og barnet for, ser du ikke som en potentiel psykisk udfordring, som taler imod, at et barn skal vokse op med den livsomstændighed? 

Så - udelukkende på baggrund af din tydelige modstand over for abort, er dysfunktionelle forhold (efter din definition) og psykiske udfordringer (ditto) noget, et barn skal skånes for at fødes til i én sammenhæng og ikke i en anden? Uagtet, at det i den ene situation er langt mere afklarede, rolige og trygge forhold, der er tale om? 

Mor og meget mere skriver:

Hvis cellerne i hendes mave bliver til et barn, kommer det til at lide  under situationen. En mor, som lever i frygt for sin eksmand. En far, som enten ikke bliver en del af barnets liv eller som i værste fald vil påføre mor og barn smerte. Derfor er det nådigt og ansvarligt at forhindre, at graviditeten resulterer i et barn. 

I en anden tråd omtaler du det som dysfunktionelt at vokse op med både en mor og far, som ikke bor sammen, men begge vil være i barnets liv, og som ikke påfører hinanden frygt og smerte.

I dén situation kalder du kvindens senfølger af et overgreb - som kun manifesterer sig ved modvilje over for sex - for psykiske udfordringer og opfatter det som et argument for, at hun ikke skal få et barn (mere). Men at kvinden i tråden hér er bange for, hvad barnets far kan udsætte hende og barnet for, ser du ikke som en potentiel psykisk udfordring, som taler imod, at et barn skal vokse op med den livsomstændighed? 

Så - udelukkende på baggrund af din tydelige modstand over for abort, er dysfunktionelle forhold (efter din definition) og psykiske udfordringer (ditto) noget, et barn skal skånes for at fødes til i én sammenhæng og ikke i en anden? Uagtet, at det i den ene situation er langt mere afklarede, rolige og trygge forhold, der er tale om? 

For det første så har du enten et problem med tekstforståelse, eller også misforstår du med vilje.

Selvfølgelig er det mest optimale, at hun havde været smart nok til ikke at blive gravid med ham. Men det var hun ikke. Så nu handler det om at få det bedste ud af det. Og det er ikke at slå barnet ihjel efter min mening.

Mht. den anden tråd så har jeg svaret på de ting, du fremstiller forkert her.

Prøv at slå ‘Dysfunktionel’ op i en ordbog - hvis du kender sådan en -, for så vil du se, at en en-forælder-familie naturligvis er dysfunktionel ift. en kernefamilie på en række områder.

Hvis du stadig har svært ved at forstå, hvad jeg mener, så prøv at læs mine svar én gang til, for du spørger om noget, jeg allerede har svaret på.

KoFy skriver:

For det første så har du enten et problem med tekstforståelse, eller også misforstår du med vilje.

Selvfølgelig er det mest optimale, at hun havde været smart nok til ikke at blive gravid med ham. Men det var hun ikke. Så nu handler det om at få det bedste ud af det. Og det er ikke at slå barnet ihjel efter min mening.

Mht. den anden tråd så har jeg svaret på de ting, du fremstiller forkert her.

Prøv at slå ‘Dysfunktionel’ op i en ordbog - hvis du kender sådan en -, for så vil du se, at en en-forælder-familie naturligvis er dysfunktionel ift. en kernefamilie på en række områder.

Hvis du stadig har svært ved at forstå, hvad jeg mener, så prøv at læs mine svar én gang til, for du spørger om noget, jeg allerede har svaret på.

 

Du husker lige den berømte bold.- der er absolut  ingen grund til at blive personlig.

KoFy skriver:

Hvordan kan det være for barnets skyld, at det får taget dets liv?

At vokse op med en enlig mor er jo ikke verdens ende, og det barn vil stadig have det bedre end børn i mange andre lande.

Abort er udelukkende for morens/farens skyld.

Hmm...troede du mente at det var en dysfunktionel familie hvis man ikke boede hos bare mor og far

KoFy skriver:

For det første så har du enten et problem med tekstforståelse, eller også misforstår du med vilje.

Selvfølgelig er det mest optimale, at hun havde været smart nok til ikke at blive gravid med ham. Men det var hun ikke. Så nu handler det om at få det bedste ud af det. Og det er ikke at slå barnet ihjel efter min mening.

Mht. den anden tråd så har jeg svaret på de ting, du fremstiller forkert her.

Prøv at slå ‘Dysfunktionel’ op i en ordbog - hvis du kender sådan en -, for så vil du se, at en en-forælder-familie naturligvis er dysfunktionel ift. en kernefamilie på en række områder.

Hvis du stadig har svært ved at forstå, hvad jeg mener, så prøv at læs mine svar én gang til, for du spørger om noget, jeg allerede har svaret på.

 

En en-forældrefamilie behøver da ikke være dysfunktionel? Hvorfor dog det?