Du bliver aldrig til noget

Anonym skriver:

Jeg håber inderligt at han har sendt den videre til ledelsen. For jeg har fortrudt at jeg ikke har gjort det og afventer egentlig bare hans svar... 

Du ringer eller skriver og får en samtale med skolelederen.

det er uacceptabelt 

Anonym skriver:

Min (14år) datters lærer behandler hende så dårligt at han har sagt at hun aldrig bliver til andet end en Barbie dukke. Trods hendes gennemsnit ligger okay. Han er efter hende konstant og beskylder hende for snyd senest ved en projekt opgave jeg har været inden over og læst hver dag. Hun har knoklet dag ind og dag ud. Han kommentere hende konstant så hun ikke ved hvordan hun skal sidde mere. Hun siger hun nuller hårene mellem fingeren og det pisser ham af. Men de andre siger han intet til hvis de tegner imens eller bider negle. Hendes klasse kammerater siger det samme og de siger de har ondt af hende men de tør ikke og forsvare hende.

Jeg har nu bedt om en samtale så vi kan få talt ud men han har ikke reageret på min mail trods det er 5 dage siden jeg sendte den.

Hvordan ville i reagere hvis det var jeres datter ? 

Jeg havde sparket døren ned til skoleinspektørens kontor og sikret mig, at budskabet blev forstået.

I gymnasiet mobbede en lærer en af drengene. Klassen stod sammen og sagde fra, både over for læreren og ledelsen, men der skete ikke en skid.. Eller læreren valgte, at han ikke kunne undervise sit mobbeoffer, og drengen endte med at tage det fag sammen med en anden klasse. 

Jeg havde jo gerne set, at vi havde fået en ny lærer, men når nu vi ikke fik det, var det en god løsning, at drengen kunne blive i klassen langt størstedelen af tiden. 

Anonym skriver:

Min (14år) datters lærer behandler hende så dårligt at han har sagt at hun aldrig bliver til andet end en Barbie dukke. Trods hendes gennemsnit ligger okay. Han er efter hende konstant og beskylder hende for snyd senest ved en projekt opgave jeg har været inden over og læst hver dag. Hun har knoklet dag ind og dag ud. Han kommentere hende konstant så hun ikke ved hvordan hun skal sidde mere. Hun siger hun nuller hårene mellem fingeren og det pisser ham af. Men de andre siger han intet til hvis de tegner imens eller bider negle. Hendes klasse kammerater siger det samme og de siger de har ondt af hende men de tør ikke og forsvare hende.

Jeg har nu bedt om en samtale så vi kan få talt ud men han har ikke reageret på min mail trods det er 5 dage siden jeg sendte den.

Hvordan ville i reagere hvis det var jeres datter ? 

Jeg blev også mobbet af en lærer da jeg gik i folkeskole. Det var en tysk lærer. Hun sagde direkte til mig at hun ikke ville bruge tid på mig for jeg var simpelthen for dum til hendes smag. På trods af jeg aldrig havde fejl i mine opgaver. 

Min mor bad om møde med vores klasselærer sammen med tysklæreren som benægtede hvert et ord. Også selvom en hel klasse bekræftede det. 

Der skete ikke yderligere andet end at jeg blev væk fra hendes timer. 

Anonym skriver:

Jeg blev også mobbet af en lærer da jeg gik i folkeskole. Det var en tysk lærer. Hun sagde direkte til mig at hun ikke ville bruge tid på mig for jeg var simpelthen for dum til hendes smag. På trods af jeg aldrig havde fejl i mine opgaver. 

Min mor bad om møde med vores klasselærer sammen med tysklæreren som benægtede hvert et ord. Også selvom en hel klasse bekræftede det. 

Der skete ikke yderligere andet end at jeg blev væk fra hendes timer. 

Det også det jeg frygter. Han vil benægte at han kalder hende en Barbie dukke uden uddannelse trods hele klassen måbede. Hun hader og frygter hans timer. Jeg føler hun snart giver op. 

Anonym skriver:

Det også det jeg frygter. Han vil benægte at han kalder hende en Barbie dukke uden uddannelse trods hele klassen måbede. Hun hader og frygter hans timer. Jeg føler hun snart giver op. 

Hvis ledelsen heller ikke gør noget, ja så havde jeg tagrt fat i skolebestyrelsen samt den ansvarlige for skolerne i kommunen. 

Jeg giver ikke så let op. Jeg gik direkte til borgmesteren i en anden hjernedød sag i kommunen.. Så iom der fut i det! 

