Hvor meget skændes I foran børnene?

Hej,

Det sker af og til, at vi kommer til at skændes foran ungerne. Som oftest er det bare latterlige små mundhuggerier: "Men du sagde jo, at du ikke ville have pitabrød", "Bilen var ellers ren, sidst jeg kørte i den", "Ja, men der var altså bare ikke flere mundbind i Netto!" og sådan i den dur. Småting, hvor man lige går hinanden lidt på i 10 minutter og så er man venner igen.
Det gør vi vel 3-4 gange om ugen - nogle gange mere andre gange mindre. I perioder (især i ferier og under nedlukningerne) kan det være flere gange dagligt, desværre.

Større skænderier har vi stort set kun når de sover - men det glipper alligevel af og til og så kan vi godt skændes en times tid on/off. Altså der råbes sjældent og vi kalder aldrig hinanden grimme ting, men vi skændes. Børnene holder sig for sig selv, når det sker, leger en stille leg og jeg HADER det!!! Min kæreste vil især altid snakke et emne til enden, selvom de er der.

Vi er selv begge skilsmissebørn, vores forældre gik fra hinanden pga. for mange skænderier og ofte tænker jeg, at det er bedst for børnene, at vi ikke var sammen.

Omvendt - så har jeg også den tanke, at det vel heller ikke skader, at se, vi kan blive uvenner, men også kan blive venner igen? At de negative følelser er der nogle gange? Guderne skal vide, at jeg er ekstremt konfliktsky, fordi mine forældre blev skilt så tidligt, at jeg kun har min mors ord for, at skænderierne fandt sted...

Hvor ofte skændes I foran ungerne?
Og er der nogen af jer, der er gået fra hinanden, fordi I gjorde det?

Vi kan også godt finde på at mundhugges lidt foran vores børn. Det er lidt op og ned - lige for tiden er jeg gravid og har ikke så meget overskud - så kan jeg godt komme til at hakke lidt på min stakkels mand. Men det er ikke sjældent det sker - flere gange om ugen.

Det sker også af og til - men sjældent - at vi har et rigtig skænderi hvor vi er rasende på hinanden. Jeg har det nok lidt ligesom din mand - jeg kan have svært ved at lade et emne ligge, hvis jeg er vred over noget. Min mand kan så føle sig presset og lukke i, og så bliver det en ond spiral, hvor jeg presser på for at få en reaktion og min mand føler siger mere og mere presset og lukker mere og mere i - og til sidste er vi begge kørt fuldstændig op og er rasende på hinanden. Det sker heldigvis ikke ret tit - måske er det sket 3-4 gange i den tid vi har haft børn (6 år), at de har overhørt det, men jeg hader, når børnene kommer til at være i det. De sidder der med helt bange øjne...

Bagefter det er sket, har vi sagt undskyld til børnene.

Jeg har dog aldrig nogensinde overvejet, om vi skulle gå fra hinanden pga det. Selv om det er træls, at børnene overhører det, så synes jeg jo også, at de ser så meget andet - at vi driller hinanden kærligt, at vi samarbejder, og at vi kysser og giver krammere. Så det gode opvejer det dårlige - mange gange. 

Jeg tror egentlig også, det er ok for børn at se, at forældrene godt kan være uvenner (nok ikke, at de er decideret rasende og råber af hinanden osv), og så blive gode venner igen. Vi er trods alt kun mennesker, vi forældre. 

Men hvis det fylder meget for jer, kan det være, I kan opsøge en parterapeut for at få nogle bedre måder at kommunikere på.

Hej,

Det sker af og til, at vi kommer til at skændes foran ungerne. Som oftest er det bare latterlige små mundhuggerier: "Men du sagde jo, at du ikke ville have pitabrød", "Bilen var ellers ren, sidst jeg kørte i den", "Ja, men der var altså bare ikke flere mundbind i Netto!" og sådan i den dur. Småting, hvor man lige går hinanden lidt på i 10 minutter og så er man venner igen.
Det gør vi vel 3-4 gange om ugen - nogle gange mere andre gange mindre. I perioder (især i ferier og under nedlukningerne) kan det være flere gange dagligt, desværre.

