Siger jeres mænd tak?

Hej.
 
Hvordan forholdt jeres mænd sig til, at I ammede?

Som alle der ammer ved, så er amningen et rimelig hårdt projekt - både at få etableret den i starten med brystspændinger, ammeindlæg og usikkerhed, men også senere med amning i offentligheden, uendelig natamninger, afvænning og alt sådan noget.

Min mand har været ligeglad med det hele, som om det var mit projekt og jeg bare gjorde det for min skyld. Han ville gerne have suppleret med flaske, sagde han, så han med bedre samvittighed kunne tage ud om aftenen (men han kunne jo godt tage ud alligevel, sagde jeg, det var jo mig, der ammede

Selvfølgelig var amning ekstremt vigtigt for mig, fordi fødslerne kiksede (2 AKS) og jeg har derfor virkelig brændt for det, men derfor har jeg også ammet begge mine børn til de var over 1 år... Og det har jeg overordnet set været glad for og det er jeg også sikker på, at børnene har. Men igennem alle kampene, jeg har haft, har han været ligeglad og da jeg havde brystbetændelse samtidig med, at jeg var syg, så var han sørme også ligeglad, ja, jeg tror ikke engang, at han kan huske, jeg havde det, hvis jeg spørger nu. Efter de der nætter, hvor amningerne varede i timevis, var det stadig mig, der skulle stå op med barnet... 

Men amning er da ikke kun kvindens projekt! Det er da et fælles, skulle jeg mene. Bare fordi jeg har brysterne, så er der da meget uden om amningen... Jeg sad f.eks. altid alene i sofaen, men han kunne da også have siddet og kigget med på, hvor sød babyen så ud... gjorde jeres det?

Nå, og nu er amningen så slut og jeg ammet i nogle år i træk og kan endelig se en ende på det og begynde at planlægge noget om aftenen og alt sådan noget.

Men selvom amningen har været sådan et hårdt arbejde med begge børn og jeg har brugt så usandsynligt mange timer på at fodre underne, så ville jeg egentlig gerne have et tak... at min mand sagde et tak for det... men... det virker også sådan lidt "offer-agtigt". Sagde jeres mænd tak fordi I ammede jeres børn? Eller hvordan forholdt han sig til amningen i det hele taget?

Det lyder ikke bare lidt men en hel del offeragtigt. 
For det første fejlede du ikke med hensyn til dine fødsler. Det er også hårdt at føde ved aks. Så klap du dig selv på skuldren for det. 

Mht amning så er det jo dig, der har insisteret og faktisk ikke har lyttet på, at han ønskede at supplere med mme. Så bliver det jo dit projekt. ..

Men selvfølgelig skulle han da vise dig omsorg ved brystbetændelse.

Med hensyn til det med at manden skulle sidde og glo på baby der ammer..:??? Det har jeg godt nok aldrig set nogen gøre? Men det er klart, at  når du ammer fuldtid bliver han “frataget” spisesituationen - igen bliver det jo så dit projekt/ arbejde. 

Og nej jeg har aldrig hørt mænd, der har takket fordi man har ammet. De fleste kvinder tanker heller ikke for en hækkeklipning eller for at manden måske har et hårdt job mens man selv er på deltid.

Det er ikke for at træde på dine følelser, men det her indlæg er meget mærkeligt at læse. Jeg tænker der må lægge mere til grund for din skuffelse end "bare" det med amningen.

Min kone har også ammet vores - men det er ikke noget jeg har sagt tak for. Det synes jeg ville forekomme ganske bizart. Til gengæld har jeg hjulpet så vidt muligt og vi har da anerkendt hinanden i de svære perioder, som der af forskellige årsager har været masser af.

Og nej, jeg har heller ikke siddet i sofaen og kigget på mens der er blevet ammet. Hvis jeg har været i nærheden har vi sikkert snakket sammen som normalt - men jeg kan ikke helt se pointen i at manden skal sidde og være tilskuer.

Anonym skriver:

Hej.
 
Hvordan forholdt jeres mænd sig til, at I ammede?

Som alle der ammer ved, så er amningen et rimelig hårdt projekt - både at få etableret den i starten med brystspændinger, ammeindlæg og usikkerhed, men også senere med amning i offentligheden, uendelig natamninger, afvænning og alt sådan noget.

Min mand har været ligeglad med det hele, som om det var mit projekt og jeg bare gjorde det for min skyld. Han ville gerne have suppleret med flaske, sagde han, så han med bedre samvittighed kunne tage ud om aftenen (men han kunne jo godt tage ud alligevel, sagde jeg, det var jo mig, der ammede

Selvfølgelig var amning ekstremt vigtigt for mig, fordi fødslerne kiksede (2 AKS) og jeg har derfor virkelig brændt for det, men derfor har jeg også ammet begge mine børn til de var over 1 år... Og det har jeg overordnet set været glad for og det er jeg også sikker på, at børnene har. Men igennem alle kampene, jeg har haft, har han været ligeglad og da jeg havde brystbetændelse samtidig med, at jeg var syg, så var han sørme også ligeglad, ja, jeg tror ikke engang, at han kan huske, jeg havde det, hvis jeg spørger nu. Efter de der nætter, hvor amningerne varede i timevis, var det stadig mig, der skulle stå op med barnet... 

