"Små børn, små problemer...."

"Små børn små problemer - store børn, store problemer".

Jeg har kun små børn og har fået den der serveret ret mange gange efterhånden - selv af sundhedsplejersker i et efterfødselsreaktions-forløb!

Hvad er det egentlig for en tåbelig talemåde? Jeg skulle da nok mene, at små børn også giver store problemer! Jeg har da lige været indlagt med min baby, bare fordi han fik 39 i feber og de lige ville observere ham. Han kan ikke sove i sin egen seng endnu, han kan ikke snakke og sige, hvad der gør ondt, når han skriger. Den store dreng kan gå i spåner over, at hans tomat skal skæres i små stykker og har ingen legekammerater i dagplejen.

Hvorfor skulle små børn give mindre problemer? Jeg synes da, at problemerne er store nok!

Javist skal jeg da senere forholde mig til mobning, tabletforbrug, alkoholpolitik, kærestesorger og smækkede døre - men alligevel! Der får jeg vel min nattesøvn i det mindste

"Små børn små problemer - store børn, store problemer".

 

Jeg har kun små børn og har fået den der serveret ret mange gange efterhånden - selv af sundhedsplejersker i et efterfødselsreaktions-forløb!

Hvad er det egentlig for en tåbelig talemåde? Jeg skulle da nok mene, at små børn også giver store problemer! Jeg har da lige været indlagt med min baby, bare fordi han fik 39 i feber og de lige ville observere ham. Han kan ikke sove i sin egen seng endnu, han kan ikke snakke og sige, hvad der gør ondt, når han skriger. Den store dreng kan gå i spåner over, at hans tomat skal skæres i små stykker og har ingen legekammerater i dagplejen.

Hvorfor skulle små børn give mindre problemer? Jeg synes da, at problemerne er store nok!

Javist skal jeg da senere forholde mig til mobning, tabletforbrug, alkoholpolitik, kærestesorger og smækkede døre - men alligevel! Der får jeg vel min nattesøvn i det mindste

Jeg kan kun erklære mig enig. 

Men jeg tror faktisk, at det kommer an på, hvordan man ser på det. :-) 

Jeg synes, det er hårdt, når det er fysisk. Det sidder på en helt anden måde i min krop, og jeg bliver dårlig til at takle alle de andre ting også. 

Nu er mit barn heller ikke "stort" men ca 4 år.
Jeg synes klart, at det var hårdere, da hun var lille. Det er stadig hårdt, da hun har et lille handicap. Det betyder, at hun motorisk stadig er som en 2 årig på mange punkter. Det er svært. 

Og jeg har det som dig. Jeg kan bedre lide, at jeg kan tale med børnene. Og det har gjort meget for mig, at jeg kan forklare mit barn, hvorfor jeg ikke kan komme og hjælpe. At hun skal vente, at hun ikke kan få isen lige nu men senere osv. At hun forstår det lidt bedre, har gjort mit liv MEGET nemmere. 

Jeg tænker, ligesom dig, at der selvfølgelig kommer STORE bekymringer. Men for mig, er det en lettelse, at jeg kan sætte ord på barnets tanker/mine tanker osv. 

Men det er meget forskelligt. Jeg kender flere, som synes det er meget hårdere med større børn. Og jeg har mødt virkelig mange som sagde; Puha det bliver hårdt, når de kan gå. Så skal man løbe efter dem. Når de bliver frustrerede og sure. Jeg kan afhjælpe mit barns frustrationer ved at anerkende hende i det. Så når hun skriger "JEG VIL HAVE YOGHURT! NU (Indsæt hidsigt skrig og frustrationsgråd). Så kan jeg ret hurtigt få hende ned igen med "Åh, ja det ville også være lækkert med yoghurt. Men vi har det ikke lige nu. Så vi skal lige købe det senere. Kom lad os se, om der ikke er noget andet, du har lyst til" 

Jeg har selvfølgelig også haft et barn, der har græd og skreget af smerte i flere år, hvor trøstning ikke var noget, man kunne gøre - men selvfølgelig forsøgte i mange timer, dog uden effekt, fordi smerten var fysisk og stadig var der flere timer om dagen. 

