Forholdet mellem kæreste og børn

Ja, det har han sagt. Da det første barn blev født ændrede alt sig for mig - ja, faktisk allerede, da jeg var gravid. Så var babyen det vigtigste i mit liv på en helt ny måde og 1. prioritet over ALT andet... også ham. Det har han nogle gange lidt svært ved at forstå, for han prioriterer mig lige så højt som børnene.
Men det gør jeg altså ikke Det er helt instinktivt - mine børn er mit et og alt og nummer et...

Jeg giver derfor børnene (der er er meget små) næsten al opmærksomheden, når de er vågne og jeg vil gerne gemme voksensamtaler til senere - de bliver alligevel afbrudt og ender i skænderier, fordi man misforstår hinanden, mens børnene larmer og også vil snakkes med! Det synes han er irriterende.

Men om aftenen så er der voksentid og sådan fungerer det faktisk fint Det plager ham heldigvis ikke så meget, at jeg giver næsten alt til de små børn, men jeg ved, at han nogle gange føler sig nedprioriteret... og det er han groft sagt også lige i disse år.

Anonym skriver:

Ja, han er far til dem. 
Narj...ikke så meget egentlig. Han savner bare opmærksomhed og kærlighed fra mig.... Har sagt  til ham at det er fint når vi er selv sammen, men når børnene er hjemme så er det altså også børnene der skal have opmærksomhed. Han mener bare at jeg er  en anden når børnene er hjemme...

 

Det virker lidt umodent? Er han Ikke ret gammel? 
det er jo en helt rigtig prioritering du har! Børnene skal jo have al den kærlighed de kan få - og det skal han jo hjælpe med. Ellers brænder du da også ud... øv. Det er en sur situation. 

Anonym skriver:

Ja, det har han sagt. Da det første barn blev født ændrede alt sig for mig - ja, faktisk allerede, da jeg var gravid. Så var babyen det vigtigste i mit liv på en helt ny måde og 1. prioritet over ALT andet... også ham. Det har han nogle gange lidt svært ved at forstå, for han prioriterer mig lige så højt som børnene.
Men det gør jeg altså ikke Det er helt instinktivt - mine børn er mit et og alt og nummer et...

Jeg giver derfor børnene (der er er meget små) næsten al opmærksomheden, når de er vågne og jeg vil gerne gemme voksensamtaler til senere - de bliver alligevel afbrudt og ender i skænderier, fordi man misforstår hinanden, mens børnene larmer og også vil snakkes med! Det synes han er irriterende.

Men om aftenen så er der voksentid og sådan fungerer det faktisk fint Det plager ham heldigvis ikke så meget, at jeg giver næsten alt til de små børn, men jeg ved, at han nogle gange føler sig nedprioriteret... og det er han groft sagt også lige i disse år.

Det lyder helt normalt, at du selvfølgelig prioriterer børnene først. Men måske du kan møde ham lidt også, ved at samtale, kysse, kramme med far, viser du/i at mor og far elsker hinanden og er et godt forbillede for deres fremtidige kærlighedsrelationer og dels lære i dem at vente og lytte hvilket er en kæmpe gave for dem i deres fremtidige sociale relationer og skoleliv. 

Sorry to say.. Ja du er mor, men du er altså også kæreste/kone.. Bare fordi der kommer børn til, så skal man ikke glemme hinanden i hverdagen.. 

Ja fint nok at prioritere børnene først i mange tilfælde, og selvfølgelig jo mindre de er, jo mere opmærksomhed kræver de.. MEN som sagt så skal man også huske hinanden - og ikke kun om aftenen, for der er overskuddet ikke altid lige det store.. 

Man skal kunne have samtaler (almindelige hverdagssamtaler i hvert fald), mens børnene er vågne og leger eller noget.. Man skal også kunne kysse, holde i hånd, holde om hinanden og kærtegne hinanden, selvom børnene er vågne.. Medmindre vi taler en helt lille baby, hvor du stadig sidder og ammer og baby skal bæres rundt hele tiden, jamen så kan man altså også sagtens huske hinanden.. Ellers løber man surt i det, og så ender du måske alene med børnene 

Anonym skriver:

Ja, det har han sagt. Da det første barn blev født ændrede alt sig for mig - ja, faktisk allerede, da jeg var gravid. Så var babyen det vigtigste i mit liv på en helt ny måde og 1. prioritet over ALT andet... også ham. Det har han nogle gange lidt svært ved at forstå, for han prioriterer mig lige så højt som børnene.
Men det gør jeg altså ikke Det er helt instinktivt - mine børn er mit et og alt og nummer et...

