Siger jeres mænd tak?

Rolig nu, folkens.. Ingen grund til at være grove overfor TS.. Tænker mere, at hun bare ikke helt ved, hvad hun er ked af.. Man må gerne snakke pænt til hinanden 

Jeg forstår godt hvordan du har det! 
amning kan være et stort arbejde - især fordi der jo følger alt muligt med. Når man er den der ammer er man jo ofte også den der putter (hver evig eneste aften!) den der altid skal have baby med sig (uanset hvad man skal) og den der er oppe om natten. Jeg ved godt at nogle familier griber det anderledes an, og ikke har noget imod at introducere modermælkserstatning for at aflaste. men hvis man ikke selv har lyst til det, eller barnet ikke vil tage flaske, så kan det altså bare være et stort arbejde. Jeg ammer selv 4-12 gange hver nat (!) 

selvom det er en beslutning man selv har truffet, og man er glad for at amme, så er det altså ok at have momenter hvor man synes at det er lidt hårdt. Vi er jo kun mennesker! 
min kæreste har ikke direkte sagt tak, men jeg ved at amningen også er vigtig for ham ud fra et sundhedsmæssigt perspektiv, og han bakker mig derfor 100% op i det. Min kæreste ville aldrig sige “du kan jo bare lade være” og han har min ryg hvis andre synes at jeg ammer for længe. 
jeg forstår godt at du er ked af, hvis din kæreste bare synes at det du gør er ligegyldigt - for det er jo noget du gør i stor kærlighed til jeres børn. (Og nej, jeg mener IKKE at dem der giver flaske ikke elsker deres børn lige så højt!!!) 

nogle gange er det desværre nok bare sådan, at man ikke er helt på samme side ifht hvor vigtig amning er. Det er i virkeligheden nok meget almindeligt. Jeg tror måske ikke at du kan ændre hans indstilling til det, men generelt er det jo vigtigt at føle sig set og anderkendt i sit parforhold. Måske du skal mærke efter om du generelt føler dig værdsat, og hvis du ikke gør det, så er det nok en samtale i skal have.  Måske din mand også føler sig overset - nogle mænd kan i hvert fald godt føle at det er svært at amningen fylder så meget. 

Min mand har heller ikke sagt tak for at jeg ammede og det har jeg heller ikke overvejet var noget han kunne. 

Han hjalp med at få amningen op at køre - hun tabte sig så skulle i starten ammes hver 3. time efterfulgt af mme fra kop. Og det var i høj grad er fælles projekt, da hun skulle vækkes/holdes i gang samt der skulle forberedes mme. Da det så kørte, så "overtog" jeg men han kom med mad/drikke hvis det var nødvendigt (men han var jo væk på arbejde hele dagen, så der klarede jeg det selv og lærte at have vand mm stående).

Men vi har da haft forskellige små konflikter mm, som mange nybagte forældre nok har. Og jeg må erkende at en del af dem skyldes, at jeg har glemt, at han ikke kan læse mine tanker. Så når jeg hele dagen gik og overvejede et eller andet, og han kom hjem fra arbejde totalt uvidende om mine planer, ja så gik vi indimellem skævt af hinanden. Så nu prøver jeg at dele mine tanker og idéer og huske at fortælle at det er forslag og ikke noget han skal smide alt i hænderne for at gøre nu 

Nu er du godt nok i slutfasen af flere års amning, kan jeg forstå. Men husk på at amning ikke er en nødvendighed. Flaske er også godt. Pumpning/flaske er ligeledes også godt. Der er ingen der siger hvor lang tid man skal amme. Med min datter kunne jeg ikke holde ud til mere end 9 mdr. 

Jo det er pisse hårdt i perioder. Som du skriver, opstart, nogle faser og så som i mit tilfælde hvor det var hele natten hun ønskede at amme da hun var de der 9 mdr. så jeg stoppede. 
Jeg kan ingen grund se til at gøre noget/fortsætte med noget man ikke er glad for/tryg ved osv. 

