Min kæreste bliver så rasende

IenFart skriver:

Enig med de andre hele vejen. Det er hans ansvar at være mere konstruktiv eller være bedre til at trække sig fra situationen inden han eksploderer.

Men jeg synes også du skal kigge bare en lille bitte smule indad. Hvad går det forud for hans reaktion? Har du i virkeligheden forfinet kunsten at trykke på knapper som tænder ham helt af?

Det siger jeg ikke for at give dig skyld for han skal selvfølgelig blive bedre til at håndtere situationen nærmest lige meget hvad du siger. Men af hensyn til ungerne skal I måske begge lige overveje hvornår I "tænder ild i hinanden" som du selv skriver. 

Du har ret. 

Anonym skriver:

Tak - ja, jeg må prøve det med en rolig stund, jeg er bare så bange for at puste til gløderne, når vi er i en god stund. Men måske det er vejen frem 

Er du kvinde eller mand med dette temperement? Og hvad sker der, hvis din partner følger efter? Kaster du med ting? Eller slår? 

Kvinde. 

Jeg slår aldrig, men kan godt kaste med ting eller smække gevaldigt hårdt med låger og døre. kun en enkelt gang er der røget noget efter min kæreste men der havde jeg lige fundet ud af at han havde været mig utro. 

Men det er ellers aldrig sket i en skænderi med min nuværende kæreste, min tidligere er en anden side af sagen. I guder hvor kunne vi trykke på hinandens knapper

I dag kommer mit temperament kun til udtryk hvis mit hår driller inden en fest, så stamper jeg noget i gulvet til stor morskab for resten af familien. 

Ellers så trækker jeg mig eller går i haven og sparker til en bold for fuld smadder. 

Jeg har kontrol over det og kan regulere det på en helt normal og sund måde og har heller ikke længere en masse indtrængte følelser som pludselig bobler over

Min kæreste følger ikke efter mig og har aldrig gjort. Han kender desværre en del til folk med PTSD 

Anonym skriver:

Er du kvinde eller mand med dette temperement? Og hvad sker der, hvis din partner følger efter? Kaster du med ting? Eller slår? 

Nu når du selv spørger: nøjes din mand med råd og kast ting, eller hænder det, at han slår? 

Anonym skriver:

Tak for dit svar. Og tak for at vende det på hovedet og sætte det i perspektiv. For du har ret. Det hviler jo ikke nødvendigvis på mine skuldre  

det sværeste er, at han er er en fantastisk far og han er virkelig en god mand. Og jeg ved i mig selv, at jeg ikke er en af de kvinder, som bare siger det og lukker øjenene og siger det også var min egen skyld osv. slet ikke. Hvis du forstår - det er det flere voldsramte kvinder gør - men det er ikke tilfældet her. Og det er det som frustrerer mig! For hvorfor? Hvorfor går det så galt?! Hvor kommer al den vrede fra. 
tak for dit indspark 

Jeg forstår godt, hvad du mener - og det kan også være, at du har ret i, at det ikke er tilfældet hos dig. Samtidig må jeg bare stilfærdigt sige, at du udviser nogle klassiske tanke- og handlemønstre for mennesker der i den ene eller anden form lever med fysisk eller psykisk vold. Et par eksempler:

- Splitting: Du laver en opdeling mellem hans grænseoverskridende reaktioner og så den “anden del af ham” hvor han er så sød og rar og en god far. Men sådan fungerer det ikke - man er ikke en god og kærlig far noget af tiden og et aggressivt råbende monster for resten - man er én og samme person. Og hans grænseoverskridende handlinger er en del af den han er. 

- Undvigelse/tilpasning: Du går på nåle, tilpasser dig, du er bange for at tage snakken for ikke at “puste til gløderne”. Du har dårlig samvittighed overfor børnene fordi du godt ved at de ikke bør være vidner til den slags. Du samler dem op. Du fokuserer på, at du skal gøre noget - fremfor hvad han har af ansvar for hvad han udsætter jer for.

Du skriver at det er synd for børnene. Det er det også - men det er mere end bare synd, hvis de lever i et hjem med en grad af psykisk vold - det er også skadeligt, og det vil trække spor langt ind i deres egne forståelser af relationer og parforhold når de bliver voksne.

Jeg spørger i lighed med ovenfor: Har han nogensinde været fysisk ved dig eller børnene? 

lineog4 skriver:

Nu når du selv spørger: nøjes din mand med råd og kast ting, eller hænder det, at han slår? 

Han har aldrig slået mig. Jeg er bare nysgerrig på, at komme ind i hovedet på en, som kan fortælle mig hvad det er der sker 

StortOgSmåt skriver:

Jeg forstår godt, hvad du mener - og det kan også være, at du har ret i, at det ikke er tilfældet hos dig. Samtidig må jeg bare stilfærdigt sige, at du udviser nogle klassiske tanke- og handlemønstre for mennesker der i den ene eller anden form lever med fysisk eller psykisk vold. Et par eksempler:

- Splitting: Du laver en opdeling mellem hans grænseoverskridende reaktioner og så den “anden del af ham” hvor han er så sød og rar og en god far. Men sådan fungerer det ikke - man er ikke en god og kærlig far noget af tiden og et aggressivt råbende monster for resten - man er én og samme person. Og hans grænseoverskridende handlinger er en del af den han er. 