Jeg giver derfor børnene (der er er meget små) næsten al opmærksomheden, når de er vågne og jeg vil gerne gemme voksensamtaler til senere - de bliver alligevel afbrudt og ender i skænderier, fordi man misforstår hinanden, mens børnene larmer og også vil snakkes med! Det synes han er irriterende.

Men om aftenen så er der voksentid og sådan fungerer det faktisk fint Det plager ham heldigvis ikke så meget, at jeg giver næsten alt til de små børn, men jeg ved, at han nogle gange føler sig nedprioriteret... og det er han groft sagt også lige i disse år.

Selvsagt er børnene dem der kommer først, men at gemme alle samtaler til børnene sover, det ville jeg ikke kunne holde til, og vi kunne sagtens tale sammen selvom børnene var små og vågne.

Synes egentlig også det er godt for børnene at lære, at vi er en familie hvor alle betyder noget og de må en gang imellem godt vente med at få svar fordi jeg fortæller lige får noget. Eller de må lige vente med ar få den pakke rosiner for jeg giver lige får et kram.

Falder de og slår sig, skal de selv sagt ikke vente, eller er de på en eller anden måde kede af det så slipper vi alt i hænderne. Men børnene må gerne lære, at mor og far også betyder noget og er en del af familien, hvor der mening og samtaler også skal være der. 

Hvis din mand oplever han intet betyder, alle samtaler skal vente og I fx ikke kan give er kys når børnene er vågne, ja så forstår jeg ham faktisk godt.

Anonym skriver:

Hvordan fordeler I jeres opmærksomhed fra jeres kæreste til jeres fælles børn?? 
Kan jeres kærester/mænd godt føle sig lidt “udenfor” og blive glemt af jer mens I giver opmærksomhed til børnene?? 

den problematik har vi kun oplevet, da børnene fra babyer - hvilket min mand havde fuld forståelse for. Baby kom først, og jeg var mættet for at have nogle tæt på mig

Men nu hvor ungerne har den alder, så leger de selv. Så jeg forstår ikke det der med "mens I giver opmærksomhed" til børnene? 

Børnene herhjemme opsøger os, når de har behov, men ofte er de faktisk rigtigt gode til at lege selv ellers opsøger vi dem. Det hele falder meget naturligt, så har ikke tænkt så meget over det før nu.

 Men jeg kan sagtens give min mand opmærksomhed imens også...og selvf. omvendt! 

Vi har også voksensamtaler osv. Så bliver de afbrudt engang imellem...fred med det.

Hvor gammel er børnene?

lineog4 skriver:

Selvsagt er børnene dem der kommer først, men at gemme alle samtaler til børnene sover, det ville jeg ikke kunne holde til, og vi kunne sagtens tale sammen selvom børnene var små og vågne.

Synes egentlig også det er godt for børnene at lære, at vi er en familie hvor alle betyder noget og de må en gang imellem godt vente med at få svar fordi jeg fortæller lige får noget. Eller de må lige vente med ar få den pakke rosiner for jeg giver lige får et kram.

Falder de og slår sig, skal de selv sagt ikke vente, eller er de på en eller anden måde kede af det så slipper vi alt i hænderne. Men børnene må gerne lære, at mor og far også betyder noget og er en del af familien, hvor der mening og samtaler også skal være der. 

Hvis din mand oplever han intet betyder, alle samtaler skal vente og I fx ikke kan give er kys når børnene er vågne, ja så forstår jeg ham faktisk godt.

Ikke alle samtaler, hvilket jeg vist heller ikke skrev - men derimod voksensamtaler. Altså jeg orker ikke at stå og diskutere et eller anden filosofisk tanke, han har fået (manden er filosof), når børnene på 1 og 3 år larmer. Hvis de leger roligt, kan vi sagtens, men sagen er den, at det gør de sjældent - der er næsten altid konflikter, fordi den store ikke forstår den lille og omvendt. Og ellers så sidder vi ved madbordet, hvor jeg udskænker, så er jeg ligesom rimelig optaget af at skabe madro og kan ikke lige forholde mig til miljøpolitik!
Og sådan er det altså - det kan jeg ikke. Han kan godt blokere larmen og skrigeret og være ligeglad med, at den lille slasker skeen ned i grøden og den store smider brød på gulvet, hvis bare han synes, det er spændende nok, det vi snakker om. Men det kan jeg ikke... Og derfor ser jeg helst, at de fleste voksensamtaler venter, til når der er ro på.

Når børnene bliver større og man måske kan få lidt ro, vil jeg med glæde have voksensamtaler foran dem, så de kan lære lidt. Vi prøver da også engang i mellem, men det går bare ikke lige nu.

