"Små børn, små problemer...."

Tinstin skriver:

"Små børn små problemer - store børn, store problemer".

 

Jeg har kun små børn og har fået den der serveret ret mange gange efterhånden - selv af sundhedsplejersker i et efterfødselsreaktions-forløb!

Hvad er det egentlig for en tåbelig talemåde? Jeg skulle da nok mene, at små børn også giver store problemer! Jeg har da lige været indlagt med min baby, bare fordi han fik 39 i feber og de lige ville observere ham. Han kan ikke sove i sin egen seng endnu, han kan ikke snakke og sige, hvad der gør ondt, når han skriger. Den store dreng kan gå i spåner over, at hans tomat skal skæres i små stykker og har ingen legekammerater i dagplejen.

Hvorfor skulle små børn give mindre problemer? Jeg synes da, at problemerne er store nok!

Javist skal jeg da senere forholde mig til mobning, tabletforbrug, alkoholpolitik, kærestesorger og smækkede døre - men alligevel! Der får jeg vel min nattesøvn i det mindste

når du når ud over problematikken med manglende nattesøvn og når til bekymringerne om mopning, dårligt selvværd, hjertesorg, smerten over tabet af veninder, ulykkelige forelskelser og alt det andet du ikke kan fikse, vil du opdage at du drømmer dig tilbage til tiden, hvor de største problemer var nattesøvn
manglende nattesøvn kan du fikse og gøre noget ved. 

Livseksistentielle problemstillinger og problematikker som  er svære at gøre noget ved - svære at hjælpe med ... det bliver ved med at fylde og kan vokse sig kæmpestort. 

Det betyder ikke at det ikke er hårdt i perioden med søvnmangel og sygdom ... men det er hårdt på en anden måde end det bliver senere.  

Problemer er relative. Hvis det er længe siden man havde små børn virker de problemer mindre end dem man selv 'døjer med' lige nu.

Men der er noget om det, ligesom de andre siger, så er der så meget mere man intet kan gøre ved når de bliver større. Der er ikke mere tid til at undervise og guide som der var før. Når de er store træffer de beslutninger som vil have indflydelse på resten af deres liv.

Som min mor siger: Store børn har ikke større problemer... de har bare anderledes problemer. 

Hvilke man så synes er sværest kommer vist an på hvem man er, hvad man er stærkest i, og hvad ens situation er på det tidspunkt problemerne viser sig.

Jeg tænker jævnligt med længsel tilbage på dengang, man kunne holde sit grædende barn tæt ind til kroppen, trøste og sige/signalere med overbevisning, at det blev bedre i morgen og selv tro på det. Og hvor de søvnløse nætter bare skyldtes, at barnet/børnene ikke sov igennem. Det var helt indiskutabelt en mere sorgløs tid. Fysisk hårdere, men følelsesmæssigt langt lettere. 

Jo ældre, børnene bliver, jo mindre mulighed har man for at gå aktivt ind og hjælpe dem med deres udfordringer og problemer. Man står mere og mere på sidelinjen og kan højst fungere som sparringspartner og en trøstende skulder, og sådan skal det jo være, men det er hårdt at acceptere. 

Ungdoms- og voksenlivet er jo i sagens natur præget af langt mere eksistentielle problemer med langt mere vidtrækkende konsekvenser end livet som barn. Det er ikke bare resten af dagen eller ugen eller måneden, der er i spil, men potentielt flere år eller resten af livet. Forskellen på “Ingen i børnehaven/klassen vil lege med mig” og “Jeg har altid haft svært ved at finde venner, mon det nogensinde ændrer sig?” er gigantisk. Forskellen på “Jeg kan ikke cykle uden støttehjul/hoppe på et ben” og “Hvis jeg ikke får bedre karakterer, kommer jeg aldrig til at få opfyldt mine drømme, og hvad skal der så blive af mig?” ligeså.

Jeg siger indimellem halvt i sjov, halvt alvorligt, at det er godt, man ikke aner, hvad man egentlig har kastet sig ud i på livstid, når man har bittesmå børn - så ville man aldrig have turdet. 

