Min kæreste vil ikke giftes pga. Samfundet.

Føler mig virkelig tilsidesat for tiden. Min kæreste gennem 10 år, som jeg har to (snart tre børn) sammen med, vil ikke giftes.

Jeg tror altid jeg lidt har drømt om at skulle giftes med manden i mit liv, ikke at det skal være stort og overdådigt osv. Men tanken om at vi begge går lige meget ind for forholdet og begge ønsker at leve sammen til vores dages ende er jo så fin. 

Men hver gang jeg bringer det på banen er svaret fra ham, at der er ikke nok fordele ift. ulemper ved at blive gift... Når jeg spørger ham hvad ulemperne han hentyder til er, er det primært sådan noget som bidrag/forsøgerpligt, hvis vi går fra hinanden, eller det faktum at hvis en af os ender på kontanthjælp så får vi ingen penge, som er hans begrundelse.

Men hans begrundelser fortæller mig jo virkelig at han ikke satser på os? Især grunden med gensidig forsørgerpligt rammer mig... For hvis det overhovedet er i hans tanker, så må det jo enten være fordi han ikke stoler på mig eller os som par... 

Han gider ikke engang gøre noget for at undersøge om de ting han kommer med som begrundelse for ikke at ville giftes stadigvæk er gældende idag.

Øv undskyld mit oplæg, men kan mærke at det begyndt at gå mig meget på. Er også begyndt at tænke om jeg virkelig vil leve resten af mit liv med en mand som er gift med sit arbejde (og i "" sin chef) men ikke vil giftes mig mig. 

Føler hans modstand og mangel på interesse i mig er ved at blive en kile imellem os.  vi ikke engang sikret via advokat eller andet. 

Det med den gensidige forsørgerpligt i tilfælde af at én af jer ender på kontanthjælp kan jeg sagtens forstå. Det sker for flere familier end man lige tror, og så står man med én indtægt til hele familien. Jeg forstår til gengæld ikke hvorfor ægtefællebidrag i tilfælde af en skilsmisse er et problem? Er der meget stor forskel på jeres indkomster? Jeg må sige, at jeg synes det er utrolig småligt, hvis det er fordi han tjener mere end dig, og ikke vil betale noget til dig hvis I skulle gå fra hinanden. Der skal jo være en ret stor forskel før sådan et månedligt beløb kan komme på tale. Øv, jeg bliver helt ked af det på dine vegne. Jeg synes du skal sætte foden ned overfor ham. 

Husk at samlevende skal betale arveafgift på x antal procent når den ene part dør hvor imod ægtefæller skal betal 0 procent. Kontanthjælp er noget som kan ske, døden er trods alt sikker for os alle. 

Mærkeligt argument for at blive gift men jeg tænker at du ikke kommer nogen steder med følelsesargumenter men skal i økonomiske/logiske argumenter

Nu spørger jeg dumt - men gensidig forsørgerpligt gælder det ikke også hvis man bor sammen. Eller vil det sige man kan lade sig skille og det så ikke er gældende anyways. Nej vel   Hans argumenter er jo tåbelige. Jeg havde kunne acceptere det hvis min mand bare ikke gik ind for ægteskab, men det der er jo dårlige undskyldninger. Og ja, det lyder som om han tjener mere end dig og der ville jeg være sikker på at jeg som den person der i stedet for at arbejde passer hus og børn, får ligeså stor del af den løn han så tjener ift hvis der skulle ske “noget”. 

Han kommer med 99% sikkerhed ikke til at betale bidrag til dig, hvis I går fra hinanden. Det er stort set afskaffet i Danmark og kommer kun på tale, hvis han har en meget stor formue og han har tjent den på bekostning af din evne til at forsørge dig selv, hvilket f.eks. vil være, at han har opstartet et firma, der nu er mange (rigtig mange) millioner værd, men at han kun kunne have gjort det, fordi du enten var medhjælpende eller hjemmegående for at passe familien, og det har skadet din mulighed for at finde arbejde efterfølgende. 

Hvis I eller blot en af jer ejer noget væsentligt, vil det være en fordel at være gift eller i hvert fald have et testamente. Den længst levende af jer står i en rigtig skidt situation, hvis I har nogle værdier, da det med jeres situation lige nu er jeres børn, der arver alt efter jer. Dvs. skulle du gå bort først overgår halvdelen af huset, bilen, opsparingen osv. til jeres børn og han mister råderetten over den del af formuen.

Ægtefæller arver hovedparten af hinandens værdier og betaler 0 kr. i arveafgift og kan sidde i uskiftet bo. Som det er nu, skal han også betale 0 kr i arveafgift, men det er fordi han intet arver.

Det er selvfølgelig en ulempe, at der er gensidig forsørgerpligt, hvis en af jer ender på kontanthjælp, men skifter den politiske holdning, kan den forsøgerpligt jo blive genindført for samlevende også (det er der dog intet, der tyder på). Hvis det sker, skal I så heller ikke bo sammen længere?

Jeg synes, det er ok, at man ikke går ind for ægteskab, og det betyder ikke nødvendigvis, at man ikke ønsker at leve sammen med sin partner for altid, men at skyde skylden på nogle ulemper, der ikke eksisterer er lidt tyndt.