Men amning er da ikke kun kvindens projekt! Det er da et fælles, skulle jeg mene. Bare fordi jeg har brysterne, så er der da meget uden om amningen... Jeg sad f.eks. altid alene i sofaen, men han kunne da også have siddet og kigget med på, hvor sød babyen så ud... gjorde jeres det?

Nå, og nu er amningen så slut og jeg ammet i nogle år i træk og kan endelig se en ende på det og begynde at planlægge noget om aftenen og alt sådan noget.

Men selvom amningen har været sådan et hårdt arbejde med begge børn og jeg har brugt så usandsynligt mange timer på at fodre underne, så ville jeg egentlig gerne have et tak... at min mand sagde et tak for det... men... det virker også sådan lidt "offer-agtigt". Sagde jeres mænd tak fordi I ammede jeres børn? Eller hvordan forholdt han sig til amningen i det hele taget?

Ej undskyld, men hvad er det for nogle mærkelige forventninger du har? En god far behøver da ikke at involvere sig i amning. Til gengæld gør en god far en indsats for, at mor også kan få pauser, hvile og søvn, så det kan jeg ikke forstå du ikke har protesteret overfor at han ikke har gjort? Det er super tarveligt og nederdrægtigt af ham, du er jo også et menneske med basale behov ligesom ham. I skal vist have forventningsafstemt jeres forældreskab, for selvom amningerne er overståede kan der jo sagtens komme kriser og kampe med børnene fremover. 

Hvorfor skulle han sige tak fordi DU har valgt at amme? 

Her er vi enige om amning det første stykke tid, men ikke helt til de er 1 år, det har jeg i øvrigt set så mange dårlige eksempler på, hvor det netop ikke har været for børnenes skyld (dermed ikke sagt at det ikke har i dit tilfælde, det aner jeg intet om).

Men come on, så hårdt er amning ikke (og jeg har altså også prøvet brystbetændelse, besværet amning, så brikker var nødvendigt osv) men amning er altså også et frikvarter (især ved flere børn) hvor man lige kan sætte sig i sofaen med benene oppe.

Du har ikke respekteret din mands holdning eller lyttet (udfra hvad du skriver), så skal han sige tak for at du har taget et egoistisk valg og været fløjtende ligeglad med hvordan han ønskede det skulle være? 

Anonym skriver:

Hej.
 
Hvordan forholdt jeres mænd sig til, at I ammede?

Som alle der ammer ved, så er amningen et rimelig hårdt projekt - både at få etableret den i starten med brystspændinger, ammeindlæg og usikkerhed, men også senere med amning i offentligheden, uendelig natamninger, afvænning og alt sådan noget.

Min mand har været ligeglad med det hele, som om det var mit projekt og jeg bare gjorde det for min skyld. Han ville gerne have suppleret med flaske, sagde han, så han med bedre samvittighed kunne tage ud om aftenen (men han kunne jo godt tage ud alligevel, sagde jeg, det var jo mig, der ammede

Selvfølgelig var amning ekstremt vigtigt for mig, fordi fødslerne kiksede (2 AKS) og jeg har derfor virkelig brændt for det, men derfor har jeg også ammet begge mine børn til de var over 1 år... Og det har jeg overordnet set været glad for og det er jeg også sikker på, at børnene har. Men igennem alle kampene, jeg har haft, har han været ligeglad og da jeg havde brystbetændelse samtidig med, at jeg var syg, så var han sørme også ligeglad, ja, jeg tror ikke engang, at han kan huske, jeg havde det, hvis jeg spørger nu. Efter de der nætter, hvor amningerne varede i timevis, var det stadig mig, der skulle stå op med barnet... 

Men amning er da ikke kun kvindens projekt! Det er da et fælles, skulle jeg mene. Bare fordi jeg har brysterne, så er der da meget uden om amningen... Jeg sad f.eks. altid alene i sofaen, men han kunne da også have siddet og kigget med på, hvor sød babyen så ud... gjorde jeres det?

Nå, og nu er amningen så slut og jeg ammet i nogle år i træk og kan endelig se en ende på det og begynde at planlægge noget om aftenen og alt sådan noget.

Men selvom amningen har været sådan et hårdt arbejde med begge børn og jeg har brugt så usandsynligt mange timer på at fodre underne, så ville jeg egentlig gerne have et tak... at min mand sagde et tak for det... men... det virker også sådan lidt "offer-agtigt". Sagde jeres mænd tak fordi I ammede jeres børn? Eller hvordan forholdt han sig til amningen i det hele taget?