Det lyder måske meget sort i sort, og det er det selvfølgelig ikke - der er også masser af store, fantastiske oplevelser, sejre, opture. Men ligesom børn oplever et uskyldstab, når de møder “livets barske realiteter”, oplever man det også som forældre, når børnene skal håndtere de kriser og den modgang og uretfærdighed, som er en del af livet. Groft sagt kan du jo sammenligne de udfordringer, dit lille barn har, med dem, du og dine jævnaldrende møder, eller dem, I stod med som 15-16-årige. Og som mor - eller far - slipper du ikke følelsen af, at dit barns sorger og bekymringer går lige i hjertet på dig. 

CBbaby skriver:

Jeg kan kun erklære mig enig. 

Men jeg tror faktisk, at det kommer an på, hvordan man ser på det. :-) 

Jeg synes, det er hårdt, når det er fysisk. Det sidder på en helt anden måde i min krop, og jeg bliver dårlig til at takle alle de andre ting også. 

Nu er mit barn heller ikke "stort" men ca 4 år.
Jeg synes klart, at det var hårdere, da hun var lille. Det er stadig hårdt, da hun har et lille handicap. Det betyder, at hun motorisk stadig er som en 2 årig på mange punkter. Det er svært. 

Og jeg har det som dig. Jeg kan bedre lide, at jeg kan tale med børnene. Og det har gjort meget for mig, at jeg kan forklare mit barn, hvorfor jeg ikke kan komme og hjælpe. At hun skal vente, at hun ikke kan få isen lige nu men senere osv. At hun forstår det lidt bedre, har gjort mit liv MEGET nemmere. 

Jeg tænker, ligesom dig, at der selvfølgelig kommer STORE bekymringer. Men for mig, er det en lettelse, at jeg kan sætte ord på barnets tanker/mine tanker osv. 

Men det er meget forskelligt. Jeg kender flere, som synes det er meget hårdere med større børn. Og jeg har mødt virkelig mange som sagde; Puha det bliver hårdt, når de kan gå. Så skal man løbe efter dem. Når de bliver frustrerede og sure. Jeg kan afhjælpe mit barns frustrationer ved at anerkende hende i det. Så når hun skriger "JEG VIL HAVE YOGHURT! NU (Indsæt hidsigt skrig og frustrationsgråd). Så kan jeg ret hurtigt få hende ned igen med "Åh, ja det ville også være lækkert med yoghurt. Men vi har det ikke lige nu. Så vi skal lige købe det senere. Kom lad os se, om der ikke er noget andet, du har lyst til" 

Jeg har selvfølgelig også haft et barn, der har græd og skreget af smerte i flere år, hvor trøstning ikke var noget, man kunne gøre - men selvfølgelig forsøgte i mange timer, dog uden effekt, fordi smerten var fysisk og stadig var der flere timer om dagen. 

Jeg synes slet ikke, det var slemt, da min datter begyndte at stikke af. Jeg synes, det var dejligt, at jeg ikke længere skulle bære hende 100% af tiden (For det var hårdt for min krop og udmattede mig på alle måder). Da hun begyndte at have bevægelsesfrihed, så kunne jeg frigive noget mental energi, fordi mine smerter var mindre. 

Min pointe er; det er meget individuelt. Men jeg har det som dig - Jeg synes små børn er LANGT mere frustrerende og giver mig store bekymringer og intet fysisk/psykisk overskud. 

Jeg vil så mene, at en 4-årig helt afgjort falder ind under “små børn”. 

Jeg vil så mene, at en 4-årig helt afgjort falder ind under “små børn”. 

Jeg er ikke uenig. Hun er lille. Men jeg er meget mere afklaret med at skulle give slip og fungere som sparringspartner. 

Jeg spurgte min mor (som ligner mig meget af sind), hvad var det hårdeste for hende. 

Hendes svar var, at det var sværeste da vi var små. Det var meget svært for hende, at hun ikke kunne få tid til det hele - hverken psykisk eller fysisk. 

Jeg negligerer virkelig heller ikke tiden, der kommer. Selvfølgelig bliver den mega hård! 

