Ønsker at flytte, men har delebarn

Anonym skriver:

Jeg tænker at der er flere nuancer i dette aspekt. Jeg læser TS som værende utrolig sort/hvid i sine refleksioner omkring flytning, bonus barn m.v. 

TS er ubrændt, tæt på stress og depression hvilket er udløses af at være uden netværk og mangel på hjælp til fælles barn/snart yderlig kommende barn.

I MIN optik er det egoistisk at sætte yderligere et barn til verden hvis du som forældre i forvejen er brændt ud, tæt på depression og stress. Det er jo ikke kommet over natten, sådan som JEG læser det.

Det skære i mit hjerte at læse, at det er barnet der skal være “offer” og miste sin nærerelationer (far, bonusmor og søskende) fordi bonus mor ikke trives i den by de bor? 

Når der er børn involveret handler det jo ikke kun om en selv, men om at få en ENHED til at gå op, samtidig med at ENS egne behov ikke altid kommer i første række.

 

Jeg er enig i, at barnet kommer før den voksne.

Men som jeg læser det, er hendes refleksioner netop ikke sort/hvide.

Hun reflekterer meget over, hvad en flytning ville betyde for bonusbarnet.

Anonym skriver:

Jeg kan ikke svare på hvad der er rigtigt for jer, men jeg har stået i situationen med en forælder, der flyttede 250 km væk, for at flytte ind hos kæresten. Min søster var vel omkring de 12 år på det tidspunkt, jeg et par år ældre.

Jeg har aldrig bebrejdet min far, at han flyttede det stykke væk, men det kostede vores forhold, der ellers var rimelig tæt. Vi så ham pludselig kun et par gange om året, for det hang på ingen måde sammen for os, at skulle tage den tur i weekenderne jævnligt - det var en lang tur med offentlig transport, plus både min søster og jeg selv jo havde hele vores netværk “hjemme”. Dertil kom, at jeg typisk arbejdede i weekenderne og havde en god portion skolearbejdet at lave. Folk kan sige hvad de vil om, at vi jo godt KUNNE ses oftere. Det kunne vi, men ærligt var det jo ikke mega spændende at bruge fem timer på bus og tog to gange på en weekend, for at have en enkelt lørdag sammen.

Min far gjorde hvad han kunne i det her, han ville da helt sikkert også ønske, at han havde set os meget mere, men han kunne pga sygdom (og økonomi) ikke bare rejse på tværs af landet ofte. Jeg har hørt flere historier lidt lig vores, der er gået på samme måde. Jeg synes bare lige I skal have med i tankerne, at det altså meget vel kan koste forholdet mellem far og søn.

Tusind tak for din historie! Jeg gad heller ikke rejse så længe for en weekend..

Jeg ønsker ikke at hverken ejg eller min man eller de små skal miste kontakten til den ældste. Og derfor er det rigtig svært. Jeg har stået i en lignende situation da jeg var barn og ejg tog det bare som det kom. Jeg havde stadig en nær realtion til dem jeg havde brug for, fordi vi besøgte hinanden i ferier og ellers ringede sammen, men det er jo ikke optimalt. Din historie siger mig at børn er mere robuste end man tænker, og det var også tilfældet med mig selv. Min mor var den der flyttede langt væk med mig.

Igen tak for din vinkel!

Lea2787 skriver:

Hvad tror I, at barnet og moderen ville sige? Hvor meget er I vant til at se barnet? Altså, hvor stort afsavn vil barnet føle ved fx kun at ses en weekend om måneden - eller mindre?

Jeg ville ikke mene, at I kan flytte så langt væk, hvis det skaber problemer for den store. Men jeg kan virkelig godt forstå dit dilemma. Er der mere I kan gøre for, at du får det bedre i jeres nuværende omgivelser? Udbygge noget mødregruppe? Få oftere besøg af hans eller din familie? 

