Han vil ikke i terapi

Vi har store problemer i vores parforhold og et fællesbarn på vej. Disse problemer skyldtes ikke hormoner, men problemerne bliver naturligvis forstærket - det er klart.

Vi har kæmpe kommunikations udfordringer. Skænderier hver 3. dag. Jeg ser ingen anden udvej end parterapi (havde jeg ikke været gravid, var jeg smuttet), men vil naturligvis kæmpe med næb og klør. 

Han vil ikke i terapi, da han mener det både er spild af penge og tid fordi vi er voksne mennesker og derfor burde vi selv kunne løse problemerne. Faktum er desværre bare, at det kan vi ikke 

Jeg har sagt at en terapeut naturligvis ikke kan løse problemerne for os (det skal vi selv gøre), men de kan give os redskaber!! Han vil stadig ikke.

Jeg aner ikke hvad jeg skal stille op 

Anonym skriver:

Vi har store problemer i vores parforhold og et fællesbarn på vej. Disse problemer skyldtes ikke hormoner, men problemerne bliver naturligvis forstærket - det er klart.

Vi har kæmpe kommunikations udfordringer. Skænderier hver 3. dag. Jeg ser ingen anden udvej end parterapi (havde jeg ikke været gravid, var jeg smuttet), men vil naturligvis kæmpe med næb og klør. 

Han vil ikke i terapi, da han mener det både er spild af penge og tid fordi vi er voksne mennesker og derfor burde vi selv kunne løse problemerne. Faktum er desværre bare, at det kan vi ikke 

Jeg har sagt at en terapeut naturligvis ikke kan løse problemerne for os (det skal vi selv gøre), men de kan give os redskaber!! Han vil stadig ikke.

Jeg aner ikke hvad jeg skal stille op 

Hvad går problemerne reelt ud på, altså hvor er det at I går skævt af hinanden kommunikation mæssigt?

Mom skriver:

Hvad går problemerne reelt ud på, altså hvor er det at I går skævt af hinanden kommunikation mæssigt?

Jamen det er store problemer vi kæmper med. 

Jeg er snart arbejdsløs (blev opsagt under graviditeten), og vi er presset økonomisk. Vi har ikke nok plads i huset jeg flyttede ind i, vi kommer hinanden ved og får ikke råd til at gøre noget. Ej heller flytte i noget større, som var planen. 

Udover det, har jeg svært ved at indfinde mig med at bo her og være bonusmor. Jeg har utrolig svært ved at være en del af en andens familie. Det er alt lige fra at deltage i aktiviteter, når jeg helst vil have alenetid til at skulle tage hensyn. Planlægning af mad. Forholde sig til en masse udover mit eget. Jeg er klar over at disse ting heller ikke bliver bedre når baby kommer, men det er trods alt mit eget barn og vil derfor tilsidesætte mine egne behov for baby uden at blinke. Det er jo også et moderinstinkt - altså noget helt andet.

Jeg ville børnene og alt hvad der medfølger i starten, inden jeg flyttede ind. Det var jo kun som "lege tante", og nu er det altså halv tid 7/7. Ydermere har datteren problemer med sin mor, som højst sandsynligt kommer til at indebære at hun er her endnu mere.

Og nej - jeg vidste åbent bart ikke hvad jeg gik indtil. Havde jeg vidst det, havde det jo heller ikke været et problem.

Og min kæreste? Elsker jeg ham? Ja, naturligvis. Men alt det her overskygger kærligheden for det meste, og der er simpelthen for mange problemer. Jeg er sygemeldt og har derfor det meste af dagen HELT mutters alene. Jeg har det bedst med at være alene. Når de andre kommer hjem, er det som om at de lige er taget afsted.