Anonym skriver:

Ikke alle samtaler, hvilket jeg vist heller ikke skrev - men derimod voksensamtaler. Altså jeg orker ikke at stå og diskutere et eller anden filosofisk tanke, han har fået (manden er filosof), når børnene på 1 og 3 år larmer. Hvis de leger roligt, kan vi sagtens, men sagen er den, at det gør de sjældent - der er næsten altid konflikter, fordi den store ikke forstår den lille og omvendt. Og ellers så sidder vi ved madbordet, hvor jeg udskænker, så er jeg ligesom rimelig optaget af at skabe madro og kan ikke lige forholde mig til miljøpolitik!
Og sådan er det altså - det kan jeg ikke. Han kan godt blokere larmen og skrigeret og være ligeglad med, at den lille slasker skeen ned i grøden og den store smider brød på gulvet, hvis bare han synes, det er spændende nok, det vi snakker om. Men det kan jeg ikke... Og derfor ser jeg helst, at de fleste voksensamtaler venter, til når der er ro på.

Når børnene bliver større og man måske kan få lidt ro, vil jeg med glæde have voksensamtaler foran dem, så de kan lære lidt. Vi prøver da også engang i mellem, men det går bare ikke lige nu.

Men er det så ikke bare at sige det til ham? Altså kærligt sige "hør skat, jeg vil enormt gerne have de her spændende snakke med dig, men jeg kan simpelthen ikke koncentrere mig om hverken dit eller mit svar, når børnene render rundt omkring os og larmer/laver ulykker.. Så jeg ville sætte stor pris på, at vi ventede med de mere alvorlige og spændende snakke, til der enten er ro på børnene eller de sover".. 

For mig lyder det nu mere til, at det ikke kun er snakke, det handler om.. Eller at du så alligevel ikke har overskud til de snakke, når børnene sover.. Altså han føler sig jo åbenbart forsømt, og så må han jo fortælle i hvilke situationer, han føler sig forsømt 

Anonym skriver:

Ikke alle samtaler, hvilket jeg vist heller ikke skrev - men derimod voksensamtaler. Altså jeg orker ikke at stå og diskutere et eller anden filosofisk tanke, han har fået (manden er filosof), når børnene på 1 og 3 år larmer. Hvis de leger roligt, kan vi sagtens, men sagen er den, at det gør de sjældent - der er næsten altid konflikter, fordi den store ikke forstår den lille og omvendt. Og ellers så sidder vi ved madbordet, hvor jeg udskænker, så er jeg ligesom rimelig optaget af at skabe madro og kan ikke lige forholde mig til miljøpolitik!
Og sådan er det altså - det kan jeg ikke. Han kan godt blokere larmen og skrigeret og være ligeglad med, at den lille slasker skeen ned i grøden og den store smider brød på gulvet, hvis bare han synes, det er spændende nok, det vi snakker om. Men det kan jeg ikke... Og derfor ser jeg helst, at de fleste voksensamtaler venter, til når der er ro på.

Når børnene bliver større og man måske kan få lidt ro, vil jeg med glæde have voksensamtaler foran dem, så de kan lære lidt. Vi prøver da også engang i mellem, men det går bare ikke lige nu.

Ha ha jeg er også filosof eller cand. Mag i filosofi for at kalde mig selv filosof er at tage munden for fuld, og jeg har også midt i grøden kunne tale om ekstentialisme for det er jo mig. 

Mine børn blev hurtig en del af samtalerne altså på deres plan og vi talte om, hvad betyder stor og lille eller hvad ved jeg. De elsker stadig at tage diskussionen om hvorvidt man kan gå i den samme flod to gange. 

Jeg tror slet ikke jeg kan skille det så meget ad, og mange situationer gør jeg ender i der som du kalder vokaensamtaler måske en studieskade 

Ha ha jeg er også filosof eller cand. Mag i filosofi for at kalde mig selv filosof er at tage munden for fuld, og jeg har også midt i grøden kunne tale om ekstentialisme for det er jo mig. 

Mine børn blev hurtig en del af samtalerne altså på deres plan og vi talte om, hvad betyder stor og lille eller hvad ved jeg. De elsker stadig at tage diskussionen om hvorvidt man kan gå i den samme flod to gange. 

Jeg tror slet ikke jeg kan skille det så meget ad, og mange situationer gør jeg ender i der som du kalder vokaensamtaler måske en studieskade 

Ja, han kalder sig selv filosof, men han er nu også cand.mag. i filosofi - nej, måske kan han ikke adskille det - og jeg kan bare ikke tale om sådan noget midt i grøden! Ville da ønske, at jeg kunne. 

Til gengæld kan jeg snakke, mens jeg lægger tøj sammen eller tømmer opvasker. Det kan han ikke - så stopper hans hænder bare, hvis han skal snakke...