Der er ikke så meget for os at gøre. Min mor besøger mig så ofte hun kan 1-2 x om året og jeg besøger hende 1-2 x om året. Det kan ikke blive oftere. Min mand har ikke noget familie. Og jeg har forsøgt at finde noget at gå op i, men der er meget begrænset udvalg, og det der er siger mig ikke rigtig noget, så jeg har droppet det igen.

Jeg tror at moren først ville tænke dejligt at vi flyttede, og bagefter ville hun være lidt panisk over at have barnet hele tiden. Barnet ville blvie skuffet hvis vi flyttede, og jeg håber virkelig at barnet ville komme med, for ejg tror at det ville være bedst for barnet. Men det er måske også mit egoistiske behov at jeg vil have barnet med mig... Jeg synes generelt ikke at barnet virker glad for tiden. Jeg ved ikke om det er alt det flytten frem og tilbage eller om det er min sindstilstand der smitter, eller om det ikke trives hos sin mor eller os. Eller om det er alderen. Barnet er et af de børn der vænner sig til tingenes tilstand ret hurtigt. Og det bekymrer mig også lidt. For så tænker jeg om barnet trives eller om det bare overlever. Jeg har forsøgt at spørge ind til hvordan barnet trives og hvad barnet ville ønske. Selvfølgleig på en anden måde. Jeg får nogle mærkelige svar, men jeg tror at det er et udtryk for at barnet ikke kender til noget andet, og har fundet sin plads i det som jeg finder meget ustruktureret for et barn. Jeg kan ikke lide at barnet automatisk går ind på sit værelse og næsten bliver der indtil man kalder på det og siger hvad der så skal ske - sådan har det altid været. Jeg synes bare at det er et ensomt liv. Men vi bor også et sted hvor der ikke sker så meget. Barnet er sjældent sammen med venner, og når jeg spørger, så har det ikke lyst. samtidig siger barnet at det har mange venner og trives godt i skolen? Jeg ved ikke hvordan jeg skal analysere barnets situation. Jeg vil gerne tilbyde det hele verden, for det er et dejligt barn, med et dejligt sind, som jeg ønsker skal blomstre og jeg synes at det er svært at blomstre hvor vi bor, men det kan også være den manglende struktur der dræner os alle for energi...

Jeg har forsøgt at skabe gode omgivelser for mig selv. Jeg går op i mit hjem. Jeg har forsøgt at finde fritidsinteresser, uden held dog. Jeg forsøger at skabe god struktur i vores hverdag, men alt det her far og delebarn kommer hjem og går igen hele tiden det skaber kaos i vores hjem. Jeg trives heller ikke i denne her manglende struktur.

Tommelise skriver:

Jeg er enig i, at barnet kommer før den voksne.

Men som jeg læser det, er hendes refleksioner netop ikke sort/hvide.

Hun reflekterer meget over, hvad en flytning ville betyde for bonusbarnet.

 

Ja det gør jeg! Jeg troede at jeg kunne trives eller komme til at trives. Min mand sagde at når jeg får børn, så bliver det nemmere i forhold til det sociale, men det er det ikke. Det gør mit savn til mit netværk endnu større, for jeg får ikke opbygget noget netværk her. Men jeg giver ikke op så længe jeg står i det. Og det ville være bedst ikke at flytte, men jeg tør bare ikke love noget. Og ejg vil ikke flytte fra barnet fordi barnet skal have de bedste vilkår, men det skal mine børn jo også have, og det mener ejg ikke nogen af dem får hvor vi bor. Jeg tror at det er et bedre sted at bo hvis man er opvokset her og har kulturen indgroet, for der er ikke plads til andre kulturer. Og jeg har boet virkelig mange steder inden, hvor jeg altid har fået nye venskaber, og følt mig godt tilpas.

