Hvor meget skændes I foran børnene?

Min mand og jeg skændes altså næsten aldrig. Vi har været sammen i over 10 år og vi har altså ikke brugt særlig meget af den tid på skænderier. MEN, vi diskuterer/snerrer en del. Især efter vi er blevet forældre og overskuddet i en travl hverdag, sommetider er i bund. Men vi råber ikke af hinanden eller bliver rigtig uvenner og ikke gider se på hinanden agtigt. Det er mere, som flere andre skriver, hverdagsirritationer. 

Jeg er selv vokset op i et hjem, hvor der fløj tallerkener og grøntsager gennem køkkenet med jævne mellemrum. Der gemte min lillebror og jeg os også. Jeg følte altid et behov for at passe på ham.

De følelser er jeg meget bevidste om, og det taler vi også om, min mand og jeg. Vores barn/børn behøver ikke opleve de ting. De skal nok få et nuanceret verdensbillede på så mange andre måder

Altså vi kan godt vrisse af hinanden foran børnene. Ikke hver uge heller ikke hverandre men det sker da. Vi har også nogle få gange skændes rigtig foran dem. Nu er vi ikke råbe-typerne, men man kan sørme godt skændes uden at råbe.

De gange det er sket har jeg “inddraget” vores søn i det (han er 7). På den måde at jeg har italesat overfor ham, at mor og far er sure på hinanden lige nu, ligesom han kan blive sur på mor og far, men at ligesom at han altid bliver glad igen og elsker os selvom han var sur på os, så bliver vi også glade igen og elsker stadig hinanden selvom vi lige nu er sure på hinanden. Dette bakker min mand altid op, netop ved at sige at lige nu er han sur på mor men han elsker hendes stadig helt op til stjernerne. Når vi er blevet gode venner igen har vi brugt en del energi på at snakke med ham om det, så han forstår at voksne kan blive sure, lave fejl, sige dumme ting de ikke mener fuldstændig lige som børn. Ingen er perfekte heller ikke os. Men der er ikke noget at være bange for, for vi elsker hinanden utrolig højt og elsker vores familie.

Det er ikke fordi jeg er stolt af at det er sket en håndfuld gange i hans liv, men tænker heller ikke han er skadet for livet pga. det. For mig er det vigtigste at vi som voksne påtager os vores fejl og snakker med børn om det, så det ikke bliver ekstra skræmmende fordi de ikke forstår det.

I de snart 19 år, vi har været sammen, ka jeg nok tælle en hævet stemme på 1 hånd, og den ene gang var jeg gravid og tosset (og tog fejl)

Vi kan sagtens være uenige, men vi skændes altså aldrig, selvom nogen så vil sige det lyder kedeligt.

Vores børn får også at vide, at hvis de vil forståes, må de bruge deres ord. Og hvis de råber, får de tydeligt, bestemt og kærligt at vide, at vi ik forstår dem. At de må ta en pause, og komme til ord igen, når de ka snakke pænt.

Så her i huset bruger vi ord, og en ordenlig tone, når vi ik er enige. Vh Stine