Umiddelbart tænkte jeg, at jeg da aldrig sender mine børn i på værelset, for det er jeg prinicielt imod!!! men når jeg tænker nærmere efter, så gør jeg det jo alligevel.
Det er altid i afmagt. Nu kan JEG ikke klare situationen mere, og så løser jeg den ved at fjerne børnene. Rigtig rigtig dårlig strategi!!! For hvad er det lige børnene lære af det? Lærer de at blive bedre mennesker? Lærer de at opføre sig pænt? Nej, de lære at den der er den største og stærkest der bestemmer. At hvis man er stor, har man også magt over andre, og den magt kan man bruge til at dominere andre med. Hvem er det så mine børn har/får magt over? Jeg ved det ikke, men mon ikke det bliver de små i børnehaven, i skolen, mobbeofret. Ja, jeg ved det jo ikke. Det ligger jo ude i fremtiden, så jeg kan kun gætte. Men jeg er ikke tvivl om at det er der undertrykkelse starter.
Når jeg bruger det med at sætte ind på værelset, så er det kun i et ganske kort øjeblik. Alt mellem 10sek og op til 1 minut. Jeg taler til barnet imens, så det er ikke er forladt og alene, og så snart jeg har fået styr på situation i stuen/køkkenet eller hvor det nu er kaos opstod, så går jeg straks ind til barnet og snakker med det om hvorfor jeg valgte at fjerne det fra sammenhængen/fælleskabet. Hvad jeg gerne ville have barnet have gjort istedet for det barnet rent faktisk gjorde, og så snakker jeg med barnet om hvorfor han gjorde som han gjorde. Det skulle jo meget gerne være en lærings-situation, som barnet kommer kloger ud af. Jeg tror ikke på at et barn lærer ret meget at at blive sat ind på værelset når det f.eks. er sur, og så råbe og skrige og sige bande ord derinde, for så at komme ud efter et stykke tid og sige: nu er jeg glad igen. Det har jo ikke løst den konflikt/problem som var ÅRSAG til at barnet var sur!
Jeg sender ALDRIG ind på værelset fordi nogle bliver sure eller hidsige!!! Det SKAL jeg som forældre kunne rumme og håndtere. Men jeg sender ind på værelset, hvis der er blevet smadret et glas og der ligger glas-skår ud over hele gulvet og en af ungerne ikke kan finde ud af at lade være med at trampe op i det. Så er jeg nød til at have fred til at få det fejet op, før jeg kan rumme også at være 'pædagogisk' overfor mit barn.
Anmeld