En forlænget weekend en gang i mellem kunne måske godt lade sig gøre... det er langt væk. Jeg tror også min mand kan tage en uges ferie eller 2 der hen uden resten kommer med, men måske kun 1 gang om året. Men spørgsmålet er mere om barnet kan håndtere det eller kommer over det? Vi vil ikke skabe varige mén hos barnet. Det skal jo helst føle sig tryg. Nogen her inde nævnte alborg kbh - det er jo også langt for et barn at rejse på weekend regelmæssigt. Nu er det ikke vores rute, vores er længere. Men ville i gøre det?

Jeg ville synes at far skal tage en snak med barnets mor. Fortæl at I overvejer en flytning, således at du kommer tættere på din familie/venner, fordi han er meget væk. Men i er bekymrede over om det ville kunne fungere med den store dreng. Mor må kende drengen bedst, når hun har ham mest. Så hun vil måske kunne bidrage med hvordan det kunne løses. 

Der er maks 8 timers transport fra nordsjælland til Nordjylland. Så er Danmark heller ikke større. Er det udlandet, så er det så let med fly! Måske far kunne prioritere en fast samværsweekend fra tors-søn hver 4 uge hvor det så bare er 100% kvalitetstid? En 12 årig har også andre interesser, og vil måske i virkeligheden hellere undvære alle de skift? Men jeg tænker at uanset hvad, så kommer det meget an på barnet. 

Og du kan ikke være noget for nogle, hvis du ikke starter med at være noget for dig selv. 

Tak for alle jeres svar og refleksioner! JEg er enig med de fleste! Der er nok ingen løsning i min situation der er optimal. Og vi kommer ikke til at tage en beslutning lige foreløbig. Men hvis det bliver ved med at gå ned ad bakke for mig, så flytter jeg, for jeg har små børn at tænke på. De har brug for en mor der kan være der 100%. Delebarnet har en mor og jeg bliver nødt til at stole på at gør sit arbejde som mor godt for barnet. Jeg ville dog ønske at delebarnet var mit, så jeg kunne få det med os, hvis vi flytter. Jeg er ikke i en postition som gør at jeg kan holde op med at forsøge at trives, så jeg kæmper fortsat, men jeg vil ikke kæmpe for hver en pris. Jeg bliver nødt til at sætte de børn først som bor fast hos mig. Og stole på at delebarnet har det godt hos sin mor.

Min mand kommer aldrig til at arbejde tæt på hvor vi bor nu. Det er ikke realistisk. Vi kan heller ikke flytte nogen steder der giver mening her, selvom jeg gerne forsøgte.

Jeg går ud fra at en del er uenige med mine tanker, og ser mig som egoistisk. Men til tider bliver man så nok nødt til at være egoistisk, så det ikke skader resten af familien. Men jeg håber at jeg pludselig kommer til at trives, og jeg håber at hvis vi ikke flytter inden nr. 2 kommer til verden, at jeg ikke får fødselsdepression, men at jeg oplever mig stærkere end nogensinde. Det var ikke meningen at vi skulle få 2 så tæt på hinanden, men vi glæder os nu alligevel.

Jeg blev forelsket i en mand, som jeg stadig ikke vil undvære for noget. Vi gør det begge så godt vi kan, og vi troede at det ville blive nemmere for os at få det til at fungere. Jeg tror at alt dette er normalt når man bliver forelsket og beslutter sig for et liv sammen, så skal man igennem en dannelsesproces, og det kan godt være hårdt. Vi elsker hinanden, men det er ikke nemt for os at få det til at fungere. måske fordi han er så meget væk. måske fordi vi bor et sted ingen af os ønsker at bo. måske fordi vi ikke har noget brugbart netværk. måske bare fordi jeg er ensom.

Jeg forsøger at holde ud. Og jeg vil blive ved med at forsøge at skabe mig et liv. Jeg gør mit bedste.