Større skænderier har vi stort set kun når de sover - men det glipper alligevel af og til og så kan vi godt skændes en times tid on/off. Altså der råbes sjældent og vi kalder aldrig hinanden grimme ting, men vi skændes. Børnene holder sig for sig selv, når det sker, leger en stille leg og jeg HADER det!!! Min kæreste vil især altid snakke et emne til enden, selvom de er der.

Vi er selv begge skilsmissebørn, vores forældre gik fra hinanden pga. for mange skænderier og ofte tænker jeg, at det er bedst for børnene, at vi ikke var sammen.

Omvendt - så har jeg også den tanke, at det vel heller ikke skader, at se, vi kan blive uvenner, men også kan blive venner igen? At de negative følelser er der nogle gange? Guderne skal vide, at jeg er ekstremt konfliktsky, fordi mine forældre blev skilt så tidligt, at jeg kun har min mors ord for, at skænderierne fandt sted...

Hvor ofte skændes I foran ungerne?
Og er der nogen af jer, der er gået fra hinanden, fordi I gjorde det?

Vi skændes aldrig - det lyder helt åndssvagt måske, men det gør vi vitterlig ikke. I min optik skændes man når man hæver stemmen, har svært ved at tale ordentlig og pænt til hinanden, og måske begynder at græde, og har brug for at gå fra situationen.

MEN vi er da (tit) uenige, og det ser børnene da, men det foregår stille og roligt. Er vi uenige om noget med børnene så tager vi den, når de sover, medmindre en af os er uretfærdig overfor dem, så kan vi sagtens tage den i situationen.

Jeg tror på, at børn der oplever deres forældre være uenige (ikke råben og skrigen), og blive gode igen, bliver bedre konfliktløsere, da de oplever hvordan man gør, modsat de børn som altid har oplevet at deres forældre aldrig har været uenige, for hvordan skulle de lære det.

Vi skændes foran børnene på samme måde som jer. Skændes er måske et stærkt ord- måske diskuterer/ mundhugges passer bedre - over helt alm hverdagsting. Men vi har aldrig råbt og skændtes rigtig foran dem. Aldrig. 
Jeg tror at helt alm dagligdags diskussioner ikke gør noget at børnene er vidne til. Hvis vi voksne ellers prøver at takle dem på en god måde så kan vores børn måske endda lære af dem.

Vi snerrer ad hinanden ret tit - eller jeg snerrer af min mand jeg er gravid og ret hormonel lige nu, så der skal ikke så meget til. Vi råber aldrig, min mand er sådan en der simpelthen ikke bider på et skænderi, heldigvis! Jeg er vokset op med meget råben og skrigen derhjemme, og det har været en voldsom opvækst. Jeg er så bange for selv at komme til at skændes sådan foran mine børn, og det har jeg sagt til min mand. Han er heldigvis så rummelig og rolig at det aldrig er sket. Men sådan noget "gider du huske at sætte kopperne i opvaskeren" "hvad med dig selv og alt dit beskidte tøj på gulvet" "så må du sgu selv lave mad din store lort" og den slags, ork ja, hver dag  

Det ender tit med at min mand kigger på mig og siger: "Skat for helvede", og så griner vi lidt og kommer videre. Men jeg har faktisk opdaget at min søn kryber lidt ind i sig selv og bliver meget stille når vi har vores små snerre-sessions. Av det gør ondt i hjertet

Jeg kunne aldrig finde på at skændes foran børn. Som i aldrig! 
Det ville ligge så langt fra mig, og jeg synes, det vidner om umodenhed og manglende selvkontrol.

