Underligt dilemma.

Læste kun de første 10 kommentarer - men hvis din mor nægter at bede om prof. hjælp, så fastholder hun også sig selv i sorgen. Hun SKAL ud af den sorg, det er ikke sundt for hende at blive i det på den der måde ... 

og din nye kæreste har samme navn? Altså det er jo noget at hun skal vænne sig til. Lige pt forbinder hun navnet med sorg - og det er ikke godt.

Janet1989 skriver:

Læste kun de første 10 kommentarer - men hvis din mor nægter at bede om prof. hjælp, så fastholder hun også sig selv i sorgen. Hun SKAL ud af den sorg, det er ikke sundt for hende at blive i det på den der måde ... 

og din nye kæreste har samme navn? Altså det er jo noget at hun skal vænne sig til. Lige pt forbinder hun navnet med sorg - og det er ikke godt.

Jeg er helt enig. Hun skal ud af sorgen. Men ved ikk hvordan hun skal komme det når hun nægter at få hjælp. 
ja han har samme navn. Men har ikk fortalt hende det endnu. Men forholdet er også stadig meget nyt så ville høre jer inden jeg når dertil hvor jeg vil fortælle om ham 

Anonym skriver:

Jeg er helt enig. Hun skal ud af sorgen. Men ved ikk hvordan hun skal komme det når hun nægter at få hjælp. 
ja han har samme navn. Men har ikk fortalt hende det endnu. Men forholdet er også stadig meget nyt så ville høre jer inden jeg når dertil hvor jeg vil fortælle om ham 

Og igen - jeg kan virkelig godt forstå, at det er svært, og at det må gøre rigtig ondt at se din mor sådan.

Men alene det, at du spekulerer så meget over, hvordan du skal fortælle om din kæreste - det betyder, at du er med til at fastholde hende i sorgen.

Men jeg tror, at denne tråd måske har været lidt en øjenåbner for dig.

Du kan ikke tage ansvaret for, at din mor ikke vil søge hjælp.

Jeg er selv tæt knyttet til min mor, men hun har reageret helt anderledes på min fars død end din mor har gjort på sin kærestes.

Det var selvfølgelig en anden situation, da det ikke skyldtes en lægefejl.

Men et eller andet sted er du nødt til at respektere, at din mor ikke vil have hjælp. Du har forsøgt. Din bror har forstøgt. Din moster har forsøgt.

Måske har du en helt irrationel dårlig samvittighed og ønsker, at du havde forelsket dig i en mand med et helt andet navn.

Men tingene er, som de er. Du har fundet en dejlig kæreste.

Tommelise skriver:

Og igen - jeg kan virkelig godt forstå, at det er svært, og at det må gøre rigtig ondt at se din mor sådan.

Men alene det, at du spekulerer så meget over, hvordan du skal fortælle om din kæreste - det betyder, at du er med til at fastholde hende i sorgen.

Men jeg tror, at denne tråd måske har været lidt en øjenåbner for dig.

Du kan ikke tage ansvaret for, at din mor ikke vil søge hjælp.

Jeg er selv tæt knyttet til min mor, men hun har reageret helt anderledes på min fars død end din mor har gjort på sin kærestes.

Det var selvfølgelig en anden situation, da det ikke skyldtes en lægefejl.

Men et eller andet sted er du nødt til at respektere, at din mor ikke vil have hjælp. Du har forsøgt. Din bror har forstøgt. Din moster har forsøgt.

Måske har du en helt irrationel dårlig samvittighed og ønsker, at du havde forelsket dig i en mand med et helt andet navn.

Men tingene er, som de er. Du har fundet en dejlig kæreste.

Der er ingen tvivl om at denne tråd har været en øjenåbner. Jeg er heller ikk nervøs for at fortælle hende det mere. Netop fordi blandt andet du mødte mig med forståelse men også god forklaring så jeg kan se det på en anden måde. 
nu venter jeg bare med at fortælle det til jeg selv er klar. Altså generelt med at offentliggøre det. Uanset hvad navnet havde været 

Anonym skriver:

Der er ingen tvivl om at denne tråd har været en øjenåbner. Jeg er heller ikk nervøs for at fortælle hende det mere. Netop fordi blandt andet du mødte mig med forståelse men også god forklaring så jeg kan se det på en anden måde. 
nu venter jeg bare med at fortælle det til jeg selv er klar. Altså generelt med at offentliggøre det. Uanset hvad navnet havde været 

Håber det bedste - både for dig og din mor. 

