Hvordan får jeg det sagt på en god måde?

Hej med jer

Jeg har brug for råd, og lige præcis det her issue tænker jeg at I måske har nogle konstruktive bud på.

Så kort fortalt som muligt:

Jeg har en kæreste på 6. måned, og to børn på 4 og 7 år (fra tidligere forhold).

Da vi lærte hinanden at kende gav han udtryk for at han gerne ville have børn. Jeg fortalte at jeg ikke havde behov for flere, men med den rigtige ville jeg overveje det, og se hvad fremtiden bød på.

Nu er jeg nået tilpas langt i forholdet, til at føle at jeg sagtens kan se en fremtid med ham. Men... Jeg kan ikke se mig selv få flere børn. Jeg er mor med stort M, og jeg er på hele tiden med de to banditter som er hos mig stort set hele tiden. Jeg elsker mine unger over alt på jorden, og ville aldrig undvære dem. Derfor forstår jeg jo også virkelig godt hans ønske om at få sine egne børn.

Så nu skal jeg have fundet en god måde at fortælle ham det på. Jeg ved simpelthen ikke hvor jeg skal starte eller ende, hvornår jeg skal sige det, hvor henne osv.

Jeg vil ham så gerne, men samtidig vil jeg også gøre ham klart at jeg godt kan forstå hvis han vælger at ende forholdet på den her baggrund. Jeg tror han vælger at gå, og det gør ondt - men han skal ikke holdes hen når jeg nu kan mærke at det her er sådan landet ligger.

Hjælp 

Anonym skriver:

Hej med jer

Jeg har brug for råd, og lige præcis det her issue tænker jeg at I måske har nogle konstruktive bud på.

Så kort fortalt som muligt:

Jeg har en kæreste på 6. måned, og to børn på 4 og 7 år (fra tidligere forhold).

Da vi lærte hinanden at kende gav han udtryk for at han gerne ville have børn. Jeg fortalte at jeg ikke havde behov for flere, men med den rigtige ville jeg overveje det, og se hvad fremtiden bød på.

Nu er jeg nået tilpas langt i forholdet, til at føle at jeg sagtens kan se en fremtid med ham. Men... Jeg kan ikke se mig selv få flere børn. Jeg er mor med stort M, og jeg er på hele tiden med de to banditter som er hos mig stort set hele tiden. Jeg elsker mine unger over alt på jorden, og ville aldrig undvære dem. Derfor forstår jeg jo også virkelig godt hans ønske om at få sine egne børn.

Så nu skal jeg have fundet en god måde at fortælle ham det på. Jeg ved simpelthen ikke hvor jeg skal starte eller ende, hvornår jeg skal sige det, hvor henne osv.

Jeg vil ham så gerne, men samtidig vil jeg også gøre ham klart at jeg godt kan forstå hvis han vælger at ende forholdet på den her baggrund. Jeg tror han vælger at gå, og det gør ondt - men han skal ikke holdes hen når jeg nu kan mærke at det her er sådan landet ligger.

Hjælp 

Synes du skal sige det præcis som du skriver det her. 

At du holder meget af ham. Men at du simpelthen ikk ønsker flere børn, men at du forstår at han gør. Og med respekt for ham vil du hellere sige det nu fremfor om flere år. Og at du har forståelse og respekt for hvis han vælger at afbryde forholdet af den grund uanet hvor ondt det vil gøre da du selvfølgelig ikk ønsker at spolerer hans dem om egne børn 

AnoMor skriver:

Synes du skal sige det præcis som du skriver det her. 

At du holder meget af ham. Men at du simpelthen ikk ønsker flere børn, men at du forstår at han gør. Og med respekt for ham vil du hellere sige det nu fremfor om flere år. Og at du har forståelse og respekt for hvis han vælger at afbryde forholdet af den grund uanet hvor ondt det vil gøre da du selvfølgelig ikk ønsker at spolerer hans dem om egne børn 

Ja, det er også sådan det lyder bedst i mit hovedet.

Men gør jeg det herhjemme hos mig, når børnene sover?

Ude et sted, hvor børnene ikke er med? Hos ham?

Vi har begge ting hos hinanden, så hvis han vælger at afbryde forholdet - hvad så? Skal vi pakke og hente vores ting med det samme?

Jeg synes det er så svært.

Børnene kan også godt lide ham, hvad siger man til dem?

Anonym skriver:

Ja, det er også sådan det lyder bedst i mit hovedet.

Men gør jeg det herhjemme hos mig, når børnene sover?

Ude et sted, hvor børnene ikke er med? Hos ham?

