Min kone vil ikke gøre noget ud af sig selv mere.

Har lige skimtet de forskellige kommentarer og ser flere nævner det at have små børn . 

Come on . At få børn er da ikke = minus egenomsorg . Jo jo bevares hvis man lige har født så er det da helt fair at man ligger på den lade side for en stund . Meen så er det vel hellere ikke værre at få børn, og i så fald så kan jeg faktisk slet ikke forstå man vil have x antal børn , hvis det dræner en til udbrændthed . Det tager ikke længere tid at smøre en rugbrød eller tage et æble kontra bage en kage og kværne den . Eller tage et par jeans på og en bluse , kontra hoppe i mandens jogging bukser . 

Det tager heller ikke længere tid at hoppe i et pænt sæt nattøj kontra en oversize t-shirt med svampebob på inde man går til køjs . Endnu nemmere kunne man helt droppe nattøjet ( win win for manden)    

Også må vasketøj være vasketøj engang imellem, også bruge en aften med manden / konen istedet for .

Og jeg vil da håbe at vi i 2022 ikke hænger fast i 1945 modellen , og at mændene også er på banen for at få hverdagen til at hænge sammen , så der er lidt pusterum for begge

CKJ skriver:

Men hun har ikke LYST til, at træne!? Det er da der den helt store forskel er! Lad hende elske sig selv for den hun er. Og ja, jeg regnede også med du puttede børn - det er jo et fælles projekt!  Men hvis hun gerne vil slappe af og ikke træne når der er ro, så skal du da respektere det! Jeg synes også det er vanvittig frustrerende, at min mand ryger - men det er da hans eget valg? Et forhold handler vel ikke om ens ego ift. hvad jeg gerne vil have af min mand, men at vi respektere hinanden og elsker hinanden, trods ekstra kg? Trods smøger? Jeg mener helt oprigtigt det er dig der er helt forkert på den og bør overveje, om du VIRKELIG elsker din kone? For hvis hendes krop gør så stor en forskel for dig….. så synes jeg godtnok jeres kærlighed er overfladisk. 
min mand og jeg elsker hinanden - for dem vi er - jeg så sgu da 100gange mere sprød ud for 20 år siden da vi mødtes - og også ham!! Men det er jo en del af livet? Hvis du gerne vil leve med trænet kone, og det er det som du vægter højest fordi du heller ikke vil have sex med den krop du er gift med nu, så skal du jo finde dig en ny livspartner som kan opfylde lige præcis de krav du har til en kvinde. Og der er sagt i venlig tone - men det du gør er ikke fair for din kone. Og jo heller ikke dig selv  du ønsker noget andet. 

Sådan kan man altså ikke stille det op. 
Fysisk tiltrækning, sexuelle præferencer og lign. Er ikke noget man selv styrer. 

Min mand og jeg elsker hinanden højere end alt i verden. Men hverken min mand eller jeg tænder på overvægt. Jeg ved da at hvis jeg tog 10-20 kg på, stoppede med at gøre noget ud af mig selv og bare gik og lignede en grå mus i en kartoffelsæk, så havde min mand også trukket mig til siden og sagt Hva fanden foregår der lige? 
lige så vel som jeg ville med ham. 

Der er ingen der siger hun SKAL træne, men almen fysisk aktivitet som gå ture dagligt og sund kost hvor man fjerner sukker og stivelse kan gøre underværker. 

og så skal mange kvinder stoppe med joggingtøj/yoga bukser, fesen tshirt, og morgenhåret i en knold - det er bestemt ikke en undskyldning man har fået børn! 
En søndag hjemme på sofaen osv er det fint, men til hverdag må jeg indrømme at have set mange kvinder der nok burde have strammet bare en smule op. Man kan altså ikke bebrejde mændene at de efter 2 børn står og tænker hvor faen blev min top lækre kone lige af?

og når mændene så siger noget, så er de straks kvindeundertrykkere, egoistiske og modbydelige mennesker der ikke elsker deres koner.  Man får sgu nogen gange ondt af herrerne.. 

fartil2banditter skriver:

Hun føler sig smuk og attraktiv. Men derudover er jeg desværre ikke enig med dig.

