Han vil ikke i terapi

givmignr2 skriver:

Jeg kan faktisk ikke se, hvorfor det faktum, at du venter hans barn, skal betyde at du bliver i forholdet? 

Jeg ser på det sådan her:

Om 4-5 måneder kommer der en lille baby. Det er nu op til dig, om den baby skal fødes ind i et dysfunktionelt forhold fyldt med frustrationer og dårlig stemning, eller om den skal fødes ind i et liv, hvor den har et mor ét sted, og en far et andet sted.

Hvis det var mig, havde jeg brudt med ham (on good terms, som man siger), og så ville jeg bruge resten af graviditeten på at planlægge sammen med ham, hvordan I får samarbejdet til at fungere på en rar og venskabelig måde - for det kan stadig nås. 

Det skal måske være noget med, at han i starten, når baby ikke kan være hos andre end dig, kan komme efter aftale flere gange om ugen og sige hej etc., og på sigt kan I få en god og fair deleordning op at stå. 

Og jeres barn? Jamen, hun/han har aldrig oplevet at have to forældre der var sammen, så han/hun kommer ikke til at opleve det tab og traume det er, når mor og far går fra hinanden. 

Det er nobelt at ville blive i forholdet for dit barns skyld, men hvis forholdet allerede nu skrænter så meget, som du giver udtryk for, er det at gøre kiddo og alle jer andre en bjørnetjeneste.

 

Det skal nok gå! Delebørn behøver ikke at være en skidt ting!

 

-lige hilsner fra en mor, som har en skøn deledreng med en mand, hun ikke kunne døje synet af, da de var i et forhold med hinanden, men nu har et genialt, rummeligt og venskabeligt samarbejde med. Og iøvrigt en superglad dreng, der på ingen måde lider overlast. 

 

Jeg har godt tænkt tanken, det er bare så hårdt når man havde en helt anden drøm end at skulle være alenemor  Jeg ved at hvis det er dét som det ender med, skal jeg selvfølgelig nok klare den. Uden tvivl. Hvor gammel var din dreng da I gik fra hinanden? 

Dorthe1986 skriver:

Åh jeg bliver sgu lidt træt når sætningen  "du vidste hvad du gik ind til" dukker op i forbindelse med bonusbørn. Hvis man hverken selv har børn og/eller bare aldrig har været sammen med en mand med børn, hvordan skal man så lige vide helt præcist hvordan det er, det kan man ikke. Man kan gøre sig en masse forestillinger, men der er da en reel chance for at det aldrig bliver sådan. 

TS, jeg ved det er svært at finde plads som bonusmor og det tager tid. Jeg synes det er nemmere efter der er kommet fælles barn. Meget nemmere faktisk. Men synes ikke det er det, der er det største issue her. Du trives ikke i forholdet og tro mig det, der er slemt nu kommer til at virke værre når du står som nybagt mor. Problemer bliver i hvert fald ikke mindre. Du skriver at var du ikke gravid var du ikke blevet. Jeg synes egentlig det giver dig svaret. Som en anden skrev det er måske en bedre og roligere start for den lille ny, fremfor at fødes ind i skænderier osv. Jeg ville gå. 

Nej, jeg tror heller ikke at et fællesbarn løser alle problemer hvis de eksistere i forvejen 

Vil du fortælle lidt mere om, hvad der specifikt blev nemmere ved at have bonusbørn da I fik et fællesbarn? Du nævner at det bliver nemmere at leve som bonusmor, når man får et fællesbarn. 

Anonym skriver:

Jeg har godt tænkt tanken, det er bare så hårdt når man havde en helt anden drøm end at skulle være alenemor  Jeg ved at hvis det er dét som det ender med, skal jeg selvfølgelig nok klare den. Uden tvivl. Hvor gammel var din dreng da I gik fra hinanden? 

Den ER svær, når man havde en helt anden drøm, og jeg forstår til fulde, at du har dine betænkeligheder.