Tommelise skriver:

Håber det bedste - både for dig og din mor. 

 

Tak skal du ha 

Jeg sidder lige og får en tanke. Kunne man forestille sig at det faktisk vil hjælpe din mor videre at hun lærer en ny mand at kende som har det svære navn. En måde måske at komme lidt i gang med livet igen.

hvor der skabes en positiv historie om et menneske med det navn, og måske endda kan det positive smitte lidt af på Den kedelige fortælling om dødsfaldet. Så de dejlige minder med den afdøde og de nye minder med en sød svigersøn,  får lov at skabe glæde frem for skygge. 

Ønsker jer det bedste 

Rundtpågulvet skriver:

Jeg sidder lige og får en tanke. Kunne man forestille sig at det faktisk vil hjælpe din mor videre at hun lærer en ny mand at kende som har det svære navn. En måde måske at komme lidt i gang med livet igen.

hvor der skabes en positiv historie om et menneske med det navn, og måske endda kan det positive smitte lidt af på Den kedelige fortælling om dødsfaldet. Så de dejlige minder med den afdøde og de nye minder med en sød svigersøn,  får lov at skabe glæde frem for skygge. 

Ønsker jer det bedste 

Det var en interessant tankegang. Det har jeg slet ikke tænkt på. Det lyder ikke usandsynligt ihvertfald 

Anonym skriver:

Jeg har et lidt underligt dilemma som går mig lidt på. Håber at i kan hjælpe mig lidt. 

Sagen er den at jeg er meget tæt med min mor. For 13 år siden mistede hun sin kæreste som døde pludseligt pga lægesjusk. Dette er hun aldrig rigtig kommet over og jeg bebrejder hende slet ikke. 
men så mange år efter kan man se hvor meget der piner hende bare hun hører hans navn. 

Skæbnen er nu at jeg har mødt en ny mand som jeg er rigtig glad for og har datet i lidt tid nu. Han hedder det samme som hendes afdøde kæreste. 

Hvordan fortæller jeg hende lige det? Ønsker jo ikk hun skal blive ked af det hver gang jeg nævner min fyrs navn fordi hun så tænker tilbage. 

Jeg har læst alle indlæg, og vil bare komme med mit besyv. Jeg mistede selv min mand pludseligt for 6,5 år siden. Ikke til en lægefejl, men af sygdom. Der gik 14 dage fra diagnose til død.

Sorg er en voldsom verden at være i, men det skulle gerne være sådan, at man med tiden finder en plads til den, hvor den følger en resten af livet, måske bryder frem ind imellem, men hvor man også lever et fuldt og helt liv. Det tager år og måske endda resten af livet at nå dertil.

Jeg gik til psykolog da min mand døde. Og af to omgange efterfølgende måtte jeg afsted igen. Første gang med en stressreaktion, og anden gang med en sorgreaktion. Der gik det op for mig, at jeg er nødt til at anderkende og acceptere, at sorgen for altid vil være en følgesvend - men ikke behøver at hæmme mig i mit liv.

Jeg har hele vejen igennem, nærmest trodsigt og også når omgivelserne blev lidt beklemte ved det, talt meget om min mand. Han måtte ALDRIG blive et tabu. Ikke mindst fordi vi har to børn sammen, som skal lære deres far at kende, og vide at de har en far - også selvom han ikke er i nærheden. 

Anyway... det vigtigste for mig har været, at jeg skal videre MED min mand. Også selvom ham er død. Jeg skal ikke videre uden ham. Han vil altid være en del af mit liv, min historie og min person. Og det er helt okay. Mange tror at man skal komme “over” en afdød. Måske også din mor. Måske tror hun, at omverdenen forventer at hun først er kommet videre, når hun ikke snakker om ham mere. Og derfor lukker hun helt af for alt, der har med ham at gøre. Jeg ved det ikke...

For et par år siden kom der stor fokus på det man kaldet kompliceret sorg, og det er faktisk en reel diagnose, der kan udløse hjælp fra det offentlige. Uden at være ekspert, tænker jeg, at din mor måske falder ind under den mulighed. 

