Anonym skriver:
Tak for alle jeres svar, søde og dejlige mennesker. Jeg har ikke lige overskud til at svare enkeltvis, men alt er læst og værdsat. Bortset fra det med dovenskab, jeg har godt nok også som den der sidder i det og beskrev sin situation ret svært ved at forstå, hvordan man kan fortolke det som dovenskab, men lad os nu lade det ligge..
Jeg har haft en god snak med min mand, siden jeg skrev indlægget. Han sagde, at han allerede vidste, at jeg var deprimeret og havde været det i en tre ugers tid, og det havde været på vej i 1.5 måneds tid. Åh det er så svært, det er fordi jeg får de her dyk.
Og det der sker, når jeg får dem, jeg bliver jævnligt deprimeret, så glemmer jeg, at der er tidspunkter jeg ikke har det sådan. For mig føles det som om, at sådan er jeg altid og sådan har jeg altid haft det. Som om jeg i en periode har total amnesi i forhold til, at der også er perioder, hvor jeg ikke er deprimeret.
Jeg forstpr ikke at jeg glemmer det. Men tilstanden er så total og omslutter mig, så for mig bliver det den jeg er. Men det har været sådan her hele livet, eller så længe jeg kan huske. Jeg kom i tanke om jeg havde få samtaler hos en psykolog nogle dyk siden, det var et år siden. Men så da jeg endelig kom til hos hende gik det over, og jeg droppede samtalerne, fordi jeg så havde det godt igen.
Min mand sagde han for 1.5 måned siden begyndte at bemærke jeg lige så stille blev mere initiativløs, og så vidste han jeg var på vej ned. Men han ville ikke sige noget, for han ville ikke provokere noget eller kommer til at fremskynde det. Og han ved jeg altid selv når erkendelsen, når jeg er klar til det, om at jeg er deprimeret igen. Jeg spurgte ham, om han så havde tænkt åh nej ikke igen. Men han sagde, nej, han tænkte "så tager vi det med". Jeg er virkelig heldig. At han acceptere mig 100% også i de dårlige tider, og at han kender mig så godt han ser de små tegn på, at det er ved at ske.
Jeg undrer mig bare over den her følelse af, at det er sådan her altid. Og min forglemmelse. Indtil jeg pludselig når erkendelsen, eller min mand italesætter det. Jeg ved heller ikke hvad jeg skal stille op. Min mand siger at som han har set det har jeg haft en 2-3 dyk siden efteråret. Det er lidt forskelligt hvor længe det varer, eller hvor dybt jeg falder.
Jeg er blevet tilbudt medicin for depression en gang for 10 år siden, men tog ikke imod det. Ellers har jeg kun fået hjælp mod depression en enkelt gang, da jeg ikke har opsøgt hjælp da det jo bare føles som en del af min personlighed at være depri..
Nå, det var et langt skriv og mange tanke. Det er bare så sært når man står i den der.. Nååh ja, jeg er "bare" deprimeret igen igen igen igen igen. Men giver det så mening med medicin når det svinger sådan og så jævnligt? Vil nok sige jeg er deprimeret som minimum 2 gange om året, nok også 3.
Og det er rigtig mærkeligt, for det kan gå over fra dag til dag. Sådan var det da jeg sidst var langt nede, længere nede end nu. Jeg troede aldrig jeg skulle komme igennem det, kunne slet ikke magte noget. Det stod på i tre måneder tror jeg, og så vågnede jeg en morgen og var total ovenpå, frisk, havde energi, initiativ, følte mig helt vildt godt tilpas..
Jeg oplever nøjagtigt det samme - jeg har det ALTID dårligt, mit liv er ALDRIG, som det burde være, jeg er dømt til at have det dårligt for tid og evighed. Og så, vupti, en god, lang periode, hvor livet er fantastisk, og jeg slet ikke kan forstå, jeg har været så langt nede. Jeg kalder det tunnelsyn - fuldstændig mangel på evne til at huske, at jeg nogensinde har været glad.
