Jeg har fortrudt

Hej alle sammen.

Jeg vil starte med at sige, at jeg har søgt professionel hjælp, men jeg vil meget gerne høre fra jer alligevel.

Min kæreste og jeg flyttede i sommers i hus sammen. Huset er købt. Det var min store drøm at flytte i hus inden vores lille pige kommer til verden. Eller det troede jeg. Jeg har på grusommeste vis fortrudt og vil ønske, jeg kunne trykke på en stor, fed “fortryd” knap. Jeg hader det her hus, det er slet ikke mig på nogle parametre, og det er så uforståeligt for mig, at jeg overhovedet ville købe det. Jeg føler, jeg fik en hjerneblødning oveni graviditeten, og jeg ikke har haft tænkt klart, før jeg stod med huset på hånden. Det er SÅ dumt, og jeg har sagt det til mig selv 100 gange! Jeg er efter indflytningen gået fuldstændig ned med depression, da jeg er så ulykkelig her og tilmed ulykkelig over tanken om at være en familie her. Min kæreste ved det hele, jeg er 100% ærlig over for ham. Han ønsker ikke at sætte huset til salg og flytte, da han i første omgang kun gik med til at købe hus for min skyld.

Vi vil kun hinanden og vores kommende pige det bedste og har derfor drøftet, at han kan overtage huset fuldt ud og jeg kan flytte i noget, jeg trives i og er glad for. Han vil ikke kunne fortsætte med at være kærester, men han vil være venner og forældre sammen. Han er ikke sur på mig, men han tænker blot på vores alle 3s velbefindende. Han elsker mig af hele sit hjerte og vil mig kun det bedste, og hvis jeg bliver glad af at flytte ud af huset, så vil han absolut støtte mig i det. Han kan bare ikke flytte med eller forblive i vores forhold. Så vil han hellere vi skilles som gode venner og begge kommer videre.

Jeg forstår, at mange nok vil tænke, “det er jo BARE et hus” og “at I snart skal være en familie sammen, det burde betyde ALT”. Men i sidste ende så føler vi begge, at det allervigtigste er helbreddet. Det allervigtigste er, at vi BEGGE er psykisk klar til at byde vores lille pige velkommen. Og lige nu er jeg ikke psykisk klar, og jeg tror ikke jeg vil blive det, så længe jeg er her.

Vi har også snakket om totalrenovering, men det er en meget langsigtet løsning, som vi ikke tror, vil gøre noget godt for mig. Min kæreste ønsker det egentlig heller ikke, da han elsker huset og kun har behov for nogle enkelte ændringer på huset. Vi ønsker som sagt, at vi begge er klar til vores pige, og det vil jeg nok ikke blive, selv om vi “aftaler” at renovere.

Det er ikke fordi, jeg ikke elsker min kæreste. Det gør jeg. Men jeg vil også altid have ham i mit liv uanset hvad, og jeg er ikke så sønderknust af tanken om, vi måske ikke skal være kærester. Hvis vi ikke skulle have barn, og det hele ligesom ville være ovre, så ville jeg være knust, for jeg ønsker ham virkelig i mit liv. Han er jo en fantastisk person og udviser en exceptionel støtte til mig! Men jeg tænker samtidig, at der er en årsag til, jeg ikke har sagt “skat, jeg har valgt at flytte”. Jeg kan ikke tage valget om at flytte eller blive og det piner mig! Hvis jeg blev, var det absolut ikke for huset, det vil være for ham og vores pige. Men jeg vil ikke selv få det bedre, og selv om vi har en lille én på vej, bliver jeg også nødt til at tænke på mig selv og mit helbred. Ellers dur jeg ikke til at være nogens mor og nogens kæreste. Hvis jeg flytter vil det være med frygten for, hvordan mit liv pludselig ser ud. Alene med vores pige, alene efter 5 år. Jeg er bange for, om jeg kan finde ud af det, om jeg kan trives alene, uden samværet med ham. Det er måske selvisk tænkende men jeg kan jo ikke fortryde, hvis jeg først flytter.

Jeg er blevet rådet til både det ene og det fra vores begges familier og mine venner. Og det er jo vores valg, men jeg synes alligevel det er rart, at høre folks meninger. Om ikke andet giver det anledning til tanker og refleksion.

