Er jeg en dårlig mor??

Fortvivlet.. Jeg er mor til 2 dejlige piger som bor hos deres far.. Jeg venter nu barn nr. 3 med min kæreste, og mangler kun 7 uger nu, men lider desværre af svær bækkenløsning og må intet andet end  holde mig i ro, eller lægge i en seng på et sygehus. Ikke fedt.

Nu idag har mine vidunderlige dejlige prinsesser været her sammen med deres far til frokost, og da de kørte hjem fik jeg denne følelse i kroppen af jeg svigter dem og at jeg er en dårlig mor fordi jeg ikke ser dem mere end det jeg gør pt. pga. min graviditet.

Jeg har det forfærdelig og græder indvendigt. Føler mig virkelig som en dårlig mor når jeg er nød til at sende den hjem selvom de græder og siger nej nej vi vil ikke hjem nu, vi vil blive ved mor.

og det sidste min ældste siger til mig, næste gang vi kommer mor skal vi sove hos dig.. Er da glad for de savner mig for JEG SAVNER I HVERT FALD OS DEM SÅ SINDSYGT MEGET..

Jeg ved bare ikke hvem eller hvad jeg skal vælge.. Mine 2 piger eller mit kommende barn.

Jeg syns bestemt ikke det er sjovt og stå her nu, jeg savner dem som aldrig før og de føles så langt væk, selvom jeg ved jeg allerede skal se dem næste weekend da mine forældre skal have dem, og den står på familie hygge til mortens aften.

Nogle der har prøvet og stå i samme båd som jeg gør nu????

Knus Maria.

Hvad med at vælge dem alle 3 du er jo trods alt mor for alle 3... Hvad er grunden til at dine piger ikke bor hos dig? ikke at det rager mig.

Men nej man er ikke en dårlig mor fordi man en gang i mellem ikke magter sine børn, så længe der er nogen til at passe dem og varetage deres behov.

Om du er en dårlig mor eller ej, synes jeg ikke handler om hvad vi mener, men kun om hvad du føler!

Føler du at du svigter dine store piger nu og du dermed ikke er en god nok mor, så må du jo se hvad du kan gøre for at ændre det....kan I ikke bare være sammen og hygge slaske en hel dag, det kræver jo ikke noget af din krop.

Du skal ikke vælge dine børn fra eller til...det ene er ikke født endnu, men de to andre er der og har brug for dig....hvordan kan du bedste tilgodese deres behov?

Knus Eva..

jamen vil give Eva ret. du skal ikke vælge nogen af dine børn fra...og hvis faderen til dine 2 piger vil hjælpe dig lidt, kan han evt. sørge for at du har dem en eftermiddag om ugen hvor i hygger og bestiller pizza.

et par timer med små spil eller en hyggelig film kræver heller ikke så meget af kroppen....og det er vigtigt at du har det godt med dig selv.

jeg tænker også på om du ikke kan ringe, eller skrive til dem midt på ugen. fortæl dem små ting som du tænker på, fortæl dem en historie, eller find sjove billeder på nettet som du printer ud og får din kæreste til at poste i et brev til dem.

uanset hvad så sender jeg dig en stor for den følelse du har indeni er bestemt ikke sjov.

nutche skriver:

jamen vil give Eva ret. du skal ikke vælge nogen af dine børn fra...og hvis faderen til dine 2 piger vil hjælpe dig lidt, kan han evt. sørge for at du har dem en eftermiddag om ugen hvor i hygger og bestiller pizza.

et par timer med små spil eller en hyggelig film kræver heller ikke så meget af kroppen....og det er vigtigt at du har det godt med dig selv.

jeg tænker også på om du ikke kan ringe, eller skrive til dem midt på ugen. fortæl dem små ting som du tænker på, fortæl dem en historie, eller find sjove billeder på nettet som du printer ud og får din kæreste til at poste i et brev til dem.

uanset hvad så sender jeg dig en stor for den følelse du har indeni er bestemt ikke sjov.

Nu er de desværre ikke så store igen, eller jo min ældste er 4 år og 4 måneder.. Min yngste er lidt over 2 år og forstår langt fra at jeg ikke må løfte og bære rundt på hende, og hun blir så ulykkelig og hvad gør jeg så, jamen jeg løfter på hende for at trøste hende..

Det er det jeg mener med at jeg ikke ved hvad jeg skal gøre, for blir det ved så blir jeg indlagt til det de kalder aflastning, fordi jeg kan sætte det hele igang hvis jeg ikke holder mig i ro. Og blir jeg først plantet i en seng på et sygehus, så ser jeg dem jo slet ikke..

