Anonym skriver:
Jamen det er store problemer vi kæmper med.
Jeg er snart arbejdsløs (blev opsagt under graviditeten), og vi er presset økonomisk. Vi har ikke nok plads i huset jeg flyttede ind i, vi kommer hinanden ved og får ikke råd til at gøre noget. Ej heller flytte i noget større, som var planen.
Udover det, har jeg svært ved at indfinde mig med at bo her og være bonusmor. Jeg har utrolig svært ved at være en del af en andens familie. Det er alt lige fra at deltage i aktiviteter, når jeg helst vil have alenetid til at skulle tage hensyn. Planlægning af mad. Forholde sig til en masse udover mit eget. Jeg er klar over at disse ting heller ikke bliver bedre når baby kommer, men det er trods alt mit eget barn og vil derfor tilsidesætte mine egne behov for baby uden at blinke. Det er jo også et moderinstinkt - altså noget helt andet.
Jeg ville børnene og alt hvad der medfølger i starten, inden jeg flyttede ind. Det var jo kun som "lege tante", og nu er det altså halv tid 7/7. Ydermere har datteren problemer med sin mor, som højst sandsynligt kommer til at indebære at hun er her endnu mere.
Og nej - jeg vidste åbent bart ikke hvad jeg gik indtil. Havde jeg vidst det, havde det jo heller ikke været et problem.
Og min kæreste? Elsker jeg ham? Ja, naturligvis. Men alt det her overskygger kærligheden for det meste, og der er simpelthen for mange problemer. Jeg er sygemeldt og har derfor det meste af dagen HELT mutters alene. Jeg har det bedst med at være alene. Når de andre kommer hjem, er det som om at de lige er taget afsted.
Jeg ville ønske at man kunne spole tiden tilbage, for det er gået alt alt for stærkt det her. Det betyder jo også, at kæresten og jeg stadig ikke kender hinanden 110% endnu, og er samtidig begyndt at se enkelte sider at ham, som jeg ikke vidste eksisterede. Han virkede som en mand med styr på sin økonomi. Han har fortalt at han flere gange har været i minus grundet en ordentlig mekaniker regning, som han godt vidste skulle fikses. Den er blevet udskudt og udskudt. I min optik er det jo ikke ansvarligt, og når man ejer ting burde man derfor have en opsparring til sådanne ting (hvis du spørg mig). Han havde minus og prioritere en London tur med hans søn for at se en kæmpe fodboldkamp, som jeg absolut ved har været en stor oplevelse for dem begge. Men igen - jeg forstår ikke hans økonomiske valg. Det er IKKE fordi at han skal forsøge mig, eller give mig dyre ting. Jeg er også fuldstændig ligeglad med hvad han tjener, men det er klart at jeg er chokeret over hans ændrede økonomi.
Så til de klassiske ting. Der er flere og flere ting, som genere mig såsom at han bander heletiden (var åbent bart blind i starten), og hans børn skælder han ud for at bande osv. osv. Og så råber han meget.
Ork.. Det blev til en hel roman. Hvis jeg ikke var gravid, var jeg smuttet uden at blinke. Jeg er ingen gang halvvejs i min graviditet, og det bliver en lang periode da disse ting ikke løser sig inden. Jeg har lyst til at få mit eget, også selvom det bliver dyrt. Jeg kan simpelthen ikke holde det her følelseshelvede ud mere.
Uanset hvilket af ovenstående vi forsøger at tale om stille og roligt, ender det med skænderier og ingen løsninger 
Det lyder som om at et forløb hos en parterapeut ville hjælpe jer, når jeres samtaler om jeres forhold forfalder til vredt råberi. Men hvis han ikke vil med, kan du også overveje at gå alene. Det kan give dig værdifuldt input til, hvordan du kan tage emner op med ham.
Og så tænker jeg, at dit meget store behov for tid alene og den lidt hovedkulse måde, du er kommet ind i parforhold, bonusforældreskab, en andens hjem og graviditet måske er noget, du under alle omstændigheder kunne bruge at få talt om med en neutral person selv.
