Flytte fra hinanden

Jeg synes ikke, at man bare skal kaste sig ud i en lang række eksperimenter når man har børn. Men synes godt nok, at det er nogle lidt snæversynede tanker, at alle bare skal leve som en kernefamilie "far, mor og børn". Jeg er også enig i, at alle andre muligheder bør være forsøgt, men nogle trives bedst hver for sig og jeg tænker, at der er flere måder at være en familie på. 

Selvfølgelig er alting hverdagsagtigt. Det var de indlysende betingelser, da I for ganske få år siden besluttede at få tre børn på stribe. Hverdag er det, man vælger, når man stifter familie. 

Havde jeres børn været ti år ældre, ville jeg være mere åben over for ideen, men de er bittesmå og skal da ikke kastes ud i kun at have deres forældre én ad gangen, fordi mor keder sig. Du elsker tilmed din mand og har lyst til ham - det er næsten et privilegium i en småbørnsfamilie. 

SKAL I partout studere hjemme 24/7? Kan man ikke ændre på noget dér? 

Jeg er forundret over, at du allerede er parat til at droppe hverdagen så få år efter, at du gik all in på at få tre børn på stribe. 

Det er ikke, fordi jeg ikke kan forstå din trang til at prøve noget andet, men I har altså valgt at få tre børn.

Og du skriver, at du elsker din mand.

Kan du ikke eksperimentere i en lidt mindre målestok ?

Skabe noget mere spænding i hverdagen, gøre noget hver for sig.

Det er jo lidt sent at komme i tanker om, at du gerne vil prøve at bo alene. Det er lidt voldsomt at kaste jeres børn ud i en deleordning, hvis I egentlig ikke har planer om at blive skilt. 

Skift hjemmestudie ud med fysisk studie asap! 

Det lyder mest af alt som om du trænger til at få noget der er "dit eget". Men det behøver ikke være et helt hjem og seperat liv. Start lige med at skabe en hverdag der er DIN igen og se om det ikke hjælper dig, det kan meget passende være i form af dit studie, på en skole, med en klasse der kan give dig en hel masse inputs du kan tage med hjem om eftermiddagen. 

Jeg har selv været hjemme 1 års tid, hvor min kæreste havde fri et par måneder på et tidspunkt og jeg nåede virkelig at få nok af hans selskab jeg har været lykkelig for at komme igang og ud af huset igen, det er et helt andet liv  

What'shername skriver:

Jeg synes ikke, at man bare skal kaste sig ud i en lang række eksperimenter når man har børn. Men synes godt nok, at det er nogle lidt snæversynede tanker, at alle bare skal leve som en kernefamilie "far, mor og børn". Jeg er også enig i, at alle andre muligheder bør være forsøgt, men nogle trives bedst hver for sig og jeg tænker, at der er flere måder at være en familie på. 

Hvor ser du snæversynet henne i tråden her? Jeg tror ikke, nogen insisterer på, at alle for enhver pris skal leve i en kernefamilie, men i det aktuelle tilfælde er alle andre muligheder jo ikke prøvet af, og TS fremstiller det netop som et eksperiment - som indebærer 7/7-ordning for hendes, meget små, børn. Dér er det ikke snæversyn, der begrunder min holdning, men simpel ansvarlighed og omtanke for konsekvenserne for børnene holdt op imod, at mor bare er træt af hverdag. 

What'shername skriver:

Jeg synes ikke, at man bare skal kaste sig ud i en lang række eksperimenter når man har børn. Men synes godt nok, at det er nogle lidt snæversynede tanker, at alle bare skal leve som en kernefamilie "far, mor og børn". Jeg er også enig i, at alle andre muligheder bør være forsøgt, men nogle trives bedst hver for sig og jeg tænker, at der er flere måder at være en familie på. 

Min anke mod ts idé er såmænd alene fordi hun kalder det et eksperiment og en afprøvning for en periode - og synes egentlig ikke man som forælder kan jonglere med børnenes liv som man lige synes kunne være sjovt i en periode.

Havde ts skrevet, vi overvejer at bo hver for sig, være mor og far og også kærester og det er den måde vi vil tilrettelægge vores familieliv for fremtiden, så ville mit svar have været noget helt andet. For hvordan en familie indretter sig er der ikke monopol på, men man skal altid huske børnene og ikke sige: ej det kunne være sjovt at prøve 7/7 et år mens mor lige realiserer sig selv og derefter flytter vi nok sammen igen, ja altså indtil far synes det er hans tur til selvrealisering og så tager vi 1 år med 7/7 igen - derfor mit forslag om, at det er de voksne der må ud og ind og børnene en fast base, mor kan sagtens tage afsted hver anden uge og nyde friheden og muligheden for selvrealisering uden at børnene skal ud i 7/7 med tasker frem og tilbage.

Nu spørger du om der er nogen der har prøvet det samme. Det er ikke det samme. Men jeg har lige købt en lejlighed og når den er istandsat flytter jeg (og bliver primær forælder for vores barn på 3). Om vi skal være kærester efter jeg flytter ved jeg faktisk ikke. Så vores situation er en anden. Men jeg flytter på baggrund af et forhold som er gået i knude og hvor vi ikke kan tale sammen om andet en vores barn (og ikke har kunne siden hun blev født). Men planen er at vi skal bo tæt på hinanden, og at far skal komme tit forbi, udover at være deleforældre. Hvis vi ikke skal være kærester, håber jeg i det mindste vi kan blive gode venner – og lave mange ting med vores barn. Men vi skal aldrig bo sammen igen.  

Jeg syntes som de andre også har skrevet at der må være mange mellemveje mellem  at være sammen 24-7 og så flytte fra hinanden. Og der er jeg enig med de andre at dem skulle i nok prøve først. For selv om jeg har boet mange år alene, har tillid til at kunne klare mig selv, og et sted også ser frem til at have nogle fri weekender, tror jeg ikke det er ”spændende” at være ansvarlig alene. Og det er nok ikke så ”spændende ” for børnene.

Anonym skriver:

Vi vil så lave en  7/7 ordning. 

Vi har 3 børn... 

Jeg føler bare at jeg har brug for at finde mig selv og min mand, men ved sku ikke om jeg tør. Frygter ægteskabet ryger i vasken.. 

Vi gjorde det, det var det eller brud med det sammen. Der var dog også andre ting indblandet.  Men tror der er stor risiko for brud. Synes også det er at forvirre børnene, og lade dem gennemgå savn osv.

Det er lettere at lade skibet sejle uden dig, når du allerede er gået i land