"Små børn, små problemer...."

Jeg har allerede haft ret store problemer med mine små børn (på 2,5 og snart 5 år), med at blive alene i graviditeten med den første, skulle stå alene med hende midt i en fødseldepression, som var så slem at jeg endte med at  bide hende i ren dyrisk afmagt og den enorme skyldfølelse jeg stadig bærer på over det. Og så at være tæt på at miste min søn, ikke bare en gang, men hver dag i de første 2 måneder af hans liv og derefter en gang hvor jeg var nødsaget til, kort tid efter vi endelig fik ham med hjem, at genoplive ham mens jeg ventede på den ambulance jeg selv måtte ringe efter imens. Derpå fulgte at den "store", som jo kun var 2 år gammel, begyndte at være "selvskadende" på grund af angst ovenpå den voldsomme oplevelse det var for hende at blive storesøster, hvor mor forsvandt en morgen mens hun stadig sov og pludselig var på sygehuset med hendes alt for lille og meget syge lillebror, som hun var så spændt på at møde. Og oveni i det, den konstante frygt for at den "store"'s biologiske far, som virkelig ikke er en god person, en dag vil blive en del af min datters liv og "ødelægge" den perfekte lille skabning hun er.

Så jo, måske er der generelt større problemer med større børn, men det betyder ikke at der ikke også kan være store problemer med små børn.

Mor og meget mere skriver:

Jeg kan sagtens som professionel synes, det er “interessant” at hjælpe og støtte unge med problemer og udfordringer. Nogle gange rammer det mig stadigvæk hårdt, hvis de svigtes, mister livsmodet osv., men med årene er jeg blevet bedre til ikke at tage det med hjem. 

Men mine børn! - dem har jeg slet ikke den professionelle distance til. Jeg kunne fx ikke synes, det var interessant, da min datter var selvskadende, og det går stadig lige i hjertet på mig, når mine unge, voksne børn kæmper med store sorger og bekymringer. Jeg kan nok slet ikke sætte mig ind i, hvordan man kan se det i helikopterperspektiv og som et potentielt udviklingsområde, når ens store barn er fortvivlet, ensomt, såret, opgivende, og der er tale om mere end et kortvarigt “anfald” af stærke følelser. Selvsagt er jeg der for dem og forsøger efter bedste evne at støtte dem, men det påvirker mig enormt. Og så savner jeg virkelig at kunne fikse det for dem eller med overbevisning at kunne love dem, at det hele bliver bedre om lidt. 

Jeg tænker slet ikke på dét, at de går i byen. Det vænner man sig til. Næsten. 

For mig udelukker der ene ikke det andet. 

Når jeg har haft modgang og depressioner, så har mine lysere tanker været, at der måtte komme noget godt ud af det på en eller anden måder 

Når mit barn har heldbredsproblemer - og det har hun, qua sin alvorlige genfejl og dertilhørende sygdomme, så har jeg ondt i maven, græder og kan ikke være i mig selv. Det er meget sværere for at rumme og være i, fordi det er fysisk - jeg kan ikke se en udvej.

Hendes fysiske smerter kan jeg ikke afhjælpe ret meget med ord. Og derfor gør det så ondt på mig. Det er helt sikkert også en reminiscens fra hendes tidlige år, hvor dødsangsten og angsten for at miste hende var kæmpe stor hver dag. Jeg kunne ikke holde hende, når hun havde ondt, fordi det gjorde mere ondt at blive rørt - hun vil stadig ikke have kram, når det gør ondt. Hendes lidelse er neurologisk også.

Hvorimod alt der kan tales om føles overskueligt. Føles som problemer man kan handle sig ud af. Betyder de, at de ikke vægter eller fylder? Nej på ingen måde! Det betyder bare, at man kan handle med ord. Og det hjælper mig på en helt anden måde. 

De dage hvor vores barn er passificeret af smerterne (for de dage har hun desværre stadig), så kan jeg ikke rumme ret meget. Jeg går helt i sort. Når hun siger “av min mave/ben/arm” så får jeg klump i halsen lige med det samme og tænker på den magtesløshed, jeg har i forhold til smerter, sygdom og død. De her smerter begrænser hende og ord/handler kan meget sjældent afhjælpe. 

Egenligt tror jeg, at det er det samme for min mor (som synes teenagere og store børn er det nemmeste, selvom jeg blev mobbet i 10 år, gjorde selvskade og var venneløs). Hendes mor var meget syg (og døde til sidst) og det satte dybe spor i hende. 

Så for mig er små børn ikke små problemer. De kobles med rigtig mange andre ting - kombineret med, at man ikke kan tale dem ud af situationerne. Og så mister jeg mit vigtigste redskab - nemlig evnen til at afhjælpe med ord.

Men for mange andre, der er det sikkert det modsatte. Men hvert menneske, deres baggrund og reaktion. Lige pt er jeg bare lettet over, at mit barn ikke skriger 6-8 timer om dagen i smerte mere, som de første 2 1/2 år, hvor intet hjalp - heller ikke smertestillende og jeg var sikker på, at det her klarede vi ikke. 