2017morigen skriver:

Husk at samlevende skal betale arveafgift på x antal procent når den ene part dør hvor imod ægtefæller skal betal 0 procent. Kontanthjælp er noget som kan ske, døden er trods alt sikker for os alle. 

Mærkeligt argument for at blive gift men jeg tænker at du ikke kommer nogen steder med følelsesargumenter men skal i økonomiske/logiske argumenter

Med den situation de er i nu, skal de slet ikke betale arveafgift, for de arver intet efter hinanden. Samlevende arver kun efter hinanden, hvis de har testamente, men uden testamente går hele arven til børnene.

Så skal de økonomiske argumenter på banen, kan han få at vide, at som det er nu arver han intet efter TS.

Ano18 skriver:

Nu spørger jeg dumt - men gensidig forsørgerpligt gælder det ikke også hvis man bor sammen. Eller vil det sige man kan lade sig skille og det så ikke er gældende anyways. Nej vel   Hans argumenter er jo tåbelige. Jeg havde kunne acceptere det hvis min mand bare ikke gik ind for ægteskab, men det der er jo dårlige undskyldninger. Og ja, det lyder som om han tjener mere end dig og der ville jeg være sikker på at jeg som den person der i stedet for at arbejde passer hus og børn, får ligeså stor del af den løn han så tjener ift hvis der skulle ske “noget”. 

Den gensidige forsørgerpligt for samlevende er afskaffet igen for flere år siden.

Hvis man bor sammen og boligen er en ejerbolig, så kan man ikke sidde i det, der kaldes er udskiftet bo. Det vil sige, at man skal give afkald på sin bolig, så børnene kan få deres straksarv. Om børnene er 5 eller 25 er ligegyldigt.

Dette kan man ikke testamentere sig ud af. Kun delvis. Men altid med et økonomisk tab. 

Generelt er der økonomiske fordele ved at blive gift. 
Og man sikrer sig medbestemmelse i forbindelse med evt sygdom af ægtefællen eller død. 

Og arv er ikke noget I har, jo mindre i har et testamente. Og har I det, så skal rigtig mange flere penge gå til afdødes børn. Er I gift, har du råderetten.

Jeg synes netop, det romantiske i at gifte sig er, at man siger “jeg tror på, at du kan varetage alle mine økonomiske interesser, mit liv og mit legeme bedre end nogen anden”

Vi er gift, da vi har ejerbolig. Det var grunden til vi blev gift. 

husk på, at man også kan overtage hinanden fradrag, hvis man er gift. Smart hvis den ene tjener markant mindre end den anden...

Vi blev gift da jeg ejede boligen til lidt over 1 million kr. jeg kunne slet ikke have det at min kæreste ikke var arveberettiget efter mig, hvis jeg nu gik hen og døde. Han kunne jo reelt risikere at stå på gaden med et lille barn, da den eneste arving efter mig var min søn. Jeg ønskede ikke at oprette et testamente hvor han så ville skulle betale arveafgift. Vi har så en ægteskabskontrakt i forhold til hvis der skulle komme en skilsmisse lavet via en advokat, da jeg også står til at arve en del penge. 

Anonym skriver:

Føler mig virkelig tilsidesat for tiden. Min kæreste gennem 10 år, som jeg har to (snart tre børn) sammen med, vil ikke giftes.

Jeg tror altid jeg lidt har drømt om at skulle giftes med manden i mit liv, ikke at det skal være stort og overdådigt osv. Men tanken om at vi begge går lige meget ind for forholdet og begge ønsker at leve sammen til vores dages ende er jo så fin. 

Men hver gang jeg bringer det på banen er svaret fra ham, at der er ikke nok fordele ift. ulemper ved at blive gift... Når jeg spørger ham hvad ulemperne han hentyder til er, er det primært sådan noget som bidrag/forsøgerpligt, hvis vi går fra hinanden, eller det faktum at hvis en af os ender på kontanthjælp så får vi ingen penge, som er hans begrundelse.

Men hans begrundelser fortæller mig jo virkelig at han ikke satser på os? Især grunden med gensidig forsørgerpligt rammer mig... For hvis det overhovedet er i hans tanker, så må det jo enten være fordi han ikke stoler på mig eller os som par... 

Han gider ikke engang gøre noget for at undersøge om de ting han kommer med som begrundelse for ikke at ville giftes stadigvæk er gældende idag.

Øv undskyld mit oplæg, men kan mærke at det begyndt at gå mig meget på. Er også begyndt at tænke om jeg virkelig vil leve resten af mit liv med en mand som er gift med sit arbejde (og i "" sin chef) men ikke vil giftes mig mig. 

Føler hans modstand og mangel på interesse i mig er ved at blive en kile imellem os.  vi ikke engang sikret via advokat eller andet. 

Der er blevet ligestilling omkring gifte og samlevende i offentlig regi. I mister det samme på kontanthjælp om i er gifte eller ej. Børnebidrag kommer han heller ikke udenom hvis du fik dem mest.. Så hans pointe er ikke korrekt. Ønsker han ikke du arver ham, men vil have børnene gør, så kan han jo lave testamente. Og selv uden kan han jo undlade at lave et. Så får du kun noget indtil du gifter dig igen (så kan du ikke bo i udskiftet bo)