Jeg har ingen følelser for min kæreste

IenFart skriver:

Og bare for at få lidt perspektiv på - overvej om det er en dans på roser at leve sammen med dig her i graviditeten

Det var da ellers en rigtig fin bemærkning. Det udtaler jeg bestemt heller ikke at det er, for det er de fleste parforhold ikke i en dagligdag. Alle forhold har deres problemer, ingen lever som en dans på roser. 

Men jeg prøver i det mindste, og gør en indsats. Hvis du i næsten et halvt år ikke havde følt dig glad, så ville du nok også begynde at blive lidt opgivende og desperat. 

Jeg ser det her forum som et frirum, hvor man kan lufte sine tanker - og i mit tilfælde være anonym, når det er noget man er flov over, for hvis du tænker dig om, så er det vel åbenlyst ikke de fedeste følelser at sidde inde med. 

Anonym skriver:

Jeg kan godt genkende nogle dine følelserne, da jeg også har været træt af min kæreste under sidste og denne graviditet. Jeg synes det kom lidt i perioder og jeg har været bevidst omkring at det var hormonelt. Jeg har været åben omkring det overfor min kæreste. Altså at jeg var påvirket af hormoner og at han skulle bærer over med mig. Det gjorde/gør at vi begge kan lidt grine af det når det er slemt. 

Jeg ville heller ikke handle på det før efter fødslen. Hvis alt var godt da du blev gravid og intet har ændret sig, så tror jeg det skyldes graviditeten og så er altid vendt lige så snart I har jeres guldklump i armene  

Tusind tak for dit svar! Og det er dejligt at læse om en situation hvor det er blevet bedre. 

Vi havde det rigtig dejligt sammen før, så jeg håber så inderligt at det vender. Men tak for at give en lille smule håb i det her sorte hul 

Jeg kan godt forstå at du er frustreret og du skriver her for at få nogle input, eller råd fra andre der har haft det på sammen måde. Men jeg synes faktisk at IenFart’s bemærkning var reel nok, og fin til at give dig noget at reflektere over. Jeg opfattede den i hvert fald ikke som hverken ond, eller spydig. Tværtimod som en lille reminder skrevet med et glimt i øjet. 

Hvis dine følelser bare er forsvundet som dug for solen fra den ene dag til den anden, så er det muligvis nok noget hormonelt. Du er gravid, og din krop og ikke mindst dit liv ændre sig drastisk lige pt. Derudover sover man ad helvedes til, ens fødder kan gøre ondt, og man kan generelt bare føle sig utilpas. Hvis dig og din kæreste oveni alt det også går meget op og ned af hinanden i dagligdagen så er det helt naturligt at blive træt af/irriteret på hinanden. Jeg kan da også tælle på mere end en hånd alle de gange jeg kunne have kylet min kæreste ud af vinduet da jeg var gravid. Det var de mindste ting han gjorde forkert, og så brød helvede løs. Og i virkeligheden var han bare en rigtig god omsorgsfuld kæreste, jeg kunne bare ikke se det midt i orkanens øje. 

Men er der derimod sket noget skelsættende i jeres forhold, eller er i meget uenige om opdragelse etc. Så er der nok andre ting i skal arbejde med også. 

Jeg tror bare du skal slå koldt vand i blodet for nu, og så se om ikke det ændre sig efter fødslen. Det er bestemt ikke lykken at være enlig mor til en lille baby, og hvor ville det være ærgerligt at smide håndklædet i ringen inden jeres barn er kommet verden. Når det så er sagt, så skal du selvfølgelig også være glad, og ændrer det sig ikke automatisk når i har fundet jer helt til rette med alle de store ting i står overfor, ja, så må i jo snakke om hvordan i kan ændre det hvis i fortsat ønsker at forblive sammen. 

En ting er i hvert fald helt sikkert, du er nødt til at snakke med ham om tingene og finde ud af hvad det kommer af, måske IenFart har fat i noget, og han går og synes du er ligeså irriterrende her i graviditeten. Kommunikation er vejen frem. 

Held og lykke, og tillykke med din kommende titel som mor :-)

Venica skriver:

Jeg kan godt forstå at du er frustreret og du skriver her for at få nogle input, eller råd fra andre der har haft det på sammen måde. Men jeg synes faktisk at IenFart’s bemærkning var reel nok, og fin til at give dig noget at reflektere over. Jeg opfattede den i hvert fald ikke som hverken ond, eller spydig. Tværtimod som en lille reminder skrevet med et glimt i øjet. 