- Undvigelse/tilpasning: Du går på nåle, tilpasser dig, du er bange for at tage snakken for ikke at “puste til gløderne”. Du har dårlig samvittighed overfor børnene fordi du godt ved at de ikke bør være vidner til den slags. Du samler dem op. Du fokuserer på, at du skal gøre noget - fremfor hvad han har af ansvar for hvad han udsætter jer for.

Du skriver at det er synd for børnene. Det er det også - men det er mere end bare synd, hvis de lever i et hjem med en grad af psykisk vold - det er også skadeligt, og det vil trække spor langt ind i deres egne forståelser af relationer og parforhold når de bliver voksne.

Jeg spørger i lighed med ovenfor: Har han nogensinde været fysisk ved dig eller børnene? 

Jeg er med på hvad du mener - men det ér vitterligt ikke sådan. Han er faren der holder fri med hvert barn en gang imellem på skift, han fjoller, leger, smører madpakker, passer syge børn på fuldstændig lige fod med mig. Og det ér når vi er trætte eller syge at vi går skævt af hinanden. Og nej, han har aldrig slået mig. Slet ikke. Han reagere bare voldsomt 

Anonym skriver:

Jeg er med på hvad du mener - men det ér vitterligt ikke sådan. Han er faren der holder fri med hvert barn en gang imellem på skift, han fjoller, leger, smører madpakker, passer syge børn på fuldstændig lige fod med mig. Og det ér når vi er trætte eller syge at vi går skævt af hinanden. Og nej, han har aldrig slået mig. Slet ikke. Han reagere bare voldsomt 

Og lige en tilføjelse - jeg er jo sur på ham over denne opførsel og går på ingen måde på listetæer. Han er lagt total på is og jeg afventer en undskyldning. Hvis det sætter det lidt i perspektiv - jeg forsøger på ingen måde at få hans opmærksomhed eller gøre noget godt igen. Kun for børnene. Keg mener 100 at bolden er ved ham fra nu af.... Og dagen er planlagt (heldigvis) så vi er hjemme forskudt idag. Intet unormalt i det - vi kører tit forskudt, så det er ikke noget børnene tænker over.

Jeg forstår godt, hvad du mener - og det kan også være, at du har ret i, at det ikke er tilfældet hos dig. Samtidig må jeg bare stilfærdigt sige, at du udviser nogle klassiske tanke- og handlemønstre for mennesker der i den ene eller anden form lever med fysisk eller psykisk vold. Et par eksempler:

- Splitting: Du laver en opdeling mellem hans grænseoverskridende reaktioner og så den “anden del af ham” hvor han er så sød og rar og en god far. Men sådan fungerer det ikke - man er ikke en god og kærlig far noget af tiden og et aggressivt råbende monster for resten - man er én og samme person. Og hans grænseoverskridende handlinger er en del af den han er. 

- Undvigelse/tilpasning: Du går på nåle, tilpasser dig, du er bange for at tage snakken for ikke at “puste til gløderne”. Du har dårlig samvittighed overfor børnene fordi du godt ved at de ikke bør være vidner til den slags. Du samler dem op. Du fokuserer på, at du skal gøre noget - fremfor hvad han har af ansvar for hvad han udsætter jer for.

Du skriver at det er synd for børnene. Det er det også - men det er mere end bare synd, hvis de lever i et hjem med en grad af psykisk vold - det er også skadeligt, og det vil trække spor langt ind i deres egne forståelser af relationer og parforhold når de bliver voksne.

Jeg spørger i lighed med ovenfor: Har han nogensinde været fysisk ved dig eller børnene? 

Lidt voldsomt med tanke på at det sker en gang om året. 

til ts: 

jeg ville ikke være sur og tavs. Jeg ville i stedet sige: “hvor dejligt far er tilbage”. Og så ville jeg ikke gøre mere ud af det før børnene er lagt.
derefter ville jeg spørge om han vil sige til når han var klar til at tale om det.

jeg tænker han virkelig må have været presset hvis det ikke er hans almindelig reaktionsmønster og så kan jeg ikke se hvordan en sur kæreste eller tavshed skal hjælpe nogen af Jer. 

mor:) skriver:

Lidt voldsomt med tanke på at det sker en gang om året. 

til ts: 

jeg ville ikke være sur og tavs. Jeg ville i stedet sige: “hvor dejligt far er tilbage”. Og så ville jeg ikke gøre mere ud af det før børnene er lagt.
derefter ville jeg spørge om han vil sige til når han var klar til at tale om det.

jeg tænker han virkelig må have været presset hvis det ikke er hans almindelig reaktionsmønster og så kan jeg ikke se hvordan en sur kæreste eller tavshed skal hjælpe nogen af Jer. 

 

Jeg gør såmænd heller ingenting ud af det - måske jeg ikke forstår helt hvad du mener  men jeg er bare afventende. Og ser om ikke han tager initiativ til en snak. Jeg er ikke sur i den forstand at jeg taler surt eller noget til ham. Hvis det var det du mente