Min kæreste bliver så rasende

Anonym skriver:

Jeg gør såmænd heller ingenting ud af det - måske jeg ikke forstår helt hvad du mener  men jeg er bare afventende. Og ser om ikke han tager initiativ til en snak. Jeg er ikke sur i den forstand at jeg taler surt eller noget til ham. Hvis det var det du mente

Det var fordi du skrev at du er total sur på ham og har lagt ham total på is - det lyder lidt passiv aggressivt og derfor tænkte jeg at det ikke inviterer til en snak

mor:) skriver:

Det var fordi du skrev at du er total sur på ham og har lagt ham total på is - det lyder lidt passiv aggressivt og derfor tænkte jeg at det ikke inviterer til en snak

tja - det gør det nok heller ikke som sådan. Men han sårede mig - og børnene. Så derfor synes jeg bare, det er på sin plads, at han ligesom tager initiativet ...

Anonym skriver:

tja - det gør det nok heller ikke som sådan. Men han sårede mig - og børnene. Så derfor synes jeg bare, det er på sin plads, at han ligesom tager initiativet ...

Men hvad har drevet ham derud? Hvis det kun sker en gang om året er det da værd at snakke om hvad der udløser en sådan afmagt/frustration at man må smide med noget og gå.

Jeg ville være nysgerrig på det fremfor at sidde og holde på min “ret”. 

mor:) skriver:

Men hvad har drevet ham derud? Hvis det kun sker en gang om året er det da værd at snakke om hvad der udløser en sådan afmagt/frustration at man må smide med noget og gå.

Jeg ville være nysgerrig på det fremfor at sidde og holde på min “ret”. 

Ja, det har du da for såvidt fuldstændig ret i. Men der er nogle følelser i det for mig også - at han skræmmer børnene fra vid og sans. Ydmyger mig ved at efterlade maden på gulvet og lade mig rydde det op - jeg er bare ikke klar til at være den modne/voksne og tage snakken. Jeg forventer helt reelt han siger noget. Og at det starter ved ham. For uanset hvad jeg har sagt eller gjort, er det jo ikke acceptabelt at opføre sig sådan. Efter min mening - måske jeg er helt lost?! Og jeg efterlyste jo egentlig også nogle, som kendte til det med temperement, så hvor vidt - selvom du sikkert gør det i en sød mening - vil blande dig i om det er mig eller ham der starter den snak, der helt sikkert skal komme, har jeg jo slet ikke bedt om råd til. Og det er sagt med en venlig tone. 

Jeg synes det lyder fuldstændigt vanvittigt. Hvis det var min mand, kunne han gøre noget med det samme, og ellers var det ud af vagten hvis det skete bare en gang til. 
Ingen kan være tjent med at leve med en man bliver helt bange for. 
Stakkels børn og stakkels dig. 

Hamse88 skriver:

Jeg synes det lyder fuldstændigt vanvittigt. Hvis det var min mand, kunne han gøre noget med det samme, og ellers var det ud af vagten hvis det skete bare en gang til. 
Ingen kan være tjent med at leve med en man bliver helt bange for. 
Stakkels børn og stakkels dig. 

Jeg høre og forstår dig. Og en gang var jeg også sort/hvid. 
det er jeg ikke mere

Anonym skriver:

Ja, det har du da for såvidt fuldstændig ret i. Men der er nogle følelser i det for mig også - at han skræmmer børnene fra vid og sans. Ydmyger mig ved at efterlade maden på gulvet og lade mig rydde det op - jeg er bare ikke klar til at være den modne/voksne og tage snakken. Jeg forventer helt reelt han siger noget. Og at det starter ved ham. For uanset hvad jeg har sagt eller gjort, er det jo ikke acceptabelt at opføre sig sådan. Efter min mening - måske jeg er helt lost?! Og jeg efterlyste jo egentlig også nogle, som kendte til det med temperement, så hvor vidt - selvom du sikkert gør det i en sød mening - vil blande dig i om det er mig eller ham der starter den snak, der helt sikkert skal komme, har jeg jo slet ikke bedt om råd til. Og det er sagt med en venlig tone. 