Er der overhovedet nogen, der har oplevet eller kan relatere til bare noget af det? Hvad havde I gjort?

Har du ikke lavet det samme opslag inde på min mave? Jeg synes du fik rigtig mange gode svar derinde og jeg synes du skal tage at læse dem igen

Av, det er en hård en den der. Jeg vil blot sige at jeg tror det er dumt at træffe drastiske beslutninger mens man er gravid og har en depression.

På den anden side så er bolden lissom kastet op i luften og den kan være svær at komme videre fra for din kæreste. Det må være et hårdt slag for ham også, ligesom det er for dig. Det er også hårdt at være alenemor og have depression oven i. Men måske du har et godt bagland der kan træde til når det hele bliver for svært for dig hvilket det bliver, for det er hårdt at ha et barn. 

Har ikke noget godt råd men jeg havde nok ventet med at træffe så drastisk beslutning til jeg havde  født og vi havde vænnet os til familielivet. 

Du skriver i din lange tekst ikke noget om hvad problemerne egentlig er med det hus. Jeg synes det virker meget voldsomt at ville gå fra en kæreste man elsker og gøre sit barn til et skilsmissebarn allerede inden fødsel på baggrund af et hus.

Nu har jeg i sagens natur aldrig været gravid, men det er da mit indtryk at hormonerne under og efter graviditeten kan påvirke på mange både positive og negative måder. På den baggrund virker det også drastisk at skride fra det hele på nuværende tidspunkt.

Medmindre man har virkelig mange penge er det vel også de færreste forundt at finde det perfekte hus.

Bliver sku helt ked af det på din kærestes vej.

Så, du vil have han arbejder mindre, ikke spiller så meget computer. Har du ikke vidst de ting fra starten af? 

5 år. Jeg ville aldrig ændre på min kærestes vaner. Selvfølgelig vil hans prioritering af spil osv. Sænke sig når barnet kommer. If you can't beat them, join them.

Min veninde var træt af hun aldrig så hendes mand, så hun begyndte at spille med ham. De hyggede sig, da børnene kom, så skruede de begge ned.

Tror det nok i virkeligheden drejer sig om, at det ikke er dit perfekte billede af en drømmefamilie. Et hus, der ikke fungere, en kæreste der ikke er som du vil have. 

Da min kæreste og jeg fandt sammen, skete alting lidt pludselig. Hans mor døde og han skulle flytte. Vi havde været sammen i 3 måneder. Lidt mere uofficielt. Det første halve år, kæmpede jeg med følelsen af at det måske ikke var det bedste. Jeg var presset fordi jeg ikke havde et haft et valg om at flytte sammen.  5 år senere, kunne jeg ikke forestille mig en verden uden ham. Vi købte hus efter 6 måneder og har boet i det hus siden. Et gammelt 70erhus. Men det er vores til vores kommende familie. Vi har da flere gange tænkt, det her er nok ikke her vi afslutter vores familie. Men det er vores.

Jeg ønsker dig held og lykke og håber i finder en løsning. 

Tænker også du fik mange svar på min mave, og svarene vil næppe være meget forskellige fra der.. 

Men personligt synes jeg det er helt vanvittigt at gå fra hinanden når man elsker hinanden og skal have barn - pga et hus.. så må du fikse lidt på huset så du synes om det. Men at smide det hele fordi du ikke kan lide huset virker egoistisk og snarrådigt

Hvor gammel er du?

Det er en rigtig æv situation du er i, men jeg bliver ked af det på din kærestes vegne. Med mindre du er så hårdt ramt af depression at du på ingen måde er i stand til at tænke klart eller kan træffe ansvarlige beslutninger. For så er det bestemt heller ikke særligt godt hvis du skal være alene med en lille baby, for som spædbarnsmor bliver man skubbet yderligere ud over kanten og har man en svær depression i forvejen tænker jeg det er meget uansvarligt at bo alene når du nu har en far til barnet der rent faktisk vil jer. 

