Deprimeret uden at være ked af det?

Jeg læser det på en måde. Du en anden. Ts kan springe mit indlæg over hvis hun vil det.

jeg skrive udfra hvad jeg læser og relaterer til det. Færdig slut.

og nej doven er ikke nødvendigvis negativt overhovedet. Det er en tilstand man ufrivilligt havner i engang i mellem og det er en tilstand man kan have svært ved at komme ud af. 

Nej - dovenskab er ikke noget man havner I . Det er noget man kan være og så  tage sig sammen. Den apati (manglende handlekraft) man havner i med en depression er en helt anden snak. To vidt forskellige ting

Anonym skriver:

Nej - dovenskab er ikke noget man havner I . Det er noget man kan være og så  tage sig sammen. Den apati (manglende handlekraft) man havner i med en depression er en helt anden snak. To vidt forskellige ting

Ja ja

Anonym skriver:

Kan man være deprimeret uden at være ked af det?

Jeg går ikke rundt og er ked af det og græder. Faktisk er problemet mere at jeg ikke føler noget. Overhovedet. Jeg føler ikke glæde. Men heller ikke sorg. Jeg føler mig irriteret og sur ind i mellem, men det er det eneste ud over tomhed og ingenting. Jeg passer også mig arbejde som jeg skal. Kører gennem dagens rutiner som jeg skal. Fortsætter som jeg skal, fordi det er mit ansvar som kollega, kone og mor. Jeg plastrer det store smil på, konverserer, prøver at følge med. 

Men jeg føler mig bare tom. Jeg er sindssygt træt hele tiden. Allerede op af formiddagen når jeg punktet, hvor resten af dagen er en kamp for bare at overleve indtil jeg kan komme i seng. Jeg har ikke lyst til at foretage mig noget. Det gik op for mig nu, hvor min mand spurgte om jeg ville med på udflugt med ham og børnene i morgen, og jeg begyndte at græde fordi det var så uoverskueligt for mig. 

Han sagde omsorgsfuldt at vi kunne finde noget, som jeg ville synes var sjovt at lave, om jeg havde en ide? Og så blev jeg mere ked af det, fordi det gik op for mig at jeg ikke kan komme i tanke om noget, jeg ville have lyst til at tage ud at lave overhovedet. Jeg ville hellere ligge på sofaen og slappe af, jeg kan slet ikke overskue at tage ud. Og sådan har det været længe. Og jeg ender jo nok med at tage afsted, men det er igen det her med, at det skal jeg jo. Jeg gør det, fordi jeg skal, fordi jeg er mor. 

Jeg tager mere og mere på. Fordi jeg er inaktiv og spiser mere. Fordi jeg kan ikke overskue at lave noget, og mad er nok det eneste der kan give mig lidt feel good. 

Men det er bare, at jeg begynder at erkende jeg har haft det sådan her ekstremt længe. Nok i årevis - med små glimt ind i mellem hvor det er gået bedre. Og problemet er, at jeg kan ikke pege på et konkret problem. Der er ikke noget at sætte fingeren på i mit liv. Sunde, raske, glade børn. En fantastisk uselvisk og kærlig mand. Et godt ægteskab. Dejlig bolig og skøn hund. Fin økonomi. Et job jeg er glad for. 

Hvordan skal jeg så komme ud af det, hvis jeg er deprimeret? For synes jo ikke noget i mit liv kan laves om. Jeg er bare tom, træt, vil være i fred og kan på ingen måde overskue noget. Jeg har ikke selvmordstanker skal siges. 

Tog den her depressions test online. 

 

Kan desværre nikke genkendende til det meste,  at det du skriver . Jeg har samme følelser men går ikke rundt og græder . Fik lavet en test ved lægen som viste svær depression . Jeg har ingen gode råd , jeg er lige startet op hos psykolog , lægen ønskede jeg skulle have medicin men har takket nej i første omgang . Ønsker dig ALT det bedste . Læser det som din mand virker omsorgsfuld og forstående .  For det , tænker det er en god ting 

Anonym skriver:

Kan desværre nikke genkendende til det meste,  at det du skriver . Jeg har samme følelser men går ikke rundt og græder . Fik lavet en test ved lægen som viste svær depression . Jeg har ingen gode råd , jeg er lige startet op hos psykolog , lægen ønskede jeg skulle have medicin men har takket nej i første omgang . Ønsker dig ALT det bedste . Læser det som din mand virker omsorgsfuld og forstående .  For det , tænker det er en god ting 

Held og lykke! Det er rigtig hårdt st stå i.

Vil blot sige til dig og TS: jeg kender desværre ikke nogen der er kommet dig over en svær depression uden medicin, netop da der er tale om en kemisk ubalance i hjernen. Det kan man hjælpe med medicin. 

Held og lykke og god bedring til jer begge

Anonym skriver:

Umiddelbart vil jeg ikke sige at du har en depression men bare doven (ikke negativt ment vil jeg lige pointerer). Jeg får det på samme periode som dig nogle gange. Ligesom om at man bare ikk orker noget som helst. Så finder jeg et eller andet der giver mig glæde også er jeg ovenpå igen. 

