Der er aldrig nogen garantier for at man bliver sammen, fordi man får børn langt inde i forholdet. Og nogen klarer den, selvom de har været sammen i kort tid. Men jeg vil til ENHVER tid anbefale, at man ikke springer ud i det, imens man stadig er nyforelsket. Det kan hurtig blive noget rigtig lort, når nyforelskelsen brænder ud, men opdager den andens trælse sider, som man skal lære at håndtere samtidig med man står med en nyfødt.
Jeg har gjort det selv. Efter 6 mdr sammen blev jeg planlagt gravid. Jeg var ung og dum og forelsket. Groft sagt om mig selv måske, og selvfølgelig ville jeg ikke gøre det om fordi så havde jeg jo ikke min datter. Men hvis man ser nøgternt på det, var det en virkelig dårlig beslutning. Som jeg har lært meget af. Jeg havde ikke været i et meget langt forhold før, msx et år, så det der med at bo sammen, lære hinandens mindre flatterende sider at kende, værdier man måske ikke flasher fra start, samtidig med jeg var gravid, var noget skidt. De røde flag omkring min x begyndte først at dukke op under graviditeten.
Vi er ikke sammen den dag i dag. Har dig et godt samarbejde.
Og ja, én oplevelse er anekdotisk, men jeg tror det er svært at argumentere imod det fornuftige i at lære hinanden at kende på godt og ondt, før man træffer så stor en beslutning. For barnets skyld. Nogen er heldige det fungerer alligevel, som sagt. Sådan vil det altid være.
Jeg har i dag en mand, som jeg har et barn med. Vi havde været sammen i tre år, før jeg blev gravid. Er så glad for det, for så havde vi bearbejdet alle de der indledende parforholds "kriser" (så slemt var det nu ikke) der kan komme, når man skal smelte to liv sammen 
Anmeld
Citér