Det jeg frygter mest, er da klart, når hun skal til at gå i byen. Men jeg spurgte også min mor om det - om det var svært. Og hun svarede, at hun stolede enormt meget på mig - så hun var mere bekymret, da jeg var lille og syg. Jeg var en “nem” teenager. Jeg løj ikke, kom hjem og var ansvarlig. Når jeg drak var det måske kun 1 flaske vin over en hel aften. For jeg var meget bevidst om, at hvis man drak for meget, så kunne man blive dårlig - og det gad jeg ikke! (som min mor sagde; i var nemme teenagere. I var gode til at lytte til jer selv og jeres grænser).

Hun synes teenageårene var de nemmeste (Ja, det mener hun) 

Så det handler vel også om personlighed? Derfor bliver man nok lidt frustreret, når andre føler de kan udtale sig om, hvad man vil føle i fremtiden. 

Min exsvigerfar sagde “vent du bare, til du tjener rigtige penge - så vil du stemme på liberale partier”... og den er jeg stødt på 1000 gange. Nu tjener jeg så 40.000kr - er blevet mere og mere rød og sætter mere og mere pris på skat. Og vil gerne betale mere i skat. 

Alle der har børn har også sagt “vent til du får børn. Det bliver en omvæltning med alle de søvnløse nætter. De er slemme.” Jeg har aldrig synes, at de søvnløse nætter var slemme. Heller ikke, da jeg var startet i job og min datter vågnede hvert 20 min hele natten i 7 uger pga smerter. Det var da ikke en fest - men jeg kan sagtens trives uden ret meget søvn/mad. Jeg synes det værste var, at hun havde fysisk ondt. Og det synes jeg stadig... for det kan man ikke tale væk. 

Og voksne der har sagt: vent til du får et arbejde - det meget værre og hårdere end studiet”. Jobbet er mit frirum. Så jeg synes, det er meget nemmere end studiet. 

Og alle på barsel der elskede det - jeg hader det! Synes det er totalt ustimulerende og meget hårdt, netop fordi jeg skal være på fysisk. At skulle bære på nogen hele tiden. Og have smerter fysisk (fordi jeg har ledgigt). Jeg synes det vat det nemmeste at være på arbejde  - det nemmeste. På trods af at mit erhverv anses for at være et af de mest psykisk belastede fag. (Jeg arbejder med traumatiserede mennesker).

Min pointe er ikke at negligere nogen i deres holdninger. Men blot fortælle, at det selvfølgelig er forskelligt og man ikke ved det, før man står i det. Og indtil videre har min mavefornemmelse med hvad jeg synes er svært i forhold til min person, holdt ret meget stik. 

Min veninde synes, at 3-5 år er den sværeste alder. (Hendes datter er 10 nu)

Jeg synes det er den nemmeste (indtil videre) Hysteriudbrud og selvstændighed synes jeg interessant at takle og ser det helt reelt som en udviklingsmulighed for mig. Men psyken og dets problemer tynger mig heller ikke på samme måde. For jeg finder det “interessant”. Så jeg grubler ikke så meget over det på den måde. 

Men det gør jo ikke, at det ikke er rigtigt for min veninde. Og jeg respekterer at mange andre, synes det er sværere med mobning, alkohol og kærestesorger osv. Men det var ikke et issue for min mor. Og indtil videre synes jeg kun, der bliver sjovere og sjovere at være mor og får mindre og mindre bekymringer. 

Men igen - at mange andre har det på en anden måde, det forstår jeg da også godt. Men indtil videre har jeg det slet ikke sådan.

og i de to rigtig fine sammenligninger du laver “jeg kan ikke hoppe på et ben.” Vs “jeg kan ikke finde venner”. For mig er samme udfordring. Jeg skal give gode muligheden for at mit barn kan handle. Og selv hvis det mislykkes, så skal jeg hjælpe og blive ved. Men det synes jeg ikke er hårdt. 

Det lyder måske mærkeligt, men jeg synes, det er ligeså interessant som det er hårdt. Menneskeliv og deres udfordringer og måden at takle dem på - det er hårdt og i interessant.

for mig er små børn bare mere hårde end interessante. Derfor er livet med spædbørn sindsygt hårdt for mig. Der er jo respons fra dem. Men man kan kun tolke deres reaktioner og ikke spørge sem eller sætte ord på verden sammen. Og det er meget hårdt for mig. Meget. 