Hvis dine følelser bare er forsvundet som dug for solen fra den ene dag til den anden, så er det muligvis nok noget hormonelt. Du er gravid, og din krop og ikke mindst dit liv ændre sig drastisk lige pt. Derudover sover man ad helvedes til, ens fødder kan gøre ondt, og man kan generelt bare føle sig utilpas. Hvis dig og din kæreste oveni alt det også går meget op og ned af hinanden i dagligdagen så er det helt naturligt at blive træt af/irriteret på hinanden. Jeg kan da også tælle på mere end en hånd alle de gange jeg kunne have kylet min kæreste ud af vinduet da jeg var gravid. Det var de mindste ting han gjorde forkert, og så brød helvede løs. Og i virkeligheden var han bare en rigtig god omsorgsfuld kæreste, jeg kunne bare ikke se det midt i orkanens øje. 

Men er der derimod sket noget skelsættende i jeres forhold, eller er i meget uenige om opdragelse etc. Så er der nok andre ting i skal arbejde med også. 

Jeg tror bare du skal slå koldt vand i blodet for nu, og så se om ikke det ændre sig efter fødslen. Det er bestemt ikke lykken at være enlig mor til en lille baby, og hvor ville det være ærgerligt at smide håndklædet i ringen inden jeres barn er kommet verden. Når det så er sagt, så skal du selvfølgelig også være glad, og ændrer det sig ikke automatisk når i har fundet jer helt til rette med alle de store ting i står overfor, ja, så må i jo snakke om hvordan i kan ændre det hvis i fortsat ønsker at forblive sammen. 

En ting er i hvert fald helt sikkert, du er nødt til at snakke med ham om tingene og finde ud af hvad det kommer af, måske IenFart har fat i noget, og han går og synes du er ligeså irriterrende her i graviditeten. Kommunikation er vejen frem. 

Held og lykke, og tillykke med din kommende titel som mor :-)

Spot on 

Jeg syntes det er lidt tabu at indrømme det, men de fleste dage ville jeg ønske jeg var alene. Alt ved min mand kan bare irriterer mig. 

Men jeg irriterer helt sikkert også ham, selvom jeg egentlig kun selv syntes det mest hormonelle ved mig er at jeg bliver ekstra vred, men han oplever at jeg hurtigere bliver sur og mobset over ingenting.

Man vælger jo af en grund At blive gravid med den mand man har. Og derfor ved jeg også at når de her hormoner er ude at kroppen, så bliver det bedre selvom de bliver afløst af søvnløse nætter og sikkert en lille krudt unge

Jeg havde det ofte ligesådan i graviditeten og endda også efter fødslen.. Det er først her inden for de sidste par uger (min datter er 10 uger nu), at jeg begynder at se ham på samme måde som før.. Og jeg er helt klar over, at det var hormonerne.. 

Så nu vil du vente og se efter fødslen, og det skriver folk også til dig, og det er også et fint råd.. MEN... Vent nu lige nogle måneder efter fødslen, for de første 2-3 måneder efter en fødsel er du stadig smækfyldt med hormoner, samtidig med at du lider af søvnmangel og bare synes, at det hele er meget nemmere på din egen måde end den måde, som din kæreste gør tingene på.. 

Kan give et godt eksempel, som du måske vil finde irriterende, hvis han er ligesom min kæreste.. Bleskift! Jeg er lynhurtig til det, og min kæreste er mega langsom til det.. Det pissede mig af i starten, for jeg stod jo klar med en pat ude, så jeg kunne give mad, og jeg ville faktisk hellere selv gøre det, så det blev gjort hurtigt.. Nu ser jeg det mere som, at far og datter får noget kvalitetstid sammen og jeg får en pause ..

Så tag det roligt og se, om det ikke ændrer sig stille og roligt, for det er jeg helt sikker på, at det gør.. Dine følelser er helt normale for rigtig mange gravide

Anonym skriver:

Jeg havde det ofte ligesådan i graviditeten og endda også efter fødslen.. Det er først her inden for de sidste par uger (min datter er 10 uger nu), at jeg begynder at se ham på samme måde som før.. Og jeg er helt klar over, at det var hormonerne.. 

Så nu vil du vente og se efter fødslen, og det skriver folk også til dig, og det er også et fint råd.. MEN... Vent nu lige nogle måneder efter fødslen, for de første 2-3 måneder efter en fødsel er du stadig smækfyldt med hormoner, samtidig med at du lider af søvnmangel og bare synes, at det hele er meget nemmere på din egen måde end den måde, som din kæreste gør tingene på.. 

Kan give et godt eksempel, som du måske vil finde irriterende, hvis han er ligesom min kæreste.. Bleskift! Jeg er lynhurtig til det, og min kæreste er mega langsom til det.. Det pissede mig af i starten, for jeg stod jo klar med en pat ude, så jeg kunne give mad, og jeg ville faktisk hellere selv gøre det, så det blev gjort hurtigt.. Nu ser jeg det mere som, at far og datter får noget kvalitetstid sammen og jeg får en pause ..