Anonym skriver:

Jeg håber inderligt at han har sendt den videre til ledelsen. For jeg har fortrudt at jeg ikke har gjort det og afventer egentlig bare hans svar... 

Det skal du ikke fortryde, for det er den bedste måde at starte med den involverede person først og så forvente professionalisme. Med så "stor en sag ville jeg personligt aldrig tøve og selv gå til min leder, så lederen indkaldte til mødet og var den der styrede mødet. 

Jeg ville selvsagt også præsentere min side af historien, som jo kan være anderledes. Men også anerkende, at det er mig, der er den professionelle, og dermed også den der skal ændre noget i relationen. Men som sagt jeg ville have min leder ind over for at mediere og som en sikkerhed for, at han vidste jeg gik til mødet professionelt. 

Og vil sige med sådan en sag, hvis du først har sendt mailen fredag eftermiddag- kunne der også sagtens gå til i dag mpske endda i morgen før du fik svar. For jeg ville 1. Læse den grundigt og tænke over min rolle. 2. Tage den med mit team. 3. Skulle præsentere den for lederen og aftale den videre proces. Og i de sidste to punkter er der noget koordination og noget logistik, der skal op i en højere enhed.

lineog4 skriver:

Det skal du ikke fortryde, for det er den bedste måde at starte med den involverede person først og så forvente professionalisme. Med så "stor en sag ville jeg personligt aldrig tøve og selv gå til min leder, så lederen indkaldte til mødet og var den der styrede mødet. 

Jeg ville selvsagt også præsentere min side af historien, som jo kan være anderledes. Men også anerkende, at det er mig, der er den professionelle, og dermed også den der skal ændre noget i relationen. Men som sagt jeg ville have min leder ind over for at mediere og som en sikkerhed for, at han vidste jeg gik til mødet professionelt. 

Og vil sige med sådan en sag, hvis du først har sendt mailen fredag eftermiddag- kunne der også sagtens gå til i dag mpske endda i morgen før du fik svar. For jeg ville 1. Læse den grundigt og tænke over min rolle. 2. Tage den med mit team. 3. Skulle præsentere den for lederen og aftale den videre proces. Og i de sidste to punkter er der noget koordination og noget logistik, der skal op i en højere enhed.

Han har skrevet tilbage og tilbyder os et møde imorgen efter middag. Den har vi sagt ja tak til men han har også skrevet at han ikke kan genkende noget af det overhovedet. Så jeg har allerede ondt i maven for jeg ved at han vil benægte trods de andre elever har sagt at det passer. Der er vidner så hvorfor ikke bare indrømme ja det har jeg sagt og jeg beklager ? 

Min datter siger mor det nytter ikke noget... 

men synes bare ikke det er i orden og være efter min datter. 

lineog4 skriver:

Det skal du ikke fortryde, for det er den bedste måde at starte med den involverede person først og så forvente professionalisme. Med så "stor en sag ville jeg personligt aldrig tøve og selv gå til min leder, så lederen indkaldte til mødet og var den der styrede mødet. 

Jeg ville selvsagt også præsentere min side af historien, som jo kan være anderledes. Men også anerkende, at det er mig, der er den professionelle, og dermed også den der skal ændre noget i relationen. Men som sagt jeg ville have min leder ind over for at mediere og som en sikkerhed for, at han vidste jeg gik til mødet professionelt. 

Og vil sige med sådan en sag, hvis du først har sendt mailen fredag eftermiddag- kunne der også sagtens gå til i dag mpske endda i morgen før du fik svar. For jeg ville 1. Læse den grundigt og tænke over min rolle. 2. Tage den med mit team. 3. Skulle præsentere den for lederen og aftale den videre proces. Og i de sidste to punkter er der noget koordination og noget logistik, der skal op i en højere enhed.

Han har ikke skrevet at der vil være ledelse til men den kan bare dukke op eller hvad? Jeg har ikke noget imod dem. For som det står til nu er det bare ord imod ord. 

Jeg havde en lærer der gjorde det samme. Hun gav mig endda en ekstremt lav karakter på min årskarakterer baseret på det jeg havde lavet hele året. Jeg havde kun fået 10 og 12 takler for mine opgaver så vidste jo godt at 4 ikke kunne passer. Jeg samlede alle mine afleveringsopgaver sammen, min mor bad om en møde med læreren og lederen og læreren måtte krybe til kors og undskylde-  men det var for sent at ændre på årskarakteren, så det stod der til evig tid... 

det ændrede dog desværre ikke på hendes opførsel overfor mig og jeg endte med at skifte skole efter 8 klasse for at få mest muligt ud af sidste skoleår. Sørgeligt men sandt.