Tinstin skriver:

"Små børn små problemer - store børn, store problemer".

 

Jeg har kun små børn og har fået den der serveret ret mange gange efterhånden - selv af sundhedsplejersker i et efterfødselsreaktions-forløb!

Hvad er det egentlig for en tåbelig talemåde? Jeg skulle da nok mene, at små børn også giver store problemer! Jeg har da lige været indlagt med min baby, bare fordi han fik 39 i feber og de lige ville observere ham. Han kan ikke sove i sin egen seng endnu, han kan ikke snakke og sige, hvad der gør ondt, når han skriger. Den store dreng kan gå i spåner over, at hans tomat skal skæres i små stykker og har ingen legekammerater i dagplejen.

Hvorfor skulle små børn give mindre problemer? Jeg synes da, at problemerne er store nok!

Javist skal jeg da senere forholde mig til mobning, tabletforbrug, alkoholpolitik, kærestesorger og smækkede døre - men alligevel! Der får jeg vel min nattesøvn i det mindste

Jeg tror (håber) ikke at folk siger det for at negligere dine udfordringer. Jeg tror folk siger det, fordi det er netop lige dén udfordring de selv står med nu. 

Da min store datter skreg og skreg og aldrig sov som lille var det da klart mit (og formodentlig også verdens) største problem  

Men nu, ja der kan jeg da godt forstå hvad de mener, med at man feks begynder at bekymre sig om hvordan hun klarer det i skolen, bliver hun selvstændig og får venner, får hun issues med sit udseende, får hun drengeproblemer, er hun ordblind osv osv. Ting der måske nok er større end feks mangel på søvn.

MEN de problemer man selv står i lige pt, er bare størst, uanset om der er en skrig baby, en trodsig tumling eller en hash rygende teenager.

Helt enig. Jeg har en teenager på 16 snart 17 år og han er faktisk kun blevet nemmere med alderen. Vi har så også tre yngre børn på 2, 6 og 7 år og synes faktisk den yngste er den største mundfuld pt og synes faktisk de bliver nemmere med alderen. Så det er en sandhed med modifikationer og jeg har aldrig selv forstået den talemåde. Heller ikke inden jeg opdagede mine børn ikke følger den ramme. 

Tinstin skriver:

"Små børn små problemer - store børn, store problemer".

 

Jeg har kun små børn og har fået den der serveret ret mange gange efterhånden - selv af sundhedsplejersker i et efterfødselsreaktions-forløb!

Hvad er det egentlig for en tåbelig talemåde? Jeg skulle da nok mene, at små børn også giver store problemer! Jeg har da lige været indlagt med min baby, bare fordi han fik 39 i feber og de lige ville observere ham. Han kan ikke sove i sin egen seng endnu, han kan ikke snakke og sige, hvad der gør ondt, når han skriger. Den store dreng kan gå i spåner over, at hans tomat skal skæres i små stykker og har ingen legekammerater i dagplejen.

Hvorfor skulle små børn give mindre problemer? Jeg synes da, at problemerne er store nok!

Javist skal jeg da senere forholde mig til mobning, tabletforbrug, alkoholpolitik, kærestesorger og smækkede døre - men alligevel! Der får jeg vel min nattesøvn i det mindste

Jeg kan sådan set sagtens forstå din tankegang, og jeg tænker at talemåden skal ses i dette rette lys.

Når man er ovre småbørns stadiet, og har store/ større børn, så er der forhåbentlig mange ting som køre på skinner, og mange ting som er blevet nemmere nu hvor børnene er blevet en del mere selvstændige.

Jeg har børn i alderen 11-17 år nu, og det meste af tiden er det hånden på hjertet ret nemt at være forældre syntes jeg. De kan jo stort set al det praktiske selv. MEN, og der er jo næsten altid et men... Der er bare nogen andre ting nu som spiller ind.. fx. valg af uddannelse, hjertesorger, lektier, venner/ uvenner, følelser (både store og små), sport, aftaler, osv. Jeg syntes i perioder at, jeg er mere presset både fysisk men også på mine følelser, da der er skole-hjemsamtaler, andre aftaler i skoleregi, sport, eksamener, lektier osv. Og dertil kommer alle de store spørgsmål fra børnene: Uddannelses valg, valgfag, valg af sport, valg af venner, og fravalg af selvsamme spørgsmål.

