Hvor meget deler I jer op?

Tak for jeres svar

Jeg har virkelig lidt af dårlig samvittighed, når jeg gik fra mine børn og jeg har virkelig brugt meget tid med dem - jeg fuldammede dem begge, hvilket gjorde, at jeg i en lang periode ikke kunne tage væk mere end 1½ time nærmest. Og begge blev natammet til de var over 1 år! Jeg natammede stadig den ene, da jeg blev gravid med den anden! Jeg fik dem ikke passet eller noget som helst. De har aldrig været hentet senere end 15.30.
Jeg turde ikke tage et sted hen for at dyrke mine hobbyer (sport), for jeg var bange for, at de to børn alene var for stor en mundfuld for manden (selvom jeg selv var alene med dem i dagevis...!)
Siden jeg fik min første fødselsdepression har det hele tiden været det råd, jeg fik - at pleje mig selv - men jeg har bare været så ekstremt knyttet til og bange for at svigte mine børn, at jeg har nedprioriteret mig selv held og aldeles!
Det gjorde jo også, at jeg kunne have en virkelig kort lunte, være meget energiforladt og stresset, fordi ALT var bare børnenes pleje, underholdning og holde hus. I 4 år i træk!

Så det, at jeg endelig bare kan smutte, og ved, at de har det godt derhjemme og jeg kan få lavet nogle af de ting, jeg elskede sådan, før jeg fik børn, gør bare, at jeg bliver gladere - og så bliver jeg faktisk en meget bedre og mere velreflekteret mor, har jeg fundet ud af

Jeg er glad for at høre, at I også er andre, der gør det - for ja, vi må sgu stå sammen!

Hvor ofte hører man ikke om mænd, der tager på herretur, så mor er alene med baby? Mænd, der fortsat tager til fodbold 2 gange om ugen, selvom han også har været på arbejde hele dagen og mor har været alene med baby i barslen? Og det skal han jo "altid bare have lov til".

Helt ærligt, hvorfor er det dog så slemt, at der er nogen, der gerne vil dele sig lidt op en gang i mellem og dyrke sin hobby uden børn?

Er idealet virkelig, at man skal være sammen som familie konstant i weekenden og efter arbejde hver dag? Hvad så når datteren gerne vil til ridning 3-4 dage om ugen? Så er hun jo heller ikke hjemme. Når de gerne vil spise hos deres venner? Overnatte ude? Hvad så med alle de enlige fædre og mødre, hvor der altid kun er én forælder ad gangen?

Anonym skriver:

 

Tak for jeres svar

Jeg har virkelig lidt af dårlig samvittighed, når jeg gik fra mine børn og jeg har virkelig brugt meget tid med dem - jeg fuldammede dem begge, hvilket gjorde, at jeg i en lang periode ikke kunne tage væk mere end 1½ time nærmest. Og begge blev natammet til de var over 1 år! Jeg natammede stadig den ene, da jeg blev gravid med den anden! Jeg fik dem ikke passet eller noget som helst. De har aldrig været hentet senere end 15.30.
Jeg turde ikke tage et sted hen for at dyrke mine hobbyer (sport), for jeg var bange for, at de to børn alene var for stor en mundfuld for manden (selvom jeg selv var alene med dem i dagevis...!)
Siden jeg fik min første fødselsdepression har det hele tiden været det råd, jeg fik - at pleje mig selv - men jeg har bare været så ekstremt knyttet til og bange for at svigte mine børn, at jeg har nedprioriteret mig selv held og aldeles!
Det gjorde jo også, at jeg kunne have en virkelig kort lunte, være meget energiforladt og stresset, fordi ALT var bare børnenes pleje, underholdning og holde hus. I 4 år i træk!

Så det, at jeg endelig bare kan smutte, og ved, at de har det godt derhjemme og jeg kan få lavet nogle af de ting, jeg elskede sådan, før jeg fik børn, gør bare, at jeg bliver gladere - og så bliver jeg faktisk en meget bedre og mere velreflekteret mor, har jeg fundet ud af

Jeg er glad for at høre, at I også er andre, der gør det - for ja, vi må sgu stå sammen!

Hvor ofte hører man ikke om mænd, der tager på herretur, så mor er alene med baby? Mænd, der fortsat tager til fodbold 2 gange om ugen, selvom han også har været på arbejde hele dagen og mor har været alene med baby i barslen? Og det skal han jo "altid bare have lov til".