Jeg ville ønske at man kunne spole tiden tilbage, for det er gået alt alt for stærkt det her. Det betyder jo også, at kæresten og jeg stadig ikke kender hinanden 110% endnu, og er samtidig begyndt at se enkelte sider at ham, som jeg ikke vidste eksisterede. Han virkede som en mand med styr på sin økonomi. Han har fortalt at han flere gange har været i minus grundet en ordentlig mekaniker regning, som han godt vidste skulle fikses. Den er blevet udskudt og udskudt. I min optik er det jo ikke ansvarligt, og når man ejer ting burde man derfor have en opsparring til sådanne ting (hvis du spørg mig). Han havde minus og prioritere en London tur med hans søn for at se en kæmpe fodboldkamp, som jeg absolut ved har været en stor oplevelse for dem begge. Men igen - jeg forstår ikke hans økonomiske valg. Det er IKKE fordi at han skal forsøge mig, eller give mig dyre ting. Jeg er også fuldstændig ligeglad med hvad han tjener, men det er klart at jeg er chokeret over hans ændrede økonomi.

Så til de klassiske ting. Der er flere og flere ting, som genere mig såsom at han bander heletiden (var åbent bart blind i starten), og hans børn skælder han ud for at bande osv. osv. Og så råber han meget.

Ork.. Det blev til en hel roman. Hvis jeg ikke var gravid, var jeg smuttet uden at blinke. Jeg er ingen gang halvvejs i min graviditet, og det bliver en lang periode da disse ting ikke løser sig inden. Jeg har lyst til at få mit eget, også selvom det bliver dyrt. Jeg kan simpelthen ikke holde det her følelseshelvede ud mere.

Uanset hvilket af ovenstående vi forsøger at tale om stille og roligt, ender det med skænderier og ingen løsninger 

Altså jeg synes ikke det lyder voldsomt at skændes hver 3 dag (især når du er gravid, No offence, jeg er selv gravid og hysterisk)

Så hvis min kæreste forslog parterapi ville jeg nok også sige det samme som din kæreste. Parterapi løser ikke noget, så det nytter ikke at tvinge den ene med. Så jeg ville nok finde ud af hvad jeres problem er og så tage en snak om hvordan i gør fremover 

Soonmom skriver:

Altså jeg synes ikke det lyder voldsomt at skændes hver 3 dag (især når du er gravid, No offence, jeg er selv gravid og hysterisk)

Så hvis min kæreste forslog parterapi ville jeg nok også sige det samme som din kæreste. Parterapi løser ikke noget, så det nytter ikke at tvinge den ene med. Så jeg ville nok finde ud af hvad jeres problem er og så tage en snak om hvordan i gør fremover 

Tak for svar. Ved ikke om du læste ovenstående. Det her handler ikke kun om hvem der gør hvad husligt, men større problemer end som så 

Anonym skriver:

Jamen det er store problemer vi kæmper med. 

Jeg er snart arbejdsløs (blev opsagt under graviditeten), og vi er presset økonomisk. Vi har ikke nok plads i huset jeg flyttede ind i, vi kommer hinanden ved og får ikke råd til at gøre noget. Ej heller flytte i noget større, som var planen. 

Udover det, har jeg svært ved at indfinde mig med at bo her og være bonusmor. Jeg har utrolig svært ved at være en del af en andens familie. Det er alt lige fra at deltage i aktiviteter, når jeg helst vil have alenetid til at skulle tage hensyn. Planlægning af mad. Forholde sig til en masse udover mit eget. Jeg er klar over at disse ting heller ikke bliver bedre når baby kommer, men det er trods alt mit eget barn og vil derfor tilsidesætte mine egne behov for baby uden at blinke. Det er jo også et moderinstinkt - altså noget helt andet.

Jeg ville børnene og alt hvad der medfølger i starten, inden jeg flyttede ind. Det var jo kun som "lege tante", og nu er det altså halv tid 7/7. Ydermere har datteren problemer med sin mor, som højst sandsynligt kommer til at indebære at hun er her endnu mere.

Og nej - jeg vidste åbent bart ikke hvad jeg gik indtil. Havde jeg vidst det, havde det jo heller ikke været et problem.

Og min kæreste? Elsker jeg ham? Ja, naturligvis. Men alt det her overskygger kærligheden for det meste, og der er simpelthen for mange problemer. Jeg er sygemeldt og har derfor det meste af dagen HELT mutters alene. Jeg har det bedst med at være alene. Når de andre kommer hjem, er det som om at de lige er taget afsted.