Igen, så er vi bare forskellige, men jeg vil vende den om og spørge: hvis din mand pludseligt ændrer sig en del fysisk og helbredsmæssigt og egentlig er ligeglad, så længe hans selvbillede er godt - skal du så blot acceptere det?

Jeg skriver ikke at du skal acceptere det - men agere efter det. Altså, må du gøre op med dig selv om du kan være i forholdet velvidende at tingene er som de er, og ikke forandres. 

hvis min kæreste ændrede udseende markant og min lyst til ham dalede pga det, og han ikke ønskede at gøre noget ved det, så ville det klart være enden på vores forhold - lige så stille. Uden sex og nærhed bliver et forhold til et venskab eller samarbejde, i mine øjne.

men jeg holder fast i at det vigtigste er at hun er glad for sin krop og udseende. At du ikke er det, skal ikke gå udover hende og give hende dårligt selvværd. I et forhold MÅ man ikke pille hinanden ned. Og det der med at ændre på hinanden kommer der sjældent noget godt ud af. 

du ønsker hun skal træne - selvom den kvinde du forelskede dig i, aldrig har trænet og aldrig har haft interesse for det. Det er at kræve en grundlæggende ændring af din partner. Det kan du ikke forvente. 
desværre.. jeg forstår udemærket frustrationen, men jeg tror du er dér, hvor du må opveje fysisk tiltrækning og mental tiltrækning.. er hun dejlig og skøn nok som menneske, til at du kan undvære den fysiske tiltrækning?

Jeg mangler måske i virkeligheden lidt at vide:

Hvor stor er TS kone blevet, altså hvor mange kilo vejer hun objektivt for meget?

Hvor meget gør TS kone ud af sig selv mht. tøj, make- up og andet?

Jeg syntes jeg mangler lidt info om dette, for lige nu er det svært at rådgive, når vi ikke ved hvor "slemt" problemet lige er.

Hvor gamle er børnene, har jeg overset det? For mig er der forskel på om de fx. 2 år gamle eller 5 og 7 år.

Esj skriver:

Har lige skimtet de forskellige kommentarer og ser flere nævner det at have små børn . 

Come on . At få børn er da ikke = minus egenomsorg . Jo jo bevares hvis man lige har født så er det da helt fair at man ligger på den lade side for en stund . Meen så er det vel hellere ikke værre at få børn, og i så fald så kan jeg faktisk slet ikke forstå man vil have x antal børn , hvis det dræner en til udbrændthed . Det tager ikke længere tid at smøre en rugbrød eller tage et æble kontra bage en kage og kværne den . Eller tage et par jeans på og en bluse , kontra hoppe i mandens jogging bukser . 

Det tager heller ikke længere tid at hoppe i et pænt sæt nattøj kontra en oversize t-shirt med svampebob på inde man går til køjs . Endnu nemmere kunne man helt droppe nattøjet ( win win for manden)    

Også må vasketøj være vasketøj engang imellem, også bruge en aften med manden / konen istedet for .

Og jeg vil da håbe at vi i 2022 ikke hænger fast i 1945 modellen , og at mændene også er på banen for at få hverdagen til at hænge sammen , så der er lidt pusterum for begge

Men det er jo ikke påklædning, make-up og sådanne ting, der er problemet her.. Det er at hun skal tabe sig.. Og det dræner altså helt klart én at have så stort et fokus på mad og/eller træning hele tiden, så man taber sig.. Jeg har hele mit liv prøvet at tabe mig OG holde vægttabet, og det er ærlig talt pissehamrende hårdt og energisk drænende.. Også derfor jeg fx ikke har det vilde overskud til at tabe mig nu, selvom jeg bestemt burde det.. Og måske TS' kone har det på samme måde.. 

Og den der kage, hun måske spiser, det er nok ikke en hun så selv har bagt

Mrs. skriver:

Sådan kan man altså ikke stille det op. 
Fysisk tiltrækning, sexuelle præferencer og lign. Er ikke noget man selv styrer. 