Det er heller ikke fordi jeg siger du SKAL bryde med ham, det er simpelthen bare fordi du helt selv formulerer, at du var smuttet uden at blinke, hvis ikke du var gravid, og det vidner om, for mig, at det er nået dertil, hvor det måske er på tide at stoppe det, inden det går ud over den lille. Det sidste en nyfødt gør, er at gøre folk mere rummelige og overskudsagtige, i hvert fald. 

Jeg går heller ikke ud fra, at drømmen er en dysfunktionel familie og en stresset hverdag? 

Min søn var 1,5 år da vi gik fra hinanden. Jeg blev gravid med ham (på p-piller) 4 måneder inde i mit forhold til hans far. Derfor har vi aldrig boet sammen, men blot været kærester, der så hinanden ofte, også efter kiddo kom til verden. Så han har aldrig “mistet” noget, for han har aldrig oplevet det.

Faktisk er det først for nyligt gået op for ham, at vi engang har været kærester, det havde han slet ikke tænkt over, den lille fyr (som nu er 7). Så talte vi lidt om det, og han spurgte, hvorfor vi ikke var kærester mere, og så fortalte jeg, at det var fordi at “far og jeg er allerbedst til at være gode venner, men vi bliver uvenner hele tiden når vi er kærester”, og det gav ligesom rigtig fin mening for ham. 

givmignr2 skriver:

Den ER svær, når man havde en helt anden drøm, og jeg forstår til fulde, at du har dine betænkeligheder.

Det er heller ikke fordi jeg siger du SKAL bryde med ham, det er simpelthen bare fordi du helt selv formulerer, at du var smuttet uden at blinke, hvis ikke du var gravid, og det vidner om, for mig, at det er nået dertil, hvor det måske er på tide at stoppe det, inden det går ud over den lille. Det sidste en nyfødt gør, er at gøre folk mere rummelige og overskudsagtige, i hvert fald. 

Jeg går heller ikke ud fra, at drømmen er en dysfunktionel familie og en stresset hverdag? 

Min søn var 1,5 år da vi gik fra hinanden. Jeg blev gravid med ham (på p-piller) 4 måneder inde i mit forhold til hans far. Derfor har vi aldrig boet sammen, men blot været kærester, der så hinanden ofte, også efter kiddo kom til verden. Så han har aldrig “mistet” noget, for han har aldrig oplevet det.

Faktisk er det først for nyligt gået op for ham, at vi engang har været kærester, det havde han slet ikke tænkt over, den lille fyr (som nu er 7). Så talte vi lidt om det, og han spurgte, hvorfor vi ikke var kærester mere, og så fortalte jeg, at det var fordi at “far og jeg er allerbedst til at være gode venner, men vi bliver uvenner hele tiden når vi er kærester”, og det gav ligesom rigtig fin mening for ham. 

Det giver god mening. Jeg tror også at et barn har meget bedre af ikke og kende til andet, end at skulle deles fra en alder af 1 år. Mine forældre gik fra hinanden da jeg var 2 år, og selvom jeg ikke husker noget fra dengang var det ret hårdt for mig i starten har jeg fået afvide. 

Det bliver pisse hårdt med en nyfødt, men jeg tror også at det bliver ekstra hårdt når forholdet er fyldt med konflikter som man skal forholde sig til. Og er næsten overbevist om at et spædbarn kan mærke om mor og far er glade, selvom det lige er født. Så jeg kan kun give dig ret. 

Der er bare så mega mega svært. Det eneste der efterhånden holder mig tilbage er: Hvad nu HVIS det hele bliver bedre efter fødslen. Men det er jeg også ved at løbe tør for argumenter for, at skulle prøve at finde ud af. Som sagt er jeg under halvvejs i min graviditet, og jeg føler ikke at jeg kan nyde den på samme måde. Når barnet kommer til verdenen, vil jeg gerne være en mor med overskud og et godt humør så mit fokus 100% kan være på den lille  

Skulle det vise sig at vi absolut ikke kan undvære hinanden, og får arbejdet på problemerne hver for sig - så er det jo ikke værre end at man kan flytte sammen igen. Det må jeg heletiden minde mig om. Ingenting er for sent. 

