Min kæreste vil ikke giftes pga. Samfundet.

Hej jeg har læst alle jeres svar. Der er selvfølgelig altid to sider af en sag, men for mig føles det som om min partners økonomi er vigtigere end hans forhold til mig.

Han har en lederstillinger og jo han tjener væsentligt mere end jeg, da jeg blot er kontorassistent.  

Hans bekymringer går formentligt også på at jeg en gang har været knækket med angst hvilket gjorde jeg endte på kh, men det er fire år siden nu og har været igang siden uden problemer.

Vores økonomi er splittet, han betaler mest til huset (pga vores forskel i økonomi) og sin ejerlejlighed som han bruger som opsparing (havde han før vi mødtes). Jeg står primært for alt det praktiske til huset og børnene, mad, sport, telefoner til dem og betaler selvfølgelig også benzin til den bil jeg bruger.

Tror bare det har slået mig meget ud at han ikke vil giftes med mig. Føler jeg har ventet i 10 år på noget som aldrig kommer.  Jeg elsker ham virkelig meget, men kan ikke undgå at have følelsen af jeg nok elsker ham en smule mere end omvendt. 

Det med den gensidige forsørgerpligt i tilfælde af at én af jer ender på kontanthjælp kan jeg sagtens forstå. Det sker for flere familier end man lige tror, og så står man med én indtægt til hele familien. Jeg forstår til gengæld ikke hvorfor ægtefællebidrag i tilfælde af en skilsmisse er et problem? Er der meget stor forskel på jeres indkomster? Jeg må sige, at jeg synes det er utrolig småligt, hvis det er fordi han tjener mere end dig, og ikke vil betale noget til dig hvis I skulle gå fra hinanden. Der skal jo være en ret stor forskel før sådan et månedligt beløb kan komme på tale. Øv, jeg bliver helt ked af det på dine vegne. Jeg synes du skal sætte foden ned overfor ham. 

Det er en vigtig pointe med den gensidige forsørgerpligt, men hvis de ejer hus med friværdi, bil eller har opsparing kan de jo alligevel ikke få kontanthjælp, så medmindre de intet ejer, så holder det argument ikke i forhold til at blive gift. Dette melder indlægget selvfølgelig ikke noget om.

Føler mig virkelig tilsidesat for tiden. Min kæreste gennem 10 år, som jeg har to (snart tre børn) sammen med, vil ikke giftes.

Jeg tror altid jeg lidt har drømt om at skulle giftes med manden i mit liv, ikke at det skal være stort og overdådigt osv. Men tanken om at vi begge går lige meget ind for forholdet og begge ønsker at leve sammen til vores dages ende er jo så fin. 

Men hver gang jeg bringer det på banen er svaret fra ham, at der er ikke nok fordele ift. ulemper ved at blive gift... Når jeg spørger ham hvad ulemperne han hentyder til er, er det primært sådan noget som bidrag/forsøgerpligt, hvis vi går fra hinanden, eller det faktum at hvis en af os ender på kontanthjælp så får vi ingen penge, som er hans begrundelse.

Men hans begrundelser fortæller mig jo virkelig at han ikke satser på os? Især grunden med gensidig forsørgerpligt rammer mig... For hvis det overhovedet er i hans tanker, så må det jo enten være fordi han ikke stoler på mig eller os som par... 

Han gider ikke engang gøre noget for at undersøge om de ting han kommer med som begrundelse for ikke at ville giftes stadigvæk er gældende idag.

Øv undskyld mit oplæg, men kan mærke at det begyndt at gå mig meget på. Er også begyndt at tænke om jeg virkelig vil leve resten af mit liv med en mand som er gift med sit arbejde (og i "" sin chef) men ikke vil giftes mig mig. 

Føler hans modstand og mangel på interesse i mig er ved at blive en kile imellem os.  vi ikke engang sikret via advokat eller andet. 

Jeg ved godt, at dette her kommer til at lyde hårdt - men.du beskylder ham for ikke at ville sætte sig ind i begrundelsen/begrundelserne - har du mon kigget på det selv, altså sat dig ind i den nuværende lovgivning omkring gensidige forsøgerpligt f.eks? Ganske enkelt, så synes jeg din mand lyder fornuftig og økonomisk ansvarlig, at han gerne vil sikre jer/ønske jer det bedste, hvis uheldet er ude også omkring sygdom, hvis en af jer ender på en førtidspension. I min optik, så vælger han dig ikke fra, men er ja - fornuftig. 

Hvis du gerne vil 'giftes' med hele svineriet, så er der også løsning på det - testamente med særeje og en ordentlig fest bagefter. 