Jeg syns det er så svært, jeg får at vide jeg skal tænke på den lille i maven så hun ikke kommer fortidligt, og mine 2 andre forstår ikke at mor ikke kan fare rundt og lege som de gerne så jeg kunne..

Syns det er rigtig svært og være mig lige nu.. piv piv.

norby skriver:

Nu er de desværre ikke så store igen, eller jo min ældste er 4 år og 4 måneder.. Min yngste er lidt over 2 år og forstår langt fra at jeg ikke må løfte og bære rundt på hende, og hun blir så ulykkelig og hvad gør jeg så, jamen jeg løfter på hende for at trøste hende..

Det er det jeg mener med at jeg ikke ved hvad jeg skal gøre, for blir det ved så blir jeg indlagt til det de kalder aflastning, fordi jeg kan sætte det hele igang hvis jeg ikke holder mig i ro. Og blir jeg først plantet i en seng på et sygehus, så ser jeg dem jo slet ikke..

Jeg syns det er så svært, jeg får at vide jeg skal tænke på den lille i maven så hun ikke kommer fortidligt, og mine 2 andre forstår ikke at mor ikke kan fare rundt og lege som de gerne så jeg kunne..

Syns det er rigtig svært og være mig lige nu.. piv piv.

jamen kan godt forstå du synes det er rigtigt hårdt. men man bliver nød til at vende det lidt så man kan finde en anderledes løsning end den man lige er vant til.

er din kæreste ikke sammen med jer når du har pigerne på besøg? hvor glade er de for ham? for så tænker jeg at i ku sidde og hygge lidt sammen, og hvis din yngste datter så vil op, ja så kan din kæreste tage hende op i stedet for. ellers må hun kravle op til dig i sofaen og blive krammet der.

børn acceptere for det meste forandringer med en fantastisk ro, men det afhænger af hvordan deres forældre føler for disse forandringer. hvis du udtrykker at det virkelig er synd for dine børn at mor ikke længere kan hoppe rundt og bære på dem, ja så er det den følelse du giver videre til dem. men hvis du i stedet viser dem at, mor sidder lige her og vil utroligt gerne kramme, trøste og hygge i sofaen..... ja så vil de rimelig hurtigt acceptere det.

tro mig....mine børn har været igennem langt vanskeligere forandringer end dem dine døtre gennemgår....og jeg var alene med dem i mens. dine børn har både deres far, og din kæreste til at hjælpe dem. selv en 2 årig forstår et nej (om end det kan tage længere tid før hun acceptere det) og det gør ikke noget at hun bliver frusteret og giver udtryk for sin vrede.... det er okay at hun ikke er lykkelig hele tiden, og du gør både hende og dig en bjørne tjeneste ved at give efter for hende.

mange trøste

Lone

norby skriver:

Nu er de desværre ikke så store igen, eller jo min ældste er 4 år og 4 måneder.. Min yngste er lidt over 2 år og forstår langt fra at jeg ikke må løfte og bære rundt på hende, og hun blir så ulykkelig og hvad gør jeg så, jamen jeg løfter på hende for at trøste hende..

Det er det jeg mener med at jeg ikke ved hvad jeg skal gøre, for blir det ved så blir jeg indlagt til det de kalder aflastning, fordi jeg kan sætte det hele igang hvis jeg ikke holder mig i ro. Og blir jeg først plantet i en seng på et sygehus, så ser jeg dem jo slet ikke..

Jeg syns det er så svært, jeg får at vide jeg skal tænke på den lille i maven så hun ikke kommer fortidligt, og mine 2 andre forstår ikke at mor ikke kan fare rundt og lege som de gerne så jeg kunne..

Syns det er rigtig svært og være mig lige nu.. piv piv.

Jeg synes det var rigtig fine forslag "nutche" kom med...

Lige nu er du også midt i det, midt i de "dystre tanker" og det dårlige øv-humør, og så kommer man nemt til at se begrænsninger fremfor muligheder, og få ondt af de store, sig selv og alle mulige andre ting som lige måtte gå een imod.

Og det er okay at have det sådan.
Og jeg forstår såmænd også godt din frustration, og synes den er begrundet.

Men se nu muligheder i stedet for begrænsninger og "øv-øv"....