Anonym skriver:

Min mand og jeg vil gerne flytte, og vi søger derfor gode råd, så vi ikke skader hans barn på 12 år, som vi ikke har forældremyndighed over. Vi ville rigtig gerne have barnet med os, men vi vil ikke stille barnet i en ytrug situation.. Der er mange grunde til at vi gerne vil flytte. Og en stor grund til at vi bliver boende - nemlig min mands barn, som er det vigtigste at gøre det godt for. Nå men spørgsmålet er: Hvornår kan vi tillade os at flytte? Hvis vi flytter fra barnet er eneste mulighed for samvær i skoleferier. Og vi ved ikke om det er trygt nok. Vi elsker jo også barnet og vil ikke undvære det! Men på sigt bliver vi nødt til at flytte for jeg trives slet ikke hvor vi bor. Jeg har boet her i en del år efterhånden og ejg prøver, men smafundet er meget isoleret og anderledes end der hvor ejg kommer fra. Min mand er rigtig meget væk - mere end halvdelen af året pga af hans arbejde, og det er jo også ensomt for mig. JEg har brug for at byde vores børn det jeg kender og det som jeg betragter som et mere velfungerende samfund, og de skal heller ikke være for gamle. vi har en på 1 år og en på vej. Og jeg havde som sagt meget gerne taget min mands barn med mig, men det ville jo være synd i den alder?? Det er rigtig svært at få et socialt liv op og gøre, og det tager på mit overskud, men jeg prøver. Så hvornår ville I turde at flytte fra barnet? Vi tænker at barnet vil på efterskole i 9. eller også håber vi... Men jeg føler at det er meget længe, og måske håber jeg at det ville være i orden at flytte i går... Jeg har brug for at komme tæt på min fmailie og venner igen, så jeg kan begynde at leve igen, og være en bedre mor for mine børn og bedre kone for min mand. Men jeg har ikke samvittighed til at forlade mit bonusbarn... Så jeg føler mig rigtig fanget...

Hej med dig

Her har min mand haft samvær med sit barn hver 2. Weekend + div ferier.

Bio mor valgte så at flytte fra den ene til den anden ende af landet da barnet var 12. 

Barnet tager bussen eller toget, når det besøger os. Det tager mange timer men det kan lade sig gøre.

Barnet er 14 nu, og vi kan mærke på det, at det hellere vil bruge weekenden på vennerne frem for os. Men vi har fuld forståelse for det. Vi har også været unge en gang. 

Min mand og jeg har 2 fælles tumlinger, og hvis jeg ikke havde min familie i nærheden, så var jeg blevet skør. De hjælper mig SÅ meget i hverdagen, da min mand (ligesom din) arbejder meget. Så jeg forstår dig fuldt ud.

Hvis I skal flytte til udlandet, så kan I jo flyve. Det er blevet så nemt (og billigt). 

Tag en snak med delebarnet og forklar det hvordan jeres smavær kommer til at se ud, hvis I flytter. Samtidigt sikre det at I altid vil være der for det.

Held og lykke!

Mamacita til 2 piger skriver:

Jeg ville synes at far skal tage en snak med barnets mor. Fortæl at I overvejer en flytning, således at du kommer tættere på din familie/venner, fordi han er meget væk. Men i er bekymrede over om det ville kunne fungere med den store dreng. Mor må kende drengen bedst, når hun har ham mest. Så hun vil måske kunne bidrage med hvordan det kunne løses. 

Der er maks 8 timers transport fra nordsjælland til Nordjylland. Så er Danmark heller ikke større. Er det udlandet, så er det så let med fly! Måske far kunne prioritere en fast samværsweekend fra tors-søn hver 4 uge hvor det så bare er 100% kvalitetstid? En 12 årig har også andre interesser, og vil måske i virkeligheden hellere undvære alle de skift? Men jeg tænker at uanset hvad, så kommer det meget an på barnet. 

Og du kan ikke være noget for nogle, hvis du ikke starter med at være noget for dig selv. 

Jeg tror også at det er der vi starter - med en samtale med barnets mor. Altså min mand tager samtalen selvfølgelig.

tak for dine refleksioner!

