Underligt dilemma.

Jeg har et lidt underligt dilemma som går mig lidt på. Håber at i kan hjælpe mig lidt. 

Sagen er den at jeg er meget tæt med min mor. For 13 år siden mistede hun sin kæreste som døde pludseligt pga lægesjusk. Dette er hun aldrig rigtig kommet over og jeg bebrejder hende slet ikke. 
men så mange år efter kan man se hvor meget der piner hende bare hun hører hans navn. 

Skæbnen er nu at jeg har mødt en ny mand som jeg er rigtig glad for og har datet i lidt tid nu. Han hedder det samme som hendes afdøde kæreste. 

Hvordan fortæller jeg hende lige det? Ønsker jo ikk hun skal blive ked af det hver gang jeg nævner min fyrs navn fordi hun så tænker tilbage. 

Anonym skriver:

Jeg har et lidt underligt dilemma som går mig lidt på. Håber at i kan hjælpe mig lidt. 

Sagen er den at jeg er meget tæt med min mor. For 13 år siden mistede hun sin kæreste som døde pludseligt pga lægesjusk. Dette er hun aldrig rigtig kommet over og jeg bebrejder hende slet ikke. 
men så mange år efter kan man se hvor meget der piner hende bare hun hører hans navn. 

Skæbnen er nu at jeg har mødt en ny mand som jeg er rigtig glad for og har datet i lidt tid nu. Han hedder det samme som hendes afdøde kæreste. 

Hvordan fortæller jeg hende lige det? Ønsker jo ikk hun skal blive ked af det hver gang jeg nævner min fyrs navn fordi hun så tænker tilbage. 

Det må hun så søge hjælp til, og du må lade være at fastholde hende i den rolle, hun har sat sig i, det kan sammenlignes med folk, som fastholder sig selv i en offerrolle.

Anonym skriver:

Det må hun så søge hjælp til, og du må lade være at fastholde hende i den rolle, hun har sat sig i, det kan sammenlignes med folk, som fastholder sig selv i en offerrolle.

Synes nu ikk jeg fastholder hende i rollen. Jeg har mange gange foreslået hende at søge hjælp. Men det vil hun ikke. Det er jo ikk min skyld. 
Og har jo heller ikk valgt min fyr fra pga navnet for hendes skyld. Så kan ikk se hvad du mener? 

Det lyder, som om hun sidder fast i sorgen på en usund måde.

Det må have været et forfærdeligt chok for hende, og det er svært at undgå bitterhed over, at han døde p.gr.a. en lægefejl.

Men det står ikke til at ændre.

Der er ikke så meget andet at gøre end at fortælle din mor, at du har fået en kæreste, og at han hedder det samme som hendes afdøde kæreste, så fremover vil hun ikke kunne undgå at høre hans navn.

Du hjælper hende måske bedst ved at sige til hende, at det her ikke går længere. At hun er nødt til at søge noget hjælp. Ikke bare for sin egen skyld, men for jer alle sammen.

For din kæreste hedder nu engang det, han hedder, og derfor vil navnet blive nævnt igen og igen.

Jeg kender jo ikke din mor, og måske vil hun stille sig på bagbenene, men du kunne jo prøve at foreslå hende, at nu bestiller I en tid hos hendes læge og så går du med hende. 

Du kan selvfølgelig ikke tvinge hende til at tage imod hjælp, men det går jo ikke, at du knap tør nævne din kærestes navn.

En af min kærestes sønner hedder det samme som min afdøde far. Det er faktisk helt hyggeligt, da jeg synes, det er et dejligt navn, som jeg forbinder med mange gode minder.

Tommelise skriver:

Det lyder, som om hun sidder fast i sorgen på en usund måde.

Det må have været et forfærdeligt chok for hende, og det er svært at undgå bitterhed over, at han døde p.gr.a. en lægefejl.

Men det står ikke til at ændre.

Der er ikke så meget andet at gøre end at fortælle din mor, at du har fået en kæreste, og at han hedder det samme som hendes afdøde kæreste, så fremover vil hun ikke kunne undgå at høre hans navn.

Du hjælper hende måske bedst ved at sige til hende, at det her ikke går længere. At hun er nødt til at søge noget hjælp. Ikke bare for sin egen skyld, men for jer alle sammen.

For din kæreste hedder nu engang det, han hedder, og derfor vil navnet blive nævnt igen og igen.

Jeg kender jo ikke din mor, og måske vil hun stille sig på bagbenene, men du kunne jo prøve at foreslå hende, at nu bestiller I en tid hos hendes læge og så går du med hende. 

Du kan selvfølgelig ikke tvinge hende til at tage imod hjælp, men det går jo ikke, at du knap tør nævne din kærestes navn.

En af min kærestes sønner hedder det samme som min afdøde far. Det er faktisk helt hyggeligt, da jeg synes, det er et dejligt navn, som jeg forbinder med mange gode minder.

Det synes jeg ihvertfald at hun gør. Sidder fast på en usund måde. Derfor har jeg også mange gange foreslået hende psykolog. Men det nægter hun. 