Jeg er usikker på, hvad det er “I skal være klar til” - forældreskabet vil gå op og ned og I bliver hverken værre eller bedre forældre af “den rigtige bolig”. Jeres barns barndom bliver heller ej hverken nemmere eller lykkeligere - måske tvært imod. Til gengæld siger det mig, at jeres forhold måske skal ophøre, når et hus synes så afgørende, men parforholdet synes mere perifert. Måske din kæreste også fortjener at blive elsket på en anden måde? Til gengæld er jeg ikke i tvivl om, hvad der vil være vigtigt for jeres barn - og det er næppe boligen.

At man altid er nødt til at ændre materielle og fysiske rammer for at kunne holde ud at være til (som du i en anden tråd beskriver som ret meget et mønster du har), ville jeg søge mere professionel hjælp til, før jeg satte familien over styr.

Du bliver næppe heller fuldendt lykkelig det næste sted. Og det er ikke helt sundt eller “almindeligt” at være så ekstremt overfokuseret på fx en bolig - så måske det er her dine kræfter skal sættes ind fremfor på boligjagt.

Hvor stopper det principielt, hvis man hele tiden “er nødt til at ændre ting for ellers får jeg det psykisk dårligt”? 

Held og lykke med det hele

Når jeg har været gravid (3 gange) er der altså sket noget med følelserne. Det er som om det tunge bliver tungere, grublerierne kommer til at køre lidt mere i ring, bekymringer fylder mere osv. Jeg ved, at mange gravide også fyldes af masser af lykkelige følelser. Sådan har det faktisk ikke så meget været for mig. Jeg har været sådan lidt nedtrykt i alle mine graviditeter. 

Og jeg tænker, at din graviditet kan være med til at lægge noget oven i dine negative følelser over for huset. Hvis du nu ikke var gravid - så ville du måske være træt af det, men samtidig være løsningsorienteret og have energi til at gå i gang med renovering af det, der generer dig mest. Jeg ved det ikke, men jeg tænker, det er rigtig vigtigt, du tager det med i dine overvejelser. 

Jeg synes, både du og din kæreste skylder jeres ufødte datter muligheden for at vokse op med kun et hjem. Jeg kan godt forstå jer begge - men ærligt talt, når man sætter børn i verden, så synes jeg, man har et ansvar for at forsøge at finde ud af det. Et liv som delebarn er ofte et liv, hvor man savner sin ene forælder, hvor man konstant skal forholde sig til to hjem, hvor der måske kommer pap-familier til, der byder på helt nye konflikter osv. Det kan være nødvendigt og ende lykkeligt med skilsmisser, men jeg synes I skal tænke alvorligt over, hvordan I gerne vil have, at jeres datter vokser op. For hun er jo ikke en baby for evigt, og den beslutning I tager nu, vil have betydning for hende i hele hendes liv.

Mit løsningsforslag vil være, at I bliver i huset sammen og parkerer problemet indtil baby er født og I har fundet jeres fødder i det nye. Jeg vil selv sige minimum tre måneder efter fødslen. Man bliver sgu lidt vanvittig af at få sit første barn.

Og så synes jeg, I begge skal se, hvor I står. Måske er dine negative følelser for huset blevet forvandlet til handlekraft. Måske har din kærestes villighed til at splitte familien for ikke at flytte igen ændret sig. Måske er det gået op for dig, at det er forholdet, der er forkert og ikke huset - og så er det en helt anden problemstilling, som I så må tage jer af.

Nu tænker du måske: Men det kan jeg ikke, jeg kan ikke holde det ud! Men jeg tror, at det kan du godt, hvis du ved, at det er midlertidigt, og I har en deadline. Du behøver ikke indrette et babyværelse, hun har alligevel ikke brug for det den første tid.

Jeg synes bare virkelig ikke, at I skal tage en så vild beslutning om jeres datters families fremtid, før I overhovedet har prøvet, hvad det vil sige at være en familie.

Anonym skriver:

Hej alle sammen.

Jeg vil starte med at sige, at jeg har søgt professionel hjælp, men jeg vil meget gerne høre fra jer alligevel.