Så tag det roligt og se, om det ikke ændrer sig stille og roligt, for det er jeg helt sikker på, at det gør.. Dine følelser er helt normale for rigtig mange gravide

Enig, giv det tid efter fødslen! 

Det kan være, at I får et vildt nemt barn som vores, hvor man egentlig ikke føler sig specielt træt i starten, men det kan også være I ikke gør. Selv ved et nemt barn, vil de første par måneder være et dårligt tidspunkt, til en så stor beslutning, for det er altså en periode med enormt mange store ændringer i hverdagen samt nye roller, som både du og din kæreste lige skal have tid til at falde ind i. Tag en snak med din kæreste om, hvordan du har det. Jeg tror på, at man sammen kommer lettere igennem den slags  

Jeg var ikke irriteret på min kæreste i graviditeten og var egentlig heller ikke påvirket af hormoner, men jeg var ikke vild med berøring, så vores sexliv var lidt sat på pause i uger i træk nogle gange - men det var ok, for min kæreste og jeg talte om det, så han ikke følte, at jeg skubbede ham væk.

Altså for 26 uger siden havde du sex med ham. 

Var barnet planlagt eller en ups? For har du planlagt et barn med ham så må du jo på daværende tidspunkt synes at han var manden i dit liv. Og så er det formentlig hormonelt. 

Men er det en følelse der også var der før du blev gravid er det selvfølglig ikke så godt. 

Jeg er sådan en der SLET ikke har lyst til sex eller berøring når jeg er gravid. Jeg har virkelig nok i mig selv og har slet ikke behov for noget seksuelt. Min mand har accepteret det- lysten kommer heldigvis tilbage. Da jeg var gravid med nr1 synes jeg min mand var sygt irriterende. Helt vanvittigt. Han kunne sidde ved siden af mig i sofaen helt stille og jeg synes han var det mest irriterende menneske på jorden - totalt overdrevet og 110% noget hormonelt. Min mand og jeg fandt hinanden igen på den anden side af fødslen, både nærhedsmæssigt og tiltrækkingsmæssigt, og nu jeg er gravid med nr2 og igen ikke føler behov for sex osv ( og egentlig synes han er pænt irriterende) så ved jeg at det vender lige om lidt igen og så er vi tilbage til os to igen 

Så mit råd er at tænke over hvordan I havde det før du blev gravid. Og så vil jeg sige- hormonerne  nulstilles ikke det sekund baby er født, der går nogle måneder før man er ‘normal’ igen og selv der er man drænet for energi fordi man ikke har overskud, får søvn osv - så lad vær og tag en beslutning lige efter fødslen - sæt en dato på og sig før den dato tages ingen beslutninger, fx når jeres barn er 6 måneder. 

Oddi skriver:

Altså for 26 uger siden havde du sex med ham. 

Var barnet planlagt eller en ups? For har du planlagt et barn med ham så må du jo på daværende tidspunkt synes at han var manden i dit liv. Og så er det formentlig hormonelt. 

Men er det en følelse der også var der før du blev gravid er det selvfølglig ikke så godt. 

Jeg er sådan en der SLET ikke har lyst til sex eller berøring når jeg er gravid. Jeg har virkelig nok i mig selv og har slet ikke behov for noget seksuelt. Min mand har accepteret det- lysten kommer heldigvis tilbage. Da jeg var gravid med nr1 synes jeg min mand var sygt irriterende. Helt vanvittigt. Han kunne sidde ved siden af mig i sofaen helt stille og jeg synes han var det mest irriterende menneske på jorden - totalt overdrevet og 110% noget hormonelt. Min mand og jeg fandt hinanden igen på den anden side af fødslen, både nærhedsmæssigt og tiltrækkingsmæssigt, og nu jeg er gravid med nr2 og igen ikke føler behov for sex osv ( og egentlig synes han er pænt irriterende) så ved jeg at det vender lige om lidt igen og så er vi tilbage til os to igen 

Så mit råd er at tænke over hvordan I havde det før du blev gravid. Og så vil jeg sige- hormonerne  nulstilles ikke det sekund baby er født, der går nogle måneder før man er ‘normal’ igen og selv der er man drænet for energi fordi man ikke har overskud, får søvn osv - så lad vær og tag en beslutning lige efter fødslen - sæt en dato på og sig før den dato tages ingen beslutninger, fx når jeres barn er 6 måneder. 

