Vil du giftes?

Altså ja og nej

det med vi har papir er kun vigtigt pga vores børn men der regner vi med at gå til en advokat. Så behøver vi ikke være gift. Lige der kunne det jo være dejligt at være godt. 
også slog det mig da vi fil vores datter vi skulle skrive ham ind som fat og hvis vi havde været gift ville det få af sig selv det syntes jeg er forkert. For om man er gift eller ej er han jo far til hende. self en lille detalje.

men i alt for mange år har jeg sagt han er min mand og vi er jo næsten gift uden papir. Han er skisme min mand og håbet det er ham jeg skal holde i hånden og kysse lige til det sidste.

for mig og det er bare en ting jeg har der lyder det mærkeligt når man siger jo er kærester som to fjollet teenager selv om vi har været sammen i 15år men ja det er jo helt naturligt vi er kærester jeg r bare fjollet

Jeg er gift, men har dog aldrig drømt om bryllup og den slags.

Jeg kan bare godt lide idéen om, at være sammen med én person det meste af (voksen)livet, og når vi nu har barn og hus sammen, så giver det juridisk god mening at være gift.

Dog ville jeg ikke gøre det igen. Jeg tror på ét ægteskab her i livet. Jeg ville også have fravalgt min mand, hvis han havde været gift før eller havde haft unger med fra et tidligere forhold. 

Så hvis I ender med at blive skilt - som 50 pct gør - så ville du kun date mænd der aldrig havde været gift eller som har børn? Eller ville du bare leve som single fra 40 -90 år …..

spørger af ren nysgerrighed - og fordi jeg ikke helt forstår tilgangen. Det er jo trods alt de fleste der har bagage med i form af ex-forhold og børn

Jeg har ikke noget ønske om at blive gift, men min kæreste vil gerne. Jeg tror dog ikke han gøre noget ved det, fordi han godt ved jeg ikke rigtig vil det.

Men det ligger helt sikkert på hans kappe, hvis der skal ske noget i den retning.

Jeg kan ikke rigtig se fordelen i at være gift. Altså hvad ændre det egentlig og jeg synes skilsmisse raten alligevel er ret stor.

Anonym skriver:

Jeg søger ikke rigtig råd, det her er mere en hyggetråd.

Jeg ved min kæreste gerne vil giftes på et tidspunkt og forhåbentlig med mig, da jeg venter vores første barn  Jeg har også sagt at jeg nok skal sige ja, hvis han spørger. Som barn og teenager har jeg aldrig drømt om at blive gift, men hvis det skal være, så er han helt klart den jeg vil gøre det med  

Vi taler jævnligt om vores hypotetiske bryllup og hvordan vi gerne vil have det, og man kan godt sige at vi har vidt forskellige ønsker. Stod det til mig, så blev det bare en tur på rådhuset og havefest for vores allernærmeste. Han vil derimod gerne vies i kirken og holde stor fest for venner og familie. Fordi det aldrig rigtig har været min drøm, så regner jeg med at vi går med hans ønske, selvom vi nok finder en måde hvor vi begge er glade

Jeg tænker at vi næppe kan være det eneste par, som har forskellige ønsker og hvor den ene er mere hooked på at blive gift, så hvordan har andre håndteret det og hvilke tanker har I?

Nu er jeg godt gift med det helt store byllup og det var rigtigt godt. Men skulle det ske at vi blev skilt og jeg fandt en anden så blev det ikke et stort bryllup igen. For min drøm om det store bryllup er blevet opfyldt.

Ved faktisk ikke hvad jeg ville sige hvis en evt. ny kæreste havde det som et stort ønske, men tænker jeg måske ville give efter hvis det betyder rigtigt meget for vedkommende. 

Jeg er derhen af enig med den ano der skriver at blive gift en gang. 
Min personlig holdning som self kun gælder for mig selv. For hver menneske gør hvad de vil. Men har altid haft det der med at jeg kun vil giftes en gang i mit liv. Og sådan har jeg efterhånden haft i mange år den holdning og mening om hvad jeg vil i mit liv angånde det at være gift.