Min mand og jeg elsker hinanden højere end alt i verden. Men hverken min mand eller jeg tænder på overvægt. Jeg ved da at hvis jeg tog 10-20 kg på, stoppede med at gøre noget ud af mig selv og bare gik og lignede en grå mus i en kartoffelsæk, så havde min mand også trukket mig til siden og sagt Hva fanden foregår der lige? 
lige så vel som jeg ville med ham. 

Der er ingen der siger hun SKAL træne, men almen fysisk aktivitet som gå ture dagligt og sund kost hvor man fjerner sukker og stivelse kan gøre underværker. 

og så skal mange kvinder stoppe med joggingtøj/yoga bukser, fesen tshirt, og morgenhåret i en knold - det er bestemt ikke en undskyldning man har fået børn! 
En søndag hjemme på sofaen osv er det fint, men til hverdag må jeg indrømme at have set mange kvinder der nok burde have strammet bare en smule op. Man kan altså ikke bebrejde mændene at de efter 2 børn står og tænker hvor faen blev min top lækre kone lige af?

og når mændene så siger noget, så er de straks kvindeundertrykkere, egoistiske og modbydelige mennesker der ikke elsker deres koner.  Man får sgu nogen gange ondt af herrerne.. 

Man kan jo altså også ændre sig og få nye præferencer, og det bør man altså kunne rumme i et ægteskab.

Da jeg mødte min mand var jeg f.eks. ALTID fuldstændig glatbarberet fra navlen og ned, og aldrig en stub under armene. Jeg brugte daglig makeup, selvom jeg bare var alene hjemme og glattede/satte mit hår lige nydeligt hver dag. Jeg var tynd og det mange ville kalde "lækker" det skortede i hvert fald ikke på tilbud når jeg var ude.

I dag ville man måske udefra sige at jeg er "faldet af på den". Jeg vejer 15kg mere. Jeg ejer ikke længere make-up. Jeg har kropsbehåring igen.

Men hvis man snakker med mig (hvad min mand også har gjort) vil man opdage at jeg hviler i mig selv.

-Jeg spiser hvad jeg har lyst til og har ikke dårlig samvittighed. Da jeg var "lækker" sultede jeg ofte mig selv og kastede op, og jeg havde konstant skyldfølelser når jeg spiste.

-Jeg er stolt af min dusk, den får mig til at føle mig kvindelig og som mig. Den har ændret størrelse og i perioder gror den frit, nogle gange er den trimmet, ofte er bikinilinjen barberet/vokset. Men det er for min skyld. Det tog min mand rigtig lang tid at acceptere, og det betød f.eks. 5 år uden oralsex fra ham fordi han ikke tændte på det. Hvilket er fair. Omvendt følte jeg mig som fremmed i min egen krop og jeg havde lyst til at græde hver gang jeg var glatbarberet. Hver gang jeg var på toilet følte jeg mig helt forkert og som en pornoficeret udgave af en præpupetær pige. Jeg kunne godt nyde hans nydelse, men jeg følte det så grænseoverskridende at være nøgen uden hår.

-jeg blev opmærksom på at mit forbrug af makeup var ligesom at tage en maske på. Simpelthen skjulte jeg min usikkerhed for verden bag en gang pudder og mascara. Da vi fik børn besluttede jeg aktivt helt at stoppe med makeup, fordi jeg ikke ønskede de skulle vokse op med bevidstheden om at man som kvinde kun er smuk, hvis man maler sit ansigt.

Og der er mange flere ting. Men kort fortalt handler det om at jeg har udviklet mig som menneske gennem tiden, og mine interesser og prioriteringer har ændret sig. Og det har de også for min mand. Det er en process man gennemgår og som man kan beslutte at være i sammen. Men at forvente intet ændrer sig i et langvarigt forhold, synes jeg er urealistisk. Og det er helt urimeligt at holde folk op på hvordan de engang har været. Min mand var f.eks mega veltrænet da vi mødtes. I dag har han en del ekstra på sidebenene. Jeg har nævnt det for ham et par gange om han egentlig kunne have interesse i at genoptage noget træning eller bare en form for hobby, men det har han ikke lyst til. Fair nok. Så lader jeg den ligge der. Jeg elsker jo stadig ham og han mig

Mrs. skriver:

Sådan kan man altså ikke stille det op. 
Fysisk tiltrækning, sexuelle præferencer og lign. Er ikke noget man selv styrer. 