Jeg forstår ikke helt hvorfor han skal sige tak, fordi du har ammet jeres barn. Han ville gerne hjælpe, gøre det til jeres projekt, men du gjorde det til dit. Du lyttede ikke til ham. Så jo du gjorde det til DIT projekt, for hvad skal han gøre?

Hvorfor skal han sidde og stirrer på dig amme. Er det ikke bedre at han måske ordnet noget andet i huset, så han kan bruge tid med sit barn, når det ikke sover eller ammer? 

Siger du tak til din mand hver gang han slår græsset, laver mad, leger med jeres børn? 

Nu hat jeg aldrig prøvet at have faren til barnet hos mig, imens jeg ammede, da min datters får og jeg gik fra hinanden, inden hun blev født. Men min "nye" mand, som jeg mødte da min datter var spæd, kiggede bort når jeg ammede. Ikke fordi at han ikke synes at min datter, som han hurtigt kom til at se som hans, da hendes biologiske far var fraværende, ikke var sød og nuttet, men af høflighed.

Med min søn, som min mand er far til, kunne jeg ikke amme. Jeg kæmpede hårdt, men trods mange timer med malkemaskiner, massage og meget andet, løb min mælk aldrig til. Det var et kæmpe nederlag for mig. Og jo, min mand støttede mig da i mit forsøg, men han har aldrig takket mig for at prøve at gøre det bedste for vores barn. Det var - for os begge - en selvfølge at jeg skulle kæmpe alt hvad jeg kunne for at prøve at give ham min mælk. Selvom det ikke lykkedes, så hviler jeg i at jeg ved jeg har prøvet.

Min mand gav min søn flaske ind imellem, men det var oftest mig der tog tjansen, fordi jeg gerne ville. Jeg ville gerne være tæt på ham, have kontakten med ham og alt det der som man opnår ved at amme. Det ville min mand også gerne, men han valgte at respektere at min ønske var større og mere altopslugende end hans.

Nej min mand har ikke sagt tak, fordi jeg har ammet, selvom det var en fælles beslutning.. Men det ville jeg heller ikke forvente eller forlange.. Men derimod har han involveret sig på mange andre måder.. Han har hentet mad og drikke til mig.. Han har puffet puder, så jeg sad behageligt.. Han har skåret maden ud for mig og faktisk også madet mig, hvis jeg ikke selv lige kunne uden at spilde på baby.. Han har taget baby ligeså snart, han kunne i spisesituationer, så jeg kunne nå at få varm mad, før baby skulle ammes.. Han har taget sig af hus og madlavning det første stykke tid, så jeg kunne fokusere på amningen.. Han har masseret mine bryster, hvis jeg havde ondt/spændinger (ja det var jo så også en bonus for ham )..

Tror du ikke mere, at det hele handler om, at du er ked af, at du skulle klare dig selv? At du mangler den der hjælp, når du sad med en baby og ammede?

Nej min mand har ikke sagt tak fordi jeg ammede  han har heller ikke sagt tak fordi jeg var gravid og fødte. Og jeg har heller ikke forventet det, det var jo kun mig der kunne og derfor faldt lige det på mig - det er jo lige i vores forhold også kun ham der kan sprøjte sæd og det har jeg heller ikke takket ham for.

Han har så gjort noget andet i de timer og atter timer jeg ammede, så lavede han maden, støvsugede, købte ind eller tog sig en lur, så jeg kunne få en senere. Han talte med mig som normalt, hvis han var i rummet, han kunne give mig et kys - ja i det hele taget bare være ham som han nu en gang er, men han sagde ikke tak og jeg forventede heller ikke, at han sad og var med I alt den tid jeg ammede, men han har da nogen gange siddet sammen med os og vi har talt om hvor skønne de var især da de blev ældre og smilede op en gang imellem.

Med nummer to supplerede vi med flaske og fra han var 3 måneder fuld flaske (han kunne ikke malke den tykke mælk), og der var min mand da langt mere med i madsituationen og kunne tage natterod, det har jeg heller ikke takket for. 

Vi har været og er forældre sammen, og jeg synes min mand er verdens bedste får  og jeg håber, at han synes jeg er verdens bedste mor. Det takker vi ikke hinanden for, for det er bare sådan det er. Jeg takker for det jeg ikke forventet fx en buket blomster, men ikke det jeg forventer nemlig at han er far og forventer heller ikke tak for det forventelige nemlig at jeg er mor. 

Er du seriøs ? �� sorry. Men det lyder helt dumt det der. Hvorfor skulle han sidde og kigge på og hvorfor i alverden skulle han sige tak? Sagde du tak da han leverede klatten? Arh nu er grænsen vidst nået.