Jixy skriver:

Jeg har ikke noget ønske om at blive gift, men min kæreste vil gerne. Jeg tror dog ikke han gøre noget ved det, fordi han godt ved jeg ikke rigtig vil det.

Men det ligger helt sikkert på hans kappe, hvis der skal ske noget i den retning.

Jeg kan ikke rigtig se fordelen i at være gift. Altså hvad ændre det egentlig og jeg synes skilsmisse raten alligevel er ret stor.

Det ændrer ikke noget på kærligheden. Man kan være et lige så stærkt og kærligt par både med og uden bryllup. 

Det ændrer dog meget på den kedelige praktiske front. Som ugifte arver man ikke automatisk efter hinanden, så dør din kæreste før dig, så er der ingen arv til dig som samlevende, medmindre I har lavet et testamente, hvori I indsætter hinanden som arvinger.

Det er selvfølgelig ligegyldigt, hvis man ikke har nogen værdier, men har man hus, bil, opsparing mv. så går hans andel af disse ting til hans livsarvinger, som er hans børn og er der ingen børn arver hans forældre og er de døde, vil det være hans forældres arvinger, der får din kærestes ejendele. 

Derudover er der en anden væsentlig fordel i, at man som gift ikke betaler arveafgift, så man slipper for at skulle af med 15% til staten. 

Anonym skriver:

Blot nysgerrig - hvorfor ville du fravælge din mand, hvis han havde været gift før? Har han heller ikke haft andre forhold end dig?

 

 

Vi har begge haft forhold før. Vi var i trediverne, da vi mødtes. 

For mig er ægteskabet noget særligt, "tll døden os skiller". Det ville derfor ikke give mening for mig at gifte mig med en fraskilt.

Jeg ville ikke føle, at det var specielt,  hvis min mand havde været hele møllen igennem med en anden. Jeg vil heller ikke være kone nr. 2, der bærer hans efternavn. 

Kastanje skriver:

Så hvis I ender med at blive skilt - som 50 pct gør - så ville du kun date mænd der aldrig havde været gift eller som har børn? Eller ville du bare leve som single fra 40 -90 år …..

spørger af ren nysgerrighed - og fordi jeg ikke helt forstår tilgangen. Det er jo trods alt de fleste der har bagage med i form af ex-forhold og børn

Hvis min mand døde, eller vi blev skilt, så ville jeg have det helt fint med at være alene.

På sigt ville jeg vel møde én, eller begynde at date lidt, men jeg vil ikke flytte sammen med en ny mand, for jeg har hjemmeboende børn, og det vil jeg ikke udsætte dem for.

Jeg ville heller ikke gide at møde en ny mands børn. At være en sammenbragt familie er simpelthen ikke noget, jeg nogensinde vil være en del af.

Anonym skriver:

Vi har begge haft forhold før. Vi var i trediverne, da vi mødtes. 

For mig er ægteskabet noget særligt, "tll døden os skiller". Det ville derfor ikke give mening for mig at gifte mig med en fraskilt.

Jeg ville ikke føle, at det var specielt,  hvis min mand havde været hele møllen igennem med en anden. Jeg vil heller ikke være kone nr. 2, der bærer hans efternavn. 

Hvor fascinerende som folk kan have forskellige tilgange til livet. Min mand har været gift før, så jeg er kone nr. 2. Men hvor ville jeg dog ikke undvære det liv vi nu har sammen med vores datter :-). 

Ægteskab er noget specielt. Det var det også for både min mand og jeg på vores bryllupsdag. Og tanken er, at det er til døden os skiller. Men det var det såmænd også med de partnere, jeg havde før min mand selvom vi ikke var gift. 

Man behøver jo altså ikke tage den andens efternavn - men kan beholde sit eget. Så er man ikke kone nr. 2, der bærer hans efternavn. 

Men igen - jeg er fascineret af, hvor forskelligt folk kan se på livet. Og man gør jo forhåbentligt, hvad der gør en glad. Selvom det er at være selvvalgt alene et halvt liv.