Hvor meget skændes I foran børnene?

Vi kan finde på at snerrer af hinanden, hvis vi er lidt stressede, trætte eller noget.. Vi kan også sagtens finde på at rette på hinanden og gør det egentlig tit, men det er for mig bare helt almindelig hverdagssnak, fx "gider du ikke fremover sætte din beskidte tallerken ned i opvaskemaskinen?".. Altså det er jo bare at snakke om hverdagsproblemer og slibe kanterne af - vi bliver jo ikke uvenner; højst en smule irriteret i nogle minutter, men det er squ ikke værre end at jeg bliver lidt irriteret over en plat joke, hvis jeg er i lidt dårligt humør.. 

Derudover kan vi også have livlige diskussioner om fx samfundet, hvor vi bliver lidt opildnet men ikke uvenner.. 

Og en sjælden gang imellem kan vi også have et decideret "skænderi", hvor vi/en af os bliver påvirket, og stemningen er negativ, og hvor stemmerne måske bliver en lille smule høje men uden at råbe eller kaste med ting.. 

Vores datter reagerer på det sidste punkt, hvor vi jo så lige må tænke os om og evt. droppe den indtil hun sover, eller hvor vi lige må holde en pause, så vi roligt kan snakke om tingene bagefter.. 

Vi har for nylig snakket om, hvad der var acceptabelt, og hvad der ikke var.. Og vi blev hurtigt enige om, at livlige diskussioner, en smule snerreri/irritation og rettelse på hinanden er acceptabelt foran børn, da det viser vores børn, at forhold ikke er som i et eventyr.. 

Jeg er selv vokset op med forældre, der stort set aldrig var uenige foran os, og jeg har i mange år troet, at man IKKE skændes i et forhold.. Altså at alt var fryd og gammen, og så var man måske uenige 1-2 gange om året.. Så jeg har haft rigtig mange problemer i mine forhold, fordi jeg syntes, at det var for hårdt arbejde med alle de uenigheder.. Min kæreste derimod har oplevet, at hans forældre var uvenner/uenige og kunne diskutere og mundhugges foran ham, og han har haft langvarige forhold, hvor man netop kunne snakke om tingene og uenighederne

Anonym skriver:

Hej,

Det sker af og til, at vi kommer til at skændes foran ungerne. Som oftest er det bare latterlige små mundhuggerier: "Men du sagde jo, at du ikke ville have pitabrød", "Bilen var ellers ren, sidst jeg kørte i den", "Ja, men der var altså bare ikke flere mundbind i Netto!" og sådan i den dur. Småting, hvor man lige går hinanden lidt på i 10 minutter og så er man venner igen.
Det gør vi vel 3-4 gange om ugen - nogle gange mere andre gange mindre. I perioder (især i ferier og under nedlukningerne) kan det være flere gange dagligt, desværre.

Større skænderier har vi stort set kun når de sover - men det glipper alligevel af og til og så kan vi godt skændes en times tid on/off. Altså der råbes sjældent og vi kalder aldrig hinanden grimme ting, men vi skændes. Børnene holder sig for sig selv, når det sker, leger en stille leg og jeg HADER det!!! Min kæreste vil især altid snakke et emne til enden, selvom de er der.

Vi er selv begge skilsmissebørn, vores forældre gik fra hinanden pga. for mange skænderier og ofte tænker jeg, at det er bedst for børnene, at vi ikke var sammen.

Omvendt - så har jeg også den tanke, at det vel heller ikke skader, at se, vi kan blive uvenner, men også kan blive venner igen? At de negative følelser er der nogle gange? Guderne skal vide, at jeg er ekstremt konfliktsky, fordi mine forældre blev skilt så tidligt, at jeg kun har min mors ord for, at skænderierne fandt sted...

Hvor ofte skændes I foran ungerne?
Og er der nogen af jer, der er gået fra hinanden, fordi I gjorde det?

De første eksempler du nævner vil jeg overhovedet ikke kalde skænderier. Det er jo bare dagligdags ting hvor man lige bliver lidt irriteret eller træt af noget. Det er jo bare uenigheder. Det ville jeg på ingen måde skjule for børnene. Jeg vil da gå så langt som at sige at de uenigheder også opstår mellem børnene og mellem børnene og mig selv.

Decideret skænderier ville jeg til gengæld holde udenfor ungernes synsfelt. Vi har skændtes meget få gange i starten af forholdet, men kun når børnene ikke var tilstede. Nu er jeg nået til at jeg ikke gider. Jeg gider simpelthen ikke hidse mig op. Vi kan tale om det der er galt. Fair nok at blive "passioneret" omkring sin mening, men jeg gider hverken hævede stemmer, arrige ansigtsudtryk eller lign. Vi tager dog stadig de mere alvorlige emner i enrum. Ligeså meget fordi det kræver at vi kan tale uforstyrret. 

