Er det ok

Hej, jeg skriver herinde, da jeg faktisk er lidt i tvivl om hele vores situation, og hvorvidt det er for meget, af min bedre halvdel.

Min mor er rigtig bekymret for mig, da jeg ofte er alene med vores fælles søn på snart  2 år. Faren arbejder 1 time fra hjemmet,  inklusive en aftenvagt på jobbet (butik) og er derudover rigtig aktiv med 2-3 hobbyer, som han udlever hver uge. Det er fedt, og han er så dygtig.. Men indimellem er der uger, hvor han er hjemme 2(!) aftener af 3-4 timer. Det vil sige at jeg når næsten ingen kvalitets tid med ham, eftersom at han er træt og bare vil sove. Ellers er han hjemme kl 23-24.

Det vil sige at jeg ofte står alene med barn, studie og hjemmet.  Madlavning, indkøb, rengøring, you name it. Men, lige så snart det er mig, der skal have arrangeret en aften ude med veninde, så bliver jeg mødt med skepsis af min mand. Og brok. Jeg fortæller ham, at det har jeg i min fulde ret til, da det er meget sjældent jeg endelig ses med veninderne. Når studiet og øvrige pligter tillader dette.

Min mor mener jeg er alt for sød, eftersom jeg aldrig rigtig siger nej til min mand, angående fritidsinteresserne. Jeg tror egentlig jeg er så vant til at stå med det hele selv, at jeg et eller andet sted er blevet ligeglad. Ligeglad, fordi jeg er vant til at jeg skal klare det hele selv.

Hvad ville I have gjort? ikke nok med det, så er han meget seksuelt optaget af andre piger, hvilket vi begge er. Vi kan godt lide at se på andre pigers instagram profiler osv. (de letpåklædte)   Og synes det er frækt. Men indimellem bliver jeg faktisk bare ked af han overdrevne optagethed. Sådan at han vender sig næsten 360 grader når vi passerer en dame der står med rygge til os, for at se hendes ansigt.

Jeg tror ikke længere jeg kan kende mine grænser, eftersom at jeg har været rigtig jaloux længe. Og nu er jeg bare ligeglad. Eller er jeg det?

What to do? føler jeg er fanget i et smørhul. Hvordan skal jeg håndtere det her. Jeg bliver jo ked af det, men et eller andet sted forsøger jeg hele tiden med at tænke, at det  ikke er så slemt.  En sjælden gang tager jeg mig i at fortryde det her. Fortryde jeg fik barn med manden, fordi at han tydeligvis har svært ved at forene det med et familieliv.

To weekender i streg nu, har han været væk både lørdag og søndag, hvor han har haft 2-3 timer om dagen med vores søn. Det er meget sjældent vi endelig har 2 sammenhængende fridage som familie.

Hvordan var det før I fik børn?

Her står jeg også meget alene med tre børn, hjem osv. 

Min kæreste har to jobs, fitness og cykling osv. så han er også sjællent hjemme, men sådan var det også før vi fik børn, så jeg vidste ligesom hvad jeg gik ind til 

Her har jeg krævet at han altid (der er self undtagelser) er hjemme og sige godnat til ungerne, så for det meste er han hjemme ved 17/17:30 tiden og indtil 19 tiden (med afbrydelser da han også lige spiller pokemon go, men så har han mange gange et barn med) 

Og så laver han så mange gange noget efter kl 19.

De aftner hvor han så endelig er hjemme, bruger vi så også sammen 

Ved ikke om det var en hjælp, han drejer i øvrigt også hovedet når der går kvinder forbi, men det vil jeg nu mene alle mænd gør

Om det er ok, er jo kun dig der kan afgøre, personligt kan jeg nu godt lide at kunne slappe af om aftenen alene når ungerne er puttet  

Anonym skriver:

Hej, jeg skriver herinde, da jeg faktisk er lidt i tvivl om hele vores situation, og hvorvidt det er for meget, af min bedre halvdel.

Min mor er rigtig bekymret for mig, da jeg ofte er alene med vores fælles søn på snart  2 år. Faren arbejder 1 time fra hjemmet,  inklusive en aftenvagt på jobbet (butik) og er derudover rigtig aktiv med 2-3 hobbyer, som han udlever hver uge. Det er fedt, og han er så dygtig.. Men indimellem er der uger, hvor han er hjemme 2(!) aftener af 3-4 timer. Det vil sige at jeg når næsten ingen kvalitets tid med ham, eftersom at han er træt og bare vil sove. Ellers er han hjemme kl 23-24.

Det vil sige at jeg ofte står alene med barn, studie og hjemmet.  Madlavning, indkøb, rengøring, you name it. Men, lige så snart det er mig, der skal have arrangeret en aften ude med veninde, så bliver jeg mødt med skepsis af min mand. Og brok. Jeg fortæller ham, at det har jeg i min fulde ret til, da det er meget sjældent jeg endelig ses med veninderne. Når studiet og øvrige pligter tillader dette.

 

Min mor mener jeg er alt for sød, eftersom jeg aldrig rigtig siger nej til min mand, angående fritidsinteresserne. Jeg tror egentlig jeg er så vant til at stå med det hele selv, at jeg et eller andet sted er blevet ligeglad. Ligeglad, fordi jeg er vant til at jeg skal klare det hele selv.

 

Hvad ville I have gjort? ikke nok med det, så er han meget seksuelt optaget af andre piger, hvilket vi begge er. Vi kan godt lide at se på andre pigers instagram profiler osv. (de letpåklædte)   Og synes det er frækt. Men indimellem bliver jeg faktisk bare ked af han overdrevne optagethed. Sådan at han vender sig næsten 360 grader når vi passerer en dame der står med rygge til os, for at se hendes ansigt.

