Aftensmad....

det kunne jeg aldrig drømme om, det er hverken sundt eller forståeligt for børn og det får dem jo enten til at opbygge en form for had til mad eller også gør det at de spiser ekstre godt når de endelig får mad og får en konstant trang til med og ender med at bliver overvægtige på længer sigt...

Min familie får klare regler om hvordan hun skal passes osv. og jeg er ret sikker på at de heller ikke kunne drømme om at sende hende i seng uden mad...

Daniella har da nogen aftner hvor hun ikke gider at spise ved bordet, og jamen hvis hun ikke gider det bliver hun ikke tvunget så kan hun få en kiks i hånden også får hun en flaske mælk når hun bliver puttet, når hun bliver større får hun lov til at være med til at bestemme aftens mad da jeg er af den opfattelse at det så gør det sjover, og hvis hun ikke er sulten når maden servers så må hun jo komme og sige til når hun er...

Mad er en nødvendiighed og det kan godt være svært for nogen at det er fastlagt osv. så herhjemme tager vi det ikke så tunget og uanset hvad hun har lavet så skal det ikke gå udover maden eller hyggen ved bordet, så kan vi tag den før eller laden den suse henover hovedet en gang imellem...

Sådan en straf gør blot ondt værre - min mening...

Knus Stina

Kunne aldrig finde på at sende mit barn i seng uden aftenmad!

Hvis der var nogen som skulle passe ham og de sendt ham i seng uden aften`s mad så ville de aldrig passe ham igen!!!

nutche skriver:

jeg synes ideen bag det du skriver er rigtig god og jeg har stor forståelse for den måde at tænke på.

der kan bare være situationer hvor det er bedst....måske især for de andre børn i hjemmet... at en meget vred dreng skal være på sit værelse.

Nu har jeg jo kun 1 barn pt. og har derfor ikke de store erfaringer i at barnet kan være til gene for øvrige børn.  Men til næste år kan jeg begynde at øve mig...

Men jeg ville stadig ikke bruge barnets værelse. Ville dog helt sikkert trække barnet væk fra spisebordret, hvis det er der scenen udspiller sig. Men jeg synes ikke man skal gemme vrede børn "væk" (forstå mig ret). Er helt med på at de kan være kørt derop, for de lige skal have lidt tid til at falde ned igen, men jeg ville stadig beholde barnet indenfor synsvidde. Og så snart det er muligt at tale til barnet i en rolig (men bestemt) tone, vil jeg forklare hvorfor dens opførsel ikke bliver accepteret og hvad der evt. skal gøres anderledes. Det afhænger jo meget af situationen.

Jeg tror på at vrede børn skal mødes med ro, omsorg og tålmodighed. Og det tror jeg godt andre børn forstår, at der skal være plads til, hvis de i øvrigt bliver behandlet ens.

RumlesMor skriver:

Nu har jeg jo kun 1 barn pt. og har derfor ikke de store erfaringer i at barnet kan være til gene for øvrige børn.  Men til næste år kan jeg begynde at øve mig...

Men jeg ville stadig ikke bruge barnets værelse. Ville dog helt sikkert trække barnet væk fra spisebordret, hvis det er der scenen udspiller sig. Men jeg synes ikke man skal gemme vrede børn "væk" (forstå mig ret). Er helt med på at de kan være kørt derop, for de lige skal have lidt tid til at falde ned igen, men jeg ville stadig beholde barnet indenfor synsvidde. Og så snart det er muligt at tale til barnet i en rolig (men bestemt) tone, vil jeg forklare hvorfor dens opførsel ikke bliver accepteret og hvad der evt. skal gøres anderledes. Det afhænger jo meget af situationen.

Jeg tror på at vrede børn skal mødes med ro, omsorg og tålmodighed. Og det tror jeg godt andre børn forstår, at der skal være plads til, hvis de i øvrigt bliver behandlet ens.

en lille sætning siger "behandl børn forskelligt for at behandle dem ens"

så nej vi behandler ikke vores børn ens....for så ville vi for alvor gøre forskel på dem.

vores mellemste får afvide at han (når han er virkelig rasende) skal forlade rummet og gå ind på sit værelse.... det kan tage meget lang tid for ham at falde til ro...og det ødelægger totalt stemningen for de 3-4 andre. når han så falder ned og har lyst til at snakke...så er han velkommen tilbage ved bordet.

ved at tage et vredt barn ad af ligningen med ordene "jeg kan se du er vred så gå lige ind til dig selv et øjeblik indtil du er faldet til ro" så acceptere du han vrede... men du belønner den ikke med opmærksomhed.

