Overvejer skilsmisse - fundet ud af jeg er gravid

Hej alle

Jeg er gift med en tyrkisk mand, som bor i Tyrkiet pga job. Dvs. han kan ikke liiiige komme til Danmark da han først skal søge visum osv.

Anyway.. Jeg har overvejet skilsmisse i et par måneder nu, da vores ægteskab ikke fungerer. Jeg flyttede til Tyskland for at vi kunne få familiesammenføring med ham. Da han kom til Tyskland fik han dog et kultur chok så det sagde spar to, og allerede på 2. Dagen sagde han, at hvorfor skulle han tage en mindre godt betalt job når han kunne arbejde i Tyrkiet for en god løn som sømand. Jeg forklarede ham igen og igen processen med hans visum og hvorfor vi var nødt til at bo i Tyskland for en stund. Jeg fandt lejlighed, flyttede alting osv for at vi kunne gøre det.
han havde rigtig svært ved at tilpasse sig. Når mine venner, familie eller forældres venner invitere os på mad, ville han ofte ikke spise noget, selvom der også var andet en svin. på restaurant i Tyskland ville han næsten ikke bestille noget og opførte sig som et forkælet barn, fordi han ikke vidste hvordan maden var tilberedt (haram). Jeg forklarede ham, at han var nødt til at lære at være tilfreds med at bare undgå svinekød, det gjorde masser af muslimer nu og før han kom til Europa. 
Han interesserede sig ikke for min familie, venner eller i mit liv, og ikke en gang ville han med ud og gå tur i den by jeg kommer fra. Mine forældre var meget overraskede, fordi det ikke er sådan han plejer at være. 

det endte med at han rejste tilbage til Tyrkiet for at arbejde som sømand på skib, hvor han er nu. Jeg må indrømme jeg blev lettet da han tog afsted. 

Jeg har dog lige fundet ud af, at jeg er gravid. Det ved jeg ikke lige hvordan jeg var det med, fordi jeg overvejer skilsmisse. Derfor har jeg nogle spørgsmål

Barnet bliver født i Danmark, og kommer til at bo hos mig. Planen var, at han så skulle komme herop som turist omkring fødselstidspunktet og derefter blive 1-2 måneder. Dog er vi ikke på god fod med hinanden, så lige nu er jeg i tvivl, om han er tilstede ved fødslen.

Nu har han så meldt ud, at han gerne vil bo i Tyrkiet og at han vil have mig og barnet med derned. Det er jeg ikke interesseret i, og vi har altid aftalt at vi skulle bo her. Det har åbenbart ændret sig for ham, nu hvor jeg er gravid. Jeg har meldt ud til ham, at jeg ikke er interesseret i at bo i Tyrkiet, men han vil ikke høre det. 

1: Når han ikke er borger i hverken Danmark eller EU, får vi så stadig fælles forældremyndighed? Han kan jo ikke skrive under på noget fx med nemid/mitid. Hvordan kan han praktisk talt benytte sin forældremyndighed?

2: Har han ret til at tage barnet med tilbage til Tyrkiet? Her tænker jeg worst case scenario - barnebortførelse.

3: Han skal jo have visum for at komme herop, og her er jeg nødt til at invitere ham, som det ser ud nu. Vi er pt. ikke på god fod med hinanden - SKAL jeg invitere ham herop? Jeg har en fornemmelse af, at det skal jeg, hvis han har krav på samvær med barnet? Men jeg vil jo ikke betale for hans ophold osv, den dag vi bliver skilt (som er et af kravene for hans visum 350kr/dag)? Det har jeg som studerende heller ikke råd til. 

3.1. Hvis vi bliver skilt, kan jeg risikere at han får lov at tage barnet med til Tyrkiet?

3.2. Hvis vi bliver skilt, skal jeg så stadig invitere ham på besøg? Barnet kan jo ikke invitere ham/sørge for hans ophold økonomisk. Jeg er nok ikke særlig interesseret i at have ham på besøg

Han arbejder fuldtid - dog er han sømand, afsted 6 måneder ad gangen, så han ville ikke kunne tage barnet med på skibet.
 