Haha åh ja da man sad sammen i sofaen, og han bare var den mest irriterende mand på jorden .. 

Jeg skældte vist nok min kæreste ud den ene dag, fordi jeg fik nok af hans vejrtrækning .. Hans næse peb en smule, og hvis han trak vejret gennem munden, så lød han stakåndet.. Så ifølge mig måtte han slet ikke trække vejret haha.. 

Og ja det er en god ide at vente til barnet er omkring 6 måneder, for der sker virkelig mange ting efter en fødsel 

Venica skriver:

Jeg kan godt forstå at du er frustreret og du skriver her for at få nogle input, eller råd fra andre der har haft det på sammen måde. Men jeg synes faktisk at IenFart’s bemærkning var reel nok, og fin til at give dig noget at reflektere over. Jeg opfattede den i hvert fald ikke som hverken ond, eller spydig. Tværtimod som en lille reminder skrevet med et glimt i øjet. 

Hvis dine følelser bare er forsvundet som dug for solen fra den ene dag til den anden, så er det muligvis nok noget hormonelt. Du er gravid, og din krop og ikke mindst dit liv ændre sig drastisk lige pt. Derudover sover man ad helvedes til, ens fødder kan gøre ondt, og man kan generelt bare føle sig utilpas. Hvis dig og din kæreste oveni alt det også går meget op og ned af hinanden i dagligdagen så er det helt naturligt at blive træt af/irriteret på hinanden. Jeg kan da også tælle på mere end en hånd alle de gange jeg kunne have kylet min kæreste ud af vinduet da jeg var gravid. Det var de mindste ting han gjorde forkert, og så brød helvede løs. Og i virkeligheden var han bare en rigtig god omsorgsfuld kæreste, jeg kunne bare ikke se det midt i orkanens øje. 

Men er der derimod sket noget skelsættende i jeres forhold, eller er i meget uenige om opdragelse etc. Så er der nok andre ting i skal arbejde med også. 

Jeg tror bare du skal slå koldt vand i blodet for nu, og så se om ikke det ændre sig efter fødslen. Det er bestemt ikke lykken at være enlig mor til en lille baby, og hvor ville det være ærgerligt at smide håndklædet i ringen inden jeres barn er kommet verden. Når det så er sagt, så skal du selvfølgelig også være glad, og ændrer det sig ikke automatisk når i har fundet jer helt til rette med alle de store ting i står overfor, ja, så må i jo snakke om hvordan i kan ændre det hvis i fortsat ønsker at forblive sammen. 

En ting er i hvert fald helt sikkert, du er nødt til at snakke med ham om tingene og finde ud af hvad det kommer af, måske IenFart har fat i noget, og han går og synes du er ligeså irriterrende her i graviditeten. Kommunikation er vejen frem. 

Held og lykke, og tillykke med din kommende titel som mor :-)

Tusind tak for dit rigtig gode og uddybende svar!  Det tager jeg helt sikkert til mig. 

Følelserne er jo netop forsvundet loge pludselig, vi har jo altid haft det rigtig godt sammen før. Og jeg ville heller ikke drømme om at få et barn med en mand, jeg ikke elskede. Så jeg tænker at det er graviditeten.. Fruatrationerne er bare mange, nok især fordi at det er fra den ene yderlighed til den anden. Havde vi haft problemer i paradis før, ville jeg nok ikke have tænkt så dybt over det. 

Jeg kunne ikke drømme om at gå fra ham dagen efter fødslen - jeg kender mange med børn, som også er blevet store børn nu, hvor alle minder mig om at hormonerne eksplodere efter en fødsel, og rutinerne lige skal falde ind. Det tager tid. Han bliver en fantastisk far, uden tvivl. Jeg sætter bare forholdet højt, og savner følelsen af at vi er et team og savner de varme romantiske følelser. 

Vi har talt om det, flere gange. Og han prøver jo at være forstående. Dog indrømmer han også gerne, at han ikke ved hvad der egentlig sker - hvilket er klart. Han har dog haft en tendens til kun at tænke på sig selv, spørger ikke ind til noget, køber intet til baby, er ligeglad med hvad der bliver købt - det er jo mine penge. Han skældte ud da det gik op for ham, at jeg ikke havde lyst til sex, også fordi at det gør ondt på mig - jeg har alt for stramme ligamenter, en meget smal fødselskanal og har spændt op i hele undervognen, så alt er meget ømt og spændt. Min graviditet har været rigtig hård, jeg skal have kejsersnit som jeg er rigtig ked af - hvilket nok forstærker de negative følelser. 

Jeg holder ud og håber på at det vender, når baby er kommet, vi har fået en funktionel hverdag op at køre og er på den anden side. 

Men igen, tak