Sådan en online test ville jeg aldrig gå ud fra. Men hvis du er bekymret så synes jeg da helt bestemt du skal tage en tur til lægen. Evt en psykolog og snakke med. 

Forstår virkelig godt du vælger at gemme dig! Hold nu kæft hvor er det strengt at kalde et andet menneske dovent, som viser tydelige tegn på at have det svært. 

Tak for alle jeres svar, søde og dejlige mennesker. Jeg har ikke lige overskud til at svare enkeltvis, men alt er læst og værdsat. Bortset fra det med dovenskab, jeg har godt nok også som den der sidder i det og beskrev sin situation ret svært ved at forstå, hvordan man kan fortolke det som dovenskab, men lad os nu lade det ligge..

Jeg har haft en god snak med min mand, siden jeg skrev indlægget. Han sagde, at han allerede vidste, at jeg var deprimeret og havde været det i en tre ugers tid, og det havde været på vej i 1.5 måneds tid. Åh det er så svært, det er fordi jeg får de her dyk.

Og det der sker, når jeg får dem, jeg bliver jævnligt deprimeret, så glemmer jeg, at der er tidspunkter jeg ikke har det sådan. For mig føles det som om, at sådan er jeg altid og sådan har jeg altid haft det. Som om jeg i en periode har total amnesi i forhold til, at der også er perioder, hvor jeg ikke er deprimeret.

Jeg forstpr ikke at jeg glemmer det. Men tilstanden er så total og omslutter mig, så for mig bliver det den jeg er. Men det har været sådan her hele livet, eller så længe jeg kan huske. Jeg kom i tanke om jeg havde få samtaler hos en psykolog nogle dyk siden, det var et år siden. Men så da jeg endelig kom til hos hende gik det over, og jeg droppede samtalerne, fordi jeg så havde det godt igen.

Min mand sagde han for 1.5 måned siden begyndte at bemærke jeg lige så stille blev mere initiativløs, og så vidste han jeg var på vej ned. Men han ville ikke sige noget, for han ville ikke provokere noget eller kommer til at fremskynde det. Og han ved jeg altid selv når erkendelsen, når jeg er klar til det, om at jeg er deprimeret igen. Jeg spurgte ham, om han så havde tænkt åh nej ikke igen. Men han sagde, nej, han tænkte "så tager vi det med". Jeg er virkelig heldig. At han acceptere mig 100% også i de dårlige tider, og at han kender mig så godt han ser de små tegn på, at det er ved at ske.

Jeg undrer mig bare over den her følelse af, at det er sådan her altid. Og min forglemmelse. Indtil jeg pludselig når erkendelsen, eller min mand italesætter det. Jeg ved heller ikke hvad jeg skal stille op. Min mand siger at som han har set det har jeg haft en 2-3 dyk siden efteråret. Det er lidt forskelligt hvor længe det varer, eller hvor dybt jeg falder.

Jeg er blevet tilbudt medicin for depression en gang for 10 år siden, men tog ikke imod det. Ellers har jeg kun fået hjælp mod depression en enkelt gang, da jeg ikke har opsøgt hjælp da det jo bare føles som en del af min personlighed at være depri..

Nå, det var et langt skriv og mange tanke. Det er bare så sært når man står i den der.. Nååh ja, jeg er "bare" deprimeret igen igen igen igen igen. Men giver det så mening med medicin når det svinger sådan og så jævnligt? Vil nok sige jeg er deprimeret som minimum 2 gange om året, nok også 3.

Og det er rigtig mærkeligt, for det kan gå over fra dag til dag. Sådan var det da jeg sidst var langt nede, længere nede end nu. Jeg troede aldrig jeg skulle komme igennem det, kunne slet ikke magte noget. Det stod på i tre måneder tror jeg, og så vågnede jeg en morgen og var total ovenpå, frisk, havde energi, initiativ, følte mig helt vildt godt tilpas.. 

Altsp bliver ikke deprimeret fra dag til dag, det er en glidende overgang. Men ofte går det over igen fra dag til dag. 

Anonym skriver:

Tak for alle jeres svar, søde og dejlige mennesker. Jeg har ikke lige overskud til at svare enkeltvis, men alt er læst og værdsat. Bortset fra det med dovenskab, jeg har godt nok også som den der sidder i det og beskrev sin situation ret svært ved at forstå, hvordan man kan fortolke det som dovenskab, men lad os nu lade det ligge..

Jeg har haft en god snak med min mand, siden jeg skrev indlægget. Han sagde, at han allerede vidste, at jeg var deprimeret og havde været det i en tre ugers tid, og det havde været på vej i 1.5 måneds tid. Åh det er så svært, det er fordi jeg får de her dyk.

Og det der sker, når jeg får dem, jeg bliver jævnligt deprimeret, så glemmer jeg, at der er tidspunkter jeg ikke har det sådan. For mig føles det som om, at sådan er jeg altid og sådan har jeg altid haft det. Som om jeg i en periode har total amnesi i forhold til, at der også er perioder, hvor jeg ikke er deprimeret.