Jeg synes slet ikke, det var slemt, da min datter begyndte at stikke af. Jeg synes, det var dejligt, at jeg ikke længere skulle bære hende 100% af tiden (For det var hårdt for min krop og udmattede mig på alle måder). Da hun begyndte at have bevægelsesfrihed, så kunne jeg frigive noget mental energi, fordi mine smerter var mindre. 

Min pointe er; det er meget individuelt. Men jeg har det som dig - Jeg synes små børn er LANGT mere frustrerende og giver mig store bekymringer og intet fysisk/psykisk overskud. 

Min ældste af 3 er lige startet i før-skole / SFO.

Af mine børn, har 2 en diagnose, den ene har en lille hjerneskade som gør at han har svært ved at tale, hans grov og fin-motorik er til ud af vinduet og han udtrættes meget hurtigt. Den anden har en gennemgribende udviklings forstyrrelse og er voldsomt intelligent. Den sidste har været opereret 2 gange, selv om han kun er 2 år.

2 af dem er øre-børn. Et af dem er for tidligt født, med respirations problemer.

Og alligevel - så bare de her små 3 måneder i skole-regi... de er værre. Fordi jeg kan ikke hjælpe mit barn, når det bliver svært. Frustationen, som jeg skal bære, når han kommer hjem og fortæller at en gruppe drenge har kaldt ham grimme ting i dag, kun så de kan se ham skrige. Når han kommer hjem og fortæller at en af de store drenge har langet ham en lussing. Eller hevet ham i håret. Når børnene i hans klasse kalder ham for en pige, fordi hans hår er længere end gennemsnittet. Når større børn kalder ham for bøsse. Når et stort barn har trukket sin tissemand frem og viftet den af min søn.

Og i ingen af disse situationer kan jeg skærme ham. Jeg kan ikke finde ungerne og tale med store bokstaver. Jeg kan ikke gå ind direkte og få det til at gå over. Jeg kan, sammen med ham selv, tale med en voksen om det. Jeg kan lade dem overtage at løse disse situationer. Da han var lille, var det nok at nævne noget til en pædagog eller jeg kunne selv gå ind og se det, når det skete fordi små børn ikke gemmer sig eller skjuler ting på samme måde som skolebørn.

Afmagten er den værste. Visheden om at det er nu venskaber dannes og hvis han fejler, så kræver det helt enormt meget for at komme ind i fællesskabet senere.

Det er overskuds-forældre, der liiiige inviterer hele klassen i badeland og forventer at alle gør det samme. Det er usagte krav om at alt er bagt hjemmefra fra bunden. At tøjet skal være et bestemt mærke. At drenge går til bestemte ting i fritiden. Det er at lave 'de rigtige' lege aftaler, og helst 4 gange om ugen, ellers er ens barn hægtet af.

Så er ble-skift og det er løbe efter ham på 2 år ingenting ved siden af.

Og jeg sover sgu stadig ikke meget mere end jeg gjorde da de var små. De er 6 år, 5 år og 2 år, og alle vågner flere gange om natten, alt efter hvad der er sket i løbet af dagen. Jeg har kolleger med teenagere, og disse vågner også om natten og lægger sig ved mors / fars seng. De vågner også om natten, og skal tale om Line's far der er død i trafikken, eller Torben's kat som løb væk. Vågner kl 03 fordi de skal til prøve i morgen, fordi Heidi ikke kan lide dem, fordi de fik taget et grimt billede. Fordi de kyssede en fra en anden skole og nu er det over hele Facebook / tik-tok.

Strain skriver:

Min ældste af 3 er lige startet i før-skole / SFO.

 

Af mine børn, har 2 en diagnose, den ene har en lille hjerneskade som gør at han har svært ved at tale, hans grov og fin-motorik er til ud af vinduet og han udtrættes meget hurtigt. Den anden har en gennemgribende udviklings forstyrrelse og er voldsomt intelligent. Den sidste har været opereret 2 gange, selv om han kun er 2 år.