Så nogengange, så tænker jeg, at bortset fra at vi som forældre selvfølgelig havde væsentlig mindre frihed, og sov mindre, så var tingene på en eller anden måde også mere simpelt den ungerne var små. Men jeg ønsker mig ikke tilbage, for selvom jeg indimellem er ved at blive gråhåret og gammel før tid, så elsker jeg også at være en del af denne udvikling mine børn går igennem, og sætter enorm stor pris på den frihed min mand og jeg har fået tilbage, alle de ting jeg nu kan lave sammen med mine børn, og alle de samtaler vi har.

Såh, min konklusion må være, at jeg ikke umiddelbart tænker "små børn, små problemer, store børn, store problemer", men måske mere i en retning af "hver sin alder, sine problemer".

Giver det mening?

Tinstin skriver:

"Små børn små problemer - store børn, store problemer".

 

Jeg har kun små børn og har fået den der serveret ret mange gange efterhånden - selv af sundhedsplejersker i et efterfødselsreaktions-forløb!

Hvad er det egentlig for en tåbelig talemåde? Jeg skulle da nok mene, at små børn også giver store problemer! Jeg har da lige været indlagt med min baby, bare fordi han fik 39 i feber og de lige ville observere ham. Han kan ikke sove i sin egen seng endnu, han kan ikke snakke og sige, hvad der gør ondt, når han skriger. Den store dreng kan gå i spåner over, at hans tomat skal skæres i små stykker og har ingen legekammerater i dagplejen.

Hvorfor skulle små børn give mindre problemer? Jeg synes da, at problemerne er store nok!

Javist skal jeg da senere forholde mig til mobning, tabletforbrug, alkoholpolitik, kærestesorger og smækkede døre - men alligevel! Der får jeg vel min nattesøvn i det mindste

Jeg mener ordsproget passer meget godt. I hvert tilfælde herhjemme 

CBbaby skriver:

Jeg er ikke uenig. Hun er lille. Men jeg er meget mere afklaret med at skulle give slip og fungere som sparringspartner. 

Jeg spurgte min mor (som ligner mig meget af sind), hvad var det hårdeste for hende. 

Hendes svar var, at det var sværeste da vi var små. Det var meget svært for hende, at hun ikke kunne få tid til det hele - hverken psykisk eller fysisk. 

Jeg negligerer virkelig heller ikke tiden, der kommer. Selvfølgelig bliver den mega hård! 

Det jeg frygter mest, er da klart, når hun skal til at gå i byen. Men jeg spurgte også min mor om det - om det var svært. Og hun svarede, at hun stolede enormt meget på mig - så hun var mere bekymret, da jeg var lille og syg. Jeg var en “nem” teenager. Jeg løj ikke, kom hjem og var ansvarlig. Når jeg drak var det måske kun 1 flaske vin over en hel aften. For jeg var meget bevidst om, at hvis man drak for meget, så kunne man blive dårlig - og det gad jeg ikke! (som min mor sagde; i var nemme teenagere. I var gode til at lytte til jer selv og jeres grænser).

Hun synes teenageårene var de nemmeste (Ja, det mener hun) 

Så det handler vel også om personlighed? Derfor bliver man nok lidt frustreret, når andre føler de kan udtale sig om, hvad man vil føle i fremtiden. 

Min exsvigerfar sagde “vent du bare, til du tjener rigtige penge - så vil du stemme på liberale partier”... og den er jeg stødt på 1000 gange. Nu tjener jeg så 40.000kr - er blevet mere og mere rød og sætter mere og mere pris på skat. Og vil gerne betale mere i skat. 