Anonym skriver:

Hej med dig

Her har min mand haft samvær med sit barn hver 2. Weekend + div ferier.

Bio mor valgte så at flytte fra den ene til den anden ende af landet da barnet var 12. 

Barnet tager bussen eller toget, når det besøger os. Det tager mange timer men det kan lade sig gøre.

Barnet er 14 nu, og vi kan mærke på det, at det hellere vil bruge weekenden på vennerne frem for os. Men vi har fuld forståelse for det. Vi har også været unge en gang. 

Min mand og jeg har 2 fælles tumlinger, og hvis jeg ikke havde min familie i nærheden, så var jeg blevet skør. De hjælper mig SÅ meget i hverdagen, da min mand (ligesom din) arbejder meget. Så jeg forstår dig fuldt ud.

Hvis I skal flytte til udlandet, så kan I jo flyve. Det er blevet så nemt (og billigt). 

Tag en snak med delebarnet og forklar det hvordan jeres smavær kommer til at se ud, hvis I flytter. Samtidigt sikre det at I altid vil være der for det.

Held og lykke!

Tak for svar! Jeg tror også at det er pga 2 småbørn min mand er begyndt at snakke om at flytte, for det er hårdt at stå med alene. JEg begynder at føle mig mere håbefuld på at det kan lade sig gøre at flytte. Og at min mand måske endda får mere struktureret samvære med sit barn, som jeg tror gavner alle! Men jeg tør heller ikke tage springet og flytte fra en 12-årig endnu. Men hvis vi får det snakket ordentligt igennem, så bliver det måske en mulighed hurtigere end ejg tror. Jeger panisk ved tanken om at stå alene med 2 småbørn! Og jeg kan heller ikke holde ensomheden ud længere. Og jeg tror også samtidig at børn er mere robuste end de voksne tænker og de forstår mere end man tror. jeg er selv flyttet langt fra min far og bedsteforældre da jeg var barn, så min mor fik bedre muligheder og ejg har aldrig tænkt noget over det, for det var sådan det måtte være. Måske føler ejg mere skyld fordi det er en bonus, som jeg ikke kan tage med mig, men måske får barnet mere frihed, og mere stabilitet hvis vi flytter og får lagt ordentligt smavære ind? Vi kan ikke gøre noget ved samværsordningen nu, som er det ejg kalder kaotisk. i hvert fald for mig. MEn jeg drømte nu i nat at barnet kom med os, og vi indrettede værelse sammen og forsøgte at skabe gode rammer sammen. Jeg vil virkelig heller ikke undvære barnet. Men igen tak for dine refleksioner, de gav mig mere sindsro!

Jeg skal ikke gøre mig klog på, om I er egoistiske eller ej - selvom jeg måske kan studse lidt over, at det gennemgående er, at “hvis ikke I flytter, så får du nok en depression og det vil være synd for de små”? Det virker en smule firkantet og samtidig synes du og din mand meget ude af trit med delebarns trivsel, behov og hverdag? 

Det virker ud fra dine skriv som om I stirrer jer en smule blind på alle de muligheder der må være, for ikke at svigte din mands barn. Det barn som er ligeså meget hans, som dine egne er det.

Kan din mand virkelig ikke, som I overhovedet ikke, skifte job, branche eller karriere? Vil han hellere flytte fra sit barn end at forsøge? Og hvorfor skal I så langt væk, at det kun er muligt at ses i ferier? Hvilket sted på jorden er det, at der ikke indenfor et par timers transport findes en større by, hvori du kan opbygge et netværk? Nej, det bliver ikke der hvor du allerhelst vil, men  igen er et barns liv og trivsel på spil og det følger på én eller anden måde med i den pakke I har købt? At flytte væk fra barnet og sætte hele relationen til far over styr og risikere store følelser af svigt, må vel være absolut sidste udvej?