Underligt dilemma.

Jeg synes, du skal sige det til hende, at du har mødt en rigtig dejlig mand og hans navn er '?'. Din mor er en gran-voksen kvinde og den sorg hun har, skal ikke gå ud over dig, dit liv, din kærlighed. Reagere hun, så lad hende reagere og hvis hun flejner karry, så sæt en klar og tydelig grænse om at hendes opførsel overfor dig ikke er acceptabelt. Du forstår hendes sorg og respekterer den, men det skal ikke gå ud over dig. Det er korrekt, at sorg aldrig kan forsvinde eller glemmes, men livet skal også leves og du skal nyde din nye kæreste uden at være bange. 

Anonym skriver:

Jeg har en storebror ja. Og hun har selv 2 søstre. Den ene er hun ikke så fortrolig med. Den anden har faktisk også tilbudt og betale for hjælp. Men hun vil ikke tage i mod det. Hun er typen der ikke vil belemre andre og tænker på alle andre før hende selv. 
Veninder har hun ikke nogen af. Hun har gennem se sidste mange år lukket sig inden i en osteklokke og har kun os børn og nærmeste familie tæt på. Og så fordyber hun sig i sit sytøj

Det er godt nok svært, hvis I slet ikke kan trænge igennem.

Det hjælper vel heller ikke at vende den om og sige, at hun netop SKAL belemre jer med sine problemer? - at I er en familie, og at I holder sammen.

Eller at hun netop skal tænke på jer og derfor søge noget hjælp?

Bliver hun også rasende, hvis I "allierer" jer med hinanden - du, din bror og din moster. 

Og hvad hvis I holder fast i jeres? - at det rent faktisk er MULIGT for hende at få hjælp, og at hun rent faktisk kan få et godt liv igen.

Det er jo dejligt, at din moster både kan og ønsker at betale for hjælp.

Jeg er stærk tilhænger af, at alle skal have lov at sørge på deres måde, og at det tager den tid, det tager.

Men det her er ikke længere en god måde at sørge på. 

TS - hvad tænker du om æblegrøds indæg.

For det er vel ikke farligt, hvis din mor reagerer ?

Æblegrød_dk skriver:

Jeg synes, du skal sige det til hende, at du har mødt en rigtig dejlig mand og hans navn er '?'. Din mor er en gran-voksen kvinde og den sorg hun har, skal ikke gå ud over dig, dit liv, din kærlighed. Reagere hun, så lad hende reagere og hvis hun flejner karry, så sæt en klar og tydelig grænse om at hendes opførsel overfor dig ikke er acceptabelt. Du forstår hendes sorg og respekterer den, men det skal ikke gå ud over dig. Det er korrekt, at sorg aldrig kan forsvinde eller glemmes, men livet skal også leves og du skal nyde din nye kæreste uden at være bange. 

Tror måske du misforstår. Eller måske bare ikk har læst mine svar til tommelise.  

hun vil ikke blive sur eller noget i den stil. Hun bliver bare ked af det. Og når hun gør det lukker hun sig inde i sig selv. 

Anonym skriver:

Tror måske du misforstår. Eller måske bare ikk har læst mine svar til tommelise.  

hun vil ikke blive sur eller noget i den stil. Hun bliver bare ked af det. Og når hun gør det lukker hun sig inde i sig selv. 

Men hvis hun bare bliver ked af det og ikke sur eller vred, så tænker jeg, at I er nødt til at holde fast på, at I er sammen om det her.

Tommelise skriver:

Det er godt nok svært, hvis I slet ikke kan trænge igennem.

Det hjælper vel heller ikke at vende den om og sige, at hun netop SKAL belemre jer med sine problemer? - at I er en familie, og at I holder sammen.

Eller at hun netop skal tænke på jer og derfor søge noget hjælp?

Bliver hun også rasende, hvis I "allierer" jer med hinanden - du, din bror og din moster. 

Og hvad hvis I holder fast i jeres? - at det rent faktisk er MULIGT for hende at få hjælp, og at hun rent faktisk kan få et godt liv igen.

Det er jo dejligt, at din moster både kan og ønsker at betale for hjælp.

Jeg er stærk tilhænger af, at alle skal have lov at sørge på deres måde, og at det tager den tid, det tager.

Men det her er ikke længere en god måde at sørge på. 

 

 

Skulle lige ordne nogle ting i hjemmet  

Det har vi sagt til hende. Hun ved vi er der. Men tror det stammer helt fra hendes barndom hvor hun var meget overladt til sig selv. 

min bror og jeg har haft snakket om det før. Men han når vi har prøvet så lukket hun bare i som en østers. 

vi kan ikke hjælpe hende så længe hun ikke ønsker hjælp. Den konklusion er vi nået frem til. Man mærker heller ikk hendes sorg i dagligdagen. Hun er nærværende og kærlig 

min problem var bare det her med hvordan jeg skulle fortælle hende om min fyr der hedder det samme. Men forstår godt hvad der menes med at holde hende i sorgen på måden du forklarede det kontra den anonyme som jeg mere tog for dømmende og ikk synderlig hjælpsom kommentar derfra. 

Anonym skriver:

Skulle lige ordne nogle ting i hjemmet  

Det har vi sagt til hende. Hun ved vi er der. Men tror det stammer helt fra hendes barndom hvor hun var meget overladt til sig selv. 

min bror og jeg har haft snakket om det før. Men han når vi har prøvet så lukket hun bare i som en østers. 

vi kan ikke hjælpe hende så længe hun ikke ønsker hjælp. Den konklusion er vi nået frem til. Man mærker heller ikk hendes sorg i dagligdagen. Hun er nærværende og kærlig 

min problem var bare det her med hvordan jeg skulle fortælle hende om min fyr der hedder det samme. Men forstår godt hvad der menes med at holde hende i sorgen på måden du forklarede det kontra den anonyme som jeg mere tog for dømmende og ikk synderlig hjælpsom kommentar derfra. 