Du kan sagtens have dine større børn oppe hos dig, men de må affinde sig med at du ikke slæber rundt på dem (hvilket de også efterhånden er store nok til), men at I i stedet sidder ned og de kan sidde på dit skød ...overkrævs måske, med front mod dig. Selvom maven er stor, så kan det godt lade sig gøre, og så sidder i ansigt til ansigt og kan kramme og snakke sådan 

Mange af "nutche"s forslag var gode ideer til stille aktiviteter eller måder at kompencere for, at du ikke kan være der HELT så meget for dem lige nu, som ellers...

Og selvom det er svært, så er jeg sikker på at lyset skinner lidt mere imorgen, og du nok skal klare dig igennem de sidste uger af din graviditet.

Det er helt normalt at føle dårlig samvittighed ind imellem.
Min "store" pige var også kun 11 måneder da jeg blev gravid igen. Og i slutningen af graviditeten havde jeg også bækkenløsning, og følte mig meget begrænset af smerterne. Min mand arbejder i døgnvagter, så der var mange dage, hvor jeg bare MÅTTE gøre tingene .....men så måtte jeg jo finde nye måder, hvor jeg mest muligt kunne forsøge at skåne mig selv.

Du er nødt til at tænke på alle ....alle tre børn OG DIG SELV!

Kan ikke give så meget som ikke er sagt endnu.

Men børn er kloge og lader du dem komme og se at du har det lidt dårligt og har lidt ondt så ved de også at når de er sammen med demm så hedder det ikke ridde på ryggen hen over gulvet ii en time af gangen og fangeleg op og ned af trappet, de vænner sig hurtigt til det.

Jeg er selv syg og har en dreng på 15 mdr og har nævnt i et indlæg før, han ved at når han er alene med mig så er det altså ikke det vilde vi laver, og vil han op og jeg har en dprlig dag hvor jeg ikke kan holde ud at stå op med ham på armen, jamen så sætter jeg mig i sofaen med ham i stedet for. Og han lider ikke under det, dels fordi jeg ikke viser at det går mig på jeg ikke kan alt det forældre "skal" kunne, men også fordi han ved at når han er med mig, leger vi på nogle andre måder en når han leger med sin far. Og ingen er perfekte og du skal ikke vælge. men med det samme du har født så få noget gjort ved din bækkenløsning, min dreng er nu 15 mdr og jeg har det stadigvæk og er syg samtidig

norby skriver:

Fortvivlet.. Jeg er mor til 2 dejlige piger som bor hos deres far.. Jeg venter nu barn nr. 3 med min kæreste, og mangler kun 7 uger nu, men lider desværre af svær bækkenløsning og må intet andet end  holde mig i ro, eller lægge i en seng på et sygehus. Ikke fedt.

Nu idag har mine vidunderlige dejlige prinsesser været her sammen med deres far til frokost, og da de kørte hjem fik jeg denne følelse i kroppen af jeg svigter dem og at jeg er en dårlig mor fordi jeg ikke ser dem mere end det jeg gør pt. pga. min graviditet.

Jeg har det forfærdelig og græder indvendigt. Føler mig virkelig som en dårlig mor når jeg er nød til at sende den hjem selvom de græder og siger nej nej vi vil ikke hjem nu, vi vil blive ved mor.

og det sidste min ældste siger til mig, næste gang vi kommer mor skal vi sove hos dig.. Er da glad for de savner mig for JEG SAVNER I HVERT FALD OS DEM SÅ SINDSYGT MEGET..

Jeg ved bare ikke hvem eller hvad jeg skal vælge.. Mine 2 piger eller mit kommende barn.

Jeg syns bestemt ikke det er sjovt og stå her nu, jeg savner dem som aldrig før og de føles så langt væk, selvom jeg ved jeg allerede skal se dem næste weekend da mine forældre skal have dem, og den står på familie hygge til mortens aften.

Nogle der har prøvet og stå i samme båd som jeg gør nu????

Knus Maria.

Jeg synes ikke problemet er større end hvad du gør det til....?

Hvis jeg selv stod i din situation ville jeg gøre hvad jeg kunne for, at være sammen med mine to børn.

Er  de hos faren nu fordi du har bækkenløsning eller har de hele tiden kun være hos dig hver anden weekend? Bare for at vide hvor stor opvæltningen egentlig er for dem!

Jeg forstår godt du føler dig som en dårlig mor, men det tror jeg bestemt ikke at du er! Du poster jo netop dette indlæg fordi du er ked af det og savner dem! Men prøv at vende og dreje alle muligheder, hav dem længere tid ad gangen og lad din kæreste tage slæbet, hvis det er en mulighed! Det kan godt være du har et kommende barn i maven,l men dine to piger er der jo nu og savner tydeligvis deres mor!