Flytte fra hinanden

HBV skriver:

Det mest springende punkt nævner du blot som en sidebemærkning: at I har 3 børn. Hvor gamle er de 

 Jeg synes det er en dårlig ide, nu hvor der er børn inde i billedet også. Der må være andre alternativer og der er allerede nævnt adskillige gode alternativer til at flytte fra hinanden. 

De er 3,4 og 6 år. 

Måske, er det også bare mig og min selvrealisering.. Super, egoistisk egentlig.. 

Føler bare ikke helt det samme for min mand mere. Og det er sku hårdt. 

Jeg kan blive helt harm på dine børns vegne 

Tænk sig at der er forældre, der rent faktisk bliver skilt og ønsker for alt i verden at kunne blive under samme tag for børnenes skyld.

Og du kommer her med ideer om at lave dine børn om til delebørn???? Absolut helt henne i vejret efter min mening.

Ønsker du singleliv, burde du have udlevet det inden du satte børn i verden. 

Når man får børn, skal man tilsidesætte egne behov, især når børnene er så små, som dine er.

Hvis du absolut skal gøre noget, så find en god parterapeut og find ud af hvad det i virkeligheden er du mangler. 

Anonym skriver:

De er 3,4 og 6 år. 

 

Måske, er det også bare mig og min selvrealisering.. Super, egoistisk egentlig.. 

Føler bare ikke helt det samme for min mand mere. Og det er sku hårdt. 

Selvrealisering er OK  

Men omvendt hvis det her bare er et udtryk for metaltræthed fordi i går op og ned ad hinanden 24/7 - så gør alt hvad du kan for at lave om på den del inden du gør alvor af at flytte. 

Udnyt gerne at I har mega lange ferier som studerende - tag ungerne med på oplevelse i hver jeres uge  - så er der stadig tid og mulighed for fælles ferie alligevel  

Jeg synes du skal gøre det du føler er det rigtige for dig selv, det kan godt være mange tænker det er egoistisk osv, men mennesker er forskellige!

Selv ville jeg også være meget nervøs for parforholdet, det lyder til at du gerne vil beholde din mand, og hvis han ikke er en del af det her, er risikoen for at glider fra hinanden i stedet for at genfinde gnisten måske ret stor.

Der findes jo også alternativer der er mindre drastiske, og dem kunne du måske undersøge inden du springer til flytning.Held og lykke..

Jeg synes det er vigtigt at tage af sig selv. Hvis du ikke længere er glad, så skal der ske noget. Jeg må dog også indrømme at det er svært at tage drastiske midler i brug når man har tre små børn. 

Kan i finde en måde at gøre hverdagen og jeres forhold mere spændende? Det kan være i har brug for mere tid alene eller prioriterer dates med hinanden. Det kan også være i kan finde på noget nyt at gøre sammen, tage en lektion i dans eller måske par massage. Aftal at tage pænt tøj på for hinanden, giv tid til kys, sex og romantik. 

I forhold til at finde sig selv, er du der hvor du gerne ville være uddannelses- og jobmæssigt? Har du brug for at prøve noget nyt? 

Hvis du virkelig ikke kan slippe tanken om at bo alene i en periode, så synes jeg i skal blive enige om at børnene bliver boende og i så på skift (eller kun den ene) tager væk fra hjemmet. Derved kan i lettere "annullere" eksperimentet efter en rum tid uden at det børnene igen skal flyttes. 

Jeg havde overset at i læser sammen hjemmefra. Vel, det gør absolut ikke noget godt for parforholdet. Jeg ville starte med at læse et par timer ud hjemmet, såsom biblioteket, universitet eller hvor der nu er mulighed for det i nærheden. 

Når jeg i årenes løb har følt metaltrætheden og tænkt på glæden ved at bo alene, så har jeg tæblt: hveranden jul, hveranden fødselsdag, 3 uger i sommerferien osv.... Og så er min lyst til at bo alene pludselig blevet mindre. 

Jeg tænker ikke man kan være bekendt at flytte fra hinanden og starte en 7/7 ordning bare for en periode, så er det fordi man forventer ikke at bo sammen i fremtiden. Men I kan måske gå den anden vej og du flytter ud og så kommer hjem x antal dage og tager væk x antal dage. Dvs. 7/7 ordningen bliver for dig og ikke for børnene. 

