Ønsker at flytte, men har delebarn

Møghe skriver:

Hvis flytningen indebærer, at der kun vil være samvær i skoleferie, ville jeg vente til barnet er myndigt. 

Jeg kan godt se, at det er hårdt for dig med to små børn og en meget fraværende mand, men disse vilkår har været der hele tiden (som jeg hører dig), og har derfor indgået i jeres beslutningsgrundlag, da du og din mand planlagde jeres fælles familie. 

Ah, hun har jo ikke haft 2 meget små børn, da besluttede at bo så langt fra hendes netværk. Dem skal der vel også tages hensyn til, og hvis de først flytter om 6 år, skal de gennemgå et skoleskift...

Abracadabra skriver:

Ah, hun har jo ikke haft 2 meget små børn, da besluttede at bo så langt fra hendes netværk. Dem skal der vel også tages hensyn til, og hvis de først flytter om 6 år, skal de gennemgå et skoleskift...

Jeg hører det som om, at de har boet, der hvor de gør nu, mens de har planlagt deres fælles familie. Derfor har de vidst, at hun var meget alene, da de besluttede at skabe en familie under disse rammer.

Jeg tror på, at det er langt mere skadeligt for hans særbarn at vokse op uden regelmæssigt kontakt med sin far end, at de øvrige børn skal gennem et skoleskift senere. Trådstarter skriver, at det kun bliver i ferier, at de kan se barnet. Her må man vel formode, at moderen har hver anden ferie og derfor vil der være tidspunkter, hvor barnet fx slet ikke ser sin far hele efteråret (når moderen har efterårsferien). Det er efter min mening ikke okay at vælge for et barn, hvis man har andre muligheder. 

Møghe skriver:

Jeg hører det som om, at de har boet, der hvor de gør nu, mens de har planlagt deres fælles familie. Derfor har de vidst, at hun var meget alene, da de besluttede at skabe en familie under disse rammer.

Jeg tror på, at det er langt mere skadeligt for hans særbarn at vokse op uden regelmæssigt kontakt med sin far end, at de øvrige børn skal gennem et skoleskift senere. Trådstarter skriver, at det kun bliver i ferier, at de kan se barnet. Her må man vel formode, at moderen har hver anden ferie og derfor vil der være tidspunkter, hvor barnet fx slet ikke ser sin far hele efteråret (når moderen har efterårsferien). Det er efter min mening ikke okay at vælge for et barn, hvis man har andre muligheder. 

Du har selvfølgelig ret... men meningen var vel også, at TS skulle falde til og få et netværk. Men det er desværre ikke sket. Dertil kan man vel næppe forberede sig godt på at stå alene med et ret lille barn - jeg synes da selv, at det var svært at blive mor trods stor teoretisk forberedelse. Og der kommer snart et ekstra barn!

Møghe skriver:

Hvis flytningen indebærer, at der kun vil være samvær i skoleferie, ville jeg vente til barnet er myndigt. 

Jeg kan godt se, at det er hårdt for dig med to små børn og en meget fraværende mand, men disse vilkår har været der hele tiden (som jeg hører dig), og har derfor indgået i jeres beslutningsgrundlag, da du og din mand planlagde jeres fælles familie. 

Jo, men man ved jo ikke hvad man går ind til før man lever i det. Jeg har boet mange steder i mit liv og er vant til at opbygge netværk og det tænkte jeg ville være det samme igen. Men det er det ikke. Og nu hvor nr 2 er på vej føler jeg mig meget overvældet og meget ensom. Men jeg prøver at håndtere det så godt jeg kan. Nu hvor min mand snakker om at flytte fylder det bare rigtig meget hos mig. Inden da var det jo bare mine tanker og ønsker. Jeg tror ikke vi bliver til barnet er myndigt. Men jeg prøver at få det til at fungere til barnet er selvstændigt. Men jeg har 2 små at tænke på og de får ingen god mor hvis jeg får det endnu værre. Jeg tænker depression/stress. Men jeg prøver for den stores skyld at sætte mine behov til side. Jeg forstår dit synspunkt og det ville være ideelt. Men jeg tror ikke at jeg kan leve op til det

Abracadabra skriver:

Du har selvfølgelig ret... men meningen var vel også, at TS skulle falde til og få et netværk. Men det er desværre ikke sket. Dertil kan man vel næppe forberede sig godt på at stå alene med et ret lille barn - jeg synes da selv, at det var svært at blive mor trods stor teoretisk forberedelse. Og der kommer snart et ekstra barn!

Jeg har stor forståelse for, at det er svært for trådstarter. Det her lyder hårdere end det skal tages, for jeg kan SAGTENS forstå hendes dilemma og de udfordringer som det giver, men det kan vel koges ned til, at en af dem skal undvære at bo tæt på sin familie. Enten kvinden eller barnet. Og her mener jeg, at hensynet skal tages til barnet. 

Møghe skriver:

Jeg har stor forståelse for, at det er svært for trådstarter. Det her lyder hårdere end det skal tages, for jeg kan SAGTENS forstå hendes dilemma og de udfordringer som det giver, men det kan vel koges ned til, at en af dem skal undvære at bo tæt på sin familie. Enten kvinden eller barnet. Og her mener jeg, at hensynet skal tages til barnet. 

Og hensynet til de to nye meget små børn? 