CKJ skriver:

Undskyld, jeg blander mig i din kommentar - men jeg synes det lyder som et kedeligt, og leverpostejsagtigt og glansbilledeligt svar. Som TS kun kan få dårlig samvittighed over. Hvem er det der aldrig skændes? Hvorfor er man umoden fordi man diskutere overfor sine børn? Jeg synes det er fuldstændig naturligt! Man kan altså ikke leve sammen uden en gang imellem at trække en streg og være irriteret! Så ville jeg i hvert fald blive skilt. Man modner og bygger videre på sit forhold vi diskussioner. Og rykker sig. 
efter min mening. Mine børn må gerne se at far og jeg kan blive uvenner og netop bliver venner igen. Ligesom modne mennesker kan 

Hah, du skal være velkommen til at synes, at det er leverpostejsagtigt. Jeg er vanvittigt passioneret, men jeg gider generelt ikke spilde tid på at skændes. Og slet ikke foran børn. Nu er der også kæmpe forskel på at skændes og diskutere. Jeg skriver meget specifikt “skændes” og ikke diskutere stille og roligt og komme frem til en løsning. Folk der beskriver, at deres børn bliver “stille” og “trækker sig ind i sig selv”, når mor og far skændes - avs.. det er ikke det, jeg har lyst til i hvert fald.

Panther skriver:

Hah, du skal være velkommen til at synes, at det er leverpostejsagtigt. Jeg er vanvittigt passioneret, men jeg gider generelt ikke spilde tid på at skændes. Og slet ikke foran børn. Nu er der også kæmpe forskel på at skændes og diskutere. Jeg skriver meget specifikt “skændes” og ikke diskutere stille og roligt og komme frem til en løsning. Folk der beskriver, at deres børn bliver “stille” og “trækker sig ind i sig selv”, når mor og far skændes - avs.. det er ikke det, jeg har lyst til i hvert fald.

Så dine børn må ikke se man kan skændes og blive gode venner? Fuldstændig som børn også gør? 

CKJ skriver:

Så dine børn må ikke se man kan skændes og blive gode venner? Fuldstændig som børn også gør? 

Som BØRN gør, ja. Voksne råber ikke af hinanden. Det er SÅ traumatiserende for børn at opleve det, har mærket det på egen krop.

CKJ skriver:

Så dine børn må ikke se man kan skændes og blive gode venner? Fuldstændig som børn også gør? 

Mine børn har også skidt i badet og smidt en tallerken med mad på gulvet - det behøver jeg heller ikke at gøre :-)

Men nej, grundlæggende tror jeg det skaber en kæmpe utryghed hos børn at se deres forældre, som er holdepunktet for hele deres verden, råbe af hinanden.

Panther skriver:

Mine børn har også skidt i badet og smidt en tallerken med mad på gulvet - det behøver jeg heller ikke at gøre :-)

Men nej, grundlæggende tror jeg det skaber en kæmpe utryghed hos børn at se deres forældre, som er holdepunktet for hele deres verden, råbe af hinanden.

Vi kan sagtens skændes uden at råbe. 
men fred være det med - det er jo heldigvis dejligt vi ikke behøver være ens! 
god aften

Vi kommer ind i mellem til at vrisse, hvis vi er trætte og overskuddet er lille. Sådan noget ala: “ ej har du nu glemt at tage gummistøvler med hjem fra dagpleje!”... agtige små ting. Vi skændes aldrig foran ungerne. Fordelen ved først at tage konflikter op når børnene er afleveret eller putter, er at luften tit er gået af ballonen og man er aldrig lige så vred som man var, så det ender altid bare med helt civilicerede samtaler. Vi råber aldrig af hinanden. Det er lige meget om der er børn omkring os, eller om vi er alene. Det ligger simpelthen slet ikke hverken til mit eller min mands temperament. 

Jeg tror faktisk, at det jeg beskriver som at skændes ofte bliver opfattet af min kæreste som bare at diskutere. Vi har vist aldrig råbt af hinanden foran børnene... Kun én gang, kan jeg huske, og der gemte de sig i en hule og vi svor, at vi ALDRIG ville gøre det igen og har overholdt det.

Men jeg er altså glad for at høre, at I andre også kan småvrisse lidt af jeres partner. Så behøver jeg ikke føle, at jeg "skader" mine børn. Det er bare så svært, når man selv er vokset op hos en enlig mor - jeg ved sgu slet ikke, hvad der er normalt!

Mine forældre har skændtes så det bragede. Jeg husker også min mor sommetider gik en tur, for at få luft fra frustrationerne. Jeg hadede når de havde sådanne ture. De hævede stemmen begge to, men talte aldrig grimt til hinanden. 
Jeg blev faktisk bange og ked af det. Men det er aldrig noget vi har talt om.

Jeg har ikke i mit voksenliv tænkt over det med at skændes/diskutere når børnene er der, men som en anden i tråden giver udtryk for, så er min mand og jeg mega leverpostejsagtige. Vi skændes aldrig og diskuterer ikke. Vi kan godt være uenige i nogle ting, men vi taler rigtig meget sammen og undgår derfor at noget bliver til skænderi/diskussion. Vores vennepar derimod kan skændes meget, men det ligger bare så fjernt fra os. 
I de 14 år vi har kendt hinanden og sammen har 3 børn har vi ikke hævet stemmen over for hinanden. Men småbagateller, som nogen skriver om har vi da, som fx “er du ikke sød at folde sokkerne ud inden de smides til vask.” Men jeg anser det ikke for en diskussion eller skænderi, da ingen bliver såret i den situation, men at den der vasker lige kan få lettet sit arbejde lidt.