Og jeg ville heller aldrig rette på min mand (eller omvendt) foran børnene - den tages på bagkant, hvis man er uenige.

Jeg synes, det lyder som rigtig tit og ubehageligt

Med min x (børnenes far) der skændtes vi næsten aldrig, og i hvert fald ikke foran børnene, så det har de ikke oplevet. Men det var nærmere fordi han var en kæmpe idiot, og jeg til sidst så igennem fingre med det hele, så slap jeg for skænderier, og så var der fred og "så havde vi det godt".

Med min nye mand har der været nogle småepisoder med lidt mundhuggeri, det er ikke særlig tit det sker, og (jeg) gør meget ud af, at det ikke skal være foran børnene. De store skænderier har vi har nogle få af, men altid sent aften, når børnene sov. Det har ikke været lige så lydløst som jeg gerne så, men det er dælme også svært at styre i situationen, når den ene ønsker at tysse ned, og den anden er oppe at køre. Men det er som sagt kun sket få gange.

Jeg ved, at far og stedmor skændes MEGET og voldsomt, og det er ikke rart for børnene. 

Der er jo forskel på små uenigheder og så et reelt skænderi hvor man måske hæver stemmen, mm. Nu skændes vi nærmest aldrig (og bestemt ikke foran børnene), men vi kan godt have bitte små uenigheder, som løses med det samme, og som ikke påvirker stemningen. Det er jo naturligt og menneskeligt når man bor sammen, og skal have en dagligdag til at fungere. Børnene har jo også små uenigheder indbyrdes, eller kan blive vrede på os, hvis der er noget de ikke lige må. Jeg tænker netop at de lærer noget socialt ved at se andre løse sådanne små problemer indbyrdes på en pæn og ordentlig måde. Nu er jeg også af den overbevisning at man godt må vise følelser over for sine børn (selvfølgelig med måde, og kun så længe man kan kommunikere med dem omkring det). Vi kan jo alle blive irriterede, kede af, misundelige, osv., lige så vel som vi kan blive glade, kærlige, mm. Mine børn må aldrig føle sig forkerte hvis de bliver kede af det eller vrede over noget, og der findes ikke forbudte følelser. Det vigtigste er at man kan tale om dem, og bearbejde dem. På den måde tror jeg på at man kan give sine børn en stor og vigtig gave med videre i livet.  

Vi har gjort det én gang - over en eller anden småting som jeg overhovedet ikke kan huske. Det tog måske 2 minutter og ingen råb eller grimme ord - men min store søn på 6 kom FARENDE og spurgte hvorfor vi skændtes  

vi forklarede ham så bare grunden og sagde, at det jo bare var ligesom hvis han blev uenig med sine venner og at vi allerede var gode venner igen. 

ville aldrig acceptere ægte skænderier og da SLET ikke af længere tids varighed uanset om man råber eller ej. Og heller ikke vrisseri/mundhuggeri 

Panther skriver:

Jeg kunne aldrig finde på at skændes foran børn. Som i aldrig! 
Det ville ligge så langt fra mig, og jeg synes, det vidner om umodenhed og manglende selvkontrol.

Og jeg ville heller aldrig rette på min mand (eller omvendt) foran børnene - den tages på bagkant, hvis man er uenige.

Undskyld, jeg blander mig i din kommentar - men jeg synes det lyder som et kedeligt, og leverpostejsagtigt og glansbilledeligt svar. Som TS kun kan få dårlig samvittighed over. Hvem er det der aldrig skændes? Hvorfor er man umoden fordi man diskutere overfor sine børn? Jeg synes det er fuldstændig naturligt! Man kan altså ikke leve sammen uden en gang imellem at trække en streg og være irriteret! Så ville jeg i hvert fald blive skilt. Man modner og bygger videre på sit forhold vi diskussioner. Og rykker sig. 
efter min mening. Mine børn må gerne se at far og jeg kan blive uvenner og netop bliver venner igen. Ligesom modne mennesker kan