Abracadabra skriver:

Ah, hun har jo ikke haft 2 meget små børn, da besluttede at bo så langt fra hendes netværk. Dem skal der vel også tages hensyn til, og hvis de først flytter om 6 år, skal de gennemgå et skoleskift...

Tak for din forståelse! Det er også de smp der spiller ind for det er rigtig hårdt når jeg er drænet for energi det meste af tiden og ingen til at aflaste eller nogen som giver mig noget energi i hverdagen - jeg mener det at ses med mine venner og familie Regelmæssigt. Jeg troede at jeg kunne få det til at fungere og skabe nye venskaber, men det fungerer bare ikke særlig godt. Jeg føler at jeg har mistet mig selv og jeg ikke giver min familie det den har brug for - heller ikke mit bonusbarn. Jeg blev ret lettet da jeg læste dit indlæg. Men jeg er bange for at gøre skade på bonusbarnet. Og jeg er bange for at være egoistisk - for jeg har jo selv valgt mit liv. Men jeg tror heller ikke at vi skal hænge i for hver en pris, så risikerer vi jo endnu en skilsmisse for den store og det tror jeg skader endnu mere end en flytning? Men vi har ingen planer om at skilles. Vi ønsker bare at have et godt liv med gode muligheder for alle og masser af overskud til hinanden. Min mand kan få et job uden rejser og tæt på hvis vi flytter

Møghe skriver:

Jeg har stor forståelse for, at det er svært for trådstarter. Det her lyder hårdere end det skal tages, for jeg kan SAGTENS forstå hendes dilemma og de udfordringer som det giver, men det kan vel koges ned til, at en af dem skal undvære at bo tæt på sin familie. Enten kvinden eller barnet. Og her mener jeg, at hensynet skal tages til barnet. 

Jeg vil bare sige at jeg forstår dine tanker! Og jeg har dem jo selv. Jeg er bare bange for at jeg knækker fuldstændig. Jeg har jo ingen til at samle mig op igen. Og så er det jeg faktisk begynder at tænke på hvor tæt jeg er på at knække, mens jeg skriver i tråden og folks meninger kommer frem - meninger, som jeg har stor respekt for og som jeg faktisk også er enig i. Men hvis jeg tænker at jeg er der hvor jeg knækker så bliver ueg nødt til at tænke på de mindste og håbe at den store en dag vil forstå det og så kan jeg kun sige undskyld til den store  jeg har det åbenbart ikke så godt - men er jo også meget alene med en lille og en ny på vej så ekstra hormoner og træthed...

Anonym skriver:

Min mand og jeg vil gerne flytte, og vi søger derfor gode råd, så vi ikke skader hans barn på 12 år, som vi ikke har forældremyndighed over. Vi ville rigtig gerne have barnet med os, men vi vil ikke stille barnet i en ytrug situation.. Der er mange grunde til at vi gerne vil flytte. Og en stor grund til at vi bliver boende - nemlig min mands barn, som er det vigtigste at gøre det godt for. Nå men spørgsmålet er: Hvornår kan vi tillade os at flytte? Hvis vi flytter fra barnet er eneste mulighed for samvær i skoleferier. Og vi ved ikke om det er trygt nok. Vi elsker jo også barnet og vil ikke undvære det! Men på sigt bliver vi nødt til at flytte for jeg trives slet ikke hvor vi bor. Jeg har boet her i en del år efterhånden og ejg prøver, men smafundet er meget isoleret og anderledes end der hvor ejg kommer fra. Min mand er rigtig meget væk - mere end halvdelen af året pga af hans arbejde, og det er jo også ensomt for mig. JEg har brug for at byde vores børn det jeg kender og det som jeg betragter som et mere velfungerende samfund, og de skal heller ikke være for gamle. vi har en på 1 år og en på vej. Og jeg havde som sagt meget gerne taget min mands barn med mig, men det ville jo være synd i den alder?? Det er rigtig svært at få et socialt liv op og gøre, og det tager på mit overskud, men jeg prøver. Så hvornår ville I turde at flytte fra barnet? Vi tænker at barnet vil på efterskole i 9. eller også håber vi... Men jeg føler at det er meget længe, og måske håber jeg at det ville være i orden at flytte i går... Jeg har brug for at komme tæt på min fmailie og venner igen, så jeg kan begynde at leve igen, og være en bedre mor for mine børn og bedre kone for min mand. Men jeg har ikke samvittighed til at forlade mit bonusbarn... Så jeg føler mig rigtig fanget...

hvor langt væk er det lige I vil flytte siden barnet kun kan komme i ferier? Og hvis det er, (hvis arbejdet tillader det) kan I ikke tage på weekend og se barnet hvis det er ? 

BAE skriver:

hvor langt væk er det lige I vil flytte siden barnet kun kan komme i ferier? Og hvis det er, (hvis arbejdet tillader det) kan I ikke tage på weekend og se barnet hvis det er ? 

 

En forlænget weekend en gang i mellem kunne måske godt lade sig gøre... det er langt væk. Jeg tror også min mand kan tage en uges ferie eller 2 der hen uden resten kommer med, men måske kun 1 gang om året. Men spørgsmålet er mere om barnet kan håndtere det eller kommer over det? Vi vil ikke skabe varige mén hos barnet. Det skal jo helst føle sig tryg. Nogen her inde nævnte alborg kbh - det er jo også langt for et barn at rejse på weekend regelmæssigt. Nu er det ikke vores rute, vores er længere. Men ville i gøre det?