Min kæreste bliver så rasende

Først siger jeg lige, at vi generel er et lykkeligt par og sammen har tre børn og været sammen i 20 år. Men...

når bølgerne en gang i mellem går højt, bliver han mere sur/rasende end hvad godt er - synes jeg. 
her til aften ender han med at kyle aftensmaden på gulvet (foran børnene... ) de to små reagere ret voldsomt og begynder at græde. De sad i sofaen og vi Gik i køkkenet. 
efterfølgende kører han så (hvilket jeg synes ham burde ha gjort meget før!) og jeg må efterfølgende samle de små op - ikke bogstaveligt, men trøste og fortælle at far bare blev vred og det var rigtig dumt osv osv.... den mindste kvittere med, at han synes far er dum og aldrig skal komme tilbage og jeg forsvarer far og siger at der må han selvfølgelig gerne, men at han skal øve sig i ikke at blive så vred. 
åh  jeg er så rasende og samtidig virkelig ked af det. Vi kan virkelig tænde en ild i hinanden! Og når vi ikke skændes, (det gør vi måske en gang om måneden-ish) så har vi det virkelig godt. 
Andre med så voldsomt temperament? Eller nogen med en partner som har? Og råd til hvordan jeg måske kan få ham til, at være mindre udadreagerende i fremtiden??  Shit jeg synes det var synd for mine børn  

Anonym skriver:

Først siger jeg lige, at vi generel er et lykkeligt par og sammen har tre børn og været sammen i 20 år. Men...

når bølgerne en gang i mellem går højt, bliver han mere sur/rasende end hvad godt er - synes jeg. 
her til aften ender han med at kyle aftensmaden på gulvet (foran børnene... ) de to små reagere ret voldsomt og begynder at græde. De sad i sofaen og vi Gik i køkkenet. 
efterfølgende kører han så (hvilket jeg synes ham burde ha gjort meget før!) og jeg må efterfølgende samle de små op - ikke bogstaveligt, men trøste og fortælle at far bare blev vred og det var rigtig dumt osv osv.... den mindste kvittere med, at han synes far er dum og aldrig skal komme tilbage og jeg forsvarer far og siger at der må han selvfølgelig gerne, men at han skal øve sig i ikke at blive så vred. 
åh  jeg er så rasende og samtidig virkelig ked af det. Vi kan virkelig tænde en ild i hinanden! Og når vi ikke skændes, (det gør vi måske en gang om måneden-ish) så har vi det virkelig godt. 
Andre med så voldsomt temperament? Eller nogen med en partner som har? Og råd til hvordan jeg måske kan få ham til, at være mindre udadreagerende i fremtiden??  Shit jeg synes det var synd for mine børn  

Hej med dig

Det lyder som en rigtig grim oplevelse for jeres børn, og det bekymrer mig egentlig lidt at du spørger til hvad du kan gøre, for at få ham til at være mindre udadreagerende. Her ville jeg - hvis jeg skulle overveje at leve videre med din mand - vende den på hovedet og interessere mig for hvad han har tænkt sig at gøre, for at rette op på de skader han forvolder på sin familie. Vil han opsøge terapi? Samler ham børnene og dig op igen på relevant og ordentlig måde? Er han selv reflekteret, indsigtsfuld, forskrækket? Forstår han alvoren, og på hvilke måder tager han ansvar for at lignende episoder aldrig igen udspiller sig i jeres familie? Bearbejder I det i fællesskab og arbejder for konkrete ændringer? Alt det ville være det afgørende for mig i den situation du beskriver. Hvis svarene var utilstrækkelige ... så ville jeg ikke byde mine børn det - og heller ikke mig selv.

StortOgSmåt skriver:

Hej med dig

Det lyder som en rigtig grim oplevelse for jeres børn, og det bekymrer mig egentlig lidt at du spørger til hvad du kan gøre, for at få ham til at være mindre udadreagerende. Her ville jeg - hvis jeg skulle overveje at leve videre med din mand - vende den på hovedet og interessere mig for hvad han har tænkt sig at gøre, for at rette op på de skader han forvolder på sin familie. Vil han opsøge terapi? Samler ham børnene og dig op igen på relevant og ordentlig måde? Er han selv reflekteret, indsigtsfuld, forskrækket? Forstår han alvoren, og på hvilke måder tager han ansvar for at lignende episoder aldrig igen udspiller sig i jeres familie? Bearbejder I det i fællesskab og arbejder for konkrete ændringer? Alt det ville være det afgørende for mig i den situation du beskriver. Hvis svarene var utilstrækkelige ... så ville jeg ikke byde mine børn det - og heller ikke mig selv.