Jeg tror ikke længere jeg kan kende mine grænser, eftersom at jeg har været rigtig jaloux længe. Og nu er jeg bare ligeglad. Eller er jeg det?

What to do? føler jeg er fanget i et smørhul. Hvordan skal jeg håndtere det her. Jeg bliver jo ked af det, men et eller andet sted forsøger jeg hele tiden med at tænke, at det  ikke er så slemt.  En sjælden gang tager jeg mig i at fortryde det her. Fortryde jeg fik barn med manden, fordi at han tydeligvis har svært ved at forene det med et familieliv.

 

To weekender i streg nu, har han været væk både lørdag og søndag, hvor han har haft 2-3 timer om dagen med vores søn. Det er meget sjældent vi endelig har 2 sammenhængende fridage som familie.

Tænker du skal spørge dig selv, hvad du får ud af, at være i dette forhold?

Personligt havde det ikke været et forhold for mig, her er vi ligeværdige, så vi laver lige meget herhjemme med børn og huslige... og vi tager os tid til hinanden... Hvis jeg havde været i dit sted, var jeg blevet single ganske enkelt... han respektere dig ikke og gider ikke familielivet... 

MVM skriver:

Tænker du skal spørge dig selv, hvad du får ud af, at være i dette forhold?

Personligt havde det ikke været et forhold for mig, her er vi ligeværdige, så vi laver lige meget herhjemme med børn og huslige... og vi tager os tid til hinanden... Hvis jeg havde været i dit sted, var jeg blevet single ganske enkelt... han respektere dig ikke og gider ikke familielivet... 

Er det ikke rigtigt? Men jeg tænker du måske er lige grov nok, når du konstaterer han ikke gider familie livet. Vi går til gymnastik om søndagen i en time, hvor han er meget fast besluttet på at være med. Men det er egentlig ikke meget, nu hvor jeg tænker over det

Anonym skriver:

Er det ikke rigtigt? Men jeg tænker du måske er lige grov nok, når du konstaterer han ikke gider familie livet. Vi går til gymnastik om søndagen i en time, hvor han er meget fast besluttet på at være med. Men det er egentlig ikke meget, nu hvor jeg tænker over det

Nu er familie livet mere end en time søndag... 

synes ikke jeg er grov, men prøver at skubbe lidt til dig, så du selv finder ud af, hvad du vil og ikke vil finde dig i... og så sig fra...

MVM skriver:

Nu er familie livet mere end en time søndag... 

synes ikke jeg er grov, men prøver at skubbe lidt til dig, så du selv finder ud af, hvad du vil og ikke vil finde dig i... og så sig fra...

Du har jo ret. Jeg har bare fundet mig i rigtig meget længe efterhånden 

Det virker jo nærmest som om at du ikke kan mærke grænser eller dig selv. Jeg ville forsøge med en psykolog. 

Med hensyn til din mand.. så virker det ikke som om han sætter tid eller har voldsom interesse i jer. Det ikke for at være grov, men blot en vurdering ud fra det du skriver.

hvad får du ud af forholdet..?

Der er kvinder der er i forhold med mænd der er udstationerede, sejler, er på boreplatforme i 14 dage ad gangen osv. Man må vurdere om det er nok og om det er det liv man ønsker. 

Jeg havde flyttet mig..

Hønepigen skriver:

Det virker jo nærmest som om at du ikke kan mærke grænser eller dig selv. Jeg ville forsøge med en psykolog. 

Med hensyn til din mand.. så virker det ikke som om han sætter tid eller har voldsom interesse i jer. Det ikke for at være grov, men blot en vurdering ud fra det du skriver.

hvad får du ud af forholdet..?

Der er kvinder der er i forhold med mænd der er udstationerede, sejler, er på boreplatforme i 14 dage ad gangen osv. Man må vurdere om det er nok og om det er det liv man ønsker. 

Jeg havde flyttet mig..

Altså han er sød, men jeg synes tit jeg ligger mærke Tim han faktisk er rigtig ligeglad med mig. At det er mig der tit overdøser med kærlighed osv. Når vi træner sammen o trænings centret en sjælden gang, ligger han heller ik rigtig mærke til mig. Altså han kunne da godt sige jeg er sej eller noget? 

Ellers ved jeg ikke, jeg har forsøgt med psykolog, men det har ikke hjulpet mig. Men det er hele tiden følelsen af ikke og være god nok. Jeg håber jeg snart bliver klogere på mine følelser.

Anonym skriver:

Altså han er sød, men jeg synes tit jeg ligger mærke Tim han faktisk er rigtig ligeglad med mig. At det er mig der tit overdøser med kærlighed osv. Når vi træner sammen o trænings centret en sjælden gang, ligger han heller ik rigtig mærke til mig. Altså han kunne da godt sige jeg er sej eller noget? 

 

Ellers ved jeg ikke, jeg har forsøgt med psykolog, men det har ikke hjulpet mig. Men det er hele tiden følelsen af ikke og være god nok. Jeg håber jeg snart bliver klogere på mine følelser.

Men altså .. det er jo heller ikke værd at være i et forhold, hvor du ikke føler du er noget værd?

.. og selvværd kommer også indefra - at du kan se hvad du er værd og fortjener og evner at sætte grænser. 

Det kan en psykolog ofte hjælpe med. Men ærgeligt hvis din erfaring siger noget andet