Det kommer an på hvad der er blevet sagt - hvis der er blevet sagt noget som virkelig var over stregen eller overtrådt en grænse hos ham så er det da lige så slemt. Det er lige så sårende. 
Min mand har få gange reageret på en lignende måde men jeg var også klar over i det øjeblik han trådte ud af rummet at jeg virkelig havde såret ham med mine ord og det var en frustration og afmagt der viste sig der. 
Det fik mig ikke til at gå på listefødder men til at overveje mine ordvalg når jeg er sur/vred. 

mor:) skriver:

Det kommer an på hvad der er blevet sagt - hvis der er blevet sagt noget som virkelig var over stregen eller overtrådt en grænse hos ham så er det da lige så slemt. Det er lige så sårende. 
Min mand har få gange reageret på en lignende måde men jeg var også klar over i det øjeblik han trådte ud af rummet at jeg virkelig havde såret ham med mine ord og det var en frustration og afmagt der viste sig der. 
Det fik mig ikke til at gå på listefødder men til at overveje mine ordvalg når jeg er sur/vred. 

Det lyder godt

Anonym skriver:

Jeg høre og forstår dig. Og en gang var jeg også sort/hvid. 
det er jeg ikke mere

Jeg synes ikke der er langt fra det du beskriver til vold. Vil faktisk kalde situationen for psykisk vold for både du og børnene bliver skræmt. 
Ingen børn har fortjent at vokse op i et utrygt miljø. Hvis man ikke kan styre sit temperament, skal man ikke leve sammen med børn. Næste gang kyler han måske tallerknen i hovedet af dig eller et af børnene. 

Anonym skriver:

Først siger jeg lige, at vi generel er et lykkeligt par og sammen har tre børn og været sammen i 20 år. Men...

når bølgerne en gang i mellem går højt, bliver han mere sur/rasende end hvad godt er - synes jeg. 
her til aften ender han med at kyle aftensmaden på gulvet (foran børnene... ) de to små reagere ret voldsomt og begynder at græde. De sad i sofaen og vi Gik i køkkenet. 
efterfølgende kører han så (hvilket jeg synes ham burde ha gjort meget før!) og jeg må efterfølgende samle de små op - ikke bogstaveligt, men trøste og fortælle at far bare blev vred og det var rigtig dumt osv osv.... den mindste kvittere med, at han synes far er dum og aldrig skal komme tilbage og jeg forsvarer far og siger at der må han selvfølgelig gerne, men at han skal øve sig i ikke at blive så vred. 
åh  jeg er så rasende og samtidig virkelig ked af det. Vi kan virkelig tænde en ild i hinanden! Og når vi ikke skændes, (det gør vi måske en gang om måneden-ish) så har vi det virkelig godt. 
Andre med så voldsomt temperament? Eller nogen med en partner som har? Og råd til hvordan jeg måske kan få ham til, at være mindre udadreagerende i fremtiden??  Shit jeg synes det var synd for mine børn  

Der er flere ting der får mig til at tænke:

Skændes i højlydt 1 gang om måneden? Hvis ja, så tænker jeg at der er noget helt grundlæggende I skal have talt om. 

Skændes I foran børnene? Jeg ved godt at der stod at I var i et andet rum, men ikke desto mindre, så foregik det jo foran jeres børn. Hvis det sker "ofte", så tænker jeg igen der er noget helt grundlæggende I skal have talt om.

Voksne bliver uenige, og nogle snakker/ mundhugges, imens andre skændes højlydt, sådan er det, men I har begge, i min optik, et ansvar for hvordan og hvornår I skændes, og i det tænker jeg ligger jeres første opgave. At være uenige eller skændes, må da ske i en form for gensidig respekt for hinanden. Og overskrider man så en grænse hos den anden, som man ved er en "knap", så må man have en plan, et stop ord eller noget andet som man ved virker med det samme - få stoppet op - og kom tilbage på sporet, og kom igennem og videre.

Jeg syntes det er ærgeligt at din mand har haft en opfarende attitude, men medmindre det er noget som er kendetegnet ved din mand, så kan jeg ikke undlade at tænke, at I begge også har et ansvar her. I er trods alt et par, og et forældre par.