Jeg ville ønske at man kunne spole tiden tilbage, for det er gået alt alt for stærkt det her. Det betyder jo også, at kæresten og jeg stadig ikke kender hinanden 110% endnu, og er samtidig begyndt at se enkelte sider at ham, som jeg ikke vidste eksisterede. Han virkede som en mand med styr på sin økonomi. Han har fortalt at han flere gange har været i minus grundet en ordentlig mekaniker regning, som han godt vidste skulle fikses. Den er blevet udskudt og udskudt. I min optik er det jo ikke ansvarligt, og når man ejer ting burde man derfor have en opsparring til sådanne ting (hvis du spørg mig). Han havde minus og prioritere en London tur med hans søn for at se en kæmpe fodboldkamp, som jeg absolut ved har været en stor oplevelse for dem begge. Men igen - jeg forstår ikke hans økonomiske valg. Det er IKKE fordi at han skal forsøge mig, eller give mig dyre ting. Jeg er også fuldstændig ligeglad med hvad han tjener, men det er klart at jeg er chokeret over hans ændrede økonomi.

Så til de klassiske ting. Der er flere og flere ting, som genere mig såsom at han bander heletiden (var åbent bart blind i starten), og hans børn skælder han ud for at bande osv. osv. Og så råber han meget.

Ork.. Det blev til en hel roman. Hvis jeg ikke var gravid, var jeg smuttet uden at blinke. Jeg er ingen gang halvvejs i min graviditet, og det bliver en lang periode da disse ting ikke løser sig inden. Jeg har lyst til at få mit eget, også selvom det bliver dyrt. Jeg kan simpelthen ikke holde det her følelseshelvede ud mere.

Uanset hvilket af ovenstående vi forsøger at tale om stille og roligt, ender det med skænderier og ingen løsninger 

Puhh det lyder som en værre omgang, og terapi ville da helt sikkert være en god idé.. 

Der er SÅ mange problemstillinger i det du ridser op, noget dit, noget hans og noget fælles, så hjælp er nok en god idé.

Anonym skriver:

Jamen det er store problemer vi kæmper med. 

Jeg er snart arbejdsløs (blev opsagt under graviditeten), og vi er presset økonomisk. Vi har ikke nok plads i huset jeg flyttede ind i, vi kommer hinanden ved og får ikke råd til at gøre noget. Ej heller flytte i noget større, som var planen. 

Udover det, har jeg svært ved at indfinde mig med at bo her og være bonusmor. Jeg har utrolig svært ved at være en del af en andens familie. Det er alt lige fra at deltage i aktiviteter, når jeg helst vil have alenetid til at skulle tage hensyn. Planlægning af mad. Forholde sig til en masse udover mit eget. Jeg er klar over at disse ting heller ikke bliver bedre når baby kommer, men det er trods alt mit eget barn og vil derfor tilsidesætte mine egne behov for baby uden at blinke. Det er jo også et moderinstinkt - altså noget helt andet.

Jeg ville børnene og alt hvad der medfølger i starten, inden jeg flyttede ind. Det var jo kun som "lege tante", og nu er det altså halv tid 7/7. Ydermere har datteren problemer med sin mor, som højst sandsynligt kommer til at indebære at hun er her endnu mere.

Og nej - jeg vidste åbent bart ikke hvad jeg gik indtil. Havde jeg vidst det, havde det jo heller ikke været et problem.

Og min kæreste? Elsker jeg ham? Ja, naturligvis. Men alt det her overskygger kærligheden for det meste, og der er simpelthen for mange problemer. Jeg er sygemeldt og har derfor det meste af dagen HELT mutters alene. Jeg har det bedst med at være alene. Når de andre kommer hjem, er det som om at de lige er taget afsted.

