Jeg har ingen følelser for min kæreste

Oddi skriver:

Altså for 26 uger siden havde du sex med ham. 

Var barnet planlagt eller en ups? For har du planlagt et barn med ham så må du jo på daværende tidspunkt synes at han var manden i dit liv. Og så er det formentlig hormonelt. 

Men er det en følelse der også var der før du blev gravid er det selvfølglig ikke så godt. 

Jeg er sådan en der SLET ikke har lyst til sex eller berøring når jeg er gravid. Jeg har virkelig nok i mig selv og har slet ikke behov for noget seksuelt. Min mand har accepteret det- lysten kommer heldigvis tilbage. Da jeg var gravid med nr1 synes jeg min mand var sygt irriterende. Helt vanvittigt. Han kunne sidde ved siden af mig i sofaen helt stille og jeg synes han var det mest irriterende menneske på jorden - totalt overdrevet og 110% noget hormonelt. Min mand og jeg fandt hinanden igen på den anden side af fødslen, både nærhedsmæssigt og tiltrækkingsmæssigt, og nu jeg er gravid med nr2 og igen ikke føler behov for sex osv ( og egentlig synes han er pænt irriterende) så ved jeg at det vender lige om lidt igen og så er vi tilbage til os to igen 

Så mit råd er at tænke over hvordan I havde det før du blev gravid. Og så vil jeg sige- hormonerne  nulstilles ikke det sekund baby er født, der går nogle måneder før man er ‘normal’ igen og selv der er man drænet for energi fordi man ikke har overskud, får søvn osv - så lad vær og tag en beslutning lige efter fødslen - sæt en dato på og sig før den dato tages ingen beslutninger, fx når jeres barn er 6 måneder. 

Korrekt - jeg havde sex med ham for 26 uger siden, og der kom en baby. Barnet et fuldt ud planlagt. 

Vi har boet sammen i 3 - snart 4 år. Vi har altid haft et rigtig godt forhold. Vi er begge to i den gode del af 30’erne, med gode jobs - jeg er dog gået igang med at læse min kandidat, så derfor er jeg studerende de næste 1,5 år. 

Så ja - selvfølgelig tænkte jeg at han er “manden i mit liv”.. Jeg kunne aldrig drømme om bare at lave et barn, for at lave et barn. Han bliver en fantastisk far, det er jeg ikke et øjeblik i tvivl om. 

Jeg kunne ikke drømme om at gå fra ham dagen efter fødslen - jeg kender mange med børn, som også er blevet store børn nu, hvor alle minder mig om at hormonerne eksplodere efter en fødsel, og rutinerne lige skal falde ind. Det tager tid. Jeg sætter bare forholdet højt, og savner følelsen af at vi er et team og savner de varme romantiske følelser. Vi har også talt om det, flere gange. Og han prøver jo at være forstående. Dog indrømmer han også gerne, at han ikke ved hvad der egentlig sker - hvilket er klart. Han har dog haft en tendens til kun at tænke på sig selv, spørger ikke ind til noget, køber intet til baby, er ligeglad med hvad der bliver købt - det er jo mine penge. Han skældte ud da det gik op for ham, at jeg ikke havde lyst til sex, også fordi at det gør ondt på mig - jeg har alt for stramme ligamenter, en meget smal fødselskanal og har spændt op i hele undervognen, så alt er meget ømt og spændt. Min graviditet har været rigtig hård, jeg skal have kejsersnit som jeg er rigtig ked af - hvilket nok forstærker de negative følelser. 

Jeg holder ud og håber på at det vender, når baby er kommet, vi har fået en funktionel hverdag op at køre og er på den anden side. 

Tak for dit svar 

Anonym skriver:

Jeg syntes det er lidt tabu at indrømme det, men de fleste dage ville jeg ønske jeg var alene. Alt ved min mand kan bare irriterer mig. 

Men jeg irriterer helt sikkert også ham, selvom jeg egentlig kun selv syntes det mest hormonelle ved mig er at jeg bliver ekstra vred, men han oplever at jeg hurtigere bliver sur og mobset over ingenting.

Man vælger jo af en grund At blive gravid med den mand man har. Og derfor ved jeg også at når de her hormoner er ude at kroppen, så bliver det bedre selvom de bliver afløst af søvnløse nætter og sikkert en lille krudt unge

Det er et kæmpe tabu, og det synes jeg er synd. Jeg er jo selv anonym, fordi at jeg er flov.. 

Det er godt at vide at jeg ikke er alene! Det giver altså et eller andet. 

Jeg er bestemt heller ikke super fed at bo sammen med altid, slet ikke! Men jeg gør hvad jeg kan for ikke at skubbe ham helt væk, ved at holde fast i kæreste aftner, gode middage sammen og prøve at have hygge dage. Det synes han også var rart at jeg stadig prøver, selvom jeg virkelig ikke føler for det. Men et forsøg er bedre end ingenting.. Han bliver en skøn far, det ved jeg bare. 

Jeg holder også ud, og så håber vi at det vender tilbage til vores normale gode forhold, når baby er født og hverdagen og rutinerne er faldet på plads. Tak for at minde mig på, at jeg ikke er alene 

Anonym skriver:

Korrekt - jeg havde sex med ham for 26 uger siden, og der kom en baby. Barnet et fuldt ud planlagt. 

