Anonym skriver:
Hej med jer
Som børnefamilie med små børn har vi i år valgt at vi vil holde jul hjemme. Vi er trætte af at holde andres jul, og vil i stedet vælge hvilke traditioner vi synes er vigtige og som vi vil give videre. Og desuden er vi glade for at kunne putte børnene i deres egne senge uden stress og jag.
Vi har så valgt den tilgang at de der har lyst fra vores familier er velkomne hos os.
Min familie er meget forstående og lavede selv samme stunt da vi var små, men min mands familie derimod er ikke helt med på vognen.
Min mands familie plejer desuden altid at invitere til stort julegilde d. 25 december hvor der kommer familie fra nær og fjern og ofte er det MEGET fjern familie, som vi kun ser den ene gang om året. Og jeg kender dem ikke, som i slet ikke, og kan faktisk ikke huske hvad de hedder. Det er desuden et heldags arrangement og det er tydeligt at det er en familie hvor der ikke har været små børn i MEGET længe. Derfor er dagen ikke nødvendigvis særlig velegnet for små børn, som desuden er trætte efter juleaften og som helst vil være hjemme og lege med sine gaver.
Jeg har meget lyst til at melde ude at vi ikke kommer hos dem d. 25, da vi gerne vil skabe vores egne juletraditioner, og min mand forstår bestemt godt hvad jeg tænker og er også til dels med på vognen. Dog er hans bånd til særligt hans mor meget tæt og han vil gå langt for at gøre hende glad. Derfor er han ikke med på at droppe d. 25 hos dem. Øv øv!
Hvad ville I have gjort i sådan en situation? Ville i tage kampen op eller ville i overgive jer?
Jeg ville sådan ønske at d. 25 var en dag hvor børnene kunne have nattøjpå hele dagen og lege med deres gaver i hele stuen, og hvor vi kunne lave noget lækkert mad selv, gå en tur og bare hygge os og slappe af, men ak det er ikke let at bliver voksen for alvor ;-)
Tak!
Jeg har også familie, som jeg kun ser én gang om året, også i julen. Netop derfor er det meget vigtigt for mig, at vi er med den pågældende dag, og at min mand - og siden mine børn, da de blev større - har prioriteret ikke bare at være med, men også at gøre en indsats for at lære den del af min familie at kende. Det er ikke nødvendigvis de letteste mennesker at være sammen med og komme ind på livet af, men de er en del af min baggrund og historie, og jeg har mange barndomsminder med dem.
Det ville umiddelbart have været lettere og hyggeligere at blive hjemme sådan en dag, især da børnene var små, men så ville jeg jo aldrig se dem - udover til begravelser. Og min mor ville være forståeligt ked af, at den del af hendes familie aldrig mødte hendes allernærmeste familie, bl.a. hendes børnebørn.
Jeg synes, man skal træde meget varsomt, før man som “udefrakommende” vurderer, at nogle familierelationer ikke er vigtige og sagtens kan prioriteres fra. Nye, egne traditioner er fint, men man behøver jo ikke skære alt eksisterende fra på den konto.