Min mand og jeg elsker hinanden højere end alt i verden. Men hverken min mand eller jeg tænder på overvægt. Jeg ved da at hvis jeg tog 10-20 kg på, stoppede med at gøre noget ud af mig selv og bare gik og lignede en grå mus i en kartoffelsæk, så havde min mand også trukket mig til siden og sagt Hva fanden foregår der lige? 
lige så vel som jeg ville med ham. 

Der er ingen der siger hun SKAL træne, men almen fysisk aktivitet som gå ture dagligt og sund kost hvor man fjerner sukker og stivelse kan gøre underværker. 

og så skal mange kvinder stoppe med joggingtøj/yoga bukser, fesen tshirt, og morgenhåret i en knold - det er bestemt ikke en undskyldning man har fået børn! 
En søndag hjemme på sofaen osv er det fint, men til hverdag må jeg indrømme at have set mange kvinder der nok burde have strammet bare en smule op. Man kan altså ikke bebrejde mændene at de efter 2 børn står og tænker hvor faen blev min top lækre kone lige af?

og når mændene så siger noget, så er de straks kvindeundertrykkere, egoistiske og modbydelige mennesker der ikke elsker deres koner.  Man får sgu nogen gange ondt af herrerne.. 

Undskyld, men hvorfor skal de det? Man skal gøre det man har det bedst med, så det er sgu træls at få sådan en kommentar. Jeg går gerne i jogging tøj og knold. Min mand tænder ikke på mig mindre af den grund. Hvorfor er det en undskyldning at man har fået børn? Hvis man selv bare gerne vil se sådan ud? Der er mennesker hvor det fysiske ikke betyder noget, overhovedet. Jeg tænder på personligheden, ikke på det fysiske. 

Jeg synes problemet ofte er at kravene til kvinder er høje. Så høje. Du skal være en perfekt mor, en perfekt medarbejder, træne, spise sundt og i øvrigt have styr på alt det derhjemme. Børnenes behov skal altid komme først, ah nej, man må heller ikke bruge det som en undskyldning. 

Mrs. skriver:

Sådan kan man altså ikke stille det op. 
Fysisk tiltrækning, sexuelle præferencer og lign. Er ikke noget man selv styrer. 

Min mand og jeg elsker hinanden højere end alt i verden. Men hverken min mand eller jeg tænder på overvægt. Jeg ved da at hvis jeg tog 10-20 kg på, stoppede med at gøre noget ud af mig selv og bare gik og lignede en grå mus i en kartoffelsæk, så havde min mand også trukket mig til siden og sagt Hva fanden foregår der lige? 
lige så vel som jeg ville med ham. 

Der er ingen der siger hun SKAL træne, men almen fysisk aktivitet som gå ture dagligt og sund kost hvor man fjerner sukker og stivelse kan gøre underværker. 

og så skal mange kvinder stoppe med joggingtøj/yoga bukser, fesen tshirt, og morgenhåret i en knold - det er bestemt ikke en undskyldning man har fået børn! 
En søndag hjemme på sofaen osv er det fint, men til hverdag må jeg indrømme at have set mange kvinder der nok burde have strammet bare en smule op. Man kan altså ikke bebrejde mændene at de efter 2 børn står og tænker hvor faen blev min top lækre kone lige af?

og når mændene så siger noget, så er de straks kvindeundertrykkere, egoistiske og modbydelige mennesker der ikke elsker deres koner.  Man får sgu nogen gange ondt af herrerne.. 

Så hvis man har det bedst i jogging sæt, så skal man tage noget andet på? Og hvad er der galt med en knold?