Vi har begge ting hos hinanden, så hvis han vælger at afbryde forholdet - hvad så? Skal vi pakke og hente vores ting med det samme?

Jeg synes det er så svært.

Børnene kan også godt lide ham, hvad siger man til dem?

Synes helt sikkert at du skal snakke med ham når i er alene. Men ikke ude et offentligt sted. Det klarer man privat synes jeg. 

Hvis han vælger at afbryde forholdet. Så spørger du ham hvordan han vil have det skal gøres med hensyn til tingene. Også tager i den derfra. 

Jeg er selv næsten lige gået fra en som min søn på 4 var rigtig glad for. Og jeg vil ikk lyve for dig. For fanden hvor var det hårdt at han spurgte efter ham hele tiden og savnede ham. Men det går over. Efter 2 måneder spurgte han sjældnere og sjældnere til ham og nu 6 mdr efter nævner han ham aldrig. Svar på deres spørgsmål i børnehøjde når de spørger hvor X er henne og hvornår han kommer igen. 

AnoMor skriver:

Synes helt sikkert at du skal snakke med ham når i er alene. Men ikke ude et offentligt sted. Det klarer man privat synes jeg. 

Hvis han vælger at afbryde forholdet. Så spørger du ham hvordan han vil have det skal gøres med hensyn til tingene. Også tager i den derfra. 

Jeg er selv næsten lige gået fra en som min søn på 4 var rigtig glad for. Og jeg vil ikk lyve for dig. For fanden hvor var det hårdt at han spurgte efter ham hele tiden og savnede ham. Men det går over. Efter 2 måneder spurgte han sjældnere og sjældnere til ham og nu 6 mdr efter nævner han ham aldrig. Svar på deres spørgsmål i børnehøjde når de spørger hvor X er henne og hvornår han kommer igen. 

Tak 

Jeg prøver at finde et tidspunkt hvor børnene ikke er hjemme, og der ikke er en masse planlagt 

Øv, det er jeg da ked af at høre. Men godt at høre at det går over med tiden. Det gør ondt at påføre sine børn et savn (af den anden forælder) i forvejen, så at tilføje mere til den liste er ikke sjovt...

Anonym skriver:

Tak 

Jeg prøver at finde et tidspunkt hvor børnene ikke er hjemme, og der ikke er en masse planlagt 

Øv, det er jeg da ked af at høre. Men godt at høre at det går over med tiden. Det gør ondt at påføre sine børn et savn (af den anden forælder) i forvejen, så at tilføje mere til den liste er ikke sjovt...

Det synes jeg ihvertfald er bedst. Selvfølgelig kan det også være når de sovet men hvis det ender i råb og frustrationer fordi han bliver såret. Så det synd hvis børnene skal opleve det fordi de vågner. 

Det gør ekstremt ondt ja. Og har ikk tal på hvor mange gange jeg har måttet bide kæberne sammen for ikk at tude når han spurgte. Man ønsker dem jo kun det bedste de køre små. 

Respekt til dig fordi du vælger at være ærlig tidligt i forholdet, så han har mulighed for at gå før I bliver "for involverede". 

Det ville jeg bare sige.

iMama skriver:

Respekt til dig fordi du vælger at være ærlig tidligt i forholdet, så han har mulighed for at gå før I bliver "for involverede". 

Det ville jeg bare sige.

Jeg tænkte det samme 

iMama skriver:

Respekt til dig fordi du vælger at være ærlig tidligt i forholdet, så han har mulighed for at gå før I bliver "for involverede". 

Det ville jeg bare sige.

Årh tusind tak 

Det er møgsvært at gøre, men jeg ville selv være glad for det alligevel.

Jeg fik det sagt... Han blev knust! 

Men han valgte at sige at han gerne vil "nøjes" med os (det var mine ord).

Jeg var fattet og tydelig, og jeg afviste pænt alle hans forsøg på at få mig til at love at se tiden an, og måske det kunne ændre sig osv.

Jeg bad ham tænke over det, men det ville han ikke bruge mere tid på. Han vil gerne os, og selvom det gør ondt nu, så mener han at det går over..

Hvorfor har jeg så ondt i maven nu? Jeg har fået det jeg altid drømte om - en mand der vil opgive alt for mig skyld.

Men jeg føler at jeg har ødelagt noget mellem os. Han er sød og kærlig efter vores snak, skriver og siger de samme søde ting.

Jeg kan ikke sætte ord på det... Måske har jeg bare virkelig svært ved at fratage ham noget han så brændende ønsker - men jeg kan heller ikke få mig selv til at ende forholdet, når han vælger mig til på den måde. Det er jo kærlighed der vil noget!