Ja, med hensyn til navnet, så er der nok ikke så meget andet at gøre end at fortælle, at du har mødt en dejlig mand, der hedder "Søren" og at du glæder dig til at præsentere ham for familien.

Nævne navnet helt naturligt. Og ikke gøre et nummer ud af, at han hedder det samme. 

Når I er samlet f.eks. til kaffe, så vil navnet jo blive nævnt - "Vil du have mere kaffe "Søren" el. lign.

Hvis hun ikke reagerer, så kan du jo evt. når der er gået et stykke tid stille og roligt sige noget i retning af "Min kæreste hedder jo "Søren" lige som din kæreste gjorde. Er det meget svært for dig, når navnet bliver nævnt, eller er det blevet nævnt så mange gange, at du har vænnet dig til det?"

Det må ikke blive akavet, at din kæreste har det navn, han har. 

Tommelise skriver:

Ja, med hensyn til navnet, så er der nok ikke så meget andet at gøre end at fortælle, at du har mødt en dejlig mand, der hedder "Søren" og at du glæder dig til at præsentere ham for familien.

Nævne navnet helt naturligt. Og ikke gøre et nummer ud af, at han hedder det samme. 

Når I er samlet f.eks. til kaffe, så vil navnet jo blive nævnt - "Vil du have mere kaffe "Søren" el. lign.

Hvis hun ikke reagerer, så kan du jo evt. når der er gået et stykke tid stille og roligt sige noget i retning af "Min kæreste hedder jo "Søren" lige som din kæreste gjorde. Er det meget svært for dig, når navnet bliver nævnt, eller er det blevet nævnt så mange gange, at du har vænnet dig til det?"

Det må ikke blive akavet, at din kæreste har det navn, han har. 

 

 

God ide. Jeg tænkte nemlig at jeg måske ville spørger med det samme inden hun mødte ham. Men igen. Det er fordi jeg gerne ville advare hende hvis man kan sige det sådsn. 

Anonym skriver:

Tror måske du misforstår. Eller måske bare ikk har læst mine svar til tommelise.  

hun vil ikke blive sur eller noget i den stil. Hun bliver bare ked af det. Og når hun gør det lukker hun sig inde i sig selv. 

Korrekt - havde ikke set dit svar til tommelise. Kunne det være en idé, hvis/når hun bliver ked af det, at du i forvejen har et specielt lys (eller flere specielle lys + evt holder) med som du sammen med din mor kan tænde, når du mærker at hun trækker sig ind i sig selv? For mig lyder det til (også ud fra beskrivelsen af hans bortgang)+hendes reaktion med at lukke sig inde, at hun ikke har fået sagt ordentligt farvel. Sorgbearbejdelse er en lang og sej process, og det at have et sted at mindes og gøre noget aktivt i sorgen har en enorm betydning, som forhåbentligt kan give hende ro fordi du hjælper hende. Ta' hende i hånden, vis hende hvad du har købt og forklar hende, at I sammen tænder lys når du er der og at du har købt ekstra så hun selv kan tænde, når hun mindes. Det er en måde, at distrahere hende fra at lukke sig inde i sig selv - så hun har en aktiv mulighed, der ikke er alt for uoverskuelig såsom at tage på kirkegården og lægge blomster+tænde lys. Et lys i vindueskarmen eller på bordet er i sig selv beroligende. 

Æblegrød_dk skriver:

Korrekt - havde ikke set dit svar til tommelise. Kunne det være en idé, hvis/når hun bliver ked af det, at du i forvejen har et specielt lys (eller flere specielle lys + evt holder) med som du sammen med din mor kan tænde, når du mærker at hun trækker sig ind i sig selv? For mig lyder det til (også ud fra beskrivelsen af hans bortgang)+hendes reaktion med at lukke sig inde, at hun ikke har fået sagt ordentligt farvel. Sorgbearbejdelse er en lang og sej process, og det at have et sted at mindes og gøre noget aktivt i sorgen har en enorm betydning, som forhåbentligt kan give hende ro fordi du hjælper hende. Ta' hende i hånden, vis hende hvad du har købt og forklar hende, at I sammen tænder lys når du er der og at du har købt ekstra så hun selv kan tænde, når hun mindes. Det er en måde, at distrahere hende fra at lukke sig inde i sig selv - så hun har en aktiv mulighed, der ikke er alt for uoverskuelig såsom at tage på kirkegården og lægge blomster+tænde lys. Et lys i vindueskarmen eller på bordet er i sig selv beroligende. 

Hmm. Det kunne måske være en ide. Ved ikk om det er noget hun ville eller hun bare ville synes det er dumt. Men kan da spørger hende. 

du har ret. Hans pludselige bortgang har gjort at ingen af os sagde farvel. Han havde haft ondt i kæben med feber i nogle uger og været ved både læger og tandlæger. Men blev hele tiden affejet med at det ikk var noget selvom han blev dårligere og dårligere. Han boede hos sin søster på det tidspunkt. Og 6:30 om morgenen da hun tog på arbejde lå han og sov (snorkede højt). Kl 14:30 da hun kom fra arbejde lå han død i sin seng. Så det hele kom meget pludseligt. Obduktionen viste alt for høje infektionstal, samt blodforgiftning fra betændelse i kæberne der var gået i boldbanerne. Så der er frygtelig meget bitterhed og sorg i hele systemet hos hende.