Alle der har børn har også sagt “vent til du får børn. Det bliver en omvæltning med alle de søvnløse nætter. De er slemme.” Jeg har aldrig synes, at de søvnløse nætter var slemme. Heller ikke, da jeg var startet i job og min datter vågnede hvert 20 min hele natten i 7 uger pga smerter. Det var da ikke en fest - men jeg kan sagtens trives uden ret meget søvn/mad. Jeg synes det værste var, at hun havde fysisk ondt. Og det synes jeg stadig... for det kan man ikke tale væk. 

Og voksne der har sagt: vent til du får et arbejde - det meget værre og hårdere end studiet”. Jobbet er mit frirum. Så jeg synes, det er meget nemmere end studiet. 

Og alle på barsel der elskede det - jeg hader det! Synes det er totalt ustimulerende og meget hårdt, netop fordi jeg skal være på fysisk. At skulle bære på nogen hele tiden. Og have smerter fysisk (fordi jeg har ledgigt). Jeg synes det vat det nemmeste at være på arbejde  - det nemmeste. På trods af at mit erhverv anses for at være et af de mest psykisk belastede fag. (Jeg arbejder med traumatiserede mennesker).

Min pointe er ikke at negligere nogen i deres holdninger. Men blot fortælle, at det selvfølgelig er forskelligt og man ikke ved det, før man står i det. Og indtil videre har min mavefornemmelse med hvad jeg synes er svært i forhold til min person, holdt ret meget stik. 

Min veninde synes, at 3-5 år er den sværeste alder. (Hendes datter er 10 nu)

Jeg synes det er den nemmeste (indtil videre) Hysteriudbrud og selvstændighed synes jeg interessant at takle og ser det helt reelt som en udviklingsmulighed for mig. Men psyken og dets problemer tynger mig heller ikke på samme måde. For jeg finder det “interessant”. Så jeg grubler ikke så meget over det på den måde. 

Men det gør jo ikke, at det ikke er rigtigt for min veninde. Og jeg respekterer at mange andre, synes det er sværere med mobning, alkohol og kærestesorger osv. Men det var ikke et issue for min mor. Og indtil videre synes jeg kun, der bliver sjovere og sjovere at være mor og får mindre og mindre bekymringer. 

Men igen - at mange andre har det på en anden måde, det forstår jeg da også godt. Men indtil videre har jeg det slet ikke sådan.

og i de to rigtig fine sammenligninger du laver “jeg kan ikke hoppe på et ben.” Vs “jeg kan ikke finde venner”. For mig er samme udfordring. Jeg skal give gode muligheden for at mit barn kan handle. Og selv hvis det mislykkes, så skal jeg hjælpe og blive ved. Men det synes jeg ikke er hårdt. 

Det lyder måske mærkeligt, men jeg synes, det er ligeså interessant som det er hårdt. Menneskeliv og deres udfordringer og måden at takle dem på - det er hårdt og i interessant.

for mig er små børn bare mere hårde end interessante. Derfor er livet med spædbørn sindsygt hårdt for mig. Der er jo respons fra dem. Men man kan kun tolke deres reaktioner og ikke spørge sem eller sætte ord på verden sammen. Og det er meget hårdt for mig. Meget. 

Jeg kan sagtens som professionel synes, det er “interessant” at hjælpe og støtte unge med problemer og udfordringer. Nogle gange rammer det mig stadigvæk hårdt, hvis de svigtes, mister livsmodet osv., men med årene er jeg blevet bedre til ikke at tage det med hjem. 

Men mine børn! - dem har jeg slet ikke den professionelle distance til. Jeg kunne fx ikke synes, det var interessant, da min datter var selvskadende, og det går stadig lige i hjertet på mig, når mine unge, voksne børn kæmper med store sorger og bekymringer. Jeg kan nok slet ikke sætte mig ind i, hvordan man kan se det i helikopterperspektiv og som et potentielt udviklingsområde, når ens store barn er fortvivlet, ensomt, såret, opgivende, og der er tale om mere end et kortvarigt “anfald” af stærke følelser. Selvsagt er jeg der for dem og forsøger efter bedste evne at støtte dem, men det påvirker mig enormt. Og så savner jeg virkelig at kunne fikse det for dem eller med overbevisning at kunne love dem, at det hele bliver bedre om lidt. 

Jeg tænker slet ikke på dét, at de går i byen. Det vænner man sig til. Næsten.