Anonym skriver:

Min mand og jeg har været sammen i 9 år nu, og boet sammen i 8. 

Jeg har et lille ønske om at prøve at leve for mig selv. Selv sagt stadig imens vi er mand og kone. 

Nogle som har erfaringer med det? 

Jeg føler bare... at alt er blevet så hverdags agtigt. Vi studere hjemme fra sammen og er sammen 24/7. 

Derudover får jeg ikke længere kriller i maven. Jeg ser ham primært som verdens mest fantastiske b ven. Har slet ikke noget problem med at være intim med ham.

Håber lidt at jeg vil få de helt varme følelser tilbage. Elsker ham jo selvfølgelig over alt på jorden. 

Min mand mener ikke at det er en god idé, men hvis det er det jeg vil må jeg gøre det... 

Vi har 3 børn sammen..  

Jeg har aldrig prøvet at bo selv, og synes egentlig også bare at det virker som et spændende eksperiment. 

Er jeg skør ? 

Det er for skørt. Det er jeres børn som bliver taberne i det såkaldte eksperiment. Der må findes andre løsninger på at få de varme følelser tilbage. Prøv at date hinanden igen og opsøg en parterapeut. 

Anonym skriver:

De er 3,4 og 6 år. 

 

Måske, er det også bare mig og min selvrealisering.. Super, egoistisk egentlig.. 

Føler bare ikke helt det samme for min mand mere. Og det er sku hårdt. 

Det bliver hverdag igen. Også med en anden mand. De færreste svæver på en lyserød sky i et livslangt forhold. Du skriver egentlig at i har det godt sammen, og at du elsker din mand over alt på jorden. Selvrealisering skal du nok vente med til du ikke har så små børn mere. Måske det som er galt med vores samfund i dag. Folk bliver skilt i hobetal fordi de skal realisere sig selv og syntes hverdagen er blevet lidt kedelig. De eneste tabere som er i den mentalitet er børnene. Jeg bliver faktisk rigtig harm, over denne her tendens. Kan man ikke lige tænke sig om inden man sætter børn i verden sammen. 

Jeg vil gerne starte med at sige at jeg til fulde forstår dig. Vi har været sammen i snart 10 år, og har leget lidt med tanken om at flytte fra hinanden ( dog ikke helt fysisk- vi har kig på er dobbelhus ).

Vi er blevet lidt lune på det der bliver kaldt COLA-forhold (couples Living apart). Vi har børn, bil, villa og gode jobs. Årsagen til at vi overvejer det er, at vi nu i vores liv er nået dertil hvor vi på mange punkter vil noget forskelligt - vi vil stadig kun hinanden, så det handler ikke om at date til højre og venstre. Vores forestillinger om vores videre liv er bare meget forskellige. Min mand har fuld gang i hans karriere med meget arbejde og lange dage- hvilket er en af grundende til at jeg elsker ham så højt. Han gør ikke noget uden at være dybt passioneret omkring det. Jeg har det omvendt sådan, at mit (gode og spændende) job har jeg kun fordi at der jo skal tjenes penge. 

De konflikter vi har, bunder altid i at vores indstilling til arbejdslivet er så forskellige. Så tanken om, at vi kan have hver vores hverdag, hvor han ikke føler at han begrænses karrieremæssigt og hvor jeg ikke konstant er sur over at han IGEN først kommer hjem når frikadellerne er kolde og børnene er puttet, ville give to meget mere harmoniske mennesker. 

Men som sagt, så er det stadig kun en overvejelse 

Jeg stemmer i koret og siger at du selv ikke gør nok for at spice jeres forhold op. 

Gå på cafe og studer/ drik latte. Lad være Med at gå op og ned af hinanden. Du har selv et kæmpe ansvar.. og det har han også.

Men jeg synes godt nok du er ego-minded når du vil eksperimentere. Uden overhoved at tænke på dine børns omkostninger. Hej hej - nu flytter mor..???!! Fatter ikke du overhoved kan få tanken med tre børn. Et forhold er ikke sug i maven i 30 år..