Du skal ikke have det dårligt.. Jeg havde det som dig under min depression, så forstår din tankegang.. Men selvom man er mor, så skal man stadig huske at pleje sig selv på den måde, som man har det godt med .. 

Men vi har hver vores måde at være forælder på, og det er helt i orden

Helt ærligt, hvorfor er det dog så slemt, at der er nogen, der gerne vil dele sig lidt op en gang i mellem og dyrke sin hobby uden børn?

Er idealet virkelig, at man skal være sammen som familie konstant i weekenden og efter arbejde hver dag? Hvad så når datteren gerne vil til ridning 3-4 dage om ugen? Så er hun jo heller ikke hjemme. Når de gerne vil spise hos deres venner? Overnatte ude? Hvad så med alle de enlige fædre og mødre, hvor der altid kun er én forælder ad gangen?

Det er der jo heller ingen, der siger .. Tværtimod siger alle, at man skal gøre det, som passer til både sig selv og familien.. Tror altså at du og andre lægger for meget i det, når nogle af os skriver, at vi gerne vil bruge tiden på familien.. For altså jeg bliver da en smule stødt af, at jeg åbenbart skal have dårlig samvittighed over at ville tilbringe stort set al tid med min familie .. At JEG personligt har det helt fint med kun at bruge nogle få gange om måneden på mig selv, fordi så er jeg åbenbart ikke en god mor med overskud

Det er der jo heller ingen, der siger .. Tværtimod siger alle, at man skal gøre det, som passer til både sig selv og familien.. Tror altså at du og andre lægger for meget i det, når nogle af os skriver, at vi gerne vil bruge tiden på familien.. For altså jeg bliver da en smule stødt af, at jeg åbenbart skal have dårlig samvittighed over at ville tilbringe stort set al tid med min familie .. At JEG personligt har det helt fint med kun at bruge nogle få gange om måneden på mig selv, fordi så er jeg åbenbart ikke en god mor med overskud

Nej, slet ikke Det er slet ikke det, jeg mener. Jeg ville rent faktisk ønske, at jeg kunne have det sådan, for det ville være nemmere og jeg ved at mine børn foretrækker, at vi begge to er hjemme...

Der er da sikkert mange familier, hvor de foretrækker at være meget sammen og mange er nok også bedre til at lave noget sammen som familie end vi er herhjemme. Desuden er jeg heller ikke særlig meget væk og der kan da godt gå en måned eller faktisk to, hvor jeg slet ikke laver noget for mig selv.

(Jeg har så bare fundet ud af, at når jeg har lavet noget for mig selv er jeg gladere)

Anonym skriver:

Nej, slet ikke Det er slet ikke det, jeg mener. Jeg ville rent faktisk ønske, at jeg kunne have det sådan, for det ville være nemmere og jeg ved at mine børn foretrækker, at vi begge to er hjemme...

Der er da sikkert mange familier, hvor de foretrækker at være meget sammen og mange er nok også bedre til at lave noget sammen som familie end vi er herhjemme. Desuden er jeg heller ikke særlig meget væk og der kan da godt gå en måned eller faktisk to, hvor jeg slet ikke laver noget for mig selv.

(Jeg har så bare fundet ud af, at når jeg har lavet noget for mig selv er jeg gladere)

Kan også være, at dine børn nyder alenetiden med den ene forælder nogle gange .. Altså vores datter gider ikke altid den ene forælder - så vil hun enten kun mig eller sin far, og det kan jeg også godt forstå.. Vi har hver vores måder at gøre tingene på/hver vores sjove indfald.. Så fx er far bare lidt sjovere på en legeplads end mor er, men mor er lidt sjovere at lege dukkeleg med.. Og selvom vores datter kun er 2,5 år, så kan hun godt nogle gange sige, at den ene skal gå væk, for nu vil hun kun far/mor.. Så tror ikke, at du skal tage fejl af den tid de har med kun den ene forælder .. 

Hmm altså vi er heller ikke altid god til at lave noget som familie.. Ofte er vi bare sammen.. Så hvis far fx slår græs eller laver bil, så er datteren nogle gange med til det, mens jeg så sidder og kigger på og er stand-in hvis hun pludselig vil lave noget andet.. Men vi er jo stadig sammen som familie, selvom vi ikke laver noget bestemt/familievenligt.. Andre gange tager vi til zoo, på tur på gåben eller en køretur eller noget helt andet mere familievenligt.. Men det er godt nok sjældent her i corona-tiden