Jeg har fortrudt

Jeg har en holdning til det meste - og andres dilemmaer er meget sjovere at løse end ens egne. Det er spændende at sætte sig ind i andres tankegang.

Her må jeg dog give op. Jeg forstår det simpelthen ikke. Min mand elsker vores hus meget mere end jeg gør, men så må jeg ændre det efterhånden. Aldrig om mit barn skulle være skilsmissebarn af dén årsag. 

Såfremt det bliver “løsningen” er det fint at have intentioner om at skilles som venner. Har du overvejet, hvordan det vil blive, når han får en ny kæreste? Altså nu hvor du vil have følelser i klemme. Måske indretter de simpelthen et lille familieliv i det hus sammen, som du er ved at sige nej til. 

Dét må være underligt at se på.

Held og lykke med det hele... 

Efter at have læst på min-mave...

Du får nogle rigtig gode svar derinde, og jo, jeg synes, at du skylder din kæreste et smut forbi en parterapeut. 

Du er ved at vælge ham fra pga et hus, så skal man lige have kigget alle muligheder igennem først... 

Er det realistisk, at du kan nå at finde en lejlighed du kan lide samt flytte ind og komme på plads inden termin? Lejligheder hænger jo ikke på træerne og med stigende huslejer og varmeudgifter er det så en realistisk "løsning" at flytte? 

Jeg synes personligt at du skal blive boende i al fald til et par måneder efter du har født. Om I skal være kærester eller ej kan kun I svare på, men med hormoner, depression mm, så tænker jeg, at det er fornuftigt at være to om det hele og så bør I nok have en snak om forventninger til hinanden og arbejdsfordelingen når baby kommer 

Jeg kan på sin vis relatere. Det hus vi bor i er heller ikke dét jeg drømte om. På nogen måde. Det er et stort kompromis af mange ting. Timing da vi flyttede, økonomi, tid, overskud, jobplacering. Det har hverken den størrelse, indretning eller placering jeg drømte om.

Sagen er den at med mindre man er blandt de rigeste i Danmark, så får man ikke alt det man drømmer om på samme tid. Det findes ikke. Langt de fleste af os almindelige dødelige må gå på krompromis med vores drømme og ønsker i ét eller andet omfang og nogle gange rigtig meget. Og så acceptere at sådan her er det og få det bedste ud af det. Jeg brugte også energi på at være ked af at jeg ikke havde det helt perfekte. Men til gengæld har jeg så meget andet: dejlige unger, dejlig mand, sund økonomi med masser af råderum til sjov og ballade, og mindre plads at gøre rent. Min erfaring er at hvis man lader “mere vil have mere/jagten på det perfekte” tankegangen styre, så er det en kamp resten af livet. 
Du er nødt til at acceptere at du har truffet et valg og så blive ved det, og få det bedste ud af det. Køb lækre møbler, mal, indretning, lav om. Hyg jer med at gøre huset til jeres eget. Hvorfor denne forventning om at alt skal stå snorlige? Når først I får børn så roder alt alligevel  Når utilfredsheden dukker op hos mig så stopper jeg tankerne og accepterer at de er der, og så minder jeg mig selv om alt det gode ved huset og livet. At det kan godt være det ikke er så stort men så har jeg mindre at rengøre og er tættere på mine børn og huset er billigt at bo i. At det kan godt være det indretningsmæssigt ikke er mig, men så køber jeg lidt efter lidt og udskifter og hver gang et nyt miniprojekt i hjemmet er færdig bliver jeg lidt nyforelsket i huset. At det kan godt være det ikke ligger i byen tæt på shopping og caféliv men så sparer jeg da de kalorier og i øvrigt nyder roen og at vi bor tæt på vandet.

Min pointe er, at ja du kan godt flytte. Men sekundet efter så er du sikkert utilfreds med dét også. Det er skruen uden ende som du kun selv kan stoppe. Men du skal selv vælge at stoppe det ved at vende fokus på alt det du har. Giv det tid og giv det kærlighed. Måske forelsker du dig i huset når du sidder en aften i stuen med en sovende baby på dig og en mand der nusser dine fødder, og velvidende at din datter skal vokse op i et spændende, finurligt hus som mor og far gør til deres helt eget. 

Gode tanker herfra.