Vi har boet sammen i 3 - snart 4 år. Vi har altid haft et rigtig godt forhold. Vi er begge to i den gode del af 30’erne, med gode jobs - jeg er dog gået igang med at læse min kandidat, så derfor er jeg studerende de næste 1,5 år. 

Så ja - selvfølgelig tænkte jeg at han er “manden i mit liv”.. Jeg kunne aldrig drømme om bare at lave et barn, for at lave et barn. Han bliver en fantastisk far, det er jeg ikke et øjeblik i tvivl om. 

Jeg kunne ikke drømme om at gå fra ham dagen efter fødslen - jeg kender mange med børn, som også er blevet store børn nu, hvor alle minder mig om at hormonerne eksplodere efter en fødsel, og rutinerne lige skal falde ind. Det tager tid. Jeg sætter bare forholdet højt, og savner følelsen af at vi er et team og savner de varme romantiske følelser. Vi har også talt om det, flere gange. Og han prøver jo at være forstående. Dog indrømmer han også gerne, at han ikke ved hvad der egentlig sker - hvilket er klart. Han har dog haft en tendens til kun at tænke på sig selv, spørger ikke ind til noget, køber intet til baby, er ligeglad med hvad der bliver købt - det er jo mine penge. Han skældte ud da det gik op for ham, at jeg ikke havde lyst til sex, også fordi at det gør ondt på mig - jeg har alt for stramme ligamenter, en meget smal fødselskanal og har spændt op i hele undervognen, så alt er meget ømt og spændt. Min graviditet har været rigtig hård, jeg skal have kejsersnit som jeg er rigtig ked af - hvilket nok forstærker de negative følelser. 

Jeg holder ud og håber på at det vender, når baby er kommet, vi har fået en funktionel hverdag op at køre og er på den anden side. 

Tak for dit svar 

Når baby er planlagt og du får 26 uger slet ikke var i tvivl om dine følelser for ham så ville jeg slå helt koldt vand i blodet. 

I lyder som os da vi fik vores første og jeg også manglede 1år af kandidaten.

Jeg forstår godt at du sætter forholdet højt -det gør jeg også, men stol på at jeres forhold kan klare bumps på vejen og I kan finde hinanden igen. Lige om lidt bliver I et team igen, og skal finde ud af at være et godt kæreste team - og forældre team. 

Vi talte også mere om det herhjemme og det er super svært at sætte ord på noget der sker i en som man ikke kan forklare. Når man er gravid er det nogle gange som om man ikke er herre over sin egen krop - og det er okay at der ikke ligger noget dybere bag hvorfor du har det som du har det. Det er for en kort periode. 

Kan være I skal tage en snak om hans interesse i baby måske? Mænd forstår ikke altid alt det der med baby før den er kommet - men det betyder ikke altid at de er ligeglade, de fatter det bare ikke endnu haha. 

Lige præcis det du skriver med smerter ifm sex er også grunden til at jeg ikke har lyst når jeg er gravid - så jeg kender det alt for godt. Det hele er hævet dernede og gør ondt. Tal med ham om det - for nej man må ikke blive sur når ens kæreste ikke vil have sex, man har jo ikke ret til sex med et andet menneske bare fordi man er i et forhold. Så må han klare det selv de næste 3-4 måneder, det overlever han nok. 

Husk der er intet galt med dig. Du er gravid, det er en kæmpe omvæltning og det er okay at du ikke altid kan forklare hvorfor du har det som du har det. Tro mig, ligepludselig er du færdig med at være gravid og så er den her periode så langt væk og ubetydelig set i det store billede af at I nu er en familie. 

Held og lykke med det hele - det skal nok gå, lige som lidt får du din baby i armene

Og mht. Til alt det der med at købe ting til baby, og interessere sig for det på samme niveau som dig, der var min kæreste altså lige sådan. Ikke fordi han ikke ville, han “fattede” bare ikke en skid, og havde slet ikke samme behov for at få det hele klar som mig. Han var meget mere chill, og blev ved at sige at butikkerne altså også havde åbent efter fødslen, så det ikke ville være en katastrofe hvis vi akut manglede noget. Det havde han jo egentlig ret i. Havde jeg vidst, hvad jeg ved nu, så havde jeg også været meget mere afslappet omkring alt det indkøb/bygge rede halløj. Men kan sagtens følge dig, for jeg havde det præcis på samme måde. Dog skal du ikke finde dig i hvis han ikke vil betale for noget, der skal han bare hoste op! 

Derudover vil jeg også tilføje at da først baby var her, så fik jeg ikke selv et ben til jorden. Kan huske på barselsgangen hvor jeg var simpelthen var nødt til at spørge ham, om jeg også kunne få lov at skifte en ble. Dét værdsætter jeg tilgenæld meget mere, end hvor vidt han købte dit og dat i graviditeten. 

Tag det helt roligt, det skal nok komme tilbage det er jeg sikker på :-) om ikke andet, så når du ser ham med baby i armene første gang, så skal du sgu nok blive lidt forelsket igen. 

Kan sagtens genkende dine følelser! Stort kram til dig 

Man føler sig som verdens dårligste menneske! 

For mit vedkommende var det hormoner der spillede ind.. 

Det gik over efter jeg havde født