Jeg har været sammen med min mand i 11år og vi skal netop ikke giftes, fordi lovgivningen faktisk stiller os værre økonomisk hvis vi er gift, hvis uheldet er ude og en af os kommer på kontanthjælp, førtidspension, efterløn og alm pension. 

Ægteskab er ikke lige med kærlighed. 

At en mand vælger én, vælger at få børn med én og vælger at være far for ens børn er i min optik lige med kærlighed. 

Og ja, jeg ved, at jeg nok får hug for min kommentar, men overstående er min holdning ud fra de love og regler jeg+min mand (forlovede igennem 5år) har brugt tid på at sætte os ind i. 

fejl

Jeg kender godt de tanker, sådan nogenlunde da. Jeg har selv været sammen med en mand i 4 år, der hver måned har mere end dobbelt så meget udbetalt som mig. Vi er ikke gift af den grund primært. Jeg kom fra su til dagpenge til ressourceforløbsydelse, så vi har ikke ramt gensidigforsørgerpligt, men da min sag stadig er uvis (selv om den peger i retning af førtidspension eller fleksjob) har vi valgt ikke at blive gift. Simpelthen fordi vi ellers ikke vil kunne afdrage på studiegæld, bolig, betale børnebidrag mm til min søn. Og ja det er squ super uromantisk at tænke sådan, men kærligheden bliver jo ikke mindre af ikke at holde bryllup.

Så er jeg selvfølgelig også præget af, at jeg har været gift før med min søns far og set at ægteskab ikke er en garanti og alt det der, så det er nemmere at sige pyt til at få ring på fingeren igen. 

Æblegrød_dk skriver:

Jeg ved godt, at dette her kommer til at lyde hårdt - men.du beskylder ham for ikke at ville sætte sig ind i begrundelsen/begrundelserne - har du mon kigget på det selv, altså sat dig ind i den nuværende lovgivning omkring gensidige forsøgerpligt f.eks? Ganske enkelt, så synes jeg din mand lyder fornuftig og økonomisk ansvarlig, at han gerne vil sikre jer/ønske jer det bedste, hvis uheldet er ude også omkring sygdom, hvis en af jer ender på en førtidspension. I min optik, så vælger han dig ikke fra, men er ja - fornuftig. 

Hvis du gerne vil 'giftes' med hele svineriet, så er der også løsning på det - testamente med særeje og en ordentlig fest bagefter. 

Jeg har været sammen med min mand i 11år og vi skal netop ikke giftes, fordi lovgivningen faktisk stiller os værre økonomisk hvis vi er gift, hvis uheldet er ude og en af os kommer på kontanthjælp, førtidspension, efterløn og alm pension. 

Ægteskab er ikke lige med kærlighed. 

At en mand vælger én, vælger at få børn med én og vælger at være far for ens børn er i min optik lige med kærlighed. 

Og ja, jeg ved, at jeg nok får hug for min kommentar, men overstående er min holdning ud fra de love og regler jeg+min mand (forlovede igennem 5år) har brugt tid på at sætte os ind i. 

Afhængig af ens livssituation kan der være mange grunde til ikke at gifte sig, men med de argumenter TS har listet op, så har han netop ikke sat sig ind i tingene.

Han frygter at skulle betale et bidrag til hende, hvis de går fra hinanden. Det skal han ikke ud fra de oplysninger TS har givet.

Han frygter, at de ikke kan få KH. Korrekt men det kan de heller ikke som samlevende, da de ejer bolig(er), biler og opsparing. 

Hvis manden virkelig var økonomisk fornuftig, ville han sørge for, at de begge var sikret via testamente ved den enes død, da det lige nu er børnene, der arver alt. Det lyder til, at manden har en opsparing og lejlighed i eget navn, så han har værdier han kan sælge for, at børnene kan få deres arv uden, at han nødvendigvis skal sælge huset, men det er ikke sikkert, at TS kan det så som det ser ud lige nu, vil børnene miste en forældre og deres bolig på samme tid, hvis manden dør. 

Hvis man ikke har så mange værdier, er der ikke noget økonomisk, der taler for ægteskab, da man så netop taber mere ved ikke at kunne få KH og få modregnet i pensioner mv. end man sparer i f.eks. arveafgift, men her er der masser af værdier, der på ingen måde er sikret.

Men du har helt ret i, at ægteskab ikke er lig med kærlighed. Man kan være gift af fornuft uden den helt store kærlighed og man kan være voldsomt forelsket hele livet uden nogensinde at blive gift.