Min mand og jeg har oplevet det samme. Vi har to unger, en på 3 år og en på 5 måneder. Og efter nr 2 kom til, var min sex lyst fuldstændig udslettet! Jeg gad ikke engang at onanerer og når min mand lagde armene om mig, ventede jeg bare på hvornår han slap mig, for jeg kunne slet ikke klare hans berøring! Når børnene sov havde jeg brug for alene tid, mere end jeg havde brug for tid med ham og han følte sig mere og mere afvist. Det hele kulminerede i et enormt skænderi! Vi har aldrig skændes på den måde før, hvor vi råbte af hinanden og det var ganske ubehageligt! Men da vi var færdig med at råbe, krammede vi og havde en rigtig konstruktiv snak om hvad der lige var galt i vores forhold. Hold nu op hvor det hjalp at vi havde en fuldstændig ærlig samtale om hvordan vi gik og havde det! Han forstod mine følelser og jeg forstod hvad det gjorde ved ham at blive skubbet væk. Vi aftalte egentlig at droppe sex helt i en periode, indtil jeg oplevede ægte lyst igen. Vi viste godt at det kunne tage lang tid og var begge okay med det. Men det var som om at da presset blev taget væk, kom lysten af sig selv. Vi prioriterede at putte, nusse og kysse uden forventningen om sex og pludselig kunne jeg mærke min krop igen.
Vi har stadig kun sex når jeg mærker en ægte lyst og ikke mere “pligt sex” for at tilfredsstille han behov og det fungerer lige nu.
Så for os var det den ærlige samtale der gjorde at vi fik vendt skuden og sexlivet kom tilbage og det samme gjorde forelskelsen.
Anmeld
Citér