en lille sætning siger "behandl børn forskelligt for at behandle dem ens"

så nej vi behandler ikke vores børn ens....for så ville vi for alvor gøre forskel på dem.

vores mellemste får afvide at han (når han er virkelig rasende) skal forlade rummet og gå ind på sit værelse.... det kan tage meget lang tid for ham at falde til ro...og det ødelægger totalt stemningen for de 3-4 andre. når han så falder ned og har lyst til at snakke...så er han velkommen tilbage ved bordet.

ved at tage et vredt barn ad af ligningen med ordene "jeg kan se du er vred så gå lige ind til dig selv et øjeblik indtil du er faldet til ro" så acceptere du han vrede... men du belønner den ikke med opmærksomhed.

Egentlig tror jeg vi er enige...med nogen omgivelser til forskel

Når jeg skriver at jeg vil behandle mine børn ens, mener jeg ikke at jeg ordret siger det samme til 2 forskellige børn - nogen børn skal have lov at rase ud, mens andre hellere vil græde på mors skød (uanset alder). Det er selvfølgelig individuelt. At behandle dem ens, er at jeg vil give mine børn samme respekt, interesse og omsorg - på hver deres måde.

Jeg kan rigtig godt lide din formulering "Jeg kan se du er vred", og den har jeg selv brugt, jeg vil bare ikke sende ham ind på værelset. Men jeg vil forsætte med "Jeg vil gerne vide hvorfor, så prøv at forklar mig det stille og roligt". Hvis barnet selv vælger at trække sig lidt væk, vil jeg tillade pladsen...og afvente barnet, men vil da fortrække at høre om det straks. Hvis man roligt lytter og ikke afbryder barnet når det forklarer, har jeg erfaring med at de hurtigt falder ned hvor man kan tale med dem.

Min datter kan blive noget så hysterisk, og der forklarer jeg hende altid at jeg meget gerne vil høre hende, men at det er svært når hun græder og råber på samme tid. Det får hende hurtigt til at sætte farten ned, og så kan vi tale roligt sammen og få løst konflikten - som kan være alt fra at hun ikke vil have børstet tænder, til at jeg reagere på at hun kaster med et eller andet (fx mad ved spisebordret).

Egentlig er vi jo ikke uenige, vi har bare lidt forskellige modeller...og det er måske en temperaments sag?

RumlesMor skriver:

Egentlig tror jeg vi er enige...med nogen omgivelser til forskel

Når jeg skriver at jeg vil behandle mine børn ens, mener jeg ikke at jeg ordret siger det samme til 2 forskellige børn - nogen børn skal have lov at rase ud, mens andre hellere vil græde på mors skød (uanset alder). Det er selvfølgelig individuelt. At behandle dem ens, er at jeg vil give mine børn samme respekt, interesse og omsorg - på hver deres måde.

Jeg kan rigtig godt lide din formulering "Jeg kan se du er vred", og den har jeg selv brugt, jeg vil bare ikke sende ham ind på værelset. Men jeg vil forsætte med "Jeg vil gerne vide hvorfor, så prøv at forklar mig det stille og roligt". Hvis barnet selv vælger at trække sig lidt væk, vil jeg tillade pladsen...og afvente barnet, men vil da fortrække at høre om det straks. Hvis man roligt lytter og ikke afbryder barnet når det forklarer, har jeg erfaring med at de hurtigt falder ned hvor man kan tale med dem.

Min datter kan blive noget så hysterisk, og der forklarer jeg hende altid at jeg meget gerne vil høre hende, men at det er svært når hun græder og råber på samme tid. Det får hende hurtigt til at sætte farten ned, og så kan vi tale roligt sammen og få løst konflikten - som kan være alt fra at hun ikke vil have børstet tænder, til at jeg reagere på at hun kaster med et eller andet.

Egentlig er vi jo ikke uenige, vi har bare lidt forskellige modeller...og det er måske en temperaments sag?

vores tilfælde kan heller ikke helt samlignes med den måde man "normalt" ville tale til børn på....da min ene søn vitterligt er mere temp. fuld end andre på hans alder.

hvis du går ind under "børn 3-6 år" og finder debatten der hedder "vred 4 årig" så kan du se hvad jeg mener.....men nej jeg tror måske heller ikke vi er så langt fra hinanden....for alle mine børn bliver behandlet med kærlighed og respekt for lige netop den de er