 

2 af dem er øre-børn. Et af dem er for tidligt født, med respirations problemer.

 

Og alligevel - så bare de her små 3 måneder i skole-regi... de er værre. Fordi jeg kan ikke hjælpe mit barn, når det bliver svært. Frustationen, som jeg skal bære, når han kommer hjem og fortæller at en gruppe drenge har kaldt ham grimme ting i dag, kun så de kan se ham skrige. Når han kommer hjem og fortæller at en af de store drenge har langet ham en lussing. Eller hevet ham i håret. Når børnene i hans klasse kalder ham for en pige, fordi hans hår er længere end gennemsnittet. Når større børn kalder ham for bøsse. Når et stort barn har trukket sin tissemand frem og viftet den af min søn.

 

Og i ingen af disse situationer kan jeg skærme ham. Jeg kan ikke finde ungerne og tale med store bokstaver. Jeg kan ikke gå ind direkte og få det til at gå over. Jeg kan, sammen med ham selv, tale med en voksen om det. Jeg kan lade dem overtage at løse disse situationer. Da han var lille, var det nok at nævne noget til en pædagog eller jeg kunne selv gå ind og se det, når det skete fordi små børn ikke gemmer sig eller skjuler ting på samme måde som skolebørn.

 

Afmagten er den værste. Visheden om at det er nu venskaber dannes og hvis han fejler, så kræver det helt enormt meget for at komme ind i fællesskabet senere.

 

Det er overskuds-forældre, der liiiige inviterer hele klassen i badeland og forventer at alle gør det samme. Det er usagte krav om at alt er bagt hjemmefra fra bunden. At tøjet skal være et bestemt mærke. At drenge går til bestemte ting i fritiden. Det er at lave 'de rigtige' lege aftaler, og helst 4 gange om ugen, ellers er ens barn hægtet af.

 

Så er ble-skift og det er løbe efter ham på 2 år ingenting ved siden af.

 

Og jeg sover sgu stadig ikke meget mere end jeg gjorde da de var små. De er 6 år, 5 år og 2 år, og alle vågner flere gange om natten, alt efter hvad der er sket i løbet af dagen. Jeg har kolleger med teenagere, og disse vågner også om natten og lægger sig ved mors / fars seng. De vågner også om natten, og skal tale om Line's far der er død i trafikken, eller Torben's kat som løb væk. Vågner kl 03 fordi de skal til prøve i morgen, fordi Heidi ikke kan lide dem, fordi de fik taget et grimt billede. Fordi de kyssede en fra en anden skole og nu er det over hele Facebook / tik-tok.

Puha ja, det kan jeg godt se - så bliver bekymringerne nok større, end når man "bare" bekymrede sig om rød numse og søvnløse nætter!
For når de er små har man jo mere kontrol - jeg gik hjemme med min ældste til han var 15 måneder og kunne jo kontrollere alle aspekter af hans dag og tilrettelægge den lige præcis til ham og hans behov.


Jeg tænker også meget på min drengs børnehavestart - lige nu har vi valgt dagpleje med en lille bitte gruppe børn, som han trives i. Men børnehaven er et kæmpe ingenmandsland (dårlig normering) og min lille dreng er følsom og tilbageholdende. Der er da sikkert også nogle vågne nætter for både ham og jeg der...

Min ældste af 3 er lige startet i før-skole / SFO.

 

Af mine børn, har 2 en diagnose, den ene har en lille hjerneskade som gør at han har svært ved at tale, hans grov og fin-motorik er til ud af vinduet og han udtrættes meget hurtigt. Den anden har en gennemgribende udviklings forstyrrelse og er voldsomt intelligent. Den sidste har været opereret 2 gange, selv om han kun er 2 år.

 

2 af dem er øre-børn. Et af dem er for tidligt født, med respirations problemer.