Så jeg føler mig meget negligeret, når folk kommer og siger “små børn - små problemer, store børn -store problemer” og kræver patent på den sandhed, fordi deres børn er 18- år og har haft store valg om uddannelse, hjertersorger og alkoholproblemer osv. 

For ja, det er sikkert meget større for dem, end da deres børn var små. Og det respekterer jeg til fulde. Men det betyder ikke, at det er rigtigt i min situation. 

CBbaby skriver:

For mig udelukker der ene ikke det andet. 

Når jeg har haft modgang og depressioner, så har mine lysere tanker været, at der måtte komme noget godt ud af det på en eller anden måder 

Når mit barn har heldbredsproblemer - og det har hun, qua sin alvorlige genfejl og dertilhørende sygdomme, så har jeg ondt i maven, græder og kan ikke være i mig selv. Det er meget sværere for at rumme og være i, fordi det er fysisk - jeg kan ikke se en udvej.

Hendes fysiske smerter kan jeg ikke afhjælpe ret meget med ord. Og derfor gør det så ondt på mig. Det er helt sikkert også en reminiscens fra hendes tidlige år, hvor dødsangsten og angsten for at miste hende var kæmpe stor hver dag. Jeg kunne ikke holde hende, når hun havde ondt, fordi det gjorde mere ondt at blive rørt - hun vil stadig ikke have kram, når det gør ondt. Hendes lidelse er neurologisk også.

Hvorimod alt der kan tales om føles overskueligt. Føles som problemer man kan handle sig ud af. Betyder de, at de ikke vægter eller fylder? Nej på ingen måde! Det betyder bare, at man kan handle med ord. Og det hjælper mig på en helt anden måde. 

De dage hvor vores barn er passificeret af smerterne (for de dage har hun desværre stadig), så kan jeg ikke rumme ret meget. Jeg går helt i sort. Når hun siger “av min mave/ben/arm” så får jeg klump i halsen lige med det samme og tænker på den magtesløshed, jeg har i forhold til smerter, sygdom og død. De her smerter begrænser hende og ord/handler kan meget sjældent afhjælpe. 

Egenligt tror jeg, at det er det samme for min mor (som synes teenagere og store børn er det nemmeste, selvom jeg blev mobbet i 10 år, gjorde selvskade og var venneløs). Hendes mor var meget syg (og døde til sidst) og det satte dybe spor i hende. 

Så for mig er små børn ikke små problemer. De kobles med rigtig mange andre ting - kombineret med, at man ikke kan tale dem ud af situationerne. Og så mister jeg mit vigtigste redskab - nemlig evnen til at afhjælpe med ord.

Men for mange andre, der er det sikkert det modsatte. Men hvert menneske, deres baggrund og reaktion. Lige pt er jeg bare lettet over, at mit barn ikke skriger 6-8 timer om dagen i smerte mere, som de første 2 1/2 år, hvor intet hjalp - heller ikke smertestillende og jeg var sikker på, at det her klarede vi ikke. 

Så jeg føler mig meget negligeret, når folk kommer og siger “små børn - små problemer, store børn -store problemer” og kræver patent på den sandhed, fordi deres børn er 18- år og har haft store valg om uddannelse, hjertersorger og alkoholproblemer osv. 

For ja, det er sikkert meget større for dem, end da deres børn var små. Og det respekterer jeg til fulde. Men det betyder ikke, at det er rigtigt i min situation. 

 

Jeg har prøvet begge ting: 

Jeg har stået magtesløs med min baby, der formodentlig havde smerter, og ja hvor ingen kunne redde hendes liv. 

Jeg har stået magtesløs med min præteen, der fik et panik angstanfald, og hvor psyken gjorde så ondt så jeg og hendes omgivelser var fuldstændig magtesløse.

Når jeg skal beskrive min store datters nedbrud, for jeg tit sagt det er det værste, jeg har oplevet som mor. Og Selvsagt er det ikke det, at miste min datter er det værste jeg har oplevet som mor. Og jeg forstår udemærket dine tanker, for når vores børn fysisk og såmænd også psykisk bliver rigtigt syge, har smerter vi ikke kan afhjælpe osv. Så er tanken om kærestesorg egentlig meget god, for der kan vi tale, trøste, kramme og vide, at der er en dag på den anden side. Mens når vi står magtesløse, så piller der ved hele identiteten som mor.

Men i den ideelle verden, den hvor ingen børn har så mange smerter som du beskriver, ingen børn dør og ingen teenager bryder sammen psykisk. I den verden er der (her fra hvor jeg står) flere bekymringer når børnene bliver ældre og det er jo egentlig meget logisk, for jo ældre børnene er jo mere skal jeg give slip, lade dem udvikle sig uden min indblanding konstant, jeg skal se om de vinger jeg var med til at give styrke rent faktisk også bærer dem. Når de er 2 år, så skal jeg give slip på mælkekartoner og lade dem væk de selv, når de er 16 skal jeg lade dem cykle ud på Roskilde festival og mødes med deres venner. 

