Anonym skriver:
Jeg tænker også, hvis han virkelig holdte af mig, så ville han også flytte i sin tid da jeg var ulykkelig i den by.
Men hvis det nu er sådan han er som du beskriver .. hvordan kan det være jeg er så blind, og måske lidt naiv
Fordi din drøm om kernefamilien lige er brast! Du har kun lige taget hul på jeres brud og det er helt naturligt at være en "sorg" fase over drømmene der gik i stykker. Over at han ikke var det du håbede på alligevel. Osv.
Og dit indre råber på at du ville ønske det kunne lykkes - og derfor kalder dit sind på at det måske godt kan lykkes alligevel, for det var jo drømmen! Hvis nu bare... At han ændre sig. Men det gør han IKKE. Han er ikke imterresetet i at ændre noget for din lykkes skyld..det gør han egentlig meget klart med hans ultimatum. Og dét er svært at sluge og forstå, for du ville sikkert gå meget meget langt for ham...
Dine følelser for ham forsvinder ikke bare. Men du skal lære at kende forskel på følelser og fornuft. Vi kan alle føle noget der er enormt ukonstruktivt og ufornuftigt. Derfor handler vi ikke altid på følelserne, men på fornuften, fordi vi ved at alternativet ville føre os et dårligt sted hen på sigt.
Dine følelser for ham skal nok stilne af, stille og roligt. Og så ser du ham i et meget klarere lys.
Anmeld
Citér