 

Og alligevel - så bare de her små 3 måneder i skole-regi... de er værre. Fordi jeg kan ikke hjælpe mit barn, når det bliver svært. Frustationen, som jeg skal bære, når han kommer hjem og fortæller at en gruppe drenge har kaldt ham grimme ting i dag, kun så de kan se ham skrige. Når han kommer hjem og fortæller at en af de store drenge har langet ham en lussing. Eller hevet ham i håret. Når børnene i hans klasse kalder ham for en pige, fordi hans hår er længere end gennemsnittet. Når større børn kalder ham for bøsse. Når et stort barn har trukket sin tissemand frem og viftet den af min søn.

 

Og i ingen af disse situationer kan jeg skærme ham. Jeg kan ikke finde ungerne og tale med store bokstaver. Jeg kan ikke gå ind direkte og få det til at gå over. Jeg kan, sammen med ham selv, tale med en voksen om det. Jeg kan lade dem overtage at løse disse situationer. Da han var lille, var det nok at nævne noget til en pædagog eller jeg kunne selv gå ind og se det, når det skete fordi små børn ikke gemmer sig eller skjuler ting på samme måde som skolebørn.

 

Afmagten er den værste. Visheden om at det er nu venskaber dannes og hvis han fejler, så kræver det helt enormt meget for at komme ind i fællesskabet senere.

 

Det er overskuds-forældre, der liiiige inviterer hele klassen i badeland og forventer at alle gør det samme. Det er usagte krav om at alt er bagt hjemmefra fra bunden. At tøjet skal være et bestemt mærke. At drenge går til bestemte ting i fritiden. Det er at lave 'de rigtige' lege aftaler, og helst 4 gange om ugen, ellers er ens barn hægtet af.

 

Så er ble-skift og det er løbe efter ham på 2 år ingenting ved siden af.

 

Og jeg sover sgu stadig ikke meget mere end jeg gjorde da de var små. De er 6 år, 5 år og 2 år, og alle vågner flere gange om natten, alt efter hvad der er sket i løbet af dagen. Jeg har kolleger med teenagere, og disse vågner også om natten og lægger sig ved mors / fars seng. De vågner også om natten, og skal tale om Line's far der er død i trafikken, eller Torben's kat som løb væk. Vågner kl 03 fordi de skal til prøve i morgen, fordi Heidi ikke kan lide dem, fordi de fik taget et grimt billede. Fordi de kyssede en fra en anden skole og nu er det over hele Facebook / tik-tok.

Jeg er sådan set ikke uenig. Allerede i BH sætter mit barn ord på noget, som er svært at hjælpe dem med. 

Men jeg synes netop, jeg kan hjælpe hende mere, fordi hun har sprog og forståelse. 

Når hun kommer hjem og siger, at de andre slår eller kalder hende baby. Så kan jeg sige “så sig du pyt. Hvis nogen kalder mig ting, jeg ikke bryder mig om. Så går jeg væk og tænker pyt. For de har nok en dårlig dag”.

Hun vil i øjeblikket ikke i BH, fordi hun mener, de voksne ikke hjælper hende nok og hun er bange. Det er jo desværre ikke noget, jeg kan ændre på. For jeg ved, at pædagogerne er der, men selvfølgelig kan de ikke hjælpe hende så meget, hun har behov for. (Hun er som sagt lettere handicappet fysisk). Men så giver jeg hende muligheder, så hun kan handle sig ud af det.Eksempelvis “du kan jo spørge de store børn. Jeg ved de elsker at hjælpe med at hente en voksen.” - og hun kommer så selv hjem og fortæller, at hun har “løst” sit problem ved at bede Signe hente en voksen. Så oplever hun også, at hun selv kan agere i en ubehagelig situation. Ord og tanker er det bedste “våben” mod utryghed og mobning, jeg kan give hende. Og det er jeg tryg ved. For jeg kan mærke, at det batter en del. Netop fordi hun er blevet større og forstår mere og mere. 

