Min mand er blevet for tyk

Hej med jer 

Ja, som overskriften angiver så er min mand blevet for tyk. Efter at der er lavet omstruktureringer på arbejder spiser de meget og også meget forkert. Det har tydeligt sat sine spor - sammenlignet med at han heller ikke laver motion. 

Normalt går jeg ikke vanvittigt meget op i udseende og elsker ham bestemt som han er, men hans mave er blevet så stor at den vælter ud over bæltekanten, og jeg får sværere og sværere ved at tænde på ham nøgen. 

Hvordan faen får jeg det sagt til ham uden at såre ham? Han er en følsom fyr, og kan heller ikke fyre af om det skal være et fællesprojekt, for jeg spiser i forvejen minimalt af sukker, mættet fedt o.lign. Hvad tænker i? Er det bare svesken på disken?

Ja det havde jeg nok valgt  sig det som det er. Ingen grund til at pakke det ind 

Det er et ret følsomt emne så en smule indpakning eller empati er nok på sin plads.

jeg ville nok ikke reagere godt i forhold til “skat du er for tyk”.

det kan godt være du spiser minimalt med sukker men det er ikke = sundhed. Du kan komfort foreslå at I motionerer sammen.

Måske kan I kigge på at han tager frokost med hvis det han spiser der er usundt. 

Er han overvægtig eller er det kosmetisk, at du synes hans mave ikke er helt flad (forstå mig ret). Hvad vejer han og hvad er højden?

Nu skriver du, han er en følsom fyr. Så hvis du skal fortælle ham, at han er blevet for tyk, så vil jeg sige det på en omsorgsfuld måde. Altså: Skat, jeg elsker dig meget højt, men jeg har lagt mærke til, at du har taget lidt på, og jeg bliver nervøs for dit helbred, fordi jeg (og ungerne) gerne vil beholde dig i mange år, så jeg kunne godt tænke mig, at... Mere fokus på mad? Mere motion i hverdagen? Frokost med hjemmefra? Lære at sige nej til fristelser? Starte på Sense? Hvad du synes, vil være en god ide. 

LSS skriver:

Ja det havde jeg nok valgt  sig det som det er. Ingen grund til at pakke det ind 

Tror måske også det er sådan jeg ender med at gøre. Self på en ordentlig måde, men uden en masse snik snak osv..

Mullemee skriver:

Nu skriver du, han er en følsom fyr. Så hvis du skal fortælle ham, at han er blevet for tyk, så vil jeg sige det på en omsorgsfuld måde. Altså: Skat, jeg elsker dig meget højt, men jeg har lagt mærke til, at du har taget lidt på, og jeg bliver nervøs for dit helbred, fordi jeg (og ungerne) gerne vil beholde dig i mange år, så jeg kunne godt tænke mig, at... Mere fokus på mad? Mere motion i hverdagen? Frokost med hjemmefra? Lære at sige nej til fristelser? Starte på Sense? Hvad du synes, vil være en god ide. 

Det er helt sikkert også i tråd med hvis jeg selv forestiller mig. Noget med at få det sagt lidt direkte, men selvfølgeligt på en ordentlig måde, og evt pakket en smule ind i en bekymring for hans helbred. Tak for dit svar ����

Hej med jer 

Ja, som overskriften angiver så er min mand blevet for tyk. Efter at der er lavet omstruktureringer på arbejder spiser de meget og også meget forkert. Det har tydeligt sat sine spor - sammenlignet med at han heller ikke laver motion. 

Normalt går jeg ikke vanvittigt meget op i udseende og elsker ham bestemt som han er, men hans mave er blevet så stor at den vælter ud over bæltekanten, og jeg får sværere og sværere ved at tænde på ham nøgen. 

Hvordan faen får jeg det sagt til ham uden at såre ham? Han er en følsom fyr, og kan heller ikke fyre af om det skal være et fællesprojekt, for jeg spiser i forvejen minimalt af sukker, mættet fedt o.lign. Hvad tænker i? Er det bare svesken på disken?

Står selv i samme "problemstilling" og har gjort det i et årstid. Min mand har en ryggrad som en regnorm for at sige som det er. Han har det i munden men ingen handling bag ordnerne. Han vil rigtig gerne tabe sig, men gør ikke arbejdet for det.

Han bliver mere irriteret end han gør noget ved problemet, faktisk. når jeg kommenter på overvægten.

han har været ved lægen, til helbreds tjek. det er ingen gang nok, til at få sparket vægttabet i gang.

Så mit råd er, at din mand selv finde ryggraden frem, selv se problemstillingen og vil det, ellers tror jeg ikke at der vil ske en dyt.

Aprilbarn skriver:

Står selv i samme "problemstilling" og har gjort det i et årstid. Min mand har en ryggrad som en regnorm for at sige som det er. Han har det i munden men ingen handling bag ordnerne. Han vil rigtig gerne tabe sig, men gør ikke arbejdet for det.

Han bliver mere irriteret end han gør noget ved problemet, faktisk. når jeg kommenter på overvægten.

han har været ved lægen, til helbreds tjek. det er ingen gang nok, til at få sparket vægttabet i gang.

Så mit råd er, at din mand selv finde ryggraden frem, selv se problemstillingen og vil det, ellers tror jeg ikke at der vil ske en dyt.

Enig. Det er samme problemstilling med min mand. Han har også været til læge, da jeg var bekymret for helbredet. Men det er heller ikke nok. Dog snakker vi dog jævnligt om det 

Jeg har selv været overvægtig, og jeg vidste det jo egentligt godt. Dog ville jeg ønske nogle fortalte mig om deres bekymring. Men det er virkelig et følsom emne. Nu er det jo så din egen mand, så ville stille og roligt snakke med ham on det..  

Men det er ham selv, som skal finde rygraden til det. Det kan være rigtigt svært at finde.

Jeg tænker at er godt udgangspunk er at vende den om. Hvordan ville du blive mindst såret hvis det var ham der synes du havde taget for meget på? Ville du helst have det serveret som “Skat, jeg synes vi et blevet lidt dovne, lad os gå en tur” eller “Du er blevet tyk, gør noget ved det”?

herhjemme er det mig der har taget ca 15 kg på de sidste 5 år, og min mand elsker mig stadig, og har ikke foreslået vægttab. Hvilket faktisk næsten er værre end kommentarerne. (De er ikke ondskabsfulde, bare i retning at “du er da blevet lidt rund, lillemor” men når jeg foreslår at VI gør noget ved det, så trækker han i land det er ikke fedt at spise salat mens alle andre får pizza, så gæt hvor meget jeg har smidt?

Anonym skriver:

Det er helt sikkert også i tråd med hvis jeg selv forestiller mig. Noget med at få det sagt lidt direkte, men selvfølgeligt på en ordentlig måde, og evt pakket en smule ind i en bekymring for hans helbred. Tak for dit svar ����

Jeg ville ikke pakke det ind i en helbreds-diskussion. Jeg vejer selv for meget, men jeg er også sundere end rigtig mange der ikke gør. Du er nødt til at fortælle ham hvad problemet reelt er, ellers risikerer du at han løser det forkerte problem. Hvis det var mig der blev veganer (eller tilsvarende) for kærestens skyld for senere at få at vide at det var lige meget, han synes bare jeg var og stadig er for tyk -- ja så blev jeg altså sur.