Alt dette får mig til at overveje abort, fordi jeg er bange for, at skulle kæmpe imod ham juridisk hvis barnet kommer til verden. Jeg er i uge 9+3, og hælder mest til at beholde barnet, men synes også samtidig det er uoverskueligt at skulle kæmpe mod ham de næste 18 år. Jeg overvejer kraftigt 6 måneders separation og derefter skilsmisse. Jeg skal snakke med en jurist, men først 2.1.

jeg er studerende, har dog allerede en videregående uddannelse, medlem af a-kasse og alt det der. I alt det her synes jeg det er svært at se mig selv som enlig mor. Det der skulle have været så godt og fungere, er endt helt galt. Jeg føler mig frustreret og skuffet.

Min mand er dog meget glad for jeg er gravid og snakker meget om det. Jeg føler næsten jeg burde skamme mig over at jeg overvejer abort. Både fordi jeg formentlig nok skal klare mig, men også fordi der er S Å mange der kæmper med at blive gravide, og så bliver jeg gravid i de få uger han besøgte mig.derudover er det jo heller ikke barnets skyld, at vi voksne ikke kan finde ud af det sammen. 

Mange julehilsner  

Jeg har slet ikke svar eller erfaringer med noget, men ville ikke hoppe forbi dit indlæg uden en virtuel krammer. Sikke noget rod for dig/jer.

Jeg ville helt sikkert få en abort.. det lyder som om det potientielt kan blive en frygtelig kaotisk barndom, hvis du reelt frygter for de ting du skriver her.. og jeg ville frygte, at du endte med at leve i frygt. 

alene jeres forhold, og hans skift, lyder som om der er noget uldent der ligger og lurer - som jeg ville være meget varsom med! Har i ikke kendt hinanden særlig længe? 

Skynd dig og få en abort. 
det der er hverken du eller et barn tjent med.

Jeg stemmer også i med en abort hurtigst muligt. Barnet er ikke tjent med det der på nogen måder. 
Og du vil få en kæmpe kamp med ham sådan som han opfører sig allerede nu. 

Abort abort abort!  Og skilsmisse

Find en dejlig far til et kommende barn

Det lyder som en ferieflirt gone wrong and too far. 

Alle alarmklokker ringer. Har ikke læst hele dit lange indlæg men det jeg læste overbeviste mig om at det I har gang i er usundt og aldrig kommer til at fungere. 

Uh ja som de andre skriver, skynd dig at få en abort. 

Og find så en sød mand at få børn med. Det der lyder kaotisk, og det fortjener ingen børn. 

Alene det at du har haft tanken om barnebortførsel allerede tænker jeg giver rigtig god grund til abort. Et liv med sådan en frygt over hovedet lyder frygteligt. Både for dig og et barn. Jeg er glad for tanken selv meldte sig hos dig for det var også en jeg fik ud fra din tekst. 

Du skal slet ikke have med i dine overvejelser om andre har svært ved at få børn eller ej. Abort skal udelukkende besluttes udfra jeres konkrete situation og ikke alle mulige andres. Der er også andre der har svært ved at få en uddannelse og du er igang med din nr. 2 og sådan er der så mange ting. 

Anonym skriver:

Hej alle

Jeg er gift med en tyrkisk mand, som bor i Tyrkiet pga job. Dvs. han kan ikke liiiige komme til Danmark da han først skal søge visum osv.

Anyway.. Jeg har overvejet skilsmisse i et par måneder nu, da vores ægteskab ikke fungerer. Jeg flyttede til Tyskland for at vi kunne få familiesammenføring med ham. Da han kom til Tyskland fik han dog et kultur chok så det sagde spar to, og allerede på 2. Dagen sagde han, at hvorfor skulle han tage en mindre godt betalt job når han kunne arbejde i Tyrkiet for en god løn som sømand. Jeg forklarede ham igen og igen processen med hans visum og hvorfor vi var nødt til at bo i Tyskland for en stund. Jeg fandt lejlighed, flyttede alting osv for at vi kunne gøre det.
han havde rigtig svært ved at tilpasse sig. Når mine venner, familie eller forældres venner invitere os på mad, ville han ofte ikke spise noget, selvom der også var andet en svin. på restaurant i Tyskland ville han næsten ikke bestille noget og opførte sig som et forkælet barn, fordi han ikke vidste hvordan maden var tilberedt (haram). Jeg forklarede ham, at han var nødt til at lære at være tilfreds med at bare undgå svinekød, det gjorde masser af muslimer nu og før han kom til Europa. 
Han interesserede sig ikke for min familie, venner eller i mit liv, og ikke en gang ville han med ud og gå tur i den by jeg kommer fra. Mine forældre var meget overraskede, fordi det ikke er sådan han plejer at være. 

det endte med at han rejste tilbage til Tyrkiet for at arbejde som sømand på skib, hvor han er nu. Jeg må indrømme jeg blev lettet da han tog afsted. 