Tak for dit svar. Og tak for at vende det på hovedet og sætte det i perspektiv. For du har ret. Det hviler jo ikke nødvendigvis på mine skuldre  

det sværeste er, at han er er en fantastisk far og han er virkelig en god mand. Og jeg ved i mig selv, at jeg ikke er en af de kvinder, som bare siger det og lukker øjenene og siger det også var min egen skyld osv. slet ikke. Hvis du forstår - det er det flere voldsramte kvinder gør - men det er ikke tilfældet her. Og det er det som frustrerer mig! For hvorfor? Hvorfor går det så galt?! Hvor kommer al den vrede fra. 
tak for dit indspark 

Jeg ville sætte mig med ham i freds-tid og spørge til hvad han selv mener om de udbrud. Hvad han tænker det gør ved børnene og dig - og hvad han vil gøre for at ændre på det. Hvis han ikke selv er konstruktiv omkring det, ville jeg foreslå noget terapi/anger management. Hvis han ikke ønsker det, så ville jeg ikke fastholde mig selv og ungerne i det. Hver måned med den slags udbrud er virkelig virkelig  meget.

Mor11 skriver:

Jeg ville sætte mig med ham i freds-tid og spørge til hvad han selv mener om de udbrud. Hvad han tænker det gør ved børnene og dig - og hvad han vil gøre for at ændre på det. Hvis han ikke selv er konstruktiv omkring det, ville jeg foreslå noget terapi/anger management. Hvis han ikke ønsker det, så ville jeg ikke fastholde mig selv og ungerne i det. Hver måned med den slags udbrud er virkelig virkelig  meget.

Tak, 

det er heldigvis ikke hver gang vi skændes han ender ud i denne opførsel! Slet ikke. Det sker måske en-to gange om året. Men det ér også to for meget 

Mit bedste råd er at du skal prøve at dykke ned i hans vrede og prøver at finde ud af hvad præcis det er der gør at han regerer som han gør altså når han er nede på jorden så prøv og spørger ind til hvorfor han bliver så vred

Cirkeline87 skriver:

Mit bedste råd er at du skal prøve at dykke ned i hans vrede og prøver at finde ud af hvad præcis det er der gør at han regerer som han gør altså når han er nede på jorden så prøv og spørger ind til hvorfor han bliver så vred

 

Ja - jeg må prøve. 
tak! 

blodet løber væk fra frontallapperne og derfor reagere han uhensigtsmæssigt. Kunsten er at lære at stoppe inden man kommer så langt ud. og hvis man er dygtig finde ud af hvad der tricker det!! her er det mig der kan reagere voldsomt ved vrede, men jeg kan sige stop gå væk 2 min og så komme til bage til skænderiet igen. følger kæresten efter mig, eller fortsætter selvom jeg siger stop så kammer jeg over!!! Måske i en rolig stund med god stemning sammen kan finde en løsning på det, og finde ud af hvad der tricker det?? 

jjuhl skriver:

blodet løber væk fra frontallapperne og derfor reagere han uhensigtsmæssigt. Kunsten er at lære at stoppe inden man kommer så langt ud. og hvis man er dygtig finde ud af hvad der tricker det!! her er det mig der kan reagere voldsomt ved vrede, men jeg kan sige stop gå væk 2 min og så komme til bage til skænderiet igen. følger kæresten efter mig, eller fortsætter selvom jeg siger stop så kammer jeg over!!! Måske i en rolig stund med god stemning sammen kan finde en løsning på det, og finde ud af hvad der tricker det?? 

Tak - ja, jeg må prøve det med en rolig stund, jeg er bare så bange for at puste til gløderne, når vi er i en god stund. Men måske det er vejen frem 

Enig med de andre hele vejen. Det er hans ansvar at være mere konstruktiv eller være bedre til at trække sig fra situationen inden han eksploderer.

Men jeg synes også du skal kigge bare en lille bitte smule indad. Hvad går det forud for hans reaktion? Har du i virkeligheden forfinet kunsten at trykke på knapper som tænder ham helt af?

Det siger jeg ikke for at give dig skyld for han skal selvfølgelig blive bedre til at håndtere situationen nærmest lige meget hvad du siger. Men af hensyn til ungerne skal I måske begge lige overveje hvornår I "tænder ild i hinanden" som du selv skriver.