Ift. venner: jeg har kun 1 ven tilbage fra inden min mand døde. Resten er faldet fra stille og roligt. Nogen fordi de ikke kunne rumme hans død og min sorg, nogen fordi jeg ikke kunne rumme dem - og nogen fordi det er benhårdt at være venner med en, der har mistet. Vi er ikke nemme at være venner med, slet ikke i de første år. Vi har som regel ikke overskud til at give igen, vi har brug for nærmest urimeligt meget hjælp og støtte, og jeg tror ofte det kan føles som om venskabet er en envejsforbindelse. Desværre. Men der er håb. Jeg har overskud nu til at danne nye relationer, der er nye mennesker i mit liv og endda kontakt til et par af de gamle igen. Så der er håb for din mor også. Men det kræver at hun accepterer sit tab og finder en sund vej at komme i gang med t leve igen - og det tror jeg hun har brug for hjælp til. 
Alt held og lykke til både din mor og dig 

Matsør skriver:

Jeg har læst alle indlæg, og vil bare komme med mit besyv. Jeg mistede selv min mand pludseligt for 6,5 år siden. Ikke til en lægefejl, men af sygdom. Der gik 14 dage fra diagnose til død.

Sorg er en voldsom verden at være i, men det skulle gerne være sådan, at man med tiden finder en plads til den, hvor den følger en resten af livet, måske bryder frem ind imellem, men hvor man også lever et fuldt og helt liv. Det tager år og måske endda resten af livet at nå dertil.

Jeg gik til psykolog da min mand døde. Og af to omgange efterfølgende måtte jeg afsted igen. Første gang med en stressreaktion, og anden gang med en sorgreaktion. Der gik det op for mig, at jeg er nødt til at anderkende og acceptere, at sorgen for altid vil være en følgesvend - men ikke behøver at hæmme mig i mit liv.

Jeg har hele vejen igennem, nærmest trodsigt og også når omgivelserne blev lidt beklemte ved det, talt meget om min mand. Han måtte ALDRIG blive et tabu. Ikke mindst fordi vi har to børn sammen, som skal lære deres far at kende, og vide at de har en far - også selvom han ikke er i nærheden. 

Anyway... det vigtigste for mig har været, at jeg skal videre MED min mand. Også selvom ham er død. Jeg skal ikke videre uden ham. Han vil altid være en del af mit liv, min historie og min person. Og det er helt okay. Mange tror at man skal komme “over” en afdød. Måske også din mor. Måske tror hun, at omverdenen forventer at hun først er kommet videre, når hun ikke snakker om ham mere. Og derfor lukker hun helt af for alt, der har med ham at gøre. Jeg ved det ikke...

For et par år siden kom der stor fokus på det man kaldet kompliceret sorg, og det er faktisk en reel diagnose, der kan udløse hjælp fra det offentlige. Uden at være ekspert, tænker jeg, at din mor måske falder ind under den mulighed. 

Ift. venner: jeg har kun 1 ven tilbage fra inden min mand døde. Resten er faldet fra stille og roligt. Nogen fordi de ikke kunne rumme hans død og min sorg, nogen fordi jeg ikke kunne rumme dem - og nogen fordi det er benhårdt at være venner med en, der har mistet. Vi er ikke nemme at være venner med, slet ikke i de første år. Vi har som regel ikke overskud til at give igen, vi har brug for nærmest urimeligt meget hjælp og støtte, og jeg tror ofte det kan føles som om venskabet er en envejsforbindelse. Desværre. Men der er håb. Jeg har overskud nu til at danne nye relationer, der er nye mennesker i mit liv og endda kontakt til et par af de gamle igen. Så der er håb for din mor også. Men det kræver at hun accepterer sit tab og finder en sund vej at komme i gang med t leve igen - og det tror jeg hun har brug for hjælp til. 
Alt held og lykke til både din mor og dig 

Det er netop det - sorg er ikke noget, man kommer over, men kommer igennem. 

Og tit forvandler sorgen sig og bliver til et savn. Et savn man kan leve med.

Det lyder ikke, som om TS gør moderens tab til et tabu, men at moderen gør det.

Sorg kan blive til netop det, du kalder "kompliceret sort" - men det hjælper ikke, hvis TS´s mor nægter at tage imod hjælp.

De har jo flere gange forsøgt at få hende til psykolog. Ingen kan tvinge hende. Hun skal selv ville det.

Jeg har haft en depression, og i begyndelsen ville jeg faktisk ikke tage imod hjælp - jeg gik hos tereapeuten, men jeg var ikke indstillet på at tage det ind.

Men det gik op for mig, at det var mig selv, der sad med nøglen til at blive rask.

Der er ikke noget at sige til, at det er svært for TS at ss moderen på den måde. At se hende ked af det.

Men det er moderen selv, der skal indse, at hun har brug for hjælp.