Vil lige pointerer at jeg på ingen måde tror at hun vil lade sig påvirke overfor ham eller mig i en negativ retning. Hun vil stadig tage i mod ham med åbne armene jeg sikker på. 

har prøvet med hjælpen. Men det vil hun som sagt ikke. 

jeg er bare i tvivl om hvordan jeg skal fortælle hende det for at det ikk bare er sådan en bombe der falder. 

Anonym skriver:

Det synes jeg ihvertfald at hun gør. Sidder fast på en usund måde. Derfor har jeg også mange gange foreslået hende psykolog. Men det nægter hun. 

Vil lige pointerer at jeg på ingen måde tror at hun vil lade sig påvirke overfor ham eller mig i en negativ retning. Hun vil stadig tage i mod ham med åbne armene jeg sikker på. 

har prøvet med hjælpen. Men det vil hun som sagt ikke. 

jeg er bare i tvivl om hvordan jeg skal fortælle hende det for at det ikk bare er sådan en bombe der falder. 

Jeg tror ikke, der er andet at gøre end at sige det helt, som det er.

Du skal ikke tænke på det som en bombe.

For hvis du går alt for meget op i, at det absolut ikke må være en bombe, og at det ikke må være svært, så er du med til at fastholde hende i det - som en anden også skriver.

Det kan være rigtig svært at se, at man faktisk ikke altid hjælper en person ved at tage overdrevent hensyn.

Jeg kan sagtens forstå, at du ikke ønsker at såre eller gøre hende ked af det. 

Hvad sker der, hvis du siger, at nu har du altså bestilt en tid hos hendes læge, og du kommer og henter hende "på onsdag kl. 11.00" ? 

Ikke fordi du skal handle hen over hovedet på hende, men 13 år - det er virkelig lang tid, og hun har da fortjent at få det bedre. 

Tommelise skriver:

Jeg tror ikke, der er andet at gøre end at sige det helt, som det er.

Du skal ikke tænke på det som en bombe.

For hvis du går alt for meget op i, at det absolut ikke må være en bombe, og at det ikke må være svært, så er du med til at fastholde hende i det - som en anden også skriver.

Det kan være rigtig svært at se, at man faktisk ikke altid hjælper en person ved at tage overdrevent hensyn.

Jeg kan sagtens forstå, at du ikke ønsker at såre eller gøre hende ked af det. 

Hvad sker der, hvis du siger, at nu har du altså bestilt en tid hos hendes læge, og du kommer og henter hende "på onsdag kl. 11.00" ? 

Ikke fordi du skal handle hen over hovedet på hende, men 13 år - det er virkelig lang tid, og hun har da fortjent at få det bedre. 

Når det bliver skrevet på den måde kan jeg godt de hvad der menes med at fastholde hende i sorgen. 

så møder hun ikke op og bliver rasende. For hun har ikke råd til psykolog. Og kan ikk få tilskud til det. 

Skal lige siges at hun har haft kærester efter hans død. Men man “må” ikk snakke om afdøde fordi det gør for ondt på hende. Hun fortrænger nærmest. Det er lidt svært at forklare. 
synes bestemt hun fortjener at få det godt. Sorgen vil nok altid sidde der. Men ville ønske hun kunne leve med den på en sund måde

Synes nu ikk jeg fastholder hende i rollen. Jeg har mange gange foreslået hende at søge hjælp. Men det vil hun ikke. Det er jo ikk min skyld. 
Og har jo heller ikk valgt min fyr fra pga navnet for hendes skyld. Så kan ikk se hvad du mener? 

Du søger råd til, hvordan du bedst muligt håndterer din mors problem?

Du forsøger at finde en løsning, hvor du skal rette ind og tage hensyn? 

Hvordan er det IKKE at fastholde hende, når du tilpasser dig?

Anonym skriver:

Når det bliver skrevet på den måde kan jeg godt de hvad der menes med at fastholde hende i sorgen. 

så møder hun ikke op og bliver rasende. For hun har ikke råd til psykolog. Og kan ikk få tilskud til det. 

Skal lige siges at hun har haft kærester efter hans død. Men man “må” ikk snakke om afdøde fordi det gør for ondt på hende. Hun fortrænger nærmest. Det er lidt svært at forklare. 
synes bestemt hun fortjener at få det godt. Sorgen vil nok altid sidde der. Men ville ønske hun kunne leve med den på en sund måde

Det lyder godt nok virkelig svært. 

Har du søskende? - har hun selv søskende, veninder el. lign.?

Tommelise skriver:

Det lyder godt nok virkelig svært. 

Har du søskende? - har hun selv søskende, veninder el. lign.?

 

 

Jeg har en storebror ja. Og hun har selv 2 søstre. Den ene er hun ikke så fortrolig med. Den anden har faktisk også tilbudt og betale for hjælp. Men hun vil ikke tage i mod det. Hun er typen der ikke vil belemre andre og tænker på alle andre før hende selv. 
Veninder har hun ikke nogen af. Hun har gennem se sidste mange år lukket sig inden i en osteklokke og har kun os børn og nærmeste familie tæt på. Og så fordyber hun sig i sit sytøj