Jeg ville ønske at man kunne spole tiden tilbage, for det er gået alt alt for stærkt det her. Det betyder jo også, at kæresten og jeg stadig ikke kender hinanden 110% endnu, og er samtidig begyndt at se enkelte sider at ham, som jeg ikke vidste eksisterede. Han virkede som en mand med styr på sin økonomi. Han har fortalt at han flere gange har været i minus grundet en ordentlig mekaniker regning, som han godt vidste skulle fikses. Den er blevet udskudt og udskudt. I min optik er det jo ikke ansvarligt, og når man ejer ting burde man derfor have en opsparring til sådanne ting (hvis du spørg mig). Han havde minus og prioritere en London tur med hans søn for at se en kæmpe fodboldkamp, som jeg absolut ved har været en stor oplevelse for dem begge. Men igen - jeg forstår ikke hans økonomiske valg. Det er IKKE fordi at han skal forsøge mig, eller give mig dyre ting. Jeg er også fuldstændig ligeglad med hvad han tjener, men det er klart at jeg er chokeret over hans ændrede økonomi.

Så til de klassiske ting. Der er flere og flere ting, som genere mig såsom at han bander heletiden (var åbent bart blind i starten), og hans børn skælder han ud for at bande osv. osv. Og så råber han meget.

Ork.. Det blev til en hel roman. Hvis jeg ikke var gravid, var jeg smuttet uden at blinke. Jeg er ingen gang halvvejs i min graviditet, og det bliver en lang periode da disse ting ikke løser sig inden. Jeg har lyst til at få mit eget, også selvom det bliver dyrt. Jeg kan simpelthen ikke holde det her følelseshelvede ud mere.

Uanset hvilket af ovenstående vi forsøger at tale om stille og roligt, ender det med skænderier og ingen løsninger 

Men det virker jo mere som om det er dig selv og sine forventninger du skal arbejde med og jeg synes ikke rigtig det handler om din kæreste?

Du vidste hvad du gik ind til og jeg tror bestemt ikke det bliver lettere når der kommer fælles barn ind i billede, det er jo stadig ikke jer tre der er en familie, men jer fire der er det, og det tror jeg du skal arbejde med i stedet 

Soonmom skriver:

Altså jeg synes ikke det lyder voldsomt at skændes hver 3 dag (især når du er gravid, No offence, jeg er selv gravid og hysterisk)

Så hvis min kæreste forslog parterapi ville jeg nok også sige det samme som din kæreste. Parterapi løser ikke noget, så det nytter ikke at tvinge den ene med. Så jeg ville nok finde ud af hvad jeres problem er og så tage en snak om hvordan i gør fremover 

Syntes du ikke det er voldsomt at skændes hver 3. dag?

I min optik er det voldsomt meget..  Min mand og jeg skændes aldrig - diskussioner besvares, og selv da jeg var gravid skændes vi ikke.

Det skal måske lige nævnes at skændes i min optik er lig med råben osv, imens diskussion er tale men uenighed. Jeg ved ikke om det betyder det samme for dig? Det er jo vigtigt at vi ved hvad hinanden ligger i ordet, skændes.

Jeg er egentlig lidt tilbøjelig til at give ham ret. Flere af de problematikker du nævner kan han vel reelt ikke gøre noget ved. Han har de børn han nu har og dit behov for alenetid og manglende villighed til at indgå i en familie med hans børn kan en parterapeut ikke løse.

Så er der en række praktiske ting som noget med hus og en dårlig økonomi. Det er vel nærmere en økonomisk rådgiver man skal have fat i hvis noget. 

Soonmom skriver:

Men det virker jo mere som om det er dig selv og sine forventninger du skal arbejde med og jeg synes ikke rigtig det handler om din kæreste?

Du vidste hvad du gik ind til og jeg tror bestemt ikke det bliver lettere når der kommer fælles barn ind i billede, det er jo stadig ikke jer tre der er en familie, men jer fire der er det, og det tror jeg du skal arbejde med i stedet 

Muligvis. Men nej - jeg vidste ikke hvad jeg gik indtil. Ellers havde der jo ikke været et problem. At være kærester og bo hver for sig, og hygge sig alle 4 en gang i mellem kan slet ikke sammenlignes med at bo sammen.