Jeg er selv blevet fysisk og psykisk mobbet i 10 år. Men har den dag i dag ikke ret store mén. For min mor talte mig ud af det. Så jeg følte aldrig, at mobningen var min skyld. Jeg havde nogle rigtige gode redskaber til at forstå og komme videre. Det betyder ikke, at det var skide sjovt at blive slået med et boldbat eller låst inde og hældt vand over sig - eller fortælle det til læreren der mødte mig med et “du er jo selv uden om det. Bare lad vær med at græde” 

Man kan jo ikke skærme sine børn. Og det er jeg ok med. Det er svært ikke at kunne, men det er jo et livsvilkår, når man er så heldig at få børnene. Jeg har accepterer at afmagtheden er en del af det. At kontroltabet er svært at være i. Men nødvendigt.

Men jeg ved, at jeg skal gøre mit bedste til at give hende mentale redskaber til at forstå og møde verden. 

Tinstin skriver:

Puha ja, det kan jeg godt se - så bliver bekymringerne nok større, end når man "bare" bekymrede sig om rød numse og søvnløse nætter!
For når de er små har man jo mere kontrol - jeg gik hjemme med min ældste til han var 15 måneder og kunne jo kontrollere alle aspekter af hans dag og tilrettelægge den lige præcis til ham og hans behov.


Jeg tænker også meget på min drengs børnehavestart - lige nu har vi valgt dagpleje med en lille bitte gruppe børn, som han trives i. Men børnehaven er et kæmpe ingenmandsland (dårlig normering) og min lille dreng er følsom og tilbageholdende. Der er da sikkert også nogle vågne nætter for både ham og jeg der...

Jeg har ikke selv børn, men min storesøster, hvis børn i dag er voksne, har sagt, at hun har måttet sande, at der er noget om talemåden.

Det handler bl.a. om at ligge vågen om natten og håbe på, at der ikke sker de unge mennesker noget, når de begynder at gå i byen.

Jeg tror også, at et af mine problemer med talemåden er, at den er negligerende. Når man har små børn, er man jo ofte rimelig ny mor og ved naturligvis ikke, hvad der venter. Men de problemer man står med føles voldsomme og overvældende, fordi man pludselig har ansvaret for sit eget barn/børn.

Og så kommer der en mor, der er gammel i faget, og siger "små børn, små problemer, store børn, store problemer" og kalder dermed ens problemer, der i øjeblikket synes uoverkommelige, for små og at hendes er større og dermed værre
Det er også en del af hele den der "bare vent"-mentalitet, som ældre mødre godt kan lide at skræmme vordende og nybagte mødre med. Den er såååå nederen! "Bare vent til du skal føde, til han lærer at kravle, til han lærer at gå osv..."

Tinstin skriver:

Jeg tror også, at et af mine problemer med talemåden er, at den er negligerende. Når man har små børn, er man jo ofte rimelig ny mor og ved naturligvis ikke, hvad der venter. Men de problemer man står med føles voldsomme og overvældende, fordi man pludselig har ansvaret for sit eget barn/børn.

Og så kommer der en mor, der er gammel i faget, og siger "små børn, små problemer, store børn, store problemer" og kalder dermed ens problemer, der i øjeblikket synes uoverkommelige, for små og at hendes er større og dermed værre
Det er også en del af hele den der "bare vent"-mentalitet, som ældre mødre godt kan lide at skræmme vordende og nybagte mødre med. Den er såååå nederen! "Bare vent til du skal føde, til han lærer at kravle, til han lærer at gå osv..."

Jeg synes bestemt heller ikke, at det er en talemåde, man skal rive i næsten på en nybagt mor.

Det er mere noget, man måske siger til sig selv, når børnene bliver store.

Tinstin skriver:

"Små børn små problemer - store børn, store problemer".

 

Jeg har kun små børn og har fået den der serveret ret mange gange efterhånden - selv af sundhedsplejersker i et efterfødselsreaktions-forløb!