Jeg ville ønske nogen havde rådet dig til at stoppe før, for det lyder ikke til at dit forhold til amning er optimal. 
For at svare på dit spørgsmål, nej min mand har aldrig takket mig, men vi ville begge to at vores datter blev ammet. Han hjalp de første uger hvor jeg stod op om natten. Han lavede aftensmad til mig når jeg sad og ammede. Nogle gange ligefrem hjalp med at skære maden ud. Vi har altid været et team og hjulpet hinanden godt. Omvendt hjalp jeg ham massivt da han blev invalid og kørestolsbruger i næsten 6 mdr grundet en arbejdsulykke.

Få snakket det hele igennem med din mand og Veninder og måske sundhedsplejersken. 

Han lyder jo lidt som en ubetænksom røv på nogle punkter (fx hans manglende empati når du har været syg), men du lyder også til at have nogle lidt krampagtige forestillinger om hvordan han skal udtrykke taknemmelighed? Jeg tror aldrig at min mand har sagt decideret tak - det ville jeg nok tænke var underligt - men eftersom vi deler forældreskabet ligeligt mellem os, betyder det at jeg har ammet jo blot, at han i mellemtiden har bidraget med alt muligt andet ...

Kan det tænkes, at du generelt føler dig overset eller er usikker omkring noget? Du beskriver at dine fødsler har “fejlet” - men det er de jo ikke, de er bare ikke foregået vaginalt. Måske skulle du tale med en sundhedsplejerske om det hele - og for guds skyld din mand?

Anonym skriver:

Hej.
 
Hvordan forholdt jeres mænd sig til, at I ammede?

Som alle der ammer ved, så er amningen et rimelig hårdt projekt - både at få etableret den i starten med brystspændinger, ammeindlæg og usikkerhed, men også senere med amning i offentligheden, uendelig natamninger, afvænning og alt sådan noget.

Min mand har været ligeglad med det hele, som om det var mit projekt og jeg bare gjorde det for min skyld. Han ville gerne have suppleret med flaske, sagde han, så han med bedre samvittighed kunne tage ud om aftenen (men han kunne jo godt tage ud alligevel, sagde jeg, det var jo mig, der ammede

Selvfølgelig var amning ekstremt vigtigt for mig, fordi fødslerne kiksede (2 AKS) og jeg har derfor virkelig brændt for det, men derfor har jeg også ammet begge mine børn til de var over 1 år... Og det har jeg overordnet set været glad for og det er jeg også sikker på, at børnene har. Men igennem alle kampene, jeg har haft, har han været ligeglad og da jeg havde brystbetændelse samtidig med, at jeg var syg, så var han sørme også ligeglad, ja, jeg tror ikke engang, at han kan huske, jeg havde det, hvis jeg spørger nu. Efter de der nætter, hvor amningerne varede i timevis, var det stadig mig, der skulle stå op med barnet... 

Men amning er da ikke kun kvindens projekt! Det er da et fælles, skulle jeg mene. Bare fordi jeg har brysterne, så er der da meget uden om amningen... Jeg sad f.eks. altid alene i sofaen, men han kunne da også have siddet og kigget med på, hvor sød babyen så ud... gjorde jeres det?

Nå, og nu er amningen så slut og jeg ammet i nogle år i træk og kan endelig se en ende på det og begynde at planlægge noget om aftenen og alt sådan noget.

Men selvom amningen har været sådan et hårdt arbejde med begge børn og jeg har brugt så usandsynligt mange timer på at fodre underne, så ville jeg egentlig gerne have et tak... at min mand sagde et tak for det... men... det virker også sådan lidt "offer-agtigt". Sagde jeres mænd tak fordi I ammede jeres børn? Eller hvordan forholdt han sig til amningen i det hele taget?

Har ammet 3 børn herhjemme og min Mand har aldrig sagt tak. Han har sagt det var sejt jeg gjorde det og han har givet udtryk for at det var nemt med amning, når og da det kørte og man fandt rytmen. Han har trøstet mig når jeg har haft brystbetændelse og han har kørt efter uldammeindlæg. 