Jeg har dog lige fundet ud af, at jeg er gravid. Det ved jeg ikke lige hvordan jeg var det med, fordi jeg overvejer skilsmisse. Derfor har jeg nogle spørgsmål

Barnet bliver født i Danmark, og kommer til at bo hos mig. Planen var, at han så skulle komme herop som turist omkring fødselstidspunktet og derefter blive 1-2 måneder. Dog er vi ikke på god fod med hinanden, så lige nu er jeg i tvivl, om han er tilstede ved fødslen.

Nu har han så meldt ud, at han gerne vil bo i Tyrkiet og at han vil have mig og barnet med derned. Det er jeg ikke interesseret i, og vi har altid aftalt at vi skulle bo her. Det har åbenbart ændret sig for ham, nu hvor jeg er gravid. Jeg har meldt ud til ham, at jeg ikke er interesseret i at bo i Tyrkiet, men han vil ikke høre det. 

1: Når han ikke er borger i hverken Danmark eller EU, får vi så stadig fælles forældremyndighed? Han kan jo ikke skrive under på noget fx med nemid/mitid. Hvordan kan han praktisk talt benytte sin forældremyndighed?

2: Har han ret til at tage barnet med tilbage til Tyrkiet? Her tænker jeg worst case scenario - barnebortførelse.

3: Han skal jo have visum for at komme herop, og her er jeg nødt til at invitere ham, som det ser ud nu. Vi er pt. ikke på god fod med hinanden - SKAL jeg invitere ham herop? Jeg har en fornemmelse af, at det skal jeg, hvis han har krav på samvær med barnet? Men jeg vil jo ikke betale for hans ophold osv, den dag vi bliver skilt (som er et af kravene for hans visum 350kr/dag)? Det har jeg som studerende heller ikke råd til. 

3.1. Hvis vi bliver skilt, kan jeg risikere at han får lov at tage barnet med til Tyrkiet?

3.2. Hvis vi bliver skilt, skal jeg så stadig invitere ham på besøg? Barnet kan jo ikke invitere ham/sørge for hans ophold økonomisk. Jeg er nok ikke særlig interesseret i at have ham på besøg

Han arbejder fuldtid - dog er han sømand, afsted 6 måneder ad gangen, så han ville ikke kunne tage barnet med på skibet.
 
Alt dette får mig til at overveje abort, fordi jeg er bange for, at skulle kæmpe imod ham juridisk hvis barnet kommer til verden. Jeg er i uge 9+3, og hælder mest til at beholde barnet, men synes også samtidig det er uoverskueligt at skulle kæmpe mod ham de næste 18 år. Jeg overvejer kraftigt 6 måneders separation og derefter skilsmisse. Jeg skal snakke med en jurist, men først 2.1.

 

jeg er studerende, har dog allerede en videregående uddannelse, medlem af a-kasse og alt det der. I alt det her synes jeg det er svært at se mig selv som enlig mor. Det der skulle have været så godt og fungere, er endt helt galt. Jeg føler mig frustreret og skuffet.

Min mand er dog meget glad for jeg er gravid og snakker meget om det. Jeg føler næsten jeg burde skamme mig over at jeg overvejer abort. Både fordi jeg formentlig nok skal klare mig, men også fordi der er S Å mange der kæmper med at blive gravide, og så bliver jeg gravid i de få uger han besøgte mig.derudover er det jo heller ikke barnets skyld, at vi voksne ikke kan finde ud af det sammen. 

Mange julehilsner  

jeg havde fået en abort med det samme. Bare tanken om at skulle gå hver dag og frygte at ens barn kan risikere at blive bortført til Tyrkiet og at man ikke kan se sit barn i mange år er grund nok til abort. 
han virker jo alt for religiøs og det bliver jo nok kun værre når barnet kommer til verden.