Ønsker at flytte, men har delebarn

ErDuHerIkkeSnart skriver:

Jeg skal ikke gøre mig klog på, om I er egoistiske eller ej - selvom jeg måske kan studse lidt over, at det gennemgående er, at “hvis ikke I flytter, så får du nok en depression og det vil være synd for de små”? Det virker en smule firkantet og samtidig synes du og din mand meget ude af trit med delebarns trivsel, behov og hverdag? 

Det virker ud fra dine skriv som om I stirrer jer en smule blind på alle de muligheder der må være, for ikke at svigte din mands barn. Det barn som er ligeså meget hans, som dine egne er det.

Kan din mand virkelig ikke, som I overhovedet ikke, skifte job, branche eller karriere? Vil han hellere flytte fra sit barn end at forsøge? Og hvorfor skal I så langt væk, at det kun er muligt at ses i ferier? Hvilket sted på jorden er det, at der ikke indenfor et par timers transport findes en større by, hvori du kan opbygge et netværk? Nej, det bliver ikke der hvor du allerhelst vil, men  igen er et barns liv og trivsel på spil og det følger på én eller anden måde med i den pakke I har købt? At flytte væk fra barnet og sætte hele relationen til far over styr og risikere store følelser af svigt, må vel være absolut sidste udvej?

Igen læser jeg det slet ikke som firkantet.

Ikke, at "hvis hun ikke flytter, så får hun en depression og det er synd for de 2 små".

Jeg har selv haft en depression, og det er noget, der kommer snigende, og måske får det magten, uanset hvor meget man kæmper imod.

Ikke - "hvis der sker det og det, så får jeg en depression" - en depression kan ikke stilles firkantet op.

Jeg læser det, som at TS kan mærke, at hun har fået det dårligt, og at hun er bange for, at det bliver værre - og dermed er til skade for børnene og hele familien.

Hun kæmper - som jeg læser det - og hun kæmper også for bonusbarnet.

Men jeg er enig i, at manden måske skulle kæmpe lidt mere for at finde et job, hvor han ikke er så meget væk.

Det kan godt være, det ikke bliver drømmejobbet, men hans børn og familie må være det vigtigste.

Tommelise skriver:

Igen læser jeg det slet ikke som firkantet.

Ikke, at "hvis hun ikke flytter, så får hun en depression og det er synd for de 2 små".

Jeg har selv haft en depression, og det er noget, der kommer snigende, og måske får det magten, uanset hvor meget man kæmper imod.

Ikke - "hvis der sker det og det, så får jeg en depression" - en depression kan ikke stilles firkantet op.

Jeg læser det, som at TS kan mærke, at hun har fået det dårligt, og at hun er bange for, at det bliver værre - og dermed er til skade for børnene og hele familien.

Hun kæmper - som jeg læser det - og hun kæmper også for bonusbarnet.

Men jeg er enig i, at manden måske skulle kæmpe lidt mere for at finde et job, hvor han ikke er så meget væk.

Det kan godt være, det ikke bliver drømmejobbet, men hans børn og familie må være det vigtigste.

 

Men helt ærligt. Hvad det lyder til, ser de ikke bonus barnet regelmæssigt alligevel pga farens arbejdstider. Så ville det reelt set betyde det helt vilde med færre, måske endda mere planlagt og dedikeret samværd.

Og det med job, nu ved vi ikke om han arbejder som pilot feks, skulle han så bare få et job i den lokale netto for at se sønnen mere? 

Det er ikke altid man “bare” kan eller bør finde et nyt arbejde. Nogen mennesker vil rent faktisk gerne brænde for det de laver minimum 37 timer om ugen.

Loa skriver:

Men helt ærligt. Hvad det lyder til, ser de ikke bonus barnet regelmæssigt alligevel pga farens arbejdstider. Så ville det reelt set betyde det helt vilde med færre, måske endda mere planlagt og dedikeret samværd.

Og det med job, nu ved vi ikke om han arbejder som pilot feks, skulle han så bare få et job i den lokale netto for at se sønnen mere? 

Det er ikke altid man “bare” kan eller bør finde et nyt arbejde. Nogen mennesker vil rent faktisk gerne brænde for det de laver minimum 37 timer om ugen.

Jeg arbejder også inden for det fag, jeg er uddannet i, og det vil jeg helst.

Jeg har før i tiden i perioder arbejdet meget mere end 37 timer.

Men TS trives ikke og er meget isoleret. Så meget, at hun har behov for at flytte tættere på sin familie.

Hun bliver herinde beskyldt for at være egoistisk og for at sætte sig selv før bonusbarnet.

Hvis problemet bl.a. skyldes, at manden er meget væk p.gr.a. sit arbejde - så ja - så kan man blive nødt til at tage til takke med et job i netto, for at familien og børnene kan trives.

