Kære du.
Min mor døde af kræft (ikke brystkræft men en anden form) for to år siden.
Forud for hendes død var der gået 4 år, fra sygdommen blev opdaget. I de fire år gik hun i kemobehandling og til scanninger - og det vigtigste: Hun havde det godt! Kun de sidste to-tre måneder før hendes død, var hun dårlig, og til sidst selvfølgelig meget syg.
Jeg skriver ikke for at gøre dig ked af det - vi ved jo godt, at kræft er en sygdom man kan dø af, og der er ingen garantier - selvom brystkræft har en rigtig høj overlevelses- og helbredelsesprocent. Men jeg skriver det, fordi en kræftdiagnose ikke er det samme som at det slutter her. Heller ikke selvom det skulle have spredt sig og ikke kan helbredes.
De fire år, hvor min mor havde sygdommen, var fyldt med så mange gode ting - børn blev født, fester blev holdt osv. Jeg synes, vi blev meget opmærksomme på at tælle vores velsignelser i den tid.
Jeg savner hende stadig, men jeg synes også, at man gennemgår en proces i sådan et sygdomsforløb. Jeg/vi lærte at leve med det - og lærte at forberede os på et liv uden hende. For livet går videre, både for den syge og for de pårørende, og når chokket har lagt sig og I har fået nogle svar, vil I også lære at forholde jer til det - også selvom det bringer jer smerte og sorg.
Jeg ved ikke om det giver særlig meget mening… mit budskab er egentlig bare, at I nok skal komme igennem det og få masser af gode stunder - ligegyldigt hvordan det kommer til at gå. Faktisk oplevede jeg mange gange, at uvisheden er det værste. Når I får svar, har I noget st forholde jer til - og en plan at følge. Det er dejligt! Og min erfaring som pårørende på kræftafdelingerne er, at de er enormt dygtige og venlige!
Og glem din far - sikke en tåbelig opførsel. Fokuser på din mor og bror i den her situation.
Jeg håber det allerbedste for din mor i det videre forløb 
Anmeld
Citér