Anonym skriver:

Det giver god mening. Jeg tror også at et barn har meget bedre af ikke og kende til andet, end at skulle deles fra en alder af 1 år. Mine forældre gik fra hinanden da jeg var 2 år, og selvom jeg ikke husker noget fra dengang var det ret hårdt for mig i starten har jeg fået afvide. 

Det bliver pisse hårdt med en nyfødt, men jeg tror også at det bliver ekstra hårdt når forholdet er fyldt med konflikter som man skal forholde sig til. Og er næsten overbevist om at et spædbarn kan mærke om mor og far er glade, selvom det lige er født. Så jeg kan kun give dig ret. 

Der er bare så mega mega svært. Det eneste der efterhånden holder mig tilbage er: Hvad nu HVIS det hele bliver bedre efter fødslen. Men det er jeg også ved at løbe tør for argumenter for, at skulle prøve at finde ud af. Som sagt er jeg under halvvejs i min graviditet, og jeg føler ikke at jeg kan nyde den på samme måde. Når barnet kommer til verdenen, vil jeg gerne være en mor med overskud og et godt humør så mit fokus 100% kan være på den lille  

Skulle det vise sig at vi absolut ikke kan undvære hinanden, og får arbejdet på problemerne hver for sig - så er det jo ikke værre end at man kan flytte sammen igen. Det må jeg heletiden minde mig om. Ingenting er for sent. 

Rigtig fine overvejelser. Jeg er sikker på, at du nok skal træffe en god velfunderet beslutning. 

Anonym skriver:

Det giver god mening. Jeg tror også at et barn har meget bedre af ikke og kende til andet, end at skulle deles fra en alder af 1 år. Mine forældre gik fra hinanden da jeg var 2 år, og selvom jeg ikke husker noget fra dengang var det ret hårdt for mig i starten har jeg fået afvide. 

Det bliver pisse hårdt med en nyfødt, men jeg tror også at det bliver ekstra hårdt når forholdet er fyldt med konflikter som man skal forholde sig til. Og er næsten overbevist om at et spædbarn kan mærke om mor og far er glade, selvom det lige er født. Så jeg kan kun give dig ret. 

Der er bare så mega mega svært. Det eneste der efterhånden holder mig tilbage er: Hvad nu HVIS det hele bliver bedre efter fødslen. Men det er jeg også ved at løbe tør for argumenter for, at skulle prøve at finde ud af. Som sagt er jeg under halvvejs i min graviditet, og jeg føler ikke at jeg kan nyde den på samme måde. Når barnet kommer til verdenen, vil jeg gerne være en mor med overskud og et godt humør så mit fokus 100% kan være på den lille  

Skulle det vise sig at vi absolut ikke kan undvære hinanden, og får arbejdet på problemerne hver for sig - så er det jo ikke værre end at man kan flytte sammen igen. Det må jeg heletiden minde mig om. Ingenting er for sent. 

Jeg syntes så ikke det er fair over for bonus børn at i hopper frem og tilbage.. ville ikke have det godt med at gå og “se om det var det rigtige” for så at komme tilbage..

Nu er jeg selv “bonusbarn” (25 år), men har været det med flere partner siden jeg var 17. Og ja, ærgerligt så gik det kun med de mænd/kvinder som også kunne med os i en eller anden grad. Og det var uden fælles børn involveret.. 