Jeg forstpr ikke at jeg glemmer det. Men tilstanden er så total og omslutter mig, så for mig bliver det den jeg er. Men det har været sådan her hele livet, eller så længe jeg kan huske. Jeg kom i tanke om jeg havde få samtaler hos en psykolog nogle dyk siden, det var et år siden. Men så da jeg endelig kom til hos hende gik det over, og jeg droppede samtalerne, fordi jeg så havde det godt igen.

Min mand sagde han for 1.5 måned siden begyndte at bemærke jeg lige så stille blev mere initiativløs, og så vidste han jeg var på vej ned. Men han ville ikke sige noget, for han ville ikke provokere noget eller kommer til at fremskynde det. Og han ved jeg altid selv når erkendelsen, når jeg er klar til det, om at jeg er deprimeret igen. Jeg spurgte ham, om han så havde tænkt åh nej ikke igen. Men han sagde, nej, han tænkte "så tager vi det med". Jeg er virkelig heldig. At han acceptere mig 100% også i de dårlige tider, og at han kender mig så godt han ser de små tegn på, at det er ved at ske.

Jeg undrer mig bare over den her følelse af, at det er sådan her altid. Og min forglemmelse. Indtil jeg pludselig når erkendelsen, eller min mand italesætter det. Jeg ved heller ikke hvad jeg skal stille op. Min mand siger at som han har set det har jeg haft en 2-3 dyk siden efteråret. Det er lidt forskelligt hvor længe det varer, eller hvor dybt jeg falder.

Jeg er blevet tilbudt medicin for depression en gang for 10 år siden, men tog ikke imod det. Ellers har jeg kun fået hjælp mod depression en enkelt gang, da jeg ikke har opsøgt hjælp da det jo bare føles som en del af min personlighed at være depri..

Nå, det var et langt skriv og mange tanke. Det er bare så sært når man står i den der.. Nååh ja, jeg er "bare" deprimeret igen igen igen igen igen. Men giver det så mening med medicin når det svinger sådan og så jævnligt? Vil nok sige jeg er deprimeret som minimum 2 gange om året, nok også 3.

Og det er rigtig mærkeligt, for det kan gå over fra dag til dag. Sådan var det da jeg sidst var langt nede, længere nede end nu. Jeg troede aldrig jeg skulle komme igennem det, kunne slet ikke magte noget. Det stod på i tre måneder tror jeg, og så vågnede jeg en morgen og var total ovenpå, frisk, havde energi, initiativ, følte mig helt vildt godt tilpas.. 

Som en der selv har været igennem flere depressioner, vil jeg sige det lyder bekymrende at det er en tilbagevendende tilstand. At du har flere depressive episoder i løbet af relativ kort tid, også selvom du selv kommer ud af dem igen. 

Jeg vil endnu en gang råde dig til at tage til lægen. - Og tag endelig din mand med! Uden at jeg på nogen måde er fagperson synes jeg det lyder som noget der kan (og skal) behandles. Tænk hvis noget medicin (og måske noget samtale terapi, eller hvad nu din læge anbefaler) kan give dig et liv uden depressive episoder.

Hvis det er en kemisk ubalance der forsager de episoder så er medicinsk behandling effektivt! Det er værd at gøre noget ved. 

Psykiske lidelser og mentalt helbred bliver i stor stil bagatelliseret. Men hvis det var noget fysisk der holdt op med at virke som det skal ville man jo straks søge læge. Hvis det var din arm der holdt op med at virke et par måneder, et par gange om året ville du jo ikke bare lade stå til. Så søg endelig hjælp. 

Anonym skriver:

Jeg har for det første INGEN steder skrevet at tá bare skal tage sig sammen. Så stik piben ind engang! 

Jeg skriver netop at jeg synes hun skal opsøge læge eller psykolog hvis hun er bekymret. 

Jeg ved godt hvordan depression føles. Jeg har haft en alvorlig en af slagsen. Og jeg svarer udfra hvad jeg læser. Og jeg læser ikke en typisk depression udfra min egen erfaring. Jeg læser den dovenskab jeg selv rammes af ofte. Som jeg endda OGSÅ skriver ikke skal tolkes nedladende! 

Så i stedet for at svare mig. Så prøv og at svar ts med DIT råd udfra hvordan DU læser ts’ tråd!

Du skal huske, at du ikke kan tolke ud fra, hvordan det var for dig.

Det kan vise sig på andre måder end den, du oplevede det på.

Jeg har selv haft en alvorlig depression, men det betyder ikke, at hvis det ikke er, lige præcis som jeg oplevedet det - så "læser jeg ikke en depression".

Og at bruge ordet doven, hjælper hende næppe.

TS - jeg synes, du skal tage dine symptomer alvorligt og gå til lægen.

https://www.alt.dk/sundhed/13-tegn-pa-bipolar-lidelse

Prøv at læse - kan du genkende noget her..?