Tror kun det var i starten altså de første dage han sad og kiggede på baby der blev ammet, men som jeg husker det var det ligeså meget fasinationen af mine brysters størrelse, hvilket vi begge kunne grine af.

Min mand har aldrig sagt tak, men har sagt hvor dejligt det var at vores børn fik de gode stoffer i min mælk. Han har hentet vand og snacks hvis mælkebeholdningen var lav. Han har købt en pumpe og støttet mig når jeg synes amning var svært. Han har taget nogle putninger om natten, hvor jeg var segnefærdig. Han har hjulpet mig op at sidde og båret barnet hen til mig pga. smerter fra kejsersnit.

Han har kigget død forelsket på mig - men det er måske også fordi jeg har gjort ham til far og ernæret vores unger. Men amning har udelukkende været MIT valg. Han har støttet mig og når jeg har måttet give fortabt fordi vores yngste tabte sig, så har han samlet mig op og fokuseret på det positive. 
Men aldrig i livet om han skulle sidde lige ved siden af og forstyrre vores lille symbiose fordi han syntes at junior var sød - det ville for øvrigt også forstyrre sønnen en del, at farmand sad dér. 

Sige tak fordi du har fodret jeres børn - er dey sådan jeg opfatter det? Det lyder altså lidt mærkeligt. For hvad er alternativet? At børnene får flaske, så far kunne tage mere over? 

Jeg kan måske godt se, hvad I mener - og jeg ved godt selv, at det er ret offer-agtigt og det er lidt klamt at læse..! Men omvendt, når jeg læser jeres svar, så kan jeg faktisk også se, præcis hvad problemet har været. Det er ikke, at han ikke har sagt tak... Men alt det, I skriver, jeres mænd gjorde, det har min slet ikke gjort. Al den opvartning omkring amningen, give lidt mad, give en pude eller sådan noget. Det er nok det, jeg har manglet - mest i starten, selvfølgelig, hvor man ammer nonstop. Han holdt bare fri, når jeg ammede og gav mig kun noget, hvis jeg bad om det og det var bare en telefon eller vandflasken. Jeg forventede ikke, at han sad med i hver eneste amning og kiggede forgudende på babyen sammen med mig - men bare lidt i starten. Bare en enkelt gang om ikke andet så for at dele min begejstring...

Det er nok mest det, jeg har manglet.

Amningen var mit valg, men han synes da bestemt også, især ved den første, at amningen var vildt vigtig, og derfor har det ærgret mig, at jeg har stået så alene med det. Først ved nummer to ville han gerne give modermælk i flaske og det ville jeg ikke - men jeg købte da en flaske og en pumpe og forsøgte lidt, men kunne sgu ikke helt finde ud af det.

Og det med amningen om natten har jo desværre også gjort, at børnene ikke har villet kendes ved ham om natten og derfor har jeg stået for alt natteroderiet, for ellers skreg de bare.

Så der har været en meget ulige fordeling - og det er nok det, jeg er sur over, for børnene var jo et fælles projekt´også som spæde, så det er jo lidt trist at stå for det meste.

Og så må jeg bare glæde mig selv over at jeg har fået ammet dem begge i lang tid, selvom jeg har været alene om det og det har krævet rigtig meget... og bare lade amningen være en belønning i sig selv, for det synes jeg nu også, at det er. For det er bare noget særligt at amme, når det lykkes....

Min mand har været taknemmelig i det omfang, at han har givet udtryk for, at det har været dejligt jeg “har villet” og “har gjort“. Hjemme hos os har amning været en selvfølge, og i og med der aldrig har været større problemer, kunne han aldrig drømme om at foreslå erstatning fx. Så har han taget over i andre situationer end lige ved mælken, måske en gåtur efter en hård nat eller flexet en time på jobbet så hverdagen gik op.

Jeg forstår dog ikke helt hvad du ellers mener? Jeg har aldrig forventet et decideret tak eller en underkastelse fra min mand, fordi jeg har ammet. Det er vel en naturlig ting og så kan fædre noget andet. Hvad ville du forvente han skulle sige/gøre?