Soonmom skriver:

Altså jeg synes ikke det lyder voldsomt at skændes hver 3 dag (især når du er gravid, No offence, jeg er selv gravid og hysterisk)

Så hvis min kæreste forslog parterapi ville jeg nok også sige det samme som din kæreste. Parterapi løser ikke noget, så det nytter ikke at tvinge den ene med. Så jeg ville nok finde ud af hvad jeres problem er og så tage en snak om hvordan i gør fremover 

Du synes ikke det er voldsomt at de skændes hver 3. dag???  Jeg er seriøst målløs! Jeg tror min mand og jeg har skændtes 3 gange på de 8 år vi har kendt hinanden. 

Jovist har vi været uenige om nogle ting, men ikke noget der har skulle diskuteres eller skændes om, men blot tales om. Vi hæver aldrig stemmen overfor hinanden. 

Undskyld jeg ikke svarer på indlægget, blev bare helt paf

Anonym skriver:

Du synes ikke det er voldsomt at de skændes hver 3. dag???  Jeg er seriøst målløs! Jeg tror min mand og jeg har skændtes 3 gange på de 8 år vi har kendt hinanden. 

Jovist har vi været uenige om nogle ting, men ikke noget der har skulle diskuteres eller skændes om, men blot tales om. Vi hæver aldrig stemmen overfor hinanden. 

 

Undskyld jeg ikke svarer på indlægget, blev bare helt paf

Helt ok. Min eks og jeg skændtes heller aldrig. Tror slet ikke vi kunne finde ud af det.. Her er vi begge lige stædige og min kæreste udtrykker hans temperament ved råb. Der var min eks måske mere tilbøjelig til at lukke det inde i sig selv (hvilket så heller ikke er en holdbar løsning i mine øjne). Man burde kunne snakke tingene igennem 

Ærlig talt, så lyder det lidt forkælet, når jeg læser din problemstilling. Jeg tror, at du har levet en meget egoistisk tilværelse og fået et chok over livet med (bonus-)børn. Det er du jo langt fra den først, der har fået  

Jeg oplever, at du ligefrem leder efter de negative ting hos ham, og det kan man jo godt have en tendens til, når man står med en stor beslutning.  

I skændes meget - det er I vel to om? Han kan jo ikke skændes med sig selv ? Vi skændes ikke, men vi snakker om ting, og kan også blive irriterede. Det hjælper intet at råbe, men diskussioner er sunde. Specielt når to forskellige liv skal forenes. Det kan sagtens gøres på en ordentlig måde  

Hans økonomiske situation skal der rettes op på, men enkelte dårlige valg gør ham jo ikke helt uansvarlig. 

I bor trangt, men det er der jo mange, der gør. Det kan man leve med i en periode, hvis man organiserer sig ud af det.

I virkeligheden er det største problem vel, at du er blevet kastet ind i en familie, hvor du før har levet single-/ egoistlivet. Madpakker, badetid, aftensmad og konstante lyde omkring dig. 
Jeg kan godt følge dig, for jeg har det også mega godt i eget selskab, og jeg er ikke god til høje lyde og konstant selskab. 

Men... Det bliver præcis det samme, når dit eget barn er der (bare endnu værre i starten). Du har fået en chokstart (kombineret med en graviditet), som du ikke var parat til. 

Men du har også forpligtiget dig, da du indgik i et parforhold, blev gravid og fik en status som bonusmor for hans børn. Han kan ikke ændre på realiteterne omkring bonusbørn, men måske skal du have lidt mere tid til at vænne dig til det og være knapt så meget indvoldering i starten. Man kan ikke bare flytte frem og tilbage, når der er børn involveret, men man kan planlægge sig ud af hverdagen, så du kan få lidt mere frihed til kaffevisit hos en veninde eller seriemaraton på sofaen. 

Jeg vil anbefale dig at snakke med en om DIN situation. Har du en veninde, som er bonusmor? Dine problematikker er noget, jeg har hørt fra flere veninder, men det er altid "gået over" med tiden, når chokket har lagt sig. Og så er kærligheden blomstret frem igen. Den var ikke væk, men havde bare været presset i baggrunden et par måneder  

Anonym skriver:

Vi har store problemer i vores parforhold og et fællesbarn på vej. Disse problemer skyldtes ikke hormoner, men problemerne bliver naturligvis forstærket - det er klart.