Ellers må de jo flytte. Og det er det, TS er bange for, vil gå ud over drengen.

Tommelise skriver:

Jeg arbejder også inden for det fag, jeg er uddannet i, og det vil jeg helst.

Jeg har før i tiden i perioder arbejdet meget mere end 37 timer.

Men TS trives ikke og er meget isoleret. Så meget, at hun har behov for at flytte tættere på sin familie.

Hun bliver herinde beskyldt for at være egoistisk og for at sætte sig selv før bonusbarnet.

Hvis problemet bl.a. skyldes, at manden er meget væk p.gr.a. sit arbejde - så ja - så kan man blive nødt til at tage til takke med et job i netto, for at familien og børnene kan trives.

Ellers må de jo flytte. Og det er det, TS er bange for, vil gå ud over drengen.

Der er min mening så bare at løsningen (for os feks) aldrig ville være at tage til takke med et job i netto. Det er jo ikke nødvendigvis bare et arbejde. Det er jo delvist en identitet. Noget der styrker ens selvværd, noget man vokser af, noget man får forhåbentlig noget positivt ud af hver dag. Et job i netto ville måske gøre manden deprimeret, og hvad gavner det så sønnen?

jeg kunne forstå hvis TS havde givet klart of tydeligt udtryk for at de havde 7/7 og så barnet jævnligt, men det har hun jo ikke?

Loa skriver:

Der er min mening så bare at løsningen (for os feks) aldrig ville være at tage til takke med et job i netto. Det er jo ikke nødvendigvis bare et arbejde. Det er jo delvist en identitet. Noget der styrker ens selvværd, noget man vokser af, noget man får forhåbentlig noget positivt ud af hver dag. Et job i netto ville måske gøre manden deprimeret, og hvad gavner det så sønnen?

jeg kunne forstå hvis TS havde givet klart of tydeligt udtryk for at de havde 7/7 og så barnet jævnligt, men det har hun jo ikke?

Du behøver ikke forklare mig alt det der med, om det bare er et job, da jeg selv har været lidt af en arbejdsnarkoman. 

Men så må din løsnin på problemet vel være, at de flytter nærmere på TS´s familie ? eller hv ad er dit forslag ?

Jeg synes ikke, det er rimeligt at beskylde TS for at være egoistisk elelr sætte sig selv før bonusbarnet, når det er så tydeligt, at hun tænker rigtig meget på barnet.

Loa skriver:

Der er min mening så bare at løsningen (for os feks) aldrig ville være at tage til takke med et job i netto. Det er jo ikke nødvendigvis bare et arbejde. Det er jo delvist en identitet. Noget der styrker ens selvværd, noget man vokser af, noget man får forhåbentlig noget positivt ud af hver dag. Et job i netto ville måske gøre manden deprimeret, og hvad gavner det så sønnen?

jeg kunne forstå hvis TS havde givet klart of tydeligt udtryk for at de havde 7/7 og så barnet jævnligt, men det har hun jo ikke?

Det, jeg vil frem til er, at TS skriver, at de kun vil kunne se bonusbarnet i skoleferierne, hvis de flytter.

Ville du nøjes med at se dit barn i skoleferierne ? - fordi dit job var vigtigere ?

Tommelise skriver:

Det, jeg vil frem til er, at TS skriver, at de kun vil kunne se bonusbarnet i skoleferierne, hvis de flytter.

Ville du nøjes med at se dit barn i skoleferierne ? - fordi dit job var vigtigere ?

Nej det ville jeg ikke.

Men nu er det svært at svare på når TS ikke har meldt ud hvor meget deres nuværende samværd ligger på.

Jeg tænker der må kunne arrangeres forlængede weekender og lign oven i ferierne.

Jeg ser bestemt ikke løsningen er at blive hvor de er når TS ikke trives og det kommer stensikkert til at påvirke selvfølgelig TS men også de to mindste børn.

Loa skriver:

Men helt ærligt. Hvad det lyder til, ser de ikke bonus barnet regelmæssigt alligevel pga farens arbejdstider. Så ville det reelt set betyde det helt vilde med færre, måske endda mere planlagt og dedikeret samværd.

Og det med job, nu ved vi ikke om han arbejder som pilot feks, skulle han så bare få et job i den lokale netto for at se sønnen mere? 

Det er ikke altid man “bare” kan eller bør finde et nyt arbejde. Nogen mennesker vil rent faktisk gerne brænde for det de laver minimum 37 timer om ugen.

Om jeg ville tage et job i Netto (hvad er der nu i øvrigt i vejen med det?) for at redde min familie og min relation til mit barn? Ja, uden at blinke. Og jeg ville forvente det samme om min mand, fuldstændig underordnet at vi har tilbragt hhv. 5 og 8 år på universitetet for at opnå lige præcis vores nuværende karrieremuligheder