Hvad er det egentlig for en tåbelig talemåde? Jeg skulle da nok mene, at små børn også giver store problemer! Jeg har da lige været indlagt med min baby, bare fordi han fik 39 i feber og de lige ville observere ham. Han kan ikke sove i sin egen seng endnu, han kan ikke snakke og sige, hvad der gør ondt, når han skriger. Den store dreng kan gå i spåner over, at hans tomat skal skæres i små stykker og har ingen legekammerater i dagplejen.

Hvorfor skulle små børn give mindre problemer? Jeg synes da, at problemerne er store nok!

Javist skal jeg da senere forholde mig til mobning, tabletforbrug, alkoholpolitik, kærestesorger og smækkede døre - men alligevel! Der får jeg vel min nattesøvn i det mindste

Først jeg synes det er en pjattet kliché, hvad hjælper den en mor eller far der er ved at segne af træthed eller frygt fordi lillemanden har høj feber. Alt er relativt og det kan står i lige nu kan føles totalt uoverkommeligt eller legende let og afhænger ikke af, hvordan var det sidste eller hvordan bliver det om et år.

Jeg har nu været mor i 16 år, jeg har været mor til babyer tumlinge, førskolebørn, skolebørn, tweens, teenager, dødt barn og skal lige om lidt åbne en ny dør som mor til et barn der rejser væk et år. Alle perioder har været fantastiske (dog ikke som mor til dødt barn der er allerede perioder forkerte), alle har været fyldt med glæder, opture, men så sandelig også hårde tider, bekymringer og nedture. 

Da min ældste var lille var jeg en zombie uden søvn, men nøj hvornår jeg bare meget mindre bekymret end jeg har været igennem skoletiden og ikke mindst nu, hvor jeg giver sådan helt slip. Jeg frygter Roskilde festival, festen i parken, de skal hun skal møde på vejen til at blive voksen, nederlagene - tanken om, at hun skal blive seksuel aktiv gør ondt i maven, og når jeg ligger og venter på hun kommer hjem og alle katastrofer tanker sætter ind, ja så vågner jeg næste morgen som den samme zombie som da hun var 1 år. 

Min mellemste tween på 11 var den nemmeste baby, men også den hvor jeg var mest bekymret fordi jeg året før havde mistet hans storesøster. Og ja jeg har faktiskærer bekymret fra den dag han blev født til nu og fortsætter nok. Og på en eller anden måde bliver bekymringerne og de valg vi skal træffe som forældre mere om mere skelsættende, skal han blive i en klasse der ikke fungerer, skal han skiftet, som han ikke selv ønsker og hvor han jo stadig er den stille nørdede dreng? Ser jeg han nok, støtter jeg ham nok, elsker jeg ham nok.

Så er der lillebror - jeg frygter hver dag at miste ham, men ellers har mit liv med ham fra den dag han blev født til nu været bekymringsfrit, ingen små eller store problemer, bare lige ud af landevejen (er sikker på han nok også skal give mig grå hår i hovedet på et tidspunkt).

Så nej jeg vil hverken skrive under på det ene eller det andet- for når du står med bekymringen eller problemet så er det det største og skal ikke sammenlignes eller gøres mindre fordi når han bliver teenager. 

Der er nu noget om snakken.

Jeg har også nu voksne børn - og især den ene har været pga hans ADD og manglende evne til at kunne se konsekvenser været i massive problemer. 

Problemer jeg ikke vil skrive om - men tro mig hvis man synes søvnløse nætter pga sygdom er hårde ,så vil jeg til enhver tid hellere det end de søvnløse nætter der er der pga bekymringer, tårer og angst ove hvad der skal blive af ham.

Han er den kærligste og mest omsorgsfulde dreng- men hvor har han fået især hans mor til at græde når han igen var endt i prob pga dårlige valg i både venner , men også i manglende evne til at forstå man skal kunne sige fra og nej . 

I dag er han 21 og godt på vej som lærling- men vejen der til har været spækket med så mange problemer og bekymringer at jeg stadig får tårer i øjnene bare ved at skrive om det,.

Så jo lidt er der nu om det med sxmå prob osv-

Men det ændre self ikke på at de "små" problemer ikke kan være som bjerge når man står ved bunden ,og skal igennem .