Vi har kæmpe kommunikations udfordringer. Skænderier hver 3. dag. Jeg ser ingen anden udvej end parterapi (havde jeg ikke været gravid, var jeg smuttet), men vil naturligvis kæmpe med næb og klør. 

Han vil ikke i terapi, da han mener det både er spild af penge og tid fordi vi er voksne mennesker og derfor burde vi selv kunne løse problemerne. Faktum er desværre bare, at det kan vi ikke 

Jeg har sagt at en terapeut naturligvis ikke kan løse problemerne for os (det skal vi selv gøre), men de kan give os redskaber!! Han vil stadig ikke.

Jeg aner ikke hvad jeg skal stille op 

Jeg tænker når jeg læser i denne tråd, at jeres største udfordring ikke er parforholdet, men at få skabt en familie - en familie, hvor der er plads til hende der skal gå fra det mere løse singleliv til et liv med snart 3 børn (og det er altså ikke en dans på roser og giver ikke meget tid til at løse en bog eller andet som kræver ro og ensomhed). Plads til familiefaren, der vil gå gennem ild og vand for snart 3 børn og elsker alle 3 lige højt. Manden der er kæreste og godt kan mærke, at hans kæreste ikke er tilfreds. Og så skal der være plads til de to børn der allerede er og det barn der er på vej - og de skal have mest plads, for de har ikke bedt om situationen og er de voksnes ansvar. 

Det lyder til I godt kunne bruge råd og vejledning til det - ja dermed også kommunikationen, men kommunikationen i forhold til at få skabt en familie, hvor det er godt for alle 5 parter at være en del. 

Og ud fra egen erfaring som både bonus mor og mor, så få for guds skyld råd og vejledning eller arbejd med det inden baby kommer. 

Du skal rumme lyd og larm, du skal rumme hans børn, du skal acceptere det liv som børn kommer med nemlig dage tider, nogle gange manglende mulighed for spontanitet, at der er nogen der altid kommer foran dig og dine behov osv. Og du skal især rumme, at din mands børn selvom de ikke er dine og kærligheden måske ikke er den samme også kommer før dig. 

Men din kæreste skal også rumme, at du har behov for tilvænningstid, for at gå fra singlelivet til familielivet med 2 snart 3 børn, det er noget af en mundfuld. Så måske skal du have en dag væk fra familien den uge børnene er der eller måske skal du være legetanten og han den praktiske grus.

Måske skal I få hjælp til overblik og struktur, for måske går det hele op i praktiske gøremål og et liv med tre børn kræver systematik og tænke frem af. 

Osv osv osv osv.

Med hensyn til hans økonomi - jeg skal ikke kloge mig. Men jeg er også en gang imellem selv uansvarlig fordi jeg  så gerne vil give mine børn nogle oplevelser som bliver til minder, nogle oplevelser, der giver os noget fælles osv. Så jeg lukker også en gang imellem øjnene og trykker køb til fx Terkel the mothetfucking musical selvom det da havde været meget mere ansvarligt at spare de penge til uforudsete udgifter - det hører også (for nogle af os i hvert fald) med til at have børn.

Du er kommet ind i en familie med nogle plejere, nogle af dem skal tages op til revision og nye skal skabes, men nogle af dem bliver du også nød til at æde, for du er kommet ind i noget allerede etableret. Jeg har prøvet det, jeg ved det er drøn hårdt. Jeg håber for mine egne børn at de skal være førstegangsfødende sammen med en, hvor det også er første gang - men jeg ved også bonus kan være berigelse og det er måske det du mangler at se - håber du ser det når din trold sidder med det største smil fordi du bror eller søster er det bedste i hele verden og det r gengældt.