Jeg mener ikke klichéen om små børn små problemer og store børn store problemer er rigtig. Men jeg kan mærke, at mine bekymringer skifter indhold med alderen. Ham på snart 9 , der er min bekymring stadig om de ringer fra skolen og siger, ar han er kørt med ambulance fordi han har lavet en eller dum ring, med ham på snart 12 går bekymringen på om han er der rigtige sted, hører jeg ham ordentlig, har han det godt. Og hende på 16 puha jeg er dybt bekymrer trods hun er et pragteksemplar af en teenager, men for pokker til august giver jeg slip et helt år, hvor hun tager til Italien og hvem ved om jeg har givet hende det hele med i den mentale rygsæk. 

CBbaby skriver:

For mig udelukker der ene ikke det andet. 

Når jeg har haft modgang og depressioner, så har mine lysere tanker været, at der måtte komme noget godt ud af det på en eller anden måder 

Når mit barn har heldbredsproblemer - og det har hun, qua sin alvorlige genfejl og dertilhørende sygdomme, så har jeg ondt i maven, græder og kan ikke være i mig selv. Det er meget sværere for at rumme og være i, fordi det er fysisk - jeg kan ikke se en udvej.

Hendes fysiske smerter kan jeg ikke afhjælpe ret meget med ord. Og derfor gør det så ondt på mig. Det er helt sikkert også en reminiscens fra hendes tidlige år, hvor dødsangsten og angsten for at miste hende var kæmpe stor hver dag. Jeg kunne ikke holde hende, når hun havde ondt, fordi det gjorde mere ondt at blive rørt - hun vil stadig ikke have kram, når det gør ondt. Hendes lidelse er neurologisk også.

Hvorimod alt der kan tales om føles overskueligt. Føles som problemer man kan handle sig ud af. Betyder de, at de ikke vægter eller fylder? Nej på ingen måde! Det betyder bare, at man kan handle med ord. Og det hjælper mig på en helt anden måde. 

De dage hvor vores barn er passificeret af smerterne (for de dage har hun desværre stadig), så kan jeg ikke rumme ret meget. Jeg går helt i sort. Når hun siger “av min mave/ben/arm” så får jeg klump i halsen lige med det samme og tænker på den magtesløshed, jeg har i forhold til smerter, sygdom og død. De her smerter begrænser hende og ord/handler kan meget sjældent afhjælpe. 

Egenligt tror jeg, at det er det samme for min mor (som synes teenagere og store børn er det nemmeste, selvom jeg blev mobbet i 10 år, gjorde selvskade og var venneløs). Hendes mor var meget syg (og døde til sidst) og det satte dybe spor i hende. 

Så for mig er små børn ikke små problemer. De kobles med rigtig mange andre ting - kombineret med, at man ikke kan tale dem ud af situationerne. Og så mister jeg mit vigtigste redskab - nemlig evnen til at afhjælpe med ord.

Men for mange andre, der er det sikkert det modsatte. Men hvert menneske, deres baggrund og reaktion. Lige pt er jeg bare lettet over, at mit barn ikke skriger 6-8 timer om dagen i smerte mere, som de første 2 1/2 år, hvor intet hjalp - heller ikke smertestillende og jeg var sikker på, at det her klarede vi ikke. 

Så jeg føler mig meget negligeret, når folk kommer og siger “små børn - små problemer, store børn -store problemer” og kræver patent på den sandhed, fordi deres børn er 18- år og har haft store valg om uddannelse, hjertersorger og alkoholproblemer osv. 

For ja, det er sikkert meget større for dem, end da deres børn var små. Og det respekterer jeg til fulde. Men det betyder ikke, at det er rigtigt i min situation. 

 

Der mener jeg så, at din datters situation er så ekstraordinær, at ingen i verden ville have dét i tankerne, når de siger dét med små og store børn og tilsvarende problemer. Hendes fysiske sygdom knytter sig jo ikke til dét, at hun er et lille barn, og er på ingen måde omfattet af “små børn, små problemer”. Havde hun været 16 og udviklet tilsvarende sygdom, ville jeg da heller aldrig bruge det som eksempel på, at store børn forårsagede/havde større problemer. Min nevø døde i en trafikulykke som 19-årig, og det er ikke i mine tanker, når jeg generaliserer omkring de udfordringer, kriser og problemer, større børn/unge står med. 

Jeg mener derfor ikke, det er rationelt - og det er du sikkert også helt bevidst om - at du føler dig negligeret, når folk siger sådan. Og jeg synes også, du blander en anden faktor ind i det, nemlig forskellen på svære, fysisk forårsagede smerter og ditto psykiske. Store børn på 17, der vrider sig i smerter, man intet kan stille op overfor, er næppe heller til at nå med ord og handling fra en mor.