Anonym skriver:
Jeg fik det sagt... Han blev knust! 
Men han valgte at sige at han gerne vil "nøjes" med os (det var mine ord).
Jeg var fattet og tydelig, og jeg afviste pænt alle hans forsøg på at få mig til at love at se tiden an, og måske det kunne ændre sig osv.
Jeg bad ham tænke over det, men det ville han ikke bruge mere tid på. Han vil gerne os, og selvom det gør ondt nu, så mener han at det går over..
Hvorfor har jeg så ondt i maven nu? Jeg har fået det jeg altid drømte om - en mand der vil opgive alt for mig skyld.
Men jeg føler at jeg har ødelagt noget mellem os. Han er sød og kærlig efter vores snak, skriver og siger de samme søde ting.
Jeg kan ikke sætte ord på det... Måske har jeg bare virkelig svært ved at fratage ham noget han så brændende ønsker - men jeg kan heller ikke få mig selv til at ende forholdet, når han vælger mig til på den måde. Det er jo kærlighed der vil noget!
Det er godt, at du har været ærlig. Og at du ikke er kommet til at love ham noget, som du ved, du ikke kan holde (altså at se tiden an og give ham forhåbninger om, at det vil ændre sig).
Det er ikke mærkeligt, at I begge har en klump i maven. For det er naturligt, at han er såret. Og det er naturligt, at du føler, at du har frataget ham noget. Der er ingen, der kan garantere, at han ikke skifter mening en dag.
Men han har valgt dig og dine børn, og det kan godt lade sig gøre for nogle mennekser at forlige sig med tanken om ikke at få biologiske børn.
Du har givet ham muligheden for at gå nu, inden han bliver endnu mere følelsesmæssigt involveret.
Men han blev.
Hvis I begge føler, at I har mødt jeres livs kærlighed, så er det også stort.