Jeg ser masser kvinder med knold

Maricella skriver:

Man kan jo altså også ændre sig og få nye præferencer, og det bør man altså kunne rumme i et ægteskab.

Da jeg mødte min mand var jeg f.eks. ALTID fuldstændig glatbarberet fra navlen og ned, og aldrig en stub under armene. Jeg brugte daglig makeup, selvom jeg bare var alene hjemme og glattede/satte mit hår lige nydeligt hver dag. Jeg var tynd og det mange ville kalde "lækker" det skortede i hvert fald ikke på tilbud når jeg var ude.

I dag ville man måske udefra sige at jeg er "faldet af på den". Jeg vejer 15kg mere. Jeg ejer ikke længere make-up. Jeg har kropsbehåring igen.

Men hvis man snakker med mig (hvad min mand også har gjort) vil man opdage at jeg hviler i mig selv.

-Jeg spiser hvad jeg har lyst til og har ikke dårlig samvittighed. Da jeg var "lækker" sultede jeg ofte mig selv og kastede op, og jeg havde konstant skyldfølelser når jeg spiste.

-Jeg er stolt af min dusk, den får mig til at føle mig kvindelig og som mig. Den har ændret størrelse og i perioder gror den frit, nogle gange er den trimmet, ofte er bikinilinjen barberet/vokset. Men det er for min skyld. Det tog min mand rigtig lang tid at acceptere, og det betød f.eks. 5 år uden oralsex fra ham fordi han ikke tændte på det. Hvilket er fair. Omvendt følte jeg mig som fremmed i min egen krop og jeg havde lyst til at græde hver gang jeg var glatbarberet. Hver gang jeg var på toilet følte jeg mig helt forkert og som en pornoficeret udgave af en præpupetær pige. Jeg kunne godt nyde hans nydelse, men jeg følte det så grænseoverskridende at være nøgen uden hår.

-jeg blev opmærksom på at mit forbrug af makeup var ligesom at tage en maske på. Simpelthen skjulte jeg min usikkerhed for verden bag en gang pudder og mascara. Da vi fik børn besluttede jeg aktivt helt at stoppe med makeup, fordi jeg ikke ønskede de skulle vokse op med bevidstheden om at man som kvinde kun er smuk, hvis man maler sit ansigt.

Og der er mange flere ting. Men kort fortalt handler det om at jeg har udviklet mig som menneske gennem tiden, og mine interesser og prioriteringer har ændret sig. Og det har de også for min mand. Det er en process man gennemgår og som man kan beslutte at være i sammen. Men at forvente intet ændrer sig i et langvarigt forhold, synes jeg er urealistisk. Og det er helt urimeligt at holde folk op på hvordan de engang har været. Min mand var f.eks mega veltrænet da vi mødtes. I dag har han en del ekstra på sidebenene. Jeg har nævnt det for ham et par gange om han egentlig kunne have interesse i at genoptage noget træning eller bare en form for hobby, men det har han ikke lyst til. Fair nok. Så lader jeg den ligge der. Jeg elsker jo stadig ham og han mig

Jeg synes, det er sørgeligt, at en detalje som kønsbehåring kan føre til manglende oralsex i fem år - og endda med din accept. At have en varm, dejlig, ophidset partner ved sin side - den, man har begæret og elsket i flere år - og så ikke længere tænde på at smage på hendes køn på grund af (naturlige) hår. Ikke kunne abstrahere fra dem, give sig hen og gøre det dejligt og nydelsesfuldt for hende. 

Jeg ved ikke, hvad det er, men det er ikke fair. 

BAE skriver:

Så hvis man har det bedst i jogging sæt, så skal man tage noget andet på? Og hvad er der galt med en knold?

Jeg ser masser kvinder med knold

Jeg elsker også joggingtøj, men kunne da aldrig drømme om at gå rundt til hverdag i joggingtøj, medmindre jeg havde slappe dag hjemme eller skulle træne. 
Og der er forskel på en pæn knold hvor man har gjort noget ud af sig selv, og morgenhår der er snøret op.