Min kæreste og jeg flyttede i sommers i hus sammen. Huset er købt. Det var min store drøm at flytte i hus inden vores lille pige kommer til verden. Eller det troede jeg. Jeg har på grusommeste vis fortrudt og vil ønske, jeg kunne trykke på en stor, fed “fortryd” knap. Jeg hader det her hus, det er slet ikke mig på nogle parametre, og det er så uforståeligt for mig, at jeg overhovedet ville købe det. Jeg føler, jeg fik en hjerneblødning oveni graviditeten, og jeg ikke har haft tænkt klart, før jeg stod med huset på hånden. Det er SÅ dumt, og jeg har sagt det til mig selv 100 gange! Jeg er efter indflytningen gået fuldstændig ned med depression, da jeg er så ulykkelig her og tilmed ulykkelig over tanken om at være en familie her. Min kæreste ved det hele, jeg er 100% ærlig over for ham. Han ønsker ikke at sætte huset til salg og flytte, da han i første omgang kun gik med til at købe hus for min skyld.

Vi vil kun hinanden og vores kommende pige det bedste og har derfor drøftet, at han kan overtage huset fuldt ud og jeg kan flytte i noget, jeg trives i og er glad for. Han vil ikke kunne fortsætte med at være kærester, men han vil være venner og forældre sammen. Han er ikke sur på mig, men han tænker blot på vores alle 3s velbefindende. Han elsker mig af hele sit hjerte og vil mig kun det bedste, og hvis jeg bliver glad af at flytte ud af huset, så vil han absolut støtte mig i det. Han kan bare ikke flytte med eller forblive i vores forhold. Så vil han hellere vi skilles som gode venner og begge kommer videre.

Jeg forstår, at mange nok vil tænke, “det er jo BARE et hus” og “at I snart skal være en familie sammen, det burde betyde ALT”. Men i sidste ende så føler vi begge, at det allervigtigste er helbreddet. Det allervigtigste er, at vi BEGGE er psykisk klar til at byde vores lille pige velkommen. Og lige nu er jeg ikke psykisk klar, og jeg tror ikke jeg vil blive det, så længe jeg er her.

Vi har også snakket om totalrenovering, men det er en meget langsigtet løsning, som vi ikke tror, vil gøre noget godt for mig. Min kæreste ønsker det egentlig heller ikke, da han elsker huset og kun har behov for nogle enkelte ændringer på huset. Vi ønsker som sagt, at vi begge er klar til vores pige, og det vil jeg nok ikke blive, selv om vi “aftaler” at renovere.

Det er ikke fordi, jeg ikke elsker min kæreste. Det gør jeg. Men jeg vil også altid have ham i mit liv uanset hvad, og jeg er ikke så sønderknust af tanken om, vi måske ikke skal være kærester. Hvis vi ikke skulle have barn, og det hele ligesom ville være ovre, så ville jeg være knust, for jeg ønsker ham virkelig i mit liv. Han er jo en fantastisk person og udviser en exceptionel støtte til mig! Men jeg tænker samtidig, at der er en årsag til, jeg ikke har sagt “skat, jeg har valgt at flytte”. Jeg kan ikke tage valget om at flytte eller blive og det piner mig! Hvis jeg blev, var det absolut ikke for huset, det vil være for ham og vores pige. Men jeg vil ikke selv få det bedre, og selv om vi har en lille én på vej, bliver jeg også nødt til at tænke på mig selv og mit helbred. Ellers dur jeg ikke til at være nogens mor og nogens kæreste. Hvis jeg flytter vil det være med frygten for, hvordan mit liv pludselig ser ud. Alene med vores pige, alene efter 5 år. Jeg er bange for, om jeg kan finde ud af det, om jeg kan trives alene, uden samværet med ham. Det er måske selvisk tænkende men jeg kan jo ikke fortryde, hvis jeg først flytter.

Jeg er blevet rådet til både det ene og det fra vores begges familier og mine venner. Og det er jo vores valg, men jeg synes alligevel det er rart, at høre folks meninger. Om ikke andet giver det anledning til tanker og refleksion.

Er der overhovedet nogen, der har oplevet eller kan relatere til bare noget af det? Hvad havde I gjort?

 

Du skriver at du har søgt professionel hjælp,   jeg synes. du skal. giv den del  en fair chance for jeg tror nemlig noget af det med huset bunder